Vores skipper, en mand ved navn Bo med lange, sorte krøller, en bagvendt kasket og en guldring i øret, har netop lagt fra havnen i Kragenæs på Lolland, da han spørger ud i båden:
”Er der nogen, der har været på Vejrø før?”
Der fremmumles nogle svar rundt omkring blandt os. 14 inviterede passagerer er vi vel; det viser sig, at der er to, der førhen har været på Vejrø: en for 20 år siden og en to år siden.
Annonse
”Der er meget, der har ændret sig på de 20 år,” siger Bo. ”Og der er lidt, der har ændret sig på de to.”
Himlen er grå, og den indeholder sporadisk regn.
”Jeg tror faktisk,” siger Bo så, ”at alt er ændret på de 20 år.” Pause. ”Alt på nær beliggenhed og facon.” Så vender han sig og smiler.
Bo har ret. Det er ikke mig, der var der for 20 år siden, men jeg ved, at han har ret. For 19 år siden købte milliardæren Kim Fournais, stifter og CEO i Saxo Bank, Vejrø og forandrede dermed, ja, ”alt.” Dengang flød der med mange ton affald på øen, gamle biler, vaskemaskiner osv. Og rotter. Men det var før, Fournais tog fat.
Drømmen, som Kim Fournais havde med øen, da han købte den i 2005, var at skabe et bæredygtigt, økologisk og selvforsynende samfund. Eller som han i 2016 udtrykte det til Berlingske:
”Jeg vil gerne vise alle socialisterne i Danmark, at den ægte kapitalisme er en del af løsningen og ikke en del af problemet.”
Annonse
Men drømmen kommer med en pris. Indtil videre har den kostet Fournais over 300 millioner kroner. Så hvor langt har det bragt ham?
Der er ikke længere fastboende på Vejrø. Til gengæld er der med Kim Fournais’ investering i øen skabt arbejdspladser.
Høns, fasaner og harer
Vi ankommer til havnen, som er fyldt med tyske både. I går var der dobbelt så mange, fortæller Lasse Zacho. Han er køkkenchef på Gaia, øens gourmetrestaurant og nye, helt store satsning, og tager imod os på havnen. Det er vejrforholdene på dagen, der afgør, hvor mange der lægger til. En polarhund står på dækket af en båd og spejder.
Fra havnen, som selvfølgelig også er blevet totalrenoveret og har plads til 85 både, går vi afsted ad en grusvej. Et par hundrede meter oppe ad den ligger Gaia. Lige inden Gaia er der, lidt uheldigt for det samlede udtryk, en fodboldbane med rød- og hvidfarvede håndboldmål og et kæmpe legepiratskab, som børn kan benytte sig af. Der er en diskrepans dér – mellem gourmetambitioner og campingstemning. Eller også ligger denne skribent bare i den emsige ende af spektret.
Nå, vi følger grusvejen, der slår mod venstre. Retning: Hotel Blæsenborg, hvor vi skal indlogeres. På marken ved siden af er der kvæg. Her er masser af høns og fasaner, senest har man sat 2.000 af sidstnævnte ud. Der er harer. Og i luften er fuglelivet også sprudlende. Fra værelset på Hotel Blæsenborg har jeg udsigt til både hav og græssende kvæg.
Få minutter efter ankommer Zacho, køkkenchefen. Vi skal rundt og se øen. Han undskylder for, at bilen er en smule beskidt, hvilket den også er, men ikke så meget, at det gør noget – i hvert fald ikke for en landsbydreng som undertegnede. Grunden til, at bilen ikke er skinnende ren, fortæller Zacho, er, at det er den, de kører rundt og sanker urter i.
Vi triller afsted. Hurtigt er vi ude ved vandet. Øen er 2,5 kilometer lang og 800 meter bred. Zacho peger ind til højre, hvor øens 19 nye Galloway-kvæg går og hygger sig. De skal, når tiden er inde, levere kød til Gaia. Når den tid kommer, vil det falde på et tørt sted. Lige nu, midtvejs i august og dermed i efterdønningerne af højsæsonen, er der ikke mere oksekød på Vejrø – kun til tatar. Og det er bare sådan, det er; grundet de værdier, som Vejrø drives efter, går de ikke ud og anskaffer sig kød fra fastlandet eller nogle af naboøerne. Kun fisk og skaldyr sørger de ikke selv for. Alt andet skabes her på øen ud fra principper om regenerativt landbrug, økologi og biodiversitet.
