En augustaften i Kongens Have i Odense venter tre komikere bag bagtæppet på den store udendørs scene. Ca. 1.500 mennesker har taget plads på græsset ude foran.
Om lidt skal makkerparret Morten Lorentzen og Povl Erik Carstensen på i rollerne som John & Aage. Efter dem er det Mick Øgendahls tur til at underholde til HCA Comedy Festival.
Der er forskellige måder at gribe de sidste forberedelser an på. Morten Lorentzen vandrer langsomt rundt med store skridt og et smil på læben, Povl Erik Carstensen går på toilettet, og Mick Øgendahl går ind i sig selv.
Annonse
Han marcherer hvileløst frem og tilbage, stopper op og kigger vurderende på ståldrageren en halv meters penge over sit hoved. Han beslutter at tage chancen. Uroen i kroppen skal ud, så han hopper op, laver et par armhævninger og lader sig dumpe ned på gulvet igen.
Kort inden har han været nede på gulvet og lave armbøjninger, og i den halve time, han venter på, at John & Aage skal blive færdige, får han gået omkring 500 meter frem og tilbage bag scenen. Han knipser, lægger nakken tilbage, laver cirkelbevægelser med anklerne, armsving og strækøvelser.
Det er både godt og skidt for den komiker, der følger efter. Publikum må gerne være varmet op, men ikke svitset helt af, som Øgendahl siger. Han bliver introduceret af konferencieren. Folk råber og klapper. Og så går han ind.
"Det, jeg elsker ved standup, er, at præmissen er så ligetil. Du sælger dine evner til at kommunikere med publikum. Du står der helt nøgen. Man lærer efterhånden at læse publikum, og man lærer at mærke, om man skal gå lidt den ene eller anden vej alt efter, hvad der fungerer.
Der er noget rytmisk i standup, fx skal man gerne bygge op til at afslutte med det største grin i hele settet. Hvis man får det store grin, er det som en skive ingefær, der renser munden, og så kan du tage næste stykke sushi.
Annonse
Man siger, at de bedste standup-set er, når folk har grinet igennem, uden at de kan huske, hvad de har grinet af. Så har de været til stede i nuet. Derfor er det nok mest for min egen skyld, at jeg gerne vil efterlade et eller andet i hovedet på folk, og onemanshowet er der, hvor man kan få lov at efterlade sin signatur. Hvor man kan gå linen ud, fordi folk har købt en billet for at se mig.
Hvis jeg er hyret til et firmajob, er det i en eller anden forstand tvungen underholdning for største-parten af publikum. Det forpligter. Jeg skal forsøge at favne alle og være mere interessant, end det ville være at snakke med sidemanden. Det kan være svært fx til julefrokoster, når folk er gået i gang med snapsen.
Førhen frygtede jeg det, men der er kommet en ny tilgang til julefrokoster. Det med at drikke sig helt ned, gramse på piccolinen og fotokopiere sin røv bliver set som dårlig stil. Folk holder mere på formerne. Jo, jeg kan godt blive nervøs for en julefrokost med 200 stilladsarbejdere, der har været i gang siden kl. to om eftermiddagen, og jeg skal optræde kl. 21.
Til gengæld skænker jeg det ikke en tanke, om jeg optræder i Nordjylland, på Fyn eller i København. Vi har fået en fælles reference i forhold til, hvad der rører sig, og griner meget af det samme, især pga. nettet. Tidligere tænkte jeg mere over, hvor jeg var.
Jeg har haft et par pænt jævne nederlag i Esbjerg, skulle jeg hilse og sige. Engang skulle jeg optræde hos Melissa Naturplejeprodukter i Esbjerg, og det gik bare … det var … det er 10-15 år siden, og jeg havde tabt på forhånd. Det var bare Finn Nørbygaard-land. Al respekt, men det var bare ikke mit habitat.
Mange vidste heller ikke, hvad standup var. ”Nu må han da snart finde en guitar frem, han må da kunne et eller andet. Han står bare og snakker.”
23-24 år og på scenen foran et afventende publikum i Vanløse Medborgerhus.
Annonse
"Jeg kom op på denne her lidt for lave scene. De havdevalgt at placere buffeten lige foran scenen, og der var langborde på tværs, så halvdelen af publikum sad med ryggen til. Og det blev de så ved med.
Personligt ville jeg nok selv vise lidt høflighed og lige vende mig og give det en chance. Jeg gik i gang, men der skete ikke rigtig noget. Jeg havde ingen erfaring, så jeg knækkede på det. Jeg begyndte at svede og snakke for hurtigt. Jeg tabte folk.
