Vestjyde er verdensmester i grill. Og maden? Den ligner Michelin
Da der i efteråret var verdensmesterskaberne i grill i Belgien, var det et dansk hold, der kunne tage det store trofæ med hjem. Og vinderretterne ligner næppe det kødorgie, ens onkel serverer til den årlige havefest.
Foto: Privatfoto En af de grillretter, Barbecue Team Smoke it All tidligere har disket op med.
Dennis Winther er far til to, produktionsleder i en slagterbutik i Esbjerg, og så er han grillmester på ’Barbecue Team Smoke it All’, der i efteråret kunne lade sig hylde som verdensmestre i grill, hvor der var mere end 80 hold til start.
Hvis dine tanker automatisk vandrer mod klassisk, amerikansk grillmad med kød i vulgære mængder, når du hører om VM i grill, er det ikke så underligt. Grilldisciplinen har nemlig et ry for ikke just at være fine-dining. Ikke desto mindre er der langt fra pulled pork, grillpølser og lunkne dåsebajer til det, som Dennis Winther serverer, når menuen står på mesterskaber i Belgien. Selvom al maden er tilberedt på en grill, ligner retterne nemlig mere noget, du kunne få serveret på landets bedste gourmetrestauranter.
”Det er mad som på gode restauranter, som vi har flyttet ud på grillen, og folk skal heller ikke være i tvivl om, at det kommer fra grillen, når de smager det. Det går vi rigtig meget op i. Det er selvfølgelig en svær balance, når vi arbejder med sarte råvarer som fisk og skaldyr over ild, som er en ukontrollerbar varmekilde. Men det er også det, der gør det sjovt og interessant,” siger Dennis Winther.
At gå til grillkonkurrencer er ingen økonomisk guldgrube for Dennis Winther og holdkammeraterne. Så hvad er det, der driver det værk, som koster masser af tid væk fra familien, penge og hårdt arbejde?
”Jeg er en galoperende madnørd, og jeg er nok blevet bidt af den her hobby i voldsom grad. Jeg synes, konkurrencerne er vildt fede, fordi man får lov til at freestyle, og jeg er nærmest besat af de konkurrencer, hvor vi ikke ved, hvad vi skal lave, før vi står der. Men lige så vigtigt er det også, at vi har et fantastisk fællesskab og sammenhold. Jeg har fået venner for livet af at være en del af de her konkurrencer.”
Har du overvejet at gå all in på en karriere foran grillen?
”Helt sikkert,” svarer Dennis Winther uden et sekunds betænkningstid. ”Men hvis jeg skulle det, ville det kræve, at jeg river teltpløkkerne op og ud ad Vestjylland og Danmark. Det er bare meget større i udlandet - specielt i USA. Til DM var der for 50 tilskuere, mens der i USA er minimum 10 eller 20 gange så mange mennesker til konkurrencerne. Men nu har jeg også en familie og børn, som jeg er rigeligt væk fra i forvejen, når jeg er til konkurrencer ude i verden.”
Har du planer om at lægge grillhandskerne på hylden på et tidspunkt?
”Det er ikke en hobby, jeg har tænkt mig at slippe foreløbigt. Nu har jeg været i gang i 10 år, og jeg bliver bare mere og mere passioneret for hver dag, der går. Og nu har jeg endda nogle at dele det hele med. Det er for fedt.”
Nu kan du kalde dig selv for verdensmester. Skal I forsvare VM-titlen næste gang?
”For sådan en vestjyde som mig er det svært at sige højt eller bare høre, at jeg er verdensmester i noget som helst. Det er ikke alle, som får lov til at sige det. Men jeg er stadig helt vildt stolt og glad over sejren i september, og vi har selvfølgelig tænkt os at tage afsted og forsvare titlen næste gang, der er VM. Først skal vi dog lige til EM i Tyskland til efteråret.”