Surdejsbageri med ekstremt gode gener åbner … i provinsen!

Med La Cabra og Flere Fugle i stamtræet skal man klemme ballerne sammen for ikke at forfalde til klichéen om en vaskeægte provinsperle.

Surdejsbageri med ekstremt gode gener åbner … i provinsen!
Offentliggjort

Det er umiddelbart lidt af en overraskelse, men snart vil man kunne spise verdens bedste surdejsbrød i Feldballe på Djursland. Verdens bedste! I Feldballe!

Så vidtrækkende er ambitionen i hvert fald hos det nye bageri Duo, der åbner 16. marts.

Bag Duo står Lasse Tronhjem (før La Cabra i Aarhus) og Simon Jensen (før Flere Fugle i København), og de bærer deres selvsikkerhed med en vis autoritet. Tronhjems surdejstryllerier hos La Cabra er af Forbes Magazine og Vogue blevet kåret som det bedste i Aarhus. Jensen har erfaring fra Michelin-restauranten Domestic, pizzahajerne Surt og Bæst og altså det hypede Flere Fugle i det københavnske Nordvest-kvarter.

Nu vil de to venner slå et stort, stort brød op på en ellers lidt kedeligt udseende hovedvej mellem Aarhus og Ebeltoft. Okay, huslejen er nok lav. Men hvorfor ellers dér?

”I Feldballe er der plads til sådan nogen som os. Her vil man udvikling, og der er kort fra tanke til handling. Her kan vi lege og eksperimentere mere med vores bagværk. Her kan vi gå i dialog med vores gæster, vi kan lære dem at kende,” siger Lasse Tronhjem i en pressemeddelelse.

Og det er altså 16. marts, Duo åbner i Feldballe på Ebeltoftvej 54. Man kan følge med og læse mere på duoduo.dk.