Opskrift:

Du tænker, suppe lyder kedeligt? Så er det, fordi du ikke har prøvet denne

Vi bør spise flere bælgfrugter, og det er de færreste af os, der når op på de anbefalede 100 g om dagen. Måske fordi vi mangler inspiration til, hvordan vi tilbereder dem? Prøv denne suppe med kylling, ingridærter, kål og persillepesto.

Suppe med kylling, ingridærter, kål og persillepesto
Offentliggjort

Ingredienser

Suppe

  • 200 g ingridærter, lagt i blød i koldt vand i 12 timer
  • 1½ liter vand
  • Kyllingerester/skrog
  • 300 g kartofler
  • 1 porre
  • 150 g savoykål
  • 150 palmekål

Persillepesto

  • 50 g mandler
  • 50 g parmesan eller anden fastmodnet ost
  • ¾ dl olivenolie
  • 1 lille bundt bredbladet persille
  • 1 fed hvidløg
  • Citronsaft
  • Salt og sort peber

Suppe

  1. Sigt vandet fra de udblødte ærter, og kom dem i en gryde sammen med 1½ liter frisk vand og evt. skroget fra en kylling. Hvis der er kød på skroget eller andre rester, så pil kødet af, inden skroget kommes i suppen. Lad ærterne koge i suppen i 15 minutter.
  2. Skræl kartoflerne, skær dem i tern og kom dem i suppen. Kog videre i 15 minutter.
  3. Skær imens porren i tynde skiver, og snit begge slags kål fint, så det er klar til at komme i suppen. Tag skroget op af suppen og kassér. Smag suppen til med salt og peber.
  4. Kom porrer og kål i suppen og kyllingekød, hvis du bruger det. Lad suppen simre færdig i 8-10 minutter.
  5. Vend nogle store skefulde pesto i suppen lige før servering.

Persillepesto

  1. Kom mandler, groftrevet parmesan og olivenolie i en blender sammen med persille og hakket hvidløg. Blend til en grov pesto og smag til med lidt citronsaft, salt og peber.