Løkke med Hitler-skæg: Dansk komiker i valgkamps-provokation
Omar Marzouk har blandet sig i valgkampen med en række billeder på sin Facebook-side, hvor politikere fra højrefløjen sættes sammen med nazistiske slogans og symboler.
Komikeren har blandt andet udstyret Lars Løkke Rasmussen med et Hitler-lignende overskæg og ss-runer i efternavnet.
Også Kristian Thulesen Dahl og Søren Pind optræder i serien af billeder med titlen Heil Habibi.
Marzouk har også inddraget sin egen persona, som han til lejligheden kalder Nazi Omar.
Det lader til, at komikeren, der er født i Danmark af egyptiske forældre, har forsøgt at kreere et tvetydigt indlæg til debatten om indvandring, der har megen fylde i valgkampen.
Bliv ven med os på Facebook
Det understreges blandt andet af et billede af et dansk pas med Marzouk på forsiden og påskriften "Marssouk Republik Of Denmark" - igen med brug af ss-runernes genkendelige typografi.
Referencen til Det Konservative Folkepartis nylige, meget omdiskuterede kampagne, der blandt andet involverede slagordene
"Stop
Nazi
Islam
isme,"
er heller ikke til at tage fejl af, ligesom komikerens provokationer også minder om Yahya Hassans ytringsfrihedseksperimenter.
LÆS OGSÅ: Yahya Hassan i fejde med kultureliten
Marzouks Facebook-opslag har fået en del opmærksomhed, billedet af Lars Løkke Rasmussen med nazistisk moustache har for eksempel fået over 850 likes.
Ikke alle synes dog, at det er god humor.
"En ting er, at dette billede ikke er videre sympatisk (det er der jo så meget, der ikke er), men det er virkelig heller ikke sjovt sådan bare rent håndværksmæssigt, hvad humor angår," siger for eksempel den konservative folketingskandidat Mads Holger.
Og apropos billedet af Kristian Thulesen Dahl skriver den politiske kommentator Jarl Cordua:
"Det er godt nok dårlig dømmekraft af denne "komiker" som jeg ikke kan huske at jeg har grinet af. Skuffende at se så mange like den slags."
Selv har Marzouk skrevet en slags forklaring eller forsvar for sit projekt på Facebook:
"Hold op, nogen få mennesker er endda meget sur på mig.
Det er både frivilligt og helt gratis at være på denne side.
Min humor er politisk og kræver at man følger lidt med, til gengæld er lix tallet så lavt at selv jeg kan følge med.
Der bare noget galt med et samfundet når racisterne/fascisterne inviteres op til den store micorofon men komikeren skal holde sin kæft, fordi det provoker
Jeg har ikke tænkt mig at stoppe det, tværtimod har jeg tænkt mig at skure op for Nazi Omar, kan i ik lig det så slet mig fra jeres like liste."
LÆS OGSÅ: Lars Løkke Rasmussen: "Det var aldrig en mulighed bare at lægge sig ned"
LÆS OGSÅ: Derfor skal jeg ikke på Roskilde
LÆS OGSÅ: Maria Gerhardt: "Piger kan godt lide knallerbølle-typer, sådan nogle der lever på kanten. Stoffer, et distanceret blik i øjnene, den slags"