Pocheret svin i krydderurtebouillon med sprøde kartofler

Få opskriften på pocheret svin i krydderurtebouillon med sprøde kartofler.

Pocheret svin i krydderurtebouillon med sprøde kartofler
Offentliggjort

(4 pers.)

600-800 g svinemørbrad – eller tilsvarende mør og mager udskæring

1 bdt. koriander

1 bdt. persille

1 spsk. korianderfrø

3 laurbærblade

1 rosmarinstilk

1 løg

5 cl mild, let eddike - fx

æbleeddike

Salt og peber

Mørbraden soigneres og dækkes med koldt vand i en gryde. Stilke fra persille og koriander samt eddike, korianderfrø, rosmarin og laurbær lægges ved. Det hele koger ganske sagte i 15-25 minutter, indtil mørbraden er medium til rød, hvorefter den tages op og holdes lun. Reducér bouillonen til 4 dl, og si den. Pluk og skyl persille og koriander, og blend det med den varme bouillon samt lidt salt og peber, gem lidt af hver krydderurt til at afslutte retten med.

Sprøde kartofler:

1 kg nye kartofler

100 g smør

Havsalt

Kartoflerne skures rene, lægges i salt og bages i ovnen ved 175 grader i 1 time. Afkøles og skæres tværs over på midten. Et kvarter før servering, steges kartoflerne med snitfladen nedad, stille og roligt i smørret, indtil de er gyldne. Alle fladerne vendes rundt i smørret,inden servering. Afslut med et ordentligt drys salt. Hæld bouillonen over den udskårne mørbrad, og spis det hele i varme, dybe tallerkner med de smørstegte, sprøde kartofler.

Tilbage til 10 opskrifter med svinekød