Steg af gris med hyben, saltede grønne hyldebær og rosmarinkartofler
Få opskriften på steg af gris med hyben, saltede grønne hyldebær og rosmarinkartofler.
Foto: Lars Ranek
(4 pers.)
800 g svinemørbrad – fx fra frilandsgris
Havsalt
Peber
Mørbraden afpudses for sener og hinder og brunes godt på alle sider på en stegepande. Krydr den med salt og peber, og steg den videre i ovnen ved 160 grader i 12-14 minutter. Den må ikke være gennemstegt, men skal være svagt rosa i midten, når den er færdig. Lad den hvile i 5 minutter, før den skæres i skiver. Anret skiver af mørbraden med rosmarinkartofler, hybenkompot og saltede grønne hyldebær.
Rosmarinkartofler:
8-10 kartofler
½ dl olivenolie
2 fed friske hvidløg
2 rosmarinkviste
Havsalt
Skræl kartoflerne, og skær dem i skiver a 1 cm. Læg skiverne i koldt vand i 10-15 minutter. Lad dem dryppe godt af i fx et dørslag, og aftør dem med et viskestykke. Steg dem sprøde på en pande med olie, hele hvidløgsfed og rosmarin, og krydr med salt.
Hybenkompot:
500 g rensede hyben
100 g rørsukker
1 vaniljestang
2 citroner – saften heraf
1 dl vand
Hyben, sukker, flækket vaniljestang, citronsaft og vand kommes i en gryde. Kog det hele stille og roligt i 15-20 minutter under låg, til en tæt kompot. Der skal stadigvære nogle hele hyben, når kompotten er færdig, så den har lidt struktur. Rør et par gange under kogning, så det ikke brænder på.
Saltede grønne hyldebær:
500 g grønne hyldebær
100 g groft salt
Pil hyldebærrene af de små grene, og skyl dem godt. Dæk dem med salt, og lad dem trække i 12 timer. Derefter skylles de og kommes i et sylteglas, hvor de overhældes med varm syltelage – se nedenfor. De skal trække i lagen i 7 dage, før de er færdige til brug, og kan i øvrigt holde sig op til 6 måneder på køl.
Syltelage:
2 dl lagereddike
2 dl sukker
5 sorte peberkorn
2 laurbærblade
Alle ingredienserne skal bare lige koge op sammen.
Tilbage til 10 opskrifter med svinekød