Test: Hvor får man den bedste købepizza?

Når det skal gå hurtigt, er der næppe noget, der i udbredelse kan måle sig med købepizzaen. Men er det kun let og hurtigt? Vi har testet syv færdigpizzaer i pap, plastic og på frost.

Test: Hvor får man den bedste købepizza?
Offentliggjort

The Original Italian Pizza

Tomat og god stærk salami, men helhedsindtrykket er ret anonymt og med den for frostpizzaer typisk for dominerende smag af tomatkoncentrat. Bunden er ret kikseagtig.

Pizalia Salame Picante

Ikke decideret dårlig, men det tynde lag fyld overlever ikke turen i ovnen og lader pizzaen identitetsløs tilbage med en syrlig smag af tomatkoncentrat.

Irmas Økologisk Pizza Formaggi

Kanten virker en smule, som var den lavet af fugemasse, men smagen af ost og krydderier er ganske fin, og alt i alt et helt okay produkt til prisen.

Pizza Pepperoni

Emballagen sparer ikke på forsikringer så som ”Made in Italy”, ”Langtidshævet”, ”Stone-

baked” etc. Det ændrer dog ikke ved, at det er et ret upersonligt produkt. Men til den meget beskedne pris kan man heller ikke forvente så meget igen.

Oles Gård pizza med saltet og lufttørret gris

Testens dyreste og mest ambitiøse pizza. Et meget hjemmelavet udtryk, en rigtig god bund og meget gavmildt toppet med fyld, måske også for gavmildt! Den er tæt på at vinde, men smagsmæssigt er der for meget sødme fra skinken og ikke mindst den meget dominerende og sødlige smag af rødløg. En anden smagsvariant af Oles pizza havde muligvis taget sejren.

Pizza Classico (testvinder)

Har man en ordentlig ovn og en pizzasten, så er man godt på vej til en rigtig god købepizzaoplevelse. Virkelig dejlig smag af de få, men gavmildt tilsatte ingredienser, og hvor er det dejligt bl.a. med hele skiver frisk mozzarella og ikke det sædvanlige, tørrede og revne smulder. Testens ubetinget bedste.

Økologisk Pizza Salami

Toppet med masser af frisk rucola, hvilket giver et indbydende udtryk – altså før den kommer i ovnen! I Italien kommes rucolaen i reglen på, efter pizzaen tages ud af ovnen. Men bortset fra det, er det et okay færdigprodukt til prisen.

pizzamain.jpg

Konklusion

To ting fremgår meget tydeligt af testen:

1. Jo mere, man betaler, des bedre et produkt; 2. man får en bedre pizza, når pizzaen sættes frisk i ovnen fremfor i dybfrossen tilstand. Testens dyreste pizza fra Oles Gård sælges fra frost, men ulig andre frostpizzaer, så angiver brugsanvisningen, at man skal lade pizzaen tø op, før den sættes i ovnen, og det har klart betydning for det færdige resultat.

Medmindre der er variation i fyldet, så er testens frostpizzaer ret ens i udtrykket.

Som forbruger af færdigpizzaer gør man sig selv en tjeneste ved anskaffe sig en særlig pizzasten, som giver pizzaen en bedre varmepåvirkning nedefra, end hvis man blot sætter den på en rist. En forvarmet bageplade kan være en nødløsning.

Det at få en optimal bund og kant er færdigpizzaernes store udfordring, men selv ikke testens billigste produkter kan som sådan betegnes som egentlig underlødige. De er blot ikke nogen stor, gastronomisk oplevelse.