Restauranterne kæmper for at overleve: ”Vi må jo stole på, at beslutningerne, der bliver truffet af regeringen, er de rigtige”
Med hjælpepakker, der lader vente på sig, husleje, der skal betales, og medarbejdere, der skal lønkompenseres, ligger ejere, restauratører og kokke vandret for at få det hele til at hænge sammen. Men hvor længe kan branchen træde vande i forlængede nedlukninger og bureaukratiske systemer. Og hvad med gejsten? Her fortæller Nina Krysiza Sørensen fra Cicchetti på Nørrebro om at drive restaurant på nye præmisser i en branche, der måske aldrig bliver sig selv igen.
"Vi kan klare den vinteren ud, men der skal helst ikke komme mange flere lockdowns i 2021, før det kniber.
Hver gang vi får banket nogle reserver op, så kommer der lige en lockdown mere og ødelægger det hele. December skulle have været måneden, hvor vi gav den en skalle, men så lukkede det hele ned igen.
Annonse
Vi har også lige fået en huslejestigning af vores åndssvage udlejer. Den kom her den 1. januar, og den var som sådan annonceret, men vi kunne da godt have håbet på, at man som kæmpe kapitalfond kunne undvære de ekstra par tusinde kroner, som jo betyder alt for os lige nu. Men sådan er det desværre ikke."
Hvad med likviditeten?
"Den har det noget bedre end i foråret. Vi overlever på hjælpepakkerne, mens take away giver noget likviditet, noget energi og holder os i gang. Det betyder sindssygt meget, at vi overhovedet kan gå på arbejde og have en hverdag. Både af økonomiske grunde, men mest for bare at holde liv i os selv.
Vi er bedre forberedt på lockdown denne gang. Både mentalt og økonomisk. Vi har prøvet det før. Og så har vi sparet og sparet i et års tid nu. Der har ikke været plads til meget sjov, og vi har knoklet ekstra hårdt og lavet justeringer i vagtplaner, menuopsætning og indkøb, så vi er bedre polstret fremover.
Vi sparer ikke på kvaliteten af råvarerne, men før corona havde vi måske 30 små retter på kortet – nu har vi 15. For tiden står vi også selv og vasker op og vasker gulv efter service i hverdagene, og det kunne vi egentlig godt tænke os, at vi ikke behøves at blive ved med."
Cicchetti
Nina Krysiza Sørensen er sammen med Rikke Kolding ejere og grundlæggere af Cicchetti på Nørrebro i København, hvor de også selv står i køkkenet. Cicchetti er italiensk for ’små snacks’, og det er præcis det, Nina og Rikke specialiserer sig i på restauranten, hvor gæsten selv sammensætter menuen af små retter og god vin.
Er regeringen sin opgave voksen? Får I jeres hjælpepakker?
Annonse
"Ja, det tror jeg, de er. Vi savner lidt bedre kommunikation og varsling i bedre tid dog. I foråret kom hjælpepakkerne også lige sent nok. Vi havde ingen penge tilbage på kassekreditten, fordi vi havde lagt ud for lønningerne de første måneder og stadig ventede på udbetaling af lønkompensationen, som vi jo ikke var sikret overhovedet kom. Så det var på et hængende hår.
Vi har søgt to hjælpepakker og har planer om at søge en tredje også. Den ene er godkendt, og den anden venter vi stadig svar på.
Vi synes måske, at det var lige lovlig hurtigt i efteråret, at det var restauranterne, der skulle bøde for smittestigningen og tage endnu en restriktion på sig. Men vi må jo stole på, at beslutningerne, der bliver truffet af regeringen, er de rigtige. I efteråret tror jeg, at det ville have givet mere mening at lade 'festen' blive på restauranterne, hvor vi allesammen har hygiejnebeviser og styr på afspritningen, i stedet for at folk gik hjem til hinanden og festede videre klokken 22."
Hvad gør I for at holde hovedet koldt?
"Vi har først og fremmest taget en lang juleferie. Det var virkelig tiltrængt. Og så spiser vi stenbiderrogn og drikker ret meget vin de her dage.
Vi er begyndt at lave take away igen, ligesom vi gjorde i foråret. Vi er meget privilegerede, at vi kan arbejde os ud af det her. Til forskel fra barerne og spillestederne har vi jo faktisk muligheden for at holde os i gang, selvom take away ikke er tilnærmelsesvis lige så sjovt som almindelig service."
Foto: William Himmelstrup | Nina Krysiza Sørensen (tv.) og Rikke Kolding (th.) i restauranten på Nørrebrogade.
Er det frys, flygt eller kæmp?
Annonse
"Vi synes, det er en smule sværere at holde gejsten denne gang. I foråret havde vi virkelig kampgejst og var klar til at kæmpe med næb og klør for vores restaurant. Vi var lynhurtigt i gang med take away og tømte sparegrisen derhjemme for at have råd til de faste udgifter, mens vi ventede på hjælpepakkerne. Men vi har stadig lyst til at kæmpe, og vi vil gøre meget for stadig at have et arbejde på den anden side."
Har I fyret nogen?
"Nej, det har heldigvis ikke været nødvendigt. Alle er sendt hjem på lønkompensation. Vi har 12 ansatte, som vi virkelig gerne vil se igen. Rikke og jeg skal sgu nok klare os, men det ville da være sjovest, hvis vi har en restaurant, når alt det her er overstået.
Lige nu er det bare os to der står herinde alene, og det er jo også ret hyggeligt. Så får vi snakket lidt og åbnet en flaske vin, når der er tid til det. Men det bliver lidt kedeligt. Især om fredagen, når man kigger på uret klokken 18, hvor der normalt allerede ville summe af folk, og så står man bare to mennesker og langer papirsposer over disken til folk. Det er jo ikke derfor, vi har restaurant."
Hvordan ser restaurationsbranchen ud på den anden side af corona?
"Lige nu er det svært at forestille sig, at vi slipper helt af med corona. Skal vi blive ved med at gå med mundbind, holde afstand og have sprit på bordene i mange år endnu?
Vi kunne heldigvis mærke efter sidste lockdown, at folk havde en stor lyst til at bruge byen igen, så snart det blev muligt. Og mon ikke det sker igen, når vi slår dørene op? Det håber og tror vi på. Og så håber vi, at så mange af vores kollegaer klarer skærene, og at langt de fleste restauranter stadig står. Vi savner selv byen helt vildt og glæder os til at komme ud at spise igen."
Foto: William Himmelstrup | Spisende gæster er byttet ud med metalbakker og plads til take away emballage.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.