Stor test: Hvor får man den bedste dåsetun?

Tun på dåse er en af konservesklassikerne. Men der findes et hav af dåsetun. Hvordan fanger man den, der smager bedst? Det hjælper vi med.

Stor test: Hvor får man den bedste dåsetun?
Offentliggjort

Den lille dåse skiller vandene. Er man til vand? Er man til olie? Det er enten eller. Alligevel kan vi dog over hele kloden blive enige om at elske den lille metaldåse med tun.

I USA kommer de den i sandwich med smeltet ost udover og kalder den en tuna melt. I Italien er den en vigtig del af den berømte ret vitello tonnato, hvor en cremet sauce af mayonnaise og tun møder tyndskåret koldt kalvekød.

I Danmark elsker vi at komme den på lyst brød og give den følgeskab af mayonnaise. Og hvem har ikke rørt den klassiske tunsalat sammen til sommerens frokoster?

Mulighederne er mange og mærkerne lige så. Vi forsøger at hjælpe dig igennem havet af dåsetun og finder frem til den, der smager bedst.

Blue ocean.jpg

Blue ocean - Tun i olie: 2 stjerner

Duftløst og meget sammenpresset kød, der næsten bliver hårdt. Mangler tilsmagning og bliver derfor meget mild i smagen uden nogen stor eller lang eftersmag. Det er ikke en tun, man husker.

Meny 15,50 kr.

Pan do Mar.jpg

Pan do mar - Light tuna in organic olive oil: 6 stjerner

Sikken en herlig duft af olivenolie! Og sikke et smukt mønster, der møder en, når man åbner dåsen. Det er sådan en dåsetun skal dufte og se ud. Der er en god balance mellem olie og fisk, og kødet har en lækker konsistens. Ikke hård, men silkeblød, så kødet næsten smelter i munden. En virkelig lækker tun.

Meny 34,95 kr.

first price.jpg

First Price - Tun i olie: 2 stjerner

En noget salt tun, hvor kødet alt for let falder fra hinanden og svømmer rundt i den mest intetsigende olie. Man efterlades med en bitter eftersmag.

Meny 8,35 kr.

Glyngøre premium.jpg

Glyngøre - Premium tun i solsikkeolie: 3 stjerner

Flot lys tun med en rigtig behagelig tilsmagning. Kødet brækker i store flotte stykker, og den dufter frisk og ikke fisket.

SuperBrugsen 19,95 kr.

John West.jpg

John West - Tunstykker i solsikkeolie: 1 stjerne

Sikke en skuffelse fra John West. Smager nærmest ikke af noget, og mangler i den grad tilsmagning. En bitter eftersmag gør bestemt heller ikke helhedsindtrykket bedre. Testens dårligste.

Føtex 20,95 kr.

Tranci.jpg

Callipo - Tun i olivenolie: 5 stjerner

Der er meget olivenolie til stede. Hvis det da er olivenolie, som der reklameres med på pakken. Olien hverken smager eller dufter af olivenolie. Og det er synd, for tunkødet er virkelig godt. Det lyse kød ser ikke bare flot ud nede i dåsen, det smager også rigtig dejligt og rammer en meget flot tilsmagning. En rigtig god tun, men hvor olien desværre trækker det samlede billede ned.

Meny 49,95 kr. (2-pack)

Om testen

Vi har testet et bredt udvalg af tun på dåse fra landets største supermarkeder. Vi har valgt at teste klassisk tun i olie, hvor der ikke er tilsat citron, tomat eller lignende.

Produkterne er udelukkende bedømt på deres smag uden skelen til prisen, særlige mærkninger eller specifikke arter af tun. Testvinderen smager bare bedst.

Produkterne kan max opnå 6 stjerner.

Irma tun i stykker.jpg

Irma - Tun i stykker: 3 stjerner

En syrlig og lidt tør tun. Den høje mængde af olie giver en noget fedtet og olieret oplevelse, da kødet hurtigt smuldrer i dåsen. Efterlader også en smule bitterhed i munden.

Irma 19,00 kr. 3

Albacore.jpg

Amanda - Albacore tun i olivenolie: 3 stjerner

Er det virkelig olivenolie, tunen ligger i? Smag og duft er i hvert fald langt fra god olivenolie. Kødet er meget kompakt i dåsen, og det er svært ikke at få ud i meget små stykker med en gaffel. Meget kompakt i dåsen og mangler en anelse salt. Fin tun lige over gennemsnittet, men ikke i top.

Føtex 25,95 kr.

Lighthouse.jpg

Lighthouse - Tun i olie: 1 stjerne

Der er rigtig meget olie til stede i Nettos billigste tun. Ved åbning ser produktet decideret uappetitligt ud: Det ligner mere en dåse sardiner, der har fået et gedigent lag tæv. Man kan se både skind og ben, og kødet varierer meget i farve. Smagen er kedelig, tør og bitter.

Dette er bestemt ikke nogen god tun.

Netto 8,25 kr.

Levevis.jpg

Levevis - Tun i olie: 4 stjerner

Vær varsom, når dåsen åbnes; der er så meget olie til stede, at det er svært ikke at spilde. Tunkødet er meget løst, og man savner en noget fastere og ’flaky’ konsistens. Smagen overrasker dog. Let syrlig smag med en god balance i tilsmagningen. En tun til den lidt friske side, der bestemt ikke er en dårlig ting i denne sammenhæng. Ville være dejlig til et lille stykke groft brød med tun og mayonnaise.

Føtex 14,95 kr.

NaTuna.jpg

NaTuna - Tun i olie

Meget mørkt kød, der allerede i dåsen er faldet fra hinanden, så det ligger og svømmer rundt i oliehavet. Efterlader spiseren med en bitter og metallisk smag i munden, og kødet er tørt.

Det er ikke en god tun.

Føtex 8,95 kr.

coop.jpg

Coop - Tun i stykker: 4 stjerner

Tunen ligger i flotte store flager i dåsen, omend i en del olie. Det ødelægger dog ikke smagen, som har en rigtig fin syre i sig, der er rigtig behagelig. Produktet er godt tilsmagt og ville begå sig fint til madlavning, hvor man vil have lidt syre til stede.

SuperBrugsen 14,95 kr.

Irma gulfinnet.jpg

Irma - Gulfinnet tun: 5 stjerner

Sådan Irma! Saftig og meget lækker tun, der er helt rigtig tilsmagt. Kødet ligger kompakt i dåsen, men det er let at få op. Der kunne godt være lagt lidt arbejde i at præsentere tunen smukt i dåsen, og den store mængde af den noget tynde olie trækker det samlede billede lidt ned. Det er dog småting.

Irma 15,00 kr.

extra.jpg

X-tra - Tun i stykker: 1 stjerne

Er det mon tun i vand, det her? Sikken en tør omgang! Faktisk en noget mærkværdig fornemmelse, da der er enormt meget olie til stede. Det næsten spruttede ud, da dåseåbneren arbejdede sig vej rundt i kanten. Der er langt op til testens top. Rigtig langt.

SuperBrugsen 8,25 kr.

glyngøre.jpg

Glyngøre - Tun i olie: 2 stjerner

Det vigtigste først: Det er ikke en tun, man køber igen. Den er ikke flot at se på, ligesom den virker tør og har en bismag af jern. Kødet i sig selv smager ikke af ret meget. Det er, som om tunen har været kogt for længe, inden den kom på dåse.

Netto 18,95 kr.

Se, hvad vi ellers skriver om: Test og Fisk