Test: Må en is smage af rødgrød, mojito eller romkugle?

Den klassiske vaniljeis er ved at blive skubbet ud i kulden af alskens smagsvarianter, der har hentet inspiration hos bageren, baren og alt derimellem. På årets hidtil varmeste dag drog Euroman ud i de københavnske gader for at besvare spørgsmålet: Er en is med smag af romkugle eller mojito egentlig en god idé?

Is-guide
Offentliggjort

Kinder Bueno

Hos en lille købmand på Jagtvej lægger vi ud med at teste tesen om, at chokoladebarer er den rigtige vej at gå, når man står med hovedet i fryseren. Mars-isen – moderen af alle is, der engang var chokolade – ville være for sikkert et valg, så det bliver en anden lille rap sag i en velkendt emballage. Kinder Bueno-isen ligner chokoladebaren og smager som chokoladebaren. Og dog: Isen mangler den kiks, der er at finde i baren, og det er en skam. Men det er også det eneste aber dabei til den frosne chokoladestang, og isjagten er hermed skudt godt i gang.

4 ud af 6 stjerner.

Mojito

Fra den sikre start bevæger vi os videre og ud på lidt mere gyngende grund med en klassiker fra barkortet. Forventningerne er i top, for en kølig, velskænket mojito kan snildt sætte gang i både hofterne og humøret. Desværre vil det dog være synd at sige det samme om den hvide kugle virgin mojito, vi får serveret. En gennemtrængende smag af mynte i den alt for søde – og alkoholfri – is får os til at ønske, at vi rent faktisk havde en rigtig mojito at skylle smagen ned med. Den is er der ikke meget salsa over.

1 ud 6 stjerner.

Romkugle

Vi hopper fra barkort til bagværk med en is, der efter sigende skulle smage af romkugle. Den brune kugle is ligner til forveksling en hel ordinær servering med chokolade, men smager ingenlunde sådan. Isen er cremet, lækker og smager af den hellige treenighed: kagerester, romessens og tivolidrys. Et famøst men trænger sig på, for isen er lavet på havremælk, og så snart den liflige smag af romkuglen har forladt tungen, kommer en eftersmag af netop havremælk snigende. Det kunne vi godt have undværet.

3 ud af 6 stjerner.

Rødgrød (med fløde)

Vi går fra romkugle i bæger til en hånddyppet ispind med rødgrød, og her bliver én ting soleklart. Rødgrød er lækkert. En is med rødgrød er rigtig lækkert. Isen er betrukket med chokolade, strøet med frysetørrede bær og smager af sommer, fløde og følelsen af at bede en, der ikke taler dansk, om at sige ’rødgrød med fløde’. Det bliver hverken mere dansk eller meget bedre.

6 ud af 6 stjerner.

Cheesecake

Dagens sidste stop bliver blandt turister og andet godtfolk på Nyhavn, hvor vi får en enkelt kugle med cheesecake – en forrygende afslutning på dagen, tænker vi. Men ak. Hvad der skulle have været den store finale, ender som en noget flad afslutning. Isen smager hverken godt eller af cheesecake, men den har en lidt mystisk bismag af tyggegummi, hvis man er til den slags.

1 ud af 6 stjerner.