Super selfie i første forsøg

Super selfie i første forsøg
Offentliggjort

Som debutant kan man vælge at træde sine første skridt forsigtigt, for at undersøge, om isen nu også kan bære.

Man kan også bare vælge at køre en Hummer ud på den is og sige: Se, hvad jeg kan.

Joe Biden, USA’s vicepræsident debuterede i går i selfie-disciplinen, og han valgte den sidste løsning og fik taget et kammeratligt billede med – hvem ellers - præsident Barack Obama.

Man fristes til at sige, at han vel var lige ved hånden.

Til billedet af de to smilende herrer, der blev taget på bagsædet af en bil og lagt op på Instagram, skrev Biden:

”Jeg fandt en ven, der kunne gøre mig selskab på min første selfie på Instagram. Tak fordi du følger mig. Hold kontakten. - VP”

Foreløbig har billedet fået 23.000 likes.

Det store spørgsmål er, om billedet får lige så megen global opmærksomhed som vores egen statsministers selfie med selv samme verdensleder. Måske ikke. Men okay, hun var tydeligvis ingen nybegynder.