Sådan laver du den perfekte kartoffel-pizza

Sådan laver du den perfekte kartoffel-pizza

Nej, du kan ikke få den med ananas.

Sådan laver du den perfekte kartoffel-pizza
Offentliggjort

Ingredienser

Det skal der i

  • 2,5 dl lunet vand (1 dl nykogt vand rørt sammen med 1,5 dl koldt vand, så undgår du bakterierne i det lunkne vand i hanen)
  • 15 g gær
  • 1,5 tsk. havsalt
  • 400 g italiensk tipo 00-mel
  • 2-3 bagekartofler
  • Olivenolie
  • ½ bundt rosmarin
  • 250 g bøffelmozzarella
  • Flagesalt

Sådan gør du

  1. Forbered dejen: Rør gær og salt ud i vandet. Tilsæt melet lidt efter lidt. Tag dejen ud på bordet, og ælt den grundigt, til den er glat og sej. Dæk den til med film, og lad den hæve lunt i tre timer. Slå den ned, og form den til to kugler. Dæk dem med film, og lad dem efterhæve i mindst en halv time. Forvarm ovnen til maks. varme. Hvis du har en pizzasten, så læg den med ind til opvarmningen.
  2. Skræl kartoflerne, og skær dem i millimetertynde skiver med et mandolinjern eller en kartoffelskræller. Læg dem i vand, så de ikke tager farve.
  3. Riv mozzarellaen i strimler.
  4. Pluk og hak rosmarinen fint.
  5. Drys mel på bordet, og rul dejklumperne ud til en tykkelse på omtrent 4 mm. Rul dem forsigtigt omkring kagerullen, og lemp dem over på en bageplade med bagepapir, alternativt over på pizzastenen.
  6. Læg kartoffelskiverne overlappende som fiskeskæl, så de dækker hele dejen bortset fra en tynd kant. Drys rosmarinen over, og pensl kartoffelskiverne med olivenolie.
  7. Sæt pizzaerne i ovnen, og bag dem ca. 10-15 minutter, indtil kartoflerne har fået farve og er tilberedte – de må helst ikke være for al dente. Tag pizzaerne ud, fordel mozzarella-strimlerne på dem, og sæt dem ind igen et par minutter, så mozzarellaen kan smelte.
  8. Tag pizzaerne ud, og giv dem et let drys flagesalt. Server eventuelt med hvidløgs- og chiliolie. Olien på billedet er lavet af to fed finthakket hvidløg og to finthakkede friske chilier uden kerner, der er overhældt med opvarmet olivenolie og har trukket en halv time. Kan gemmes i lufttæt beholder i køleskab, hvis du ikke får spist det hele.