Opskrift: Quiche med gedefriskost og figner

Osten til dit middagsselskab behøver ikke komme ’nøgen’ ind, den kan snildt komme som en egentlig osteret. Og sådan en osteret skal ikke absolut ind i billedet som afslutning på en middag, men kan sagtens gå som forret. Her kommer den i en quiche med gedefriskost og friske figner.

Opskrift: Quiche med gedefriskost og figner
Offentliggjort

6-8 portioner

Ingredienser

  • 1 pakke butterdej
  • 180 g gedefriskost
  • 180 g cremefraiche 38 %
  • 2 æg
  • Salt
  • Sort peber
  • 1 tsk. frisk timian
  • 400 g friske figner
  • 2 spsk. flydende honning
  • Udstyr: Tærteform på 25 cm i diameter

Sådan gør du:

  1. Beklæd en tærteform med dejen, og prik bunden med en gaffel.
  2. Rør gedefriskost sammen med creme-fraiche og æg, og smag til med lidt salt og peber samt timian. Fordel ostecremen over tærtebunden.
  3. Skyl og aftør fignerne, og skær dem i halve eller kvarter, afhængig af størrelse, og fordel dem i tærten.
  4. Dryp med honning, og bag tærten i ca. 25 minutter ved 220 grader.
  5. TIP: Butterdejen kan erstattes af mørdej, hvis man foretrækker det – og man kan selvfølgelig også vælge den hjemmelavede model lige meget hvad.