Opskrift: Tærte med Fyrmester, Høost-creme og solbær a la Restaurant Hærværk

Det kan lyde lidt mærkeligt at blande sødt og salt på denne måde, men vi lover, at du ikke bliver skuffet, hvis du giver retten et skud. Den smager himmelsk. Vi laver tærterne i små kuvertforme, men du kan sagtens bage i én stor form.

Opskrift: Tærte med Fyrmester, Høost-creme og solbær a la Restaurant Hærværk
Offentliggjort

4

Ingredienser

  • 125 g koldt smør
  • 250 g hvedemel
  • 60 g vand
  • ½ æg
  • Salt
  • Peber
  • Fyrmester-ost
  • Frisk timian
  • Udstyr: 4 små tærteforme
  • 50 g Høost
  • 25 g koldt smør
  • 2½ æg
  • Salt
  • Peber
  • 2 mellemstore løg
  • 1 spsk. smør
  • 1 spsk. farin
  • Vadouvan-karry
  • Salt
  • Peber
  • 100 g solbær
  • 2 spsk. sukker
  • Cognac

Sådan gør du

  1. Riv smørret groft, og smuldr det omhyggeligt ind i melet med fingrene.
  2. Tilsæt vand og æg, og saml dejen hurtigt – ikke noget med at ælte, for så bliver dejen sej og tærterne kompakte. Pak dejen ind i film, og læg den på køl min. 1 time.
  3. Rul dejen 2-3 mm tykt ud, og udstik cirkler, som passer i tærteformene. Læg identiske forme oveni, pres dem ned, og fyld dem med groft salt, så undgår du, at tærterne hæver op under bagningen.
  4. Bag tærteskallerne ved 180 grader ca. 15 minutter, eller til de er gyldne, tag dem ud af formene, og læg dem til afkøling på en rist.
  5. Fordel 1 tsk. Høost-creme i hver tærteskal, dernæst 1 stor tsk. løgkompot og til sidst 1 stor tsk. råsyltede solbær. Drys med salt og peber, og riv et bjerg Fyrmester-ost over og top med timianblade.

Høost-creme

  1. Riv osten, hak smørret fint, og pisk æggene ensartede.
  2. Gør et iskoldt vandbad klar.
  3. Blend alle ingredienser til ostecremen sammen, og sæt derefter skålen over et vandbad, hvor skålen dækker grydens kant. Pisk i massen, mens den varmes op over vandbadet.
  4. Flyt skålen over i det iskolde vandbad, når cremen tykner – det sker ved omtrent 70 grader. Pisk cremen kold, smag til med salt og peber, og læg et stykke film helt ned på overfladen, inden skålen sættes på køl.

Løgkompot

  1. Pil løgene, halvér dem fra top til bund, og skær dem i tynde halve ringe.
  2. Sautér dem blanke og bløde i smør. Tilsæt evt. lidt vand, hvis de begynder at blive for mørke.
  3. Tilsæt farin og vadouvan-karry, når løgene er karamelliserede – de må gerne beholde noget tekstur. Smag til med salt og peber.

Råsyltede solbær

  1. Skyl og nip solbærrene, drys dem med sukker, og lad dem marinere i 1 times tid.
  2. Smag evt. til med mere sukker og cognac.