Wassim Hallal har forsvaret sin michelinstjerne de seneste seks år, men hans egne børn foretrækker, når deres mor laver frikadeller

I mine unge dage gik jeg meget til kokkekonkurrencer. Jeg har aldrig været typen, der er skidehamrende god til at tabe, og jeg trænede til konkurrencerne, indtil mine retter var præcis, som jeg ville have dem. I dag kan jeg stadig huske en bestemt ret fra en af de første gange, jeg stillede op til Årets Kok. Det var i 2002 eller 2003. Jeg lavede en ballotine på pighvar med selleri, der var glaseret i appelsin. Det var ikke rigtig set før på det tidspunkt. Den pighvar sad lige i skabet.

Jeg fik smag for at stå i et køkken i 9. klasse, hvor vi havde hjemkundskab. Det var første gang, jeg tænkte ’det her tror jeg godt, jeg kan leve af.’ Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg nok ikke var den skarpeste kniv i folkeskolen, og i de andre timer fjollede og forstyrrede jeg, men når der var hjemkundskab, mødte jeg op til tiden, velforberedt og seriøs. Jeg læste opskrifterne ordentligt igennem, inden jeg gik i gang for at minimere spildtid, og jeg forsøgte at være lidt kreativ med retterne. Så kreativ, som man nu kan være med en pasta-kødsovs på folkeskolebudget.