Sådan vælger du snapsen til påskefrokosten

Her til lands kan du ikke holde påske uden at skrive snaps på huskelisten. Den stærke spiritus er stavnsbundet den forestående højtid, og selvom vi skåler med afstand, skal der skåles i snaps. Men hvilken variant skal stå på påskebordet i år? Snapse-connaisseur og kaptajn på Christianshavns Færgecafé Erik Frandsen giver dig svaret.

Sådan vælger du snapsen til påskefrokosten
Offentliggjort

Snapsens højtid står for døren, og landet over vil påskeborde være dekoreret med pastelfarver, porcelæn og påskeliljer – og ikke mindst spidse snapseglas, klar til at blive fyldt med den klare spiritus, som varmer hele vejen ned gennem svælget.

Som traditionen foreskriver det, står Brøndums, Gammel Dansk og Aalborg Akvavit højt i kurs disse dage – for vi alle ved, at man ikke kan servere silden uden at byde gæsterne på en lille en at skylle efter med. Men hvilken snapsevariant passer egentlig til påskebordet, hvad kan kendere anbefale – og kan du nå at brygge din egen snaps i tide?

Erik Frandsen er kok og ejer Christianshavns Færgecafé. Han brygger hvert år over 40 forskellige snapse, og hans viden inden for stærk spiritus er både bred og dyb. Her deler han ud af sine bedste råd og tommelfingerregler, når det gælder valget af påskesnaps.

Smag og behag

”En snaps skal først og fremmest smage godt. Simpelthen, det skal være en, du kan lide. Man skal passe på ikke at gøre det for prætentiøst. Alle skal have lyst til at drikke med. Alt, man drikker her i livet, skal være rart. Med det sagt, skal det gerne være en, der passer til det, du serverer. Dildsnaps er en god all-round-snaps, og det er estragonsnaps også.

En tommelfingerregel er at parre kraftig snaps med kraftige retter og let snaps med lette retter. Det er ligesom at vælge vin til maden.”

Hvis du vil lave snapsen selv

”Du kan sagtens nå at lave din egen snaps, hvis du har lyst til det. Det er rigtigt, at nøddesnapse skal stå halve og hele år og trække, men de friskere versioner med urter skal ikke stå længe. Jeg vil anbefale vores 'Christianshavnerurten', som et godt bud på en alsidig snaps, der passer sig godt til påskebordet. Vi kalder den faktisk for snapsens bearnaise. Den blev oprindeligt udviklet til vores karrysild og passer sig altså godt til påskefrokosten. I øvrigt skal den blot trække 3-4 dage, så den kan man snildt have klar, til når gæsterne kommer.”

Hvis du vil købe snapsen

”Først skal du finde ud af, om du vil have noget old school eller new school. Old school er akvavitter som Rød Aalborg eller en O.P. Andersen, men hvis du har lyst til at prøve noget nyt, vil jeg anbefale Six Nordics ’Midsummer Fling’, som jeg synes, er helt fantastisk. Det er en dildakvavit med enebær. Den er dejlig sommerlig, og hvis du putter tonic i, kan du kalde drinken 'Dild & Tonic.'

Ellers laver Copenhagen Distillery fantastiske, moderne akvavitter, og så kan jeg desuden anbefale SiWus snapse. Brøndums krydrede akvavit, som er fadlagret med rom, er også altid god – og i øvrigt lidt billigere end de andre. Det kan man altså ikke smage på den.”

Kølig, ikke kold

”Server din snaps kølig, men ikke frossen. Når du fryser den, mister du en stor del af smagsnuancerne. Jeg serverer al min snaps ved stuetemperatur, men man kan sagtens køle den lidt – dog endelig ikke for meget. Du serverer jo heller ikke en rødvin ved -5 grader.”