Astronatuen David Scott står med fødderne plantet på Månen og gør honnør. Ved siden af ham hænger ’Stars and Stripes’ fra en flagstang, mens landingsfartøjet fra det legendariske amerikanske rumprogram optager baggrunden. ’Du skal i princippet præstere det samme, bare digitalt’, står der med hvide bogstaver på reklamen.
Billedet er fra Apollo 15-missionen, og afsenderen er it-virksomheden Netcompany, der med warp speed har kurs mod toppen af dansk erhvervsliv. Modtagerne er cirka 100 it-studerende på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der er til foredrag milliardvirksomhedens medstifter og koncerndirektør, André Rogaczewski.
”I tager Danmarks bedste uddannelser og er blandt de mest kløgtige, vi har i landet. I er blomsten af Danmarks ungdom,” næsten brøler han ud i salen, hvor ordene bliver slugt med smil og spredt nikken.
Annonse
André Rogaczewski taler levende, henvendt direkte til publikum og uden mikrofon, mens han bevæger sig frem og tilbage foran foredragssalens to skærme, der begge er på størrelse med billardborde. Som altid er han klædt i jakkesæt og hvid skjorte. Blåt til forår og sommer, mørkt om efteråret og om vinteren. Det passer ligesom til årstiderne, mener han. Knaldrøde snørebånd på hans blankpudsede sorte sko giver en kontrast til den klassiske erhvervsuniform og vidner om en erhvervsmand, der ikke gider at havne i den grå, anonyme masse af topledere. Men der er en god forklaring på snørebåndene, skynder han sig at sige.
André Rogaczewski er kommet for at give sin personlige fortælling, men han er også på fisketur. Den danske virksomhed ansætter en ny medarbejder hver eneste arbejdsdag, og behovet for unge, skarpe hjerner er indtil videre umætteligt. Budskabet er klart: It-specialister er fremtidens helte. De skal bygge næste generation af samfundet Danmark, næsten tordner han i kampen mod samfundsbilledet af it-folk som pizzaædende, coladrikkende meganørder med runde briller og fedtet hår.
”Jeg kan ikke have, at der altid skal være sådan noget geek over at arbejde med it. Fordi man har læst en naturvidenskabelig uddannelse, betyder det ikke, at man er en geek og den, som ingen gider sidder ved siden af lørdag aften. Har I ikke prøvet det?” spørger topchefen ud i salen.
De fleste i salen smågriner.
Enkelte nikker anerkendende, andre bladrer i astronaut-brochuren, mens Rogaczewski taler sig varmere og varmere. Der er en overvægt af mænd blandt tilhørerne og ingen tvivl om, at i dette lokale er Rogaczewski en superstjerne. Knægten fra det socialt belastede Aalborg Øst, der for længst har indfriet drømmen om succes og millioner på kontoen. Men for den rastløse it-boss selv er det sjove først nu ved at begynde. For hvis digitaliseringen af Danmark er rejsen til Månen, som brochuren siger, har Rogaczewski sat kursen mod endnu fjernere destinationer.
Tre timer tidligere sidder André Rogaczewski ved middagstid på Netcompanys hovedkontor på Grønningen i København. Ved indgangen til kontoret hænger et maleri i turkise og hvide farver, der viser et badekar, hvor vandet fosser ud i karret fra to haner. Karret er fyldt helt op, så vandet skvulper over kanten og ned på jorden.
Annonse
På godt et år er Rogaczewski gået fra at være en relativ ukendt direktør i et it-selskab, som få uden for den verden vidste eksisterede, til at være en ombejlet iværksætter, erhvervsleder og debattør.
Måske er forklaringen, at Netcompany i januar 2017 rundede 1.000 fuldtidsansatte medarbejdere som den første danske virksomhed de seneste 20 år. Måske er det, fordi Netcompany bare fortsætter med at vokse og på fem år har mere end fordoblet sin omsætning ved at sælge digitaliserede it-løsninger og rådgivning til private og offentlige kunder. Eller måske er det, fordi Rogaczewski og medstifterne Claus Jørgensen og Carsten Gomard har formået at sælge virksomheden ikke bare én, men to gange.
Det er det stof, fascination er gjort af, og opmærksomheden fra offentligheden er fulgt med. Fra at lave ét interview hver eller hver anden måned kommer der nu daglige henvendelser fra journalister og andre, der ønsker tid i Rogaczewski allerede pakkede kalender.
Dermed er maleriet uden for døren et symbol på udviklingen og det berømte bæger, der er så fyldt, at det flyder over.
”Vi skal jo også drive en virksomhed,” siger 50-årige André Rogaczewski, da han tager imod med et håndtryk som en stålpresse på skibsværftet i Gdansk.
Han leder ind på sit kontor, der ikke er meget større end en campingvogn og måske lidt anonymt, hvis man skal være flink. Lidt som et mødelokale på et kommunekontor. Det virker umiddelbart ikke imponerende for en topchef i milliardklassen, men bygningens kvadratmetre skal bruges til medarbejdere, ikke ham selv, forklarer André Rogaczewski og afslører samtidig et lille, listigt nabokontor med sofaarrangement og tv. Her kan han slappe lidt af efter de lange dage.
Hvis Netcompany-chefen er presset, viser han det ikke. Han bor med sin kone og to børn i det mondæne Maida Vale i London – hvor Alan Turing, en af den moderne computerteknologis skabere, blev født – og han rejser ugentligt mellem kontorerne i Danmark, England, Norge og Polen.
Annonse
”Vi er store i Danmark. Det går godt, og vores model er en succes. Vi kunne være konservative og stoppe der, men vi skal ud at prøve vores model af på større markeder. Det er ikke let, men lykkes du i UK, som er det største it-marked i Europa og brohoved til en række andre markeder, hvor går grænsen så? Jeg kan ikke se den. Vi kommer med en helt ny måde at gøre tingene på, og sammen med trends som kunstig intelligens, Internet of Things (elektroniske enheder, der kan forbindes og dele data, red.) og Big Data kan det gøre os til en worldwide-virksomhed. Jeg tror, vi kan nå at blive flere tusinde ansatte globalt,” lyder visionen fra André Rogaczewski.
Der var lysår til erhvervslivets top, da André Rogaczewski i begyndelsen af 1970’erne som lille barn kom til Danmark med sine polske forældre. Faren var antikommunist og blev politisk flygtning i en tid, hvor Vesten tog imod østeuropæere med åbne arme.
Det endte med Danmark, fordi Rogaczewskis mor var gravid med hans lillesøster og derfor ikke måtte flyve til Australien, der ellers var familiens oprindelige mål. I stedet slog familien sig ned i Aalborg Øst, der dengang var et sted for de laveste socialklasser.
”Jeg kom til Danmark, da jeg var to-tre år gammel. Jeg var anderledes og den eneste i skolen, der kom fra et andet land. Folk kunne ikke udