Sådan sammensætter du et middagsselskab på fransk manér
Middagsfænomenet 'dîners en ville' blandt samfundets spidser i Frankrig er helt særlige sammenkomster, hvor magteliten på tværs af politik, kultur, videnskab etc. mødes omkring middagsbordet. Selve måltidet spiller en sekundær rolle, mens der er ubrydelige regler for, hvordan selskabet sammensættes, og hvad der forventes af gæsten.
Citatet stammer fra den navnkundige franske diplomat og politiker Charles Maurice de Talleyrand-Périgords huskok og var dennes forsøg på at opsummere opskriften på politisk succes. Selvom det snart er 200 år siden, gælder den berømte koks ord for så vidt stadig.
For i gastronomiens internationale højborg (Frankrig, i fald læseren skulle være i tvivl) går den hurtigste vej til magten gennem middagsselskaberne – de såkaldte dîners en ville – uformelle omend nøje kodificerede kulinariske sid ned-sammenkomster, hvor rænker smedes, og rygter spredes, mens etablerede netværk styrkes, og nye venskabelige bånd knyttes i en både munter og uformel atmosfære.
Kongen af powerdining
Annonse
Præsident Emmanuel Macron er et af de bedste eksempler på en person, hvis karriere er blevet katapulteret i gang på netop denne måde. For Macron er ganske som sin hustru, Brigitte, en hærdet dîneur, og det var netop til en af disse middage, at han første gang mødte sin forgænger, socialisternes præsident François Hollande, der gjorde ham til særlig rådgiver og siden en af landets yngste økonomiministre. Det samme gælder flere af Macrons egne nuværende ministre.
Jo, den er god nok: Den unge Macron, der lovede at forny og omkalfatre Frankrig, benyttede sig af et af de allerældste redskaber i bogen. Og hans talegaver og ekstreme hukommelse, der gør ham i stand til at slynge om sig med litterære citater og lystige anekdoter, har gjort ham til en af de mest populære gæster ved disse dîners en ville.
Et fransk fænomen
Der er tale om et ganske unikt fransk – eller rettere parisisk – fænomen. Derfor forstår de færreste udlændinge nok også til fulde betydningen af de uformelle bånd, der knytter kultur-eliten, erhvervspinger, politikere, filosoffer og resten af intelligentsiaen sammen. I Danmark dominerer for eksempel den uopfindsomme uskik næsten udelukkende at invitere kolleger eller folk, der kender hinanden i forvejen, mens amerikanerne har en forkærlighed for de såkaldte powerlunches og forventer en officiel anledning, hvis de modtager en middagsinvitation.
I Frankrig hæger man fortsat om antydningens ædle kunst, og skal man føle nogen på tænderne, opfattes et møde som for formelt og en frokost som alt for resultatorienteret og dermed forpligtende. Ved en middag derimod kan man afprøve det, som man i mangel af bedre kalder ’kemien’. Og de gode middagsværters rolle er at være de øvre samfundslags sociale svar på fordums sagnomspundne alkymister.
Det er en form for soft power, der udøves i privatsfæren, men som kan munde ud i kæmpestore business-ideer eller overraskende politiske alliancer. For i Frankrig kunne ingen drømme om at hænge deres egen formue eller skæbne op på nogen, de ikke kender i forvejen, og i den nationale parole Liberté, égalité, fraternité er det da også i de flestes øjne broderskabet, der vejer tungest.
Man spiser så godt som altid om et rundt bord, så ingen får den frygtede ’plads i Sibirien’; det golde hjørne, hvor samtalen forstummer.
En lukket fest
Les dîners en ville er en intim affære; en lukket og uofficiel klub, forbeholdt en eklektisk del af samfundets elite, som de færreste franskmænd får adgang til, endsige indblik i, da der aldrig fotograferes, tweetes ellers refereres eksplicit derfra. Jeg har selv kun været til et par stykker i mine 20 år som frankrigskorrespondent, idet der ofte er en dyb ængstelse for, at journalister ikke kan stå for fristelsen til at citere fra de vidtløftige samtaler og den ofte uudgrundeligt frivole passiar.
Det sælsomt vedholdende franske fænomen holdes i hævd ved hjælp af en række enkle, uskrevne regler, som man får glimrende opsummeret i Guillemette Faures lille sprudlende værk ’Dîners en ville, mode d’emploi’. Først og fremmest kan man konstatere, at det optimale antal til en af disse middage er ni. Med dette antal til bords kan alle inviterede hævde at have været til middag med monsieur X eller madame Y, og samtidig undgår man – ganske som i en jury – at selskabet deles på midten.
De 10 bud
Skulle De være så heldig en dag at modtage en invitation, følger her 10 gode råd, som dog også gælder ved almindelige middagsselskaber.
Sig ja til invitationen med det samme. Man kan altid melde fra senere. Men kun levemanden Gabriel-Louis Pringué kunne tillade sig at sende telegrammet: ”Kan ikke komme. Undskyldende løgn følger senere pr. brev.”
Spørg aldrig om, hvem der kommer, men blot: “Bliver vi mange?”
Kom altid et kvarter for sent. Ellers risikerer De at sidde fast i elevatoren med tyendet.
Behold skoene på, undtagen hos forretningsmanden Édouard Carmignac, der er kendt for at forsyne déchausserede mænd med broderede lædertøfler. Kvinderne kan på intet tidspunkt tvinges ud af de høje hæle.
