Opskrift

Rødgrød med koldskålsråcreme

Dansk sommer er hvide asparges med fjordrejer og hollandaise, det er stegt makrel, det er kalvefrikassé med grønne asparges og nye spæde grøntsager. Og så er det rødgrød til dessert, her med koldskålscreme i stedet for fløde.

Rødgrød med koldskålsråcreme
Offentliggjort

Rødgrød

  • 400 g jordbær
  • 200 g hindbær
  • 100 g ribs
  • 150 g sukker til grøden
  • 4 dl vand
  • 40 g kartoffelmel 
  • ¾ dl vand til jævning
  • 1 spsk. sukker til topping
  • ½ stang vanilje 
  • 4 æggeblommer
  • 2 tsk. revet citronskal
  • 75 g flormelis
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1½ dl kærnemælk
  • 3 dl piskefløde

Rødgrød

  1. Skyl og nip jordbær, hindbær og ribs. 
  2. Halvér jordbærrene, og kom dem i en gryde med hindbær, ribs, sukker og vand. Lad det koge i 5-10 minutter, til bærrene begynder at koge let ud. 
  3. Rør kartoffelmel sammen med vand til en jævning. Hæld jævningen i grøden under omrøring, og sluk for varmen. 
  4. Kom grøden i en skål og drys sukker over, så der ikke dannes skind. 
  5. Sæt grøden på køl til servering, hvor den kommer på bordet med koldskålsråcreme til. 

Koldskålsråcreme

  1. Flæk den halve vaniljestang, og skrab kornene ud. 
  2. Kom æggeblommer i en skål med vaniljekornene, citronskal og flormelis. Pisk det helt lyst og skummende med en elpisker. 
  3. Vend citronsaft og kærnemælk i. 
  4. Pisk fløden til skum, og vend det forsigtigt i æggeblandingen. Opbevar koldskålscremen på køl til servering