Opskrift: Saltstegte sild med bløde løg, rødbeder og sennep

Her giver Timm Vladimir sit bud på en klassiker, der er lige så nem at leve, som den er velsmagende.

Opskrift: Saltstegte sild med bløde løg, rødbeder og sennep
Offentliggjort

Saltsild laves traditionelt af spegesild, som også er klart det bedste at bruge. Du skal finde en god fiskehandler, der kan sælge dig spegesildene stykvis, for ellers skal du typisk købe en hel spandfuld, og det kan måske være lidt rigeligt, selvom sildene dog kan holde sig. Spegesildene skal udvandes 1 døgns tid. Altså tages op af den lage, de ligger i, og kommes i koldt frisk vand, som gerne må skiftes ud nogle gange det næste døgn. Det gør man for at trække den kraftige saltsmag ud. Kan man lide sildene meget salte – det kan jeg faktisk – så kan man udvande dem kortere tid. Måske bare natten over. Saltsild er en bornholmerklassiker, og når min lille familie er på den årlige ferie på Bornholm, tager vi altid på Melsted Badehotel og spiser dem der. Men her får du den hurtige version med lynsaltede sild.

  • 4 ferske sildefileter
  • Salt
  • 100 g rugmel
  • Peber
  • 2 spsk. smør
  • 2-3 spsk. smagsneutral olie
  • Løgmarmelade (se boks)
  • Syltede rødbeder
  • Sennep
saltstegte sild.jpg

Læg sildefileterne på en stor tallerken og drys godt med salt over. Sæt dem på køl, og lad dem salte i 3-4 timer.

Tag sildene ud, og skyl dem godt under den kolde hane.

Kom rugmel på en tallerken, og krydr kraftigt med friskkværnet peber. Vend sildefileterne i melet, til de er helt dækkede, og steg dem i lige dele smør og olie i 2-3 minutter på hver side.

Sildene serveres traditionelt lune med rugbrød, løgmarmelade, syltede rødbeder og sennep til. Det kommer jeg ikke til at lave om på.

TIP: Sildene skal helst steges på dagen, men behøver ikke være brandvarme ved servering. Top evt. serveringen med frisk dild. De stegte sild kan sagtens lægges i en syltelage, hvis man har stegt flere, end der bliver spist, så kan de holde sig et par uger, og på den måde undgås madspild.

Løgmarmelade

Pil og snit løgene, og kom dem på en stegepande med lidt smør, drys med salt, og lad dem langsomt brune godt ved svag varme i ca. ½ time. Smag til med salt, sort peber og brun farin. Kom løgmarmeladen i en steril, lufttæt beholder.

Opbevares køligt, til marmeladen skal bruges, hvor den lunes igennem på en pande forinden.

Se, hvad vi ellers skriver om: Opskrifter, Fisk og Julemad