Ankom tomhændet. Man giver hverken chokolade eller vin – en implicit kritik af værtens ønologiske håndelag. Og blomsterne har man jo sendt i forvejen.
Man præsenterer sig kun ved fornavn. Betingelsen for en god aften er, at alle er på lige fod. Og man lirer hverken sit cv eller sin årsindkomst af som en gemen amerikaner.
Man spiser det, der bliver serveret, medmindre man ligefrem risikerer at dø af anafylaktisk shock eller skaldyrsallergi. Kræsenhed er en dødssynd i Frankrig, hvor vegetarer og veganere stadig opfattes som sultekunstnere.
Tjek aldrig mobilen ved bordet. Som den afdøde modekejser Karl Lagerfeld – en garvet dîneur – formulerede det: ”I gamle dage ringede herskaberne efter tjenestefolkene. I dag ringer man konstant efter herskaberne, som tror sig tvunget til at svare. Øjeblikkeligt, hvis muligt. Som om de arbejdede i omstillingen på et større hotel i højsæsonen.” Skal den tjekkes, gør man det på toilettet.
Man kan smutte fra cirka 22.30 (før kaffen, men aldrig før desserten). Til gengæld kan man sagtens lave en fransk afsked = at blive stående i hoveddøren med overtøjet under armen og tale videre i op til en halv time.
Vær underholdende. Skal reglerne brydes, bør det gøres med panache; som da en fransk celebritet var utilfreds med bordplanen og pludselig efter forretten hvinede ”stoleleg!”, hvorpå alle skiftede plads.
Hvis alt andet glipper, kan man ihukomme forfatteren Paul Claudels kloge ord: ”Når man har fraskrevet sig alle livets glæder, er der stadig den tilbage at rejse sig fra et kedsommeligt middagsselskab.”
Maden er underordnet
Annonse
Man spiser så godt som altid om et rundt bord, så ingen får den frygtede ’plads i Sibirien’; det golde hjørne, hvor samtalen forstummer. Og man sætter hellere folk lidt for tæt – ligesom på bistroen – end for langt fra hinanden. Det fremmer samtalen, og hele kunsten består i at sørge for, at alle er med i én og samme konversation, og at alle på et eller andet tidspunkt kommer til orde. Det betyder ingenlunde, at folk får lov at tale ud. Det er som bekendt ved at afbryde og tale i munden på hinanden, at franskmænd viser ildhu og engagement.
Men samtalen er og bliver det absolut vigtigste ved middagsselskaberne. For en gangs skyld er maden sekundær. Det helt afgørende er, at gæsterne ikke keder sig. Ingen siger således ja til en invitation til en fantastisk gourmetmiddag, hvis værten har ry for at være gabende træg. Men omvendt stikker folk gerne gaflen i sekundavarer fra dybfrostkæden Picard, hvis der er udsigt til klogt, underholdende eller ligefrem løssluppent selskab.
Forskellighed tilstræbes
Man tilstræber en ligelig kønsfordeling, men inviterer aldrig ægtepar – medmindre begge laver noget vanvittig interessant. Man inviterer også yderst sjældent to, der laver det samme. For sandsynligvis kender de hinanden i forvejen og bryder sig enten ikke om hinanden eller opfatter måske ligefrem hinanden som konkurrenter, og deres anekdoter og indspark vil da blive hæmmet af bevidstheden om, at der sidder en kritisk fagfælle blandt tilhørerne, ligesom diskussioner imellem dem risikerer at blive esoteriske og indforståede.
Til en af de bedre dîners, jeg har deltaget i, var vi således en pensioneret advokat, en tatovør, en arkitekt, en rotationstrykker, en billedkunstner, værten, mig selv og en akrobat fra Cirque du Soleil til bords. Jeg husker især to gnistrende diskussioner: Den ene om hjælp og herberg til hjemløse; den anden om hvorvidt technomusik er nyskabende avantgarde eller tarvelig larm (den pensionerede advokat plæderede noget overraskende for avantgardesynspunktet).
Man inviterer sjældent de samme gæster to gange. Gentagelse ødelægger magien og fører uvægerligt til skuffelse. Der inviteres som regel til tirsdag og torsdag. Aldrig mandag! Ligesom fredag-lørdag er fredet, idet man ellers risikerer at holde folk hjemme fra de næsten obligate svipture ud af byen eller middage med familie og nære venner. Søndag er en populær undtagelse, der tillader en afslappet og exceptionelt uformel sammenkomst.
Aske Munck og det franske
Journalist og forfatter Aske Munck har siden sin studietid haft Frankrig som sit andet fædreland, som han i sin nye bog kigger på indefra som en næsten indfødt og samtidig udefra som en til tider undrende fremmed. Han kommer vidt omkring i de små skarpe, fornøjelige og indsigtsfulde kapitler om Frankrig og franskmændene – fra det rigide og hårde undervisningssystem, over baguette og petanque til conciergen, en genial, men uddødende race i de franske byer.
Især kapitlerne om gastronomi og gæstekultur er værd at fremhæve, ikke mindst det, vi her har bragt om powerdining blandt samfundets spidser. Kapitlet om franskmændenes hygiejne, eller mangel på samme, er for mig ret overraskende bonusinfo om et land, man i den grad forbinder med stil og elegance.
Det er, som resten af bogen, ret underholdende læsning, og ’Oh la la’ er en kærlig, men slet ikke ukritisk tour de France.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
