To danskere har startet en vinproduktion i Californien, der har lagt anmelderne ned

Lige siden den californiske guldfeber ramte i midten af 1800-tallet, har den amerikanske vestkyst stået som et symbol på drømmen om rigdom og et bedre liv under solen.

For 32-årige Emil Skytte Pedersen og makkeren Lars Ellegaard har virkeligheden som fattige vinmagere i Californien snarere været et møde med bagsiden af den amerikanske drøm og utallige nætter på venners sofaer eller i den udtjente campingvogn, som fungerer som deres bolig, når de er på vestkysten.

Aux Mages kalder de projektet, og i de sidste fire år har makkerparret delt deres tid mellem livet i vinmarkerne og virkeligheden i Danmark, hvor de knokler med sæsonjob og forefaldende arbejde for at få råd til at indfri drømmen.

En beskeden tilværelse har været prisen for at kunne lave vin i de bølgende bakker i Santa Ynez Valley, to timer nord for Los Angeles.

I dag findes det californiske guld ikke i undergrunden, men gror i stedet i tunge klaser på vinstokkene. I Santa Ynez Valley kan 1 hektar topmark nemt løbe op i flere millioner dollars, og dalen i Santa Barbara County er blandt verdens mest eftertragtede vinområder.

Mange vil huske de forrevne bjerglandskaber fra filmen ’Sideways’, som udødeliggjorde pinot noir og fik en hel vinverden til at vende ryggen til merlot.

Hverken Emil eller Lars er hovedrige playboys eller millionærarvinger, så de ejer intet, men køber sig i stedet til druer fra udvalgte marker. Alene at få lov at købe druer her kræver benarbejde og gode forbindelser. Men én ting er at få lov, noget andet er, om man så derefter har råd. Druer af topkvalitet kan godt løbe op i 10.000 dollars pr. ton.

”I lang tid havde vi simpelthen ikke råd til at lave pinot noir, fordi druerne er så dyre. Du skal også bevise, at du kan finde ud af at lave ordentlig vin af dem, ellers er der ingen, der gider at sælge til dig,” fortæller Emil Skytte Pedersen.

Vi møder ham og Lars Ellegaard i Klampenborg hos Bichel Vine, som har gjort sig til dansk eneimportør af Aux Mages.

Vinene fremstiller Emil og Lars i Buellton hos vinproducenten og vennen Ryan Roark, og i slutningen af 2018 kunne de for første gang præsentere frugten af deres anstrengelser, da første årgang af vinen Aetheria ankom til Danmark. Vinen fik hurtigt landets vinanmeldere til at spærre øjnene op, for hvad var nu det?

En vin på 100 procent grenache og med en alkoholprocent på 12,5, og så tilmed fra et område, som de fleste nok forbinder med svulmende solmoden rigmandsvine, høj alkohol og lige så høje Parker-point.

Aetheria er alt det modsatte. Forbillederne for makkerparret er producenter som Domaine Leroy, Bartolo Mascarello og J.F Ganevat, og de insisterer på at lave alt i hånden selv, præcis som man gjorde det for 60 år siden.

Druerne til Aetheria blev derfor afstilket manuelt i en maratonsession på 27 timer, derefter fodtrampet og presset på en gammel træpresse, og først ved flaskningen blev vinen udsat for en minimal mængde svovl.

”Kunsten i at lave vin på den måde, vi gør, er at være fuldstændig præcis i alt. Det er de samme dogmer som med naturvin, men vi vil gøre det fuldstændig rent. Naturvin er blevet et æstetisk greb, hvor fejl accepteres. Det er derfor, du har pinot, der bliver brun og mærkelig og lugter af trold. Det er dårlig hygiejne i kælderen og ikke en skid andet,” siger Emil Skytte Pedersen bestemt.

Det er en tilgang til vin, der ikke er uden risiko. Først og fremmest i kælderen, hvor spontangæringen og fraværet af tilsætningsstoffer kan koste et parti, hvis man er uheldig. Det har de prøvet, og det er dyrt. Også i marken arbejdes der med risiko.

