Signe Molde er i øjeblikket aktuel med ’Quizzen med Signe Molde’ på DR 2. Programmet har vundet flere tv-priser, og Molde har også fået DR Sprogprisen for sin aflevering af humoristiske pointer. Tidligere har hun medvirket som vært i ’X Factor’ og ’Sara & Signe’ og ’Zulu Late Night Live’. Inden hun gjorde karriere i radioen og på tv, har hun lavet et utal af ting.
Her følger de vigtigste nedslag i Signe Moldes tidlige arbejdsliv.
Vinsælger i et supermarked
Annonse
”Jeg stod i et hjørne af supermarkedet og lavede smagsprøver og slagtilbud på Faustino-vin. Der var kontant afregning på mit arbejde, fordi man let kunne måle, hvor meget jeg havde solgt.
Det kunne jeg godt lide. Jeg var sindssygt god til det og lige lovlig frisk. Nogle gange lagde jeg bare vinen ned i folks kurv, drillede dem og kom i snak med dem. Så fik de en smagsprøve, og så var den ligesom halvt inde. Jeg var så god, at jeg fik tilbudt et job som sælger.
Jeg var helt oppe at køre over det, og jeg ville få min egen bil. Da jeg fortalte mine forældre om tilbuddet, mærkede jeg ikke den helt samme begejstring. De sagde ikke: ’Årh, hvor vildt, at du kan blive uddannet som sprutsælger.’ Jeg tænkte over det og nåede frem til, at jeg måske godt kunne finde en mere spændende uddannelse.
Medarbejder på Museum Erotica i København
”Jeg fik udleveret en stak reklameflyers og besked på at gå op og ned ad Strøget. Det var svært at gå rundt og give folk noget, de ikke havde bedt om og ikke vidste, hvad var.
Annonse
Folk var skeptiske, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg bare skulle sige: ’Det er gratis.’ Så havde jeg folks opmærksomhed. Og lige så snart de kiggede mig i øjnene, følte de, at de var nødt til at tage imod den der flyer. J
eg syntes, der var en dårlig stemning på museet. Medarbejderne stod i køkkenet ude bag ved og snakkede mærkeligt til mig og røg sig skæve. De spurgte, om jeg ikke havde lyst til at være med? Nej, er du sindssyg. Jeg sagde op efter to måneder.”
Servitrice på Færgekroen i Nyhavn
”Der var mange regler for, hvordan vi skulle gøre tingene. Jeg fik at vide, at hvis jeg klippede mig korthåret, ville jeg blive fyret. Den småblomstrede kjole, jeg serverede i, skulle knappes hele vejen op. En dag blev jeg trukket til side af en af cheferne. Hun spurgte mig, om jeg troede, det var en pornobiks.
Hun var utilfreds med, at jeg lod den øverste knap stå åben, så jeg kunne trække vejret. En anden regel var, at vi ikke måtte hyggesnakke med gæsterne, når de kom ind, for så gik der bare tid med det.
Annonse
Vi måtte først indlede en eventuel smalltalk i forbindelse med, at gæsterne fik den første ret serveret. I samme anledning skulle jeg spørge: ’Ønsker De kød eller fisk’, for så kunne de allerede der begynde at overveje hovedretten, og vi kunne få dem hurtigere ud, så nye folk kunne komme ind.
Det var en forretning, og det er fair nok, men jeg var ikke så vild med at være der. Men jeg opdagede en ting, lige da jeg var startet. Da jeg havde mit første selskab, sagde jeg til dem, at det var min første arbejdsdag: ’Så I må lige bære over med mig, men jeg gør det så godt, jeg kan.’ Det var de helt vilde med.
De var med mig hele vejen. Så begyndte jeg at gøre det hver gang, en ny gruppe turister kom ind ad døren. ’Velkommen, I skal bare vide, at det min første arbejdsdag. I må virkelig bære over med mig.’ Det væltede ind med drikkepenge.”
Garderobe-medarbejder på diskotek Nasa i Boltens Gård
”Jeg sad i receptionen, når folk blev lukket ind forbi vagterne til natklubben, alle snakkede om. Man skulle stå på en fin liste for at komme ind eller kende nogen. Nu, hvor jeg tænker over det, var det latterligt og virkelig fjollet.
Jeg bryder mig ikke om gæstelister, hvor nogle mennesker er federe end andre. Men stedet var en kæmpe succes. Klientellet var virkelig klamt. Det var en blanding af semikendte typer og højt profilerede rockere.
Jeg sad i garderoben og tog imod folks jakker og var pivædru, omgivet af mennesker, som enten var fulde eller høje på stoffer. Andre krævede særbehandling med henvisning til, at deres mor eller far engang havde spillet med i et kendt band.
Vi lukkede klokken fem, og for dem, der ikke havde scoret, var jeg den sidste mulighed, inden de skulle tage deres jakke og gå alene hjem. Jeg var deres sidste forsøg. ’Nå, hvazzå med dig.’
Den kommentar var sikker hver aften. Min ven arbejdede i Playtime lige om hjørnet. Når vi lukkede klokken fem, peakede det hos ham. Gæster, der ikke havde scoret, gik direkte over til ham og lejede en film.”