Jeg skulle have kommenteret situationen og sagt: ”Nå o.k., halvdelen af jer rammer mig med det jyske lune” eller noget i den stil. Jeg blev mere og mere desperat og gravede mig længere og længere ned i et hul. Men det var mit første firmajob, og der var en kontrakt på en halv time, så jeg ville død og pine lave en halv time.
Det var skidt for mig, men værre for dem, der skulle se på mig. En komiker, der fungerer dårligt, er værre for publikum, end det er for komikeren. Når det går godt, er det en leg med publikum, hvor jeg har det lige så sjovt som dem. Så kan 15 minutters materiale tage en halv time, fordi grin og add ons fylder. Men er der larmende tavshed, kan en halv times materiale være overstået på et kvarter.
Det var fejedrengen i firmaet, der havde hyret mig. Han syntes, standup var skidesjovt. Men kassereren, der skulle underskrive checken, kiggede ikke engang på mig, og så sagde hun: ”Jeg håber sateme, du syntes, det var det værd.” Og det syntes jeg jo ikke. Men jeg havde trods alt været der og gjort mit arbejde.
Bagefter gik jeg ned til en lille kro, som ikke var rigtig åben. Man kunne ikke få noget mad, men jeg kunne få lov at overnatte i et værelse uden varme. Jeg var simpelthen så syg dagen efter. På hjemturen i toget sad jeg og tænkte: ”Er det det her, jeg skal? Har jeg, hvad der skal til?” Det er som regel ens egen skyld, når det går dårligt, men jeg nåede frem til, at det også var en smule unfair, at man placerede publikum med ryggen til.
Sidste år på Skanderborgfestivalen mødte jeg en, der havde arbejdet i Melissa. Han spurgte, om jeg kunne huske jobbet. De havde haft en kæmpe griner over det bagefter, fordi de syntes, jeg var så dårlig, så på den måde var det en succes. Det er jo bare irriterende med succeser, man ikke selv er herre over."
"I forhold til dengang i Esbjerg får jeg nok længere snor i dag, fordi flere og flere ved, hvem jeg er. Folk vil egentlig gerne høre, hvad jeg har at sige, så jeg får noget forærende. Omvendt skal jeg så honorere de forventninger.
Det, jeg har haft held med, er at opdrage mit publikum til, at jeg har min måde at lave standup på. Jan Gintberg er meget politisk defineret i sin standup ud fra store strømninger og ideologier, Lasse Rimmer og Sebastian Dorset har et prædikat om at være intelligente komikere, Uffe Holm er bad boy’en, der er under bæltestedet hele tiden, og Anders Matthesen har næsten et helt følge og sin buddhistiske tilgang til tingene.
Mit vandmærke i det landskab er nok, at jeg gør mig dummere, end jeg er. Under finanskrisen skrev jeg en bid om aktier, fordi jeg i bund og grund ikke forstår, hvordan det fungerer. Det er nogle aktiekurser, der bunder i angst og psykologi og fornemmelser. Det er befriende at behandle et emne med en naivistisk tilgang til tingene og se verden med et barns øjne.
På den halve time i Odense runder han sin opvækst på Falster – ”gammelmandssukkersyge er en børnesygdom” og ”mine gamle folkeskolevenner er blevet Bandidos-rockere”, han taler om ligestilling – ”det er godt, at flere kvinder er begyndt at banke deres mænd” – og om at have et hagekors i panden – ”så ved man, at det er en Brøndbyfan”.
Han taber tråden, da en Brøndby-tilhænger blandt publikum råber og må derfor bruge noget af sit ældre materiale i stedet. Men han er glad for, at der blev råbt. Et ’slice of life’, som han kalder det. Han rammer præcis den halve time, der er sat af, og da han igen er ude bag scenen, tager han med det samme stikordssedlen op af lommen. Og knalder så en flad hånd mod panden.
Jeg glemte tre ting, jeg ville tale om, men omvendt fik jeg lavet 25 minutter med nyt materiale. Så jeg har det godt nu. Det gik sgu o.k. Man er nødt til at komme ud og prøve det af for at vide, om det virker.
En dag som i dag er jeg nødt til at stille mig til rådighed for fiaskoen. Når det går godt, er det et fantastisk rush. Jeg kan stadig være nervøs, men det er ikke en negativ angst. Jeg glæder mig, når jeg skal optræde. I starten kunne jeg slet ikke spise noget, og hvis jeg prøvede, kastede jeg op. Angsten for at optræde var større end glæden ved det, men det var det, jeg ville.
Det var standuppens pubertetsår, hvor der blev snakket meget pik og patter. Jeg besluttede mig for at gøre noget for at distancere mig fra den der grå masse. Fx læste jeg for nogle år siden om en ung fyr, der blev overfaldet. Han blev sparket, og de hoppede på hans hoved. Jeg tror nærmest, han blev til en grøntsag.
Jeg lavede standup om det, hvor jeg talte om en mangel på konduite blandt voldsmænd. At der normalt er timeout, når en mand ligger ned. Jeg optrådte med det for nogle folkeskolelærere, 80-100 stykker. Under showet var der en kvinde, der grædende rejste sig og gik udenfor sammen med et par kolleger.
Bagefter talte jeg med hende, og det viste sig, at det var offerets kæreste. Hun forstod godt, at jeg ville hænge voldsmændene til tørre, ikke gøre grin med hendes kæreste, men selvfølgelig var det som at blive slået i hovedet med en skovl for hende. Der var intet at gøre, jeg kunne ikke spole tilbage. Det var en lærestreg.
Da jeg kørte hjem, tænkte jeg, at det fandeme var heldigt, at min pointe var på den rigtige side af hegnet. At jeg ikke bare havde holdt emnet ud i strakt arm og gjort grin med det. I det øjeblik besluttede jeg kun at sige noget, jeg kunne stå på mål for. Folk må gerne være uenige, men jeg vil tale om ting, jeg kan argumentere for.
Jeg accepterer nogle bidder, der er knap så sjove som resten, fordi der er nogle emner, jeg gerne vil sige noget om. Ved sidste show talte jeg om sharia-lovgivning. Det var helt klart ikke det sjoveste i showet, men det var vigtigt for mig at have med. Jeg vil gerne præsentere noget, der retfærdiggør, at jeg bruger halvanden time af folks tid.
Men som sagt er det i virkeligheden nok mest standupkomikerens ambition, for jeg tror, at den gængse standup-tilskuer er fuldstændig ligeglad med emnerne. De vil gerne have deres frikvarter. Afbrækket fra hverdagen.
Mick Øgendahl er til møde hos TV 2 i Københavns Sydhavn. Han er blevet fanget på det forkerte ben. Han laver skoleskemaer, som han selv kalder dem, med et nøje program for sin dag, og derfor er det ubehageligt, at der er sket en misforståelse.
Midt i en kalender tæt pakket med standup, manuskriptskrivning og tv-optrædener er det få dage før mødet gået op for ham, at det forventes, at han leverer ideen til en trailer, der skal reklamere for anden sæson af komedieserien ’Tomgang’ på TV2 Zulu. Misforståelsen har langtfra slået ham ud, men under mødet er han bevidst om, at han skal have fuldt overblik over, hvad der skal ske.
”Bare for at forventningsafstemme,” siger han til kollegerne i det lille redigeringsrum, ”I styrer, hvad der skal ske i løbet af dagen. Vi skal nok møde op og sige replikkerne, også selv om I beslutter at ændre i dem inden optagelserne, men I styrer slagets gang, o.k.?” Øgendahl er ikke vred, og hans ord ødelægger ikke stemningen. Han er bare klog af skade.
"Jeg instruerede første sæson af ’Tomgang’ i foråret 2013. Eller rettere, jeg skulle have instrueret første sæson. Min plan var, at jeg både ville skrive manuskript, spille hovedrollen og instruere. Samtidig havde jeg tre driftsselskaber, hvor jeg også lige skulle ordne nogle bilag, og jeg skulle ud og optræde i weekenderne og håndtere tre børn, hvoraf den ene var helt lille. Jeg ville jo også gerne være en god far. Det gik godt. I 14 dage.
I serien 'Tomgang' følger vi kioskejer (Mick Øgendahl) og hans venner Theis (Rune Klan) og Aslan (Asmir Darr) og ikke mindst kioskejeren Mathias' kamp for at gøre indtryk på Mie (Sarah Grünewald, tv.), der ejer en blomterforretning på den anden side af gaden.
Umiddelbart før vi skulle i gang med optagelserne i maj sidste år, havde vi et produktionsmøde. Min kompagnon Michael hev mig til side og sagde: ”Hvad sker der? Fotograferne og indspilningslederen spørger om nogle ting, men det, du svarer, er volapyk.” Jeg blev pissesur. ”Gu’ er det da ej, det er bare dig, der ikke forstår det.”
Vi kom i gang, men 14 dage inde i optagelserne begyndte jeg at få svært ved at skelne mellem virkelighed og ’Tomgang’. Det er jo fint nok som skuespiller at leve sig ind i rollen, og jeg syntes, det var rigtig fint, at jeg blev forelsket i figuren Mie, for så kunne jeg jo foregive en ægte følelse. Men det hele flød sammen. Det, der ikke var virkelighed, blev en virkelighed.
En lørdag skulle jeg møde min far i Fredericia, fordi han skulle overtage min gamle bil. Da jeg skulle forklare ham om navigationssystemet, kunne jeg slet ikke finde ud af noget som helst. Det var, som om jeg aldrig havde set det før, og da jeg kørte hjemad sammen med Michael, mudrede det hele til. Jeg klikkede konstant frem og tilbage mellem den ene og anden virkelighed sådan inden for tre sekunder, tik tik tik tik tik. Det kørte inde i hovedet, at jeg var ulykkeligt forelsket i Mie. Det var så absurd.
Vi var midt i optagelserne, og vi havde et helt produktionshold kørende, men jeg sagde til Michael: ”Du er kraftedeme nødt til at køre mig til psykiatrisk afdeling i Hillerød.” Lige så snart jeg trådte ind ad døren, skvattede jeg fuldstændig sammen. Snot og tårer.
”Jeg ved fandeme ikke, hvad der sker,” hulkede jeg. De gav mig nogle sovepiller og noget angstdæmpende. Da jeg skulle ringe til min kone, er det øjeblik, hvor jeg har været mindst stolt af mig selv. Hun stod med tre børn i et hus, der ikke var færdigt, fordi byggeriet var gået helt galt. ”Jeg kommer ikke hjem, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem.”
Der var tre engle, der slog ring omkring mig. Min kone, Michael og Heide (instruktør Rasmus Heide, som Øgendahl har samarbejdet med på bl.a. ’Blå mænd’, red.). Min kone tog telefon og computer fra mig, og Michael fyrede mig som instruktør og ansatte Heide. Jeg måtte også aflyse nogle standup-job, men bl.a. Frank Hvam trådte til i stedet for.
På afdelingen var der fx en gammel dame med depression, en mand, der tog sig nogle 3-4 måneders drukture og en pige, der var maniodepressiv. I begyndelsen sad jeg på mit værelse og kiggede ud på de andre og tænkte: ”Hold kæft, hvor er de ynkelige”, indtil det gik op for mig, at jeg selv var en af de ynkelige.
Min gode ven Henrik kom forbi med nogle smøger, som jeg havde bedt ham om. Jeg havde ikke røget i mange år, men jeg røg, for det gjorde alle de andre på afdelingen. Han kom også med en kæmpe Lego-gravko, som jeg kunne bygge på, og to sæsoner af ’Game of Thrones’. Jeg skulle se noget, jeg ikke kunne forveksle med virkeligheden, som han sagde.Jeg begyndte hos en psykolog for at få styr på det hele.
Hun var en lille korthåret og bestemt dame, der var tidligere officer i Søværnet, tror jeg. Det passede perfekt til mig. Jeg sagde: ”Jeg skal også holde op med at ryge igen”, og hun sagde: ”Få nu lige styr på hovedet først, så skal det andet nok komme.” Hun blev en slags coach. Jeg lærte, at jeg skal være lidt mere arrogant nogle gange.
At sige nej til ting uden at forklare alt muligt, hvis nogen siger: ”Jamen, hvorfor kan du ikke det?” ”Fordi det kan jeg ikke,” eller: ”Det vil jeg ikke.” Vi talte også om, at jeg gerne vil være begejstret for alt, hvad jeg laver, men måske kan det være godt med en fordelingsnøgle. At fx 70 % er smør på brødet, altså noget, jeg allerede har udviklet og kan effektuere uden at være kreativ hele tiden. De andre 30 % kan være noget, jeg udvikler og fremelsker. Hvis man tror, man skal være kunstnerisk kreativ på alle fronter hele tiden, brænder man ud.
Det, jeg oplevede, var en stressreaktion. Når man bliver stresset, lukker storhjernen ned. Det er den, der håndterer det rationelle. Når den lukker ned, overtager lillehjernen, og så er det rent lystbetonet. Når man har indspillet nogle scener, hvor man spiller forelsket, siger lillehjernen: ”Det er da dejligt, vi bliver her.” Storhjernen er der ikke til at sige: ”Det eksisterer ikke, det er fiktion.” Derfor bliver det en virkelighed.
Måske fordi jeg ikke er uddannet skuespiller, manglede jeg nogleværktøjer til at sige stop. Da vi startede op med ’Tomgang’ igen, var aftalen, at jeg bare skulle prøve at se, hvordan det gik. Jeg fortalte resten af holdet, at jeg havde været indlagt. Jeg kunne lige så godt sige det, som det var, for det ser sgu mærkeligt ud at lukke et produktionshold ned i 14 dage.
Når man er komiker, vil man også gerne tages alvorligt. Det med at være sjov er en alvorlig ting, men det bliver det ikke rigtig anset for. Hvis jeg nu også kunne skabe nogle karakterer og lave personinstruktion, så … jeg ville fandeme bare gerne bevise, at det kunne jeg også. Men det kunne jeg så ikke.
Måske var det også en eller anden leflen for anmelderne. Jeg har aldrig haft anmeldertække, det skal guderne vide. Det kan jo ikke lade sig gøre, at alle skal kunne lide én, men måske ville jeg alligevel gerne have en anerkendelse fra den side. Jeg prøver at sætte mig ud over det, men det fylder åbenbart bare ad helvede til, og jeg bliver væsentlig mere ked af en dårlig anmeldelse, end jeg bliver glad for en god.
Men jeg vedkender mig gerne at være underholder, og jeg vedkender gerne, at det sker på en naivistisk måde. ’Blå mænd’ var fx stiliseret ad helvede til, nærmest som en tegneserie, hvor karaktererne var trukket hårdt op. Jeg er en del af populærkulturen, og det skal jeg ikke skamme mig over.
Øgendahl har ofte samarbejdet med Rune Klan, fx på 'Tomgang' og i 'Tak for i aften', hvor de bl.a. var værter på Radio Ren. "Jeg boede i Greve, hvor jeg kunne høre nazisternes radiokanal. Det var fascinerende, at de kunne dreje alt over på at handle om invandring. Skolemælksordningen var fx under pres pga. invandringen."
Engang var Mick Øgendahl og Anders Matthesen hyret til at optræde på Biker Blues Festival i Helsingør. Da de nåede frem, viste det sig, at arrangementet var Bandidos’ sommerfest. Ved et af bordene, sammen med andre rockere så store som arresthuse, sad en af Øgendahls gamle skolekammerater fra Falster.
Komikeren kunne ikke dy sig og gik hen bordet: ”Nå, går du stadig til springgymnastik?” Rockeren kunne godt se komikken. I mange år, før Mick Øgendahl aktivt begyndte at bruge Falster, når han præsenterede sig for publikum, kunne han ikke se nogen som helst komik ved sin hjemstavn.
Jeg havde et forfejlet retfærdighedsopgør med Lolland-Falster, da jeg flyttede til København. Jeg benægtede alt, hvad det stod for. Jeg syntes, det var et sted, der låste folk og satte folk i bås. Jeg satte ikke mine ben på Falster i lang tid og af-brød kontakten med min mor.
Hun var bekymret for, hvad det skulle ende med, og det opfattede jeg som noget ikke-supporterende, som det hedder på moderne dansk. Jeg tror, hun fik strikket noget sammen om, at jeg tog nogle sabbatår, hvis nogen spurgte, i stedet for at sige, at jeg ville være skuespiller og lave komedier. Helt ærligt ville jeg nok også, hvis min søn kom og sagde, at han ville være akrobat, sige: ”Tag nu lige en uddannelse først. Det med maskiningeniør er mere håndgribeligt.”
Men dengang følte jeg, at folk ikke troede på mig, og jeg skulle bevise noget. Det var en negativ motivation, men det var fandeme god benzin på bålet. Set i bakspejlet var det et fortegnet billede, men det gjorde mig meget stålsat. Senere gik det op for mig, at jeg selv havde sat mig i det bur. En dag, hvor jeg besøgte en kammerat nede på Falster, og vi sad og drak nogle dåsebajere, sagde han:
”Jeg vidste sgu aldrig, at du gerne ville være skuespiller.” Da jeg cyklede hjem i hård sidevind, gik det op for mig, at det er svært for folk at hæmme dig, når du aldrig har givet udtryk for, hvad du vil. I og med at jeg jo ikke havde sagt til nogen, hvad jeg havde lyst til, var der ingen, der havde hæmmet mig i at gå efter det. Det var i bund og grund mig selv, der ikke turde. Og så var det bare svært at gå i den retning, for der var ikke et miljø at søge hen i.
Vi spillede fodbold og gik til gymnastik og hjalp med at hive roer op. Når mine forældre ikke var hjemme, hørte jeg deres revyplader og plader med Niels Hausgaard og Monrad og Rislund eller Linie 3, og så prøvede jeg selv at lave noget med en kassettebåndoptager, men det med at være komiker eller skuespiller var bare ikke en mulighed. Heller ikke, da jeg begyndte på EFG Jern og Metal. Doktrinen på sådan en erhvervsskole er, at den slags er noget fims.
Der er det bedre at kunne drikke en dåsebajer og slå den flad mod panden. Det var først, da jeg skulle læse videre på HTX i Næstved og mødte rap-gruppen Hvid Sjokolade, at der skete noget. Det var en øjenåbner, at de satsede 100 % på musikken. De havde ingen plan B. Der tænkte jeg: ”O.k., det må man åbenbart godt.”
18 år og uden pløkker. Øgendahl var faldet på en vandrutsjebane og havde slået tænderne ud. "Forsikring? Nej! Jeg rendte rundt i halvandet år uden fortænder."
Jeg tænkte på det at være komiker som et sabbatår, men da jeg kom i gang, kunne jeg mærke, at ”nej, det er sgu det her, jeg skal.” Jeg blev betaget af, at man ikke kan gemme sig. Når det går godt, høster man det hele, og man tager selv røvfulden, når det går ad helvede til.
De første job var på klubben Dins i København. Så kom der kollegiefester og fredagsbar på Panum. Det var tit noget med at optræde for fri bar, så jeg blev kassedamei Netto og gik med post på Nørrebro. Var der penge i det, var det måske 1.200 kr. (I dag koster det 40.000 kr., hvis en virksomhed vil hyre Mick Øgendahl i 30 minutter, red.).
Man fik kontanter, ikke fordi det var sort, nej, nej, aldrig. Sådan nogle kollegier? Altid med bilag. Og man drak jo hele lortet op. Altid med fart på. For at det ikke bare skulle fortabe sig i druk og gå i byen, måtte jeg på et tidspunkt beslutte at fokusere på mig selv som et produkt og sige: ”O.k., det var den del af komikerlivet, nu er det næste skridt.”
På den måde ældes man også sammen med sit publikum. Der er en del kolleger af den gamle skole,der havde deres gyldne firma-set på en halv time, der sad lige i skabet, men hvis man har optrådt med det i et par år, så har folk set det. Så må man skrotte det og starte forfra. Der var nogen, der ikke lige kom op af sofaen, og de faldt stille og roligt fra. Man er jo selvstændigerhvervsdrivende, hvor der er én ansvarlig for produktudviklingen, og produktet er én selv.
Jeg vil gerne have flere ben at stå på. Jeg er fx begyndt at skrive kortfilm, der bliver afvist af Nordisk Film – spassere! – men det er fedt at kunne noget mere. Jeg vil gerne sidde som redaktør, når der kommer nogen og siger, at de har en idé til tv, og hjælpe dem med at tage den videre.
Publikum er jo på en måde en illoyal størrelse, for lige nu går det meget godt, men på et tidspunkt kommer der en ny dreng i klassen, de hellere vil kysse med. Det fald skal man være klar til at tage. Det gælder så om at ældes med ynde og falde med en graciøsitet i stedet for tungt og slasket. Den dag kommer, så jeg prøver at være disciplineret og opbygge noget, der kan hjælpe mig. ■
Mick Øgendahl
Født i 1973 i Silkeborg, men opvokset i Horreby på Falster.
Har været medforfatter på og medvirket i nogle af de senere års mest sete danske biograffilm, bl.a. ’Blå mænd’ (2008), ’Alle for én’ (2011) og ’Alle for to’ (2013).Hans første standup-turné var ’Micktrix’ i 2000. Siden har han turneret med ’Den ægte vare’, ’Tåfræser’, ’Undskyld’, ’Tak for i aften – on tour’, ’Propaganda’ og senest ’Spas’ i 2012.
På tv har vi ud over ’Tomgang’ set ham i ’Tak for i aften’ og ’Hvor fanden er Herning’.I 2014 spillede han kronprins Frederik i ’Kronprinsen og Danmark’ på Nørrebro Teater.
