Ung amerikaner designer klipklappere med modsigende Trump-tweets

Præsidentens mange selvmodsigende postulater fungerer glimrende som motiv på et sæt klipklappere.

En ung amerikaner laver klipklappere med Trumps modsigende tweets
Offentliggjort

Det er nok flere af os, som har overvejet, hvad formålet med de mere eller mindre voldsomme Twitter-udbrud fra præsidentens side egentlig er, for hans intensive tilstedeværelse på de sociale medier synes aldrig at være til hans fordel – tværtimod skaber hans udtalelser ofte problemer for ham.

Denne gang er ingen undtagelse. Ved en grundig gennemgang af Trumps tweets gennem tiden har den unge amerikaner Sam Morrison nemlig fundet en lang række af direkte modstridende synspunkter på vigtige politiske sager, som vidner om præsidentens mildest talt omskiftelige holdninger.

Et par måneder senere havde Sam Morrison transformeret de tre bedste eksempler på præsidentens hykleri til klipklappere, som kunne købes for lige omkring 30 dollars på presidentflipflops.com. ’President Flip Flops’ viste sig at være et populært påfund, for det tog mindre end en måned at få alle 1.000 par afsat til købere fra 47 amerikanske stater.

Selv siger Sam Morrison, at projektet krævede for meget arbejde til at gentage, så det lader desværre ikke til, at ’President Flip Flops’ bliver nogen større industri.

Heldigvis er der allerede 1.000 amerikanere landet over, som kan lufte Trumps selvmodsigende tweets efter forgodtbefindende.