Det er sommer, og rosé-sæsonen kører for fuld udblæsning. Vi danskere elsker rosé, når solen skinner. Allerede i juni slog salget af rosé tidligere års rekorder, viser nye tal fra Coop Analyse.
Men her er flere gode grunde til, at du ikke kun skal drikke din rosé derhjemme på terrassen eller altanen.
Du kan støtte nogle af de københanvske restauranter, der har blødt under COVID-19-krisen, og samtidig få gratis rosé.
12 restauranter i København er gået sammen om en roséstafet, og konceptet er klart: Besøger du en af restauranterne på listen, skal du huske din kvittering. Det er kvitteringen, der fungerer som en stafet. Den skal du bruge næste gang, hvor du besøger en af de andre restauranter. Her femviser du kvitteringen, og så får du en flaske rosévin på husets regning.
Projektet vil vise, hvad branchen kan på tværs.
"Hvem kender restaurationsbranchen bedre end os selv? Derfor har vi valgt at gå sammen om at guide danskerne gennem en fantastisk gastronomisk sommer inden for landets grænser. Om vi er dit første besøg, eller du kommer forbi med en stafet, så lover vi, at du ikke fortryder det. Udover roséen har vi vin fra mange forskellige vingårde fra hele verden og supplerer med lækre sydeuropæiske retter. Nyd det hele på vores terrasse på solsiden af det smukke Gråbrødretorv. Vi glæder os til at se jer og til at sende stafetten videre til en god kollega," siger Anders Henneberg, der er restaurantchef på Huks Fluks bistro og vinbar på Gråbrødretorv, i en pressemeddelelse.
Roséstafetten kører hele juli og august.
Her er restauranterne, der deltager:
Basso
Bibendum
Bøf & Ost
Falernum
Huks Fluks
Keyser Social
Köd
Kompasset
Nyhavns Færgekro
Paté Paté
simpleRAW
Zeleste
Se, hvad vi ellers skriver om: Restauranter i København og Alkohol