Hvordan lever man videre efter at have hængt den forkerte mand ud på forsiden? Hvordan illustrerer man et portræt af Muhammed-tegneren Lars Vilks? Tre danske chefredaktører fortæller om de sværeste beslutninger, de bedste og de værste historier.
Poul Madsen:
53 år
Annonse
Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1988. Siden 2007 chefredaktør på Ekstra Bladet.
Hvad er det bedste råd, du har fået i avisbranchen?
”Man skal altid sørge for at ansætte nogen, der er bedre end én selv, lige under sig. Det gør ens eget arbejde meget nemmere. Jeg fik rådet i min tid på TV 2 af en legendarisk redaktionschef, der hed Jens Møller. Jeg blev faktisk senere hans chef.”
Hvilken begivenhed har gjort størst indtryk på dig i din tid som chefredaktør?
”11. september 2001. Jeg havde været i radioen om morgenen pga. en historie om, at der var rotter på Burger King i København. Jeg var relativt ny som journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet. Jeg kan huske, at jeg kiggede over skulderen og ind i et møderum, hvor man kunne se et fly flyve ind i tårn nummer to. Alle var rystede og talte med deres familier. Det var svært at koncentrere sig om at lave avis til næste dag.”
Hvad gjorde du?
Annonse
”Jeg gik tilbage til det, jeg havde lært, og det er at sætte ting i system. Sørge for, at journalisterne fik fat i de rigtige mennesker, og at alle arbejdede i den samme retning. Adrenalinen tog over. Den menneskelige reaktion kom først sent om aftenen, da jeg var hjemme og tænkte på, hvad der var sket, og hvilken verden mine børn mon kom til at leve i.”
Hvilken historie er du mest stolt af?
”Jeg er meget tilfreds med den historie, hvor vi afslørede, at langt flere røg ud af dagpengesystemet, end Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet havde sagt. De løj og sagde, at 4.000-5.000 røg ud, selv om det viste sig, at de udmærket godt vidste, at det var et pænt stykke over 30.000, der røg ud. Den historie indeholder hele kernen i Ekstra Bladets dna. Nemlig at holde øje med, at magthaverne forvalter deres magt på den rigtige måde, samtidig med at vi har hjertet på det rigtige sted for de mennesker, der har brug for, at vi er der for dem.”
”Det er en historie fra Herning i 2010, hvor en ung pige blev dræbt nytårsnat. Kort efter drabet anholdt politiet en mand, og ham viste vi på forsiden. Der var ikke navneforbud i sagen, så vi skrev også hans navn. Vi baserede udelukkende vores historie på politiets teori om, at det kunne have været ham, der var morderen. Det var det ikke, viste det sig. Den historie er jeg frygtelig ked af. Det var en helt almindelig mand, som uberettiget blev hængt ud. Da han var frikendt, skrev vi med store bogs
taver på forsiden ’RENSET’ og viste et billede af ham, så ingen var i tvivl. Det er det eneste, der gør, at jeg kan leve bare nogenlunde med den historie i dag.”
Annonse
Hvad er den sværeste beslutning, du har truffet som chefredaktør?
”Det var at omlægge den traditionelle avisproduktion til en digital virksomhed. For i den forbindelse skulle jeg sige farvel til en række medarbejdere, som sådan set bare havde gjort det, de var blevet bedt om igennem årene, men som nu var blevet overflødige. Det er svært at skulle fyre folk. Selve samtalen er ikke det sværeste. Det sværeste er at sige til sig selv, at det er nødvendigt.”
Er der kommet øget selvcensur på din avis efter Muhammed-krisen?
”Nej, det er der ikke. Vi bragte fx en af Lars Vilks’ tegninger, da vi lavede et portræt af ham efter terrorangrebet. Men der er kommet en større omtanke. Vi laver ca. 300 historier om dagen på Ekstra Bladet i en helt anden hastighed, end vi har gjort tidligere. I det opskruede tempo handler det om at give sig selv et pusterum til at tænke sig om, før man publicerer. Det er en del af redaktionens arbejde. Ja, vi skal være først, men vi skal ikke være først, hvis vi glemmer at tænke os om.”
Christian Jensen
Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1999 og siden 2010 ansvarshavende chefredaktør på Information.