For eksempel blev druerne til Aetheria 2017 plukket i løbet af én enkelt vanvittig nat i marken, hvor lynene stod ned fra himlen, og hvor frygten for at blive revet med af et mudderskred hele tiden lurede i baghovedet.

Sådan ét havde der været i marken et par dage forinden, men det var en risiko, de måtte løbe. Modenheden var perfekt, og havde de ventet et par dage, var resultatet ganske enkelt blevet en anden vin uden samme dirrende friskhed.

”Vi er ikke taget hele vejen til Californien for at lave middelmådig vin. Vi ville lave noget, som var fuldstændig kompromisløst, og som samtidig ikke lignede noget andet i området,” supplerer Lars Ellegaard.

Det gør Aetheria så sandelig heller ikke. Druerne kommer fra biodynamisk dyrkede marker i kølige Santa Ynez Valley, hvor de højtbeliggende marker køles af stillehavsvinde, som fyger ned igennem dalens tragt og er med til at sikre høj syre og et køligt udtryk i druerne på trods af områdets uendelige solskinstimer.

”Det er helt vildt! Du kan stå i marken og fryse på en dag med høj sol. Den kølighed gav os mulighed for at lave noget unikt. Jeg havde selv en masse fordomme om amerikansk vin, da jeg kom hertil. Men da jeg så det her, begyndte jeg at se et potentiale i at lave vin, der både er kølig og klingende ren,” uddyber Emil Skytte Pedersen.

Santa Barbara er kendt for chardonnay, pinot noir og diverse rhone-varietaler, og nøgleordene for de fleste producenter er modenhed, kraft og koncentration. Aetherias lave alkoholprocent skyldes, at Emil og Lars som regel begynder plukningen mindst en måned tidligere end de fleste af kollegerne i området.

Høsten af druerne til Aetheria varede en måned, hvor de stort set var ude at plukke hver dag, så de kunne sikre sig druerne ved perfekt fenolisk modenhed, men uden det grønne udtryk, som de ville få ved undermodne druer, forklarer han.

”Folk herovre tænker stadig, at vi er sindssyge. De fleste venter, til druerne er fuldkommen modne, og så høster de det hele på én gang. Så er det, at du får de her tunge vine uden friskhed og med høj alkohol.”

Den tidlige høst og den kompromisløse tilgang til druematerialets kvalitet har givet Aetheria et svævende let udtryk og en elegance, som ligger milevidt fra fordommene om svulstig og korrigeret californisk vin.

Vinen fik flotte anmeldelser, og pludselig blev den beskedne produktion på 1.200 flasker revet ned fra hylderne hos Bichel Vine, som har aftaget stort set hele produktionen. Ikke blot var drømmen om at lave vin blevet opfyldt, men de havde også debuteret med en grenache, som folk gerne ville betale 375 kr. for.

Gennembruddet var en realitet.

Hele det amerikanske vineventyr bunder paradoksalt nok i en tragedie. I 2014 er Emil Skytte Pedersen egentlig på vej til at færdiggøre sine studier i kinesisk, men hele hans tilværelse ændrer sig drastisk, da hans mor pludselig bliver ramt af en alvorlig psykose, bliver indlagt og dør få måneder senere.

Sorgen over morens pludselige død sætter gang i de store refleksioner over livet. Efter at være blevet inspireret af et afsnit af Poul Pilgaards podcast ’Flaskens Ånd’, tager Emil en drastisk beslutning og sætter i stedet liv til en drøm om at udtrykke sig gennem vin.

Studierne af kinesiske skrifttegn ryger ud til fordel for arbejdet i marker og kældre hos nogle af vinverdenens store personligheder. Først hos Mauro Veglio og Elio Altare i Barolo og senere hos biodynamikeren Elisabetta Foradori i Trentino. Skiftet fra universitetets trygge rammer til tilværelsen som vinpraktikant bliver også et farvel til en seng at sove i og et goddag til et liv som fattig ’sofavinmager’.

”Jeg har boet på sofaer overalt siden 2014, både i Italien og i Californien, men også, når jeg har været hjemme i Danmark. Det har været usselt. Men det har været nødvendigt for at kunne gøre det her,” fortæller Emil Skytte Pedersen.

En flirt i Barolo førte ham siden til Los Angeles i et forsøg på at forfølge både kærligheden og de nye vindrømme. Forholdet til pigen fra Venice Beach døde hurtigt, men kærligheden til området blev forseglet af et møde med producenten Ryan Roark. En naturvinsproducerende texaner med lige dele texas-twang, bonderøvsattitude og hjertevarme nok til at tage Emil under sine vinger.

På trods af at Roark selv må overnatte i sin egen kælder i Buellton, har han alligevel overskud til at tilbyde Emil et praktikophold og en smule arbejde som assistent i sin ’kælder’, som i virkeligheden bare er en gammel garage fyldt med fade.

”Jeg hadede LA, hvor folk er så forhippede på hele tiden at skulle ses og høres. Oppe ved Ryan var der meget mere afslappet, og jeg fandt ud af, at her var der en lille lomme med folk, der tænkte lidt anderledes.”

Men hvad gør man, når man står med et ødelagt forhold og ingen penge på lommen? I USA går man på Craigslist, og her fandt Emil en sofa hos en sød og rar kvinde, som til gengæld havde slemme hoarder-tendenser, en forkærlighed for stinkende katte og desuden en ellers venlig lejer i kælderen, som de en dag pludselig fandt død af en overdosis. Han viste sig at være eksnarkoman og havde på sørgelig vis valgt at fejre et nyt job med et tilbagefald.

Mødet med den amerikanske vrangside er ikke det romantiske vinmagerliv, man kan gøre sig forestillinger om. Alligevel var vinmagerdrømmen nok til at lokke vennen Lars Ellegaard med ombord som makker på projektet.

Lars flakkede rundt mellem forskellige job og uddannelser og manglede en hylde i livet, så da Emil ringede med muligheden for et californisk vineventyr, slog han til, hævede sin opsparing og drog til Californien for at gå i lære som vinmager under Emils vejledning.

Siden har de to udskiftet sofalivet med en lille udtjent campingvogn i baghaven hos en lokal familie, som ikke er for fine til at udleje vognen til illegale mexicanske plukkearbejdere, når de to vinmagere er hjemme i Danmark. Det er mildt sagt ikke glamourøst, men indtil videre fungerer det.

Kort før årsskiftet 2019 ankom så den nye årgang af Aetheria og makkerparrets nye vin i porteføljen: Abscition på pinot noir fra Cebada-marken i Santa Rita Hills. En anomali for området med 12,6 % alkohol, syre som en chambolle-musigny og et vægtløst udtryk, som svæver over tungen med forbløffende intensitet fra dyb, men alligevel kølig frugt.

På etiketten hænger en bunke visne roser, og tegningen forstærker vinens melankolske udtryk, som kan tolkes som en forlængelse af vinmagernes egne sindsstemninger.

”Vi ser vinen som en udtryksform på linje med et stykke musik eller en film. Alt hvad vi laver, er forbundet med en tanke eller en sindsstemning. Og der er noget melankolsk over Abscition. Et smukt forfald. Abscition er ikke bourgogne, men det er heller ikke Santa Rita Hills. Det er en vin, der ligesom os ikke rigtig passer ind. En mut og indadvendt skandinav blandt ekstroverte californiere.”

10 dage efter hjemkomst var de 1.600 flasker Abscition væk. Alligevel skal man ikke forvente meget større mængder i de kommende år, for de to vinmagere insisterer på selv at have fingrene i alt omkring produktionen.

”Vi har arbejdet hårdt for at komme hertil, sparet op og arbejdet en masse ved siden af. Men det betyder meget mere for os at lave noget, der er ordentligt og uden kompromiser, end at vi tjener penge. Hvis det kommer til at handle for meget om penge, så forpurrer det vinen,” mener Emil Skytte Pedersen.

Hvad Aux Mages udkommer med næste gang handler om vind og vejr, men mest om humøret. Det er ikke sikkert, at en given vin bliver lavet igen. Næste år kommer der ingen Aetheria, men til gengæld kommer et første forsøg med en chardonnay på markedet.

Ligesom det ikke er de samme vine, de laver fra gang til gang, er det heller ikke sikkert, at Aux Mages overhovedet bliver i Californien. Begge vinmagere har familie på vej, og det giver selvsagt logistiske udfordringer, når man skal tilbringe næsten halvdelen af året på den anden side af Atlanten.

Det impulsive og rodløse er medfødt i Aux Mages, så måske kommer foretagendet til at flytte i fremtiden. Vinmagernes tanke er, at deres filosofi kan implementeres, hvor det skulle være.

”Vi kunne i princippet gøre det her hvor som helst. Vi laver jo ikke californisk vin som sådan. Vi har for eksempel tænkt på Georgien. Og så har jeg også en gammel drøm om en dag at vende tilbage til Barolo og lave vin på nebbiolo,” siger Emil Skytte Pedersen med lys i øjnene.

Uanset hvor det ender, kan man være sikker på, at resultatet ikke bliver ordinært.

Aux Mages importeres af Bichel Vine.

Abscition 2017

Makkerparrets første forsøg med pinot noir kommer fra den kølige Cebada-mark i Santa Ynez Valley.

Duften er ustyrlig, og modne jordbær, hindbær og rosenblade driver op fra glasset. Stor åbenhed og vild intensitet, men hele tiden har man fornemmelsen af tilbagelænet kølighed og alvorlighed. Saftigt og seriøst på samme tid.

Ligesom de andre vine i porteføljen har Abscition fået blot en knivspids svovl ved flaskning, og det bidrager til den letløbende saftighed og den spillevende og i øvrigt fuldkommen rene frugt.

Med bare 12,6 % alkohol danser Abscition fnuglet og silkeblødt over tungen og understøttes af en mundvandsdrivende syre, som får det hele til at dirre.

Abscition smager ikke som bourgogne – og det er helt sikkert heller ikke meningen – men skulle man alligevel drage en sammenligning, ville en stor chambolle-musigny på ingen måde være skævt. Storslået vin!

Aetheria 2017Aetheria 2016

Åh, det dufter godt, det her. En intens duft af mørnet læder, sød tobak, brombær, peber og surmælk kildrer i næsen.

Druerne til Aetheria kommer fra en mark i Los Alamos i Santa Ynez Valley, og er plukket i løbet af én tordnende uvejrsnat, meget tidligere end hvad der er normalt i området. Det har givet en alkoholprocent på bare 12,3, men alligevel er Aetheria på ingen måde grøn eller undermoden. Tværtimod er der solrig intensitet i den modne frugt, og navnet er velvalgt, for denne vin er virkelig æterisk.

Den svæver op fra glasset og ind i munden, hvor den smyger sig vægtløst over tungen i et saftigt udtryk, som har burgundisk lethed og vægtløs intensitet, som rammes flot ind af et kalket greb og let tanninbid i afslutningen.

Lavtsvovlet og letdrikkeligt, ja, men dette kunne ikke være længere fra banal vin de soif. Det er langt større – og så er frugten helt ren i udtrykket. Man kan ikke lade være at sende en tanke til Chateau Rayas, der som bekendt også består af 100 % grenache, og som i lighed med dette californiske modstykke også dyrkes på meget sandet jord.

Et bedre skudsmål fås ganske enkelt ikke.

Aetheria 2016

Makkerparrets debut. Her fornemmer man aldersforskellen i forhold til 2017-udgaven. Blot et år ældre virker Aetheria 2016 allerede mere vægtig og vis. Den ungdommeligt sprudlende og intense frugt har lagt sig og er veget til fordel for et udtryk, som domineres af læderet, de sødlige tobaksnoter og en knivspids salmiakpulver.

Frugten har her et mere tørret, urtet og tranebæragtigt udtryk med stor og forførende parfume. I modsætning til 2017-udgaven blev samtlige klaser i 2016-årgangen afstilket, så den er ikke præget af den samme surmælk og peberkrydring.

Fornemmelsen af vægtløs intensitet er dog éns, og med blot 12,5 % alkohol er der også her tale om en vin, som svæver mageløst let hen over tungen. Hvilken debut!