Annonse
Derudover er øen også energimæssigt selvforsynende, det vil sige afkoblet fra fastlandet. Eller hvad der med et anderledes ord hedder et ”microgrid” i island-mode. Energien hentes primært fra grønne kilder, fx fra solceller og en vindmølle, der på denne dag, mens Zacho viser mig rundt, virkelig har fart i vingerne.
Vejrø
Vejrø er 2,7 kilometer lang og 700 meter bred, hvilket giver et areal på 155 hektarer. Øen ligger i Smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland. Syd for Vejrø ligger Femø, Fejø og Rågø.
Kim Fournais, der er stifter og CEO i Saxo Bank, købte Vejrø i 2005. Siden har han investeret over 300 millioner kroner i øen. I 2015 boede der stadig en håndfuld mennesker. Nu er øen udelukkende for besøgende.
Ø med to helipads
Kim Fournais er en travl mand. Egentlig skal jeg mødes med ham på Saxo Banks kontorer nord for København for at tale med ham om hans ø. Det bliver lavet om til et telefonopkald. Hvilket så – til sidst – bliver til en udveksling på mail. Sådan må det være, når man har mange, store bolde i luften.
I et svar på mail beskriver Fournais Vejrø som ”et studie i, hvordan bæredygtige løsninger kan fungere perfekt på en stort set selvforsynende dansk ø med alt det, vi kan udvise af innovation og bæredygtighed i vores lille kongerige.”
Kim Fournais skriver desuden, at ”det uden sammenligning største problem er offentlige myndigheders fodslæbende og helt uforståelige modstand imod at få et bæredygtigt og fantastisk projekt i stand. Det er 100 procent privat finansieret af mig, og alle fornuftige mennesker burde støtte op omkring det, og som minimum ikke gøre det mere dyrt og besværligt (eller ligefrem umuligt), end det allerede er.”
Nu passerer vi det stykke jord, Kim Fournais normalvis tager i brug, når han ankommer til sin ø. På vores venstre side løber en landingsbane langs vandet. Her kan man lande i propelfly, hvilket Fournais – ligeledes indehaver af Fournais Aviation – gør.
På øen er der også to helipads, fortæller Lasse Zacho. En af dem er placeret på en græsplæne lige ud for restauranten. På et tidspunkt, fortæller Zacho, kom 11 helikoptere flyvende. I de 11 helikoptere sad 25 hollændere; de var kommet for at spise smørrebrød til frokost. Efterfølgende fløj de afsted igen.
Man farer næppe vild på Vejrø.
Naturens gang
Det er blevet tid til smørrebrød. Min ledsager får et stykke med krabbe- og rejesalat, mens jeg får et med pandestegt lyssej. Det smager, som det lyder: dejligt. Dertil får jeg en lille pilsner fra Krenkerup, bryggeriet inde fra Falster, og minsandten om solen nu ikke også begynder at skinne.
Musikken i restauranten lægger dog en grå sky over oplevelsen. Over anlægget spilles et rædsomt cover af David Bowies ’Heroes’. Min ledsager bemærker, at det lyder som noget, man ville kunne komme til at høre på et spa-hotel, og det stemmer ikke overens med den oplevelse, man ellers får af stedet her.
Men hvorom alting er, vi går glade tilbage mod Hotel Blæsenborg. Vi udnytter, at havet ligger fem minutter nede ad grusvejen, og går ned for at få en dukkert. På vejen derned gribes vi igen af følelsen af at være et sted, der er: 1) meget isoleret på den gode måde og 2) fyldt med et sprudlende dyreliv. Fuglene hvirvler rundt, og derinde går de fine Galloway-kvæg, og jeg prøver på livet løs at få øje på én af de to havørne, som Lasse Zacho har fortalt mig, holder til her på øen.
Hvis vi på vejen til vandet er blevet spundet ind i en Disney-agtig drømmeverden, så bliver vi ret brat hevet ud af den igen, da vi ankommer til vandbredden: Her ligger der nemlig ikke en, men to døde svaner. Den enes hals helt akavet viklet ned under dens krop. Ak, ja, sådan går det jo også i naturen.
Øens spisesteder
Vejrø kan bryste sig af tre spisesteder. Hvilket egentlig vil sige tre i to. På havnen finder man Havnecaféen, der sælger lettere sager ud af døren. Her kan man også købe nogle af byens friske grøntsager.
Og så er der øens reelle restaurant(er). Til morgenmad og frokost hedder den Skipperly. Om morgenen byder Skipperly på charcuteri, ost, brød, yoghurt, mysli og grøntsager, og til frokost står den på smørrebrød.
Til aften skiftes det tilbagelænede, traditionelt danske udtryk ud med gastronomisk vidtløftige ambitioner. Til den tid hedder restauranten Gaia og serverer menuer på 12 og 15 serveringer, mens der også er forskellige muligheder for vinparring.
Fra mark til mund
Tilbagevendt på Gaia sætter vi os til rette til den helt store omgang; i alt 15 serveringer skal vi igennem (pris: 1.800 kr.; 12 serveringer: 1.200 kr.). Udenfor – på græsplænen – står en helikopter. Det er fire danskere, der er landet til middag. Og en hund, der ligger i en døråbning og drikker vand. Om to timer, klokken 21, letter de igen, så de kan nå hjem inden mørkets frembrud.
Fra første snack går det rette vej. Noget sprødt cider-brød. Herfra stiger fornøjelsen kun: krustade med røget musling, tatar af rensdyr. Retterne er meget velkomponerede.
Det herligste af det hele er helhedsoplevelsen ved Gaia på en ø som Vejrø, hvor en ret består af noget meget håndgribeligt fra øen. Sådan er det fx med en af forretterne, der består af tre forskellige tomater. Når man har været en tur i de store orangerier, der er blevet anlagt her på øen, og set, hvor de farverige, lidt uortodokse tomater kommer fra, ja, så bliver smagsoplevelsen så meget desto større.
Eller som med øens kartofler, der bærer på en sjov historie: Her på øen har de kvikgræs, og det er et problem, når man gerne vil dyrke kartofler, for nede under jorden skærer kvikgræsset sig lige igennem kartoflerne. Der er to måder at komme af med kvikgræs på: Den ene er ved pløjning, den anden er ved sprøjtning. Men fordi man på Vejrø opererer ud fra idéen om biodiversitet og økologi, må man hverken gå længere ned i jorden end 20 centimeter eller sprøjte den. Derfor – for at kunne få kartofler på bordet – pakker de kartoflerne ind i tang og beskytter dem således imod kvikgræsset.
”Nogle mener,” siger Lasse Zacho, ”at tangen giver kartofler en mere salt smag.”
Mindre fantastisk er det, at også middagen bliver akkompagneret af coversangene fra helvede. Det er bare sværere at nyde den umanerligt velsmagende ret med hummer eller den elegante fortolkning af rødgrød med fløde, når man simultant skal lægge øre til en patosbetonet massakre på ’Blackbird’ af The Beatles.
Mørket har sænket sig, helikopteren er for længst stukket afsted, da vi bevæger os tilbage mod hotellet. Fik jeg sagt, at vi på vejen herhen, inden middagen, overraskede et rådyr, der stod og nippede til noget græs?
Dagen derpå – efter en tung nattesøvn og en morgenmad med charcuteri og ost – hopper vi igen ombord på båden, der skal føre os tilbage til havnen i Kragenæs. Vores skipper er endnu en gang den langhårede Bo. Han lader til at være i godt humør.
På vejen over fortalte Bo, at alt på Vejrø var blevet forandret på 20 år. Det kan ingen argumentere imod. Men op på hvilket niveau har forandringerne indtil videre løftet Vejrø som oplevelse? Hvor langt har Kim Fournais store investeringer bragt ham?
Svaret på det spørgsmål står ganske klart, mens vi sejler ud igennem det lavvandede hav mellem Vejrø og Lolland: De er nået langt. Ikke mindst som en vision for, hvad der kan opnås i samspil mellem jord og teknologi.
Gastro var inviteret til Vejrø. Virksomheden bag driften af øen har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
