Vineksperterne fortæller, hvad de selv skal drikke til nytår

Pigvaren er bestilt, oksekødet er nøje udvalgt, og desserten står måske allerede på køl.Men hvad skal der fyldes i skrutten af drikkelse, når du skal hoppe ind i det nye år? Vi har spurgt fem eksperter på området, hvad de fyrer på af brændstof til deres nytårsbrandert.

Vineksperterne fortæller, hvad de selv skal drikke til nytår
Offentliggjort

Julen er forbi, og det nye år er på vej med hastige skridt, hvilket vanen tro selvfølgelig skal fejres.

Men modsat de andre år står denne her nytårsfejring i det mere intime selskabs tegn.

Det betyder, at færre munde skal fodres og fyldes med diverse vine, så hvorfor ikke købe noget ordentligt til at slutte dette herrens år af med?

Vi har spurgt fem personer med smagsløgene i orden, hvad de fylder i glassene d. 31. december.

Les Grands Teppes Vielle Vigne 2010, Ganevat

”Jeg burde jo vælge en eller anden obskur drue fra en producent, der laver vinen i sin onkels garage langt ude på landet i et fransk randområde for at vise, hvor hip og usvovlet jeg er. Men jeg orker det ikke. Jeg holder fri nytårsaften, og jeg gider hverken overraskelser i mad eller vin. Det skal være rendyrket hedonisme, så jeg vil drikke kæmpestor chardonnay fra en af mine yndlingsproducenter i en af mine favoritårgange – og spise caviar og pighvar. Det er konservativt, men det er fandeme også genialt. Jean Francois Ganevat er en legende i naturvinsverdenen, men han laver heldigvis tilpas meget vin til, at det ikke er blevet fuldstændig umuligt at få fingre i. Det er usvovlet vin, men det er på ingen måde funky. Det er “bare” klassisk stor Jura-chardonnay, og derfor også lidt mere syredrevet end tilsvarende store vine fra Bourgogne. Vinstokkende er omkring 100 år gamle, så der er masser af koncentration og et lille fadpræg i baggrunden. Det er sindssygt vellavet vin, og det er sådan noget vin, der får det til at kilde i tårekanalen bare at tale om det.”

Blanc de Craie, Henri Giraud

”Jeg vil varmt anbefale, og selv indtage i store, grådige slurke, Henri Girauds ’Blanc de Craie’.

Henri Giraud er én af de få Champagne-producenter, der er gået tilbage til brugen af egefade i fremstillingsprocessen i stedet for de store, rustfri ståltanke, der for alvor fandt vej til Champagne i 1950’erne.

Huset ligger i Grand Cru-kommunen Aÿ, der domineres af Pinot Noir-druen. I de kalkholdige jorder i kommunen er der dog også plantet en lille andel af Chardonnay-vinstokke, som denne Champagne udelukkende er fremstillet på.

’Blanc de Crai’ besidder Chardonnay-druens cremede tekstur, noter af autolyse fra fremstillingsprocessen og en læskende kalkholdig påmindelse om jordbunden for vinstokkens ståsted.

Champagnen skal selvfølgelig ledsages af mindst et dusin østers, der giver mineralitet, umami og en let saltvandssmag, og tilsammen bliver det til et lille festfyrværkeri i munden.

Der findes vel næppe en bedre måde at tage afsked med et møgår på?”

Mad Dog Warwick, Madame Flöck

”Vi vil slå et slag for, at folk drikker ‘Mad Dog Warwick’ fra MadameFlock i Mosel. Derek og Rob er to unge gutter med ild i røven, der laver fantastisk vin. ‘Mad Dog Warwick’ er deres eneste cuvée, som de har frigivet i 2019. Det er Riesling på den helt store klinge. 100 år gamle vinstokker giver intensitet, dybde og mening. Av, av, hvor smager det godt. Syren skriger til himlen på den gode måde.”

Seduction 2006, Charles Ellner Millésime

”Jeg skal selvfølgelig poppe Champagne i lange baner til nytår, og her kan jeg ikke få nok af ældre vintage Champagne!

Charles Ellner ’Seduction’ fra 2006 er den perfekte Champagne at starte aftenen på, mens smagsløgene endnu ikke er gennemstegte af billig tankstationscigar og flyversjusser, og hvor du altså stadig er i stand til at opfange og nyde alle de intense, dybe og vanvittigt elegante aromaer og smagsnuancer, som denne drikkemodne Vintage Champagne byder på.

Se frem til en dyb og intens duft af gyldne æbler, tørret citron og masser af klassiske, komplekse og modne noter af brioche, ristede mandler og mælkechokolade.

I smagen er finessen virkelig dragende med sprøde grønne æbler, opfriskende citronsaft og små, fine bobler, som giver en god skummende fornemmelse. Man får godt med toast og brioche sammen med en forfinet mineralitet af kridt og våde sten, som leder over i eftersmagen, hvor mokka og ristede mandler hænger ved helt ind i det nye år.

Det er en smuk vin, hvor man for alvor bliver opslugt af den visdom, charme og personlighed, som den har opnået med alderen - og til nytårsaften fortjener alle at lade sig forføre."

Chianti Classico Riserva 2017, Castello di Monsanto

"Til mørbraden nytårsaften skal jeg drikke ’Chianti Classico Riserva’ 2017 fra Castello di Monsanto, der er lavet på 90 procent Sangiovese og 10 procent Canaiolo og Colorino. Den er fadlagret i 18 måneder på mindre egefade og netop frigivet for et par måneder siden.

Tanninerne i Sangiovese-druen interagerer virkeligt godt med de røde blodlegemer i rødt oksekød, hvis man steger den rare, som jeg gør. Mange tror, at vinen til oksemørbraden skal være mørk og koncentreret, men virkeligheden er, at mørbraden ikke smager af så meget og derfor er bedre med en atletisk, muskuløs vin som Sangiovese.

Den har masser af modne kirsebær, tranebær og andre røde bær med undertoner af svampe, salvie og fadnoter og er en ualmindelig indtagende, stilren, frugtbåret og mundvandsdrivende Chianti."