Hvad er det bedste råd, du har fået i avisbranchen?
”Vær generøs. Giv ordet til dem, der har noget at sige. Jeg lærte det, der siden er blevet mit publicistiske ideal, af min første redaktør, Claus Sørensen, der gav mig mulighed for at skrive i Vestkysten (i dag JydskeVestkysten, red.) i Grindsted, da jeg var 15 år. Som aviser og journalister skal vi dyrke det uetablerede og det ufærdige og aldrig lade retten til at skrive og tale være afhængig af uddannelse og alder.”
Hvilken begivenhed har gjort størst indtryk på dig i din tid som chefredaktør?
”Vi er stadig påvirkede af terrorangrebene i København og på Charlie Hebdo. Når andre medier bliver udsat for angreb, eller planer om angreb afværges, giver det et stik i hjertet og et sug i maven. Ved sådanne lejligheder tror jeg, at alle chefredaktører tænker: ’Er det virkelig det værd?’ Heldigvis varer følelsen ikke så længe ad gangen. Vi skal insistere på friheden til at skrive, og den værdi skal altid være stærkere end dem, der vil den til livs.”
Hvilken historie er du mest stolt af?
”Historien om den amerikanske efterretningstjenestes masseovervågning er vor tids største anslag mod den tillid og de frihedsrettigheder, de vestlige demokratier hviler på. I Danmark har vi via Edward Snowden haft adgang til enestående materiale af efterretningsoplysninger, der har afsløret den verdensomspændende spionage. Dermed lever vi op til vores fineste journalistiske opgave, som er at kaste lys over et ellers totalt mørkelagt område og give offentligheden indblik i forhold, der hidtil har været strengt hemmeligholdte.”
Hvilken historie er du mindst stolt af?
”Det må være historien, hvor vi blev hængt ud for at have citeret en afdød, britisk politikilde.
Det var en artikel om flerkoneri i Storbritannien, og den blev bragt i 2009. I artiklen citerede vi en repræsentant fra den britiske politiforening. Efterfølgende viste det sig, at den pågældende kilde tre år forinden – i 2006 – var afgået ved døden, så det var et gammelt citat.
Fejlen blev rettet, da den blev opdaget, men efterfølgende lavede fagbladet Journalisten en coverhistorie med overskriften: ’Dead Man talking’. Den gjorde ondt. Vi mener fortsat ikke, at der var tale om citatfusk, men nærmere sjusket omgang med kildeudsagn, men for mig står den fortsat tilbage som en af den slags sager, hvor noget helt grundlæggende for et medie er på spil. Kan man stole på avisen, og kan man stole på, at vi selv har talt med de kilder, vi citerer?
I den mere private skriftestol skrev jeg engang på Jydske-Vestkysten en stor artikel om en dansk matematiker, der var blevet ansat i en helt særlig stilling i NASA i USA. Det var forsiden af avisen, og den gik landet rundt. Jeg baserede alene artiklen på et interview med vedkommende og tjekkede ikke oplysningerne eller så nogen kontrakt. Jeg er den dag i dag i tvivl om, hvorvidt historien var det rene opspind. For at være helt ærlig har jeg aldrig turdet tjekke historien efterfølgende, fordi jeg virkelig er bange for at høre svaret. Men jeg kan konstatere, at Danmark og resten af verden aldrig siden har hørt om dette danske geni.”
Hvad er den sværeste beslutning, du har truffet som chefredaktør?
”Jeg ved ikke, om det er den sværeste nogensinde, men det er i hvert fald den seneste svære beslutning. Efter terrorangrebet i København valgte vi at fortælle den for mange ukendte historie bag den svenske kunstner Lars Vilks’ tegning af Muhammed som en hund. Som dokumentation for historien bragte vi tegningen i avisen. Det var et redaktionelt valg, som vi med få undtagelser stod alene med blandt de danske aviser. Vi forsøger at redigere Information efter vores almindelige kriterier for relevans og væsentlighed, selv om vi er i mildt sagt ualmindelige tider.”
Er der kommet øget selvcensur på din avis efter Muhammed-krisen?
”Vi er klart blevet mere observante i forhold til, hvilke tegninger vi bringer hvornår. I den forstand er der kommet øget selvcensur, ja.”
Bo Lidegaard
Historiker, dr.phil. og siden 2011 ansvarshavende chefredaktør på Politiken.
Hvad er det bedste råd, du har fået i avisbranchen?
”Det er at sige det, som det er. Det er et rigtig godt råd, både når man skriver og taler til offentligheden og i daglig ledelse. Og det gælder helt særligt på en avis, der har skarpe holdninger.”
Hvilken begivenhed har gjort størst indtryk på dig i din tid som chefredaktør?
”Det er altid svært at relatere dem til hinanden, men attentaterne på Østerbro og ved Københavns Synagoge står stadig skarpt. Fordi de begivenheder rører ved ting, som er helt fundamentale for os – vores mulighed for at skrive, sige og diskutere det, vi ønsker – men selvfølgelig også pga. den frygt, det skaber, når den tillid til det åbne samfund, som vi sætter så højt, lider et knæk.”
Hvilken historie er du mest stolt af?
”Det var meget vigtigt, at Politiken fik afdækket, at der var helt fundamentale forhold omkring behandlingen af Helle Thorning-Schmidts skattesag, som ikke var gået rigtigt til. Hvis en borger – og da ganske særligt en oppositionspolitiker – risikerer politisk indblanding i personlige forhold, er den helt gal. Derfor vedrører den sag selve kernen i de demokratiske processer og forvaltningen af dem, og derfor var det også så vigtigt, at vi som presse var i stand til at foranstalte en officiel selvransagelse, så vi fik undersøgt, hvad der var sket, og hvem der var ansvarlige.”
Hvilken historie er du mindst stolt af?
”Jeg var ikke stolt, da vi fik skrevet på nettet, at Lars Løkke Rasmussen ville gå af i forbindelse med hovedbestyrelsesmødet i Odense (3. juni 2014, red.). Det gjorde han som bekendt ikke. Bagefter brugte vi lang tid på at afdække, hvordan det kunne ske. Og som altid, når noget, der ikke må gå galt, går galt, så er det en kombination af fejl. I det her tilfælde journalistiske fejl kombineret med redaktionelle fejl kombineret med procedurefejl. Normalt har vi kontrolmekanismer til at fange sådan noget, men i dette tilfælde svigtede de også.”
Hvad er den sværeste beslutning, du har truffet som chefredaktør?
”Jeg synes altid, at det er svært, når vi står i et dilemma mellem hensynet til den enkelte på den ene side og en publicistisk interesse i at offentliggøre en historie på den anden side. Vi har eksempelvis tilbagevendende sager med meget udsatte mennesker – det kan være overgrebssager – hvis historie vi gerne vil fortælle, og som gerne vil have os til at fortælle den, men hvor det vil få konsekvenser for den pågældende person at få sin historie offentliggjort. De etiske overvejelser i sådanne sager er svære.”
Er der kommet øget selvcensur på din avis efter Muhammed-krisen?
”Jeg ville ikke bruge udtrykket selvcensur om noget, vi foretager på Politiken, men jeg vil heller ikke benægte, at der er hensyn, der spiller ind, når vi redigerer. Der kan være ting, vi lader være med at bringe af hensyn til eksterne faktorer. De hensyn er virkelige. Det kan være hensynet til medarbejdernes sikkerhed, etiske retningslinjer osv. Disse ting tilsammen er afgørende for, hvilke redaktionelle valg vi træffer, og de hensyn er naturligvis påvirkede af forløbet omkring Muhammed-krisen og senest Charlie Hebdo og angrebene på Østerbro og Københavns Synagoge.”
Hvis du ikke mener, der er kommet øget selvcensur på Politiken, hvorfor bragte I så ikke billedet af Lars Vilks’ hundetegning i forbindelse med terrorangrebet i København?
”Jeg synes, at chefredaktøren for New York Times svarede godt på samme spørgsmål: ’Hvorfor skulle vi vælge at forhåne en hel gruppe læsere, fordi en attentatmand har begået mord?’ Terroristens ønske er at radikalisere, mit er at føre en debat. Vi skal ikke lade os drive rundt i manegen af voldsmænd og ekstremister eller lade os provokere til at bringe en bestemt tegning, som vi ellers aldrig ville have trykt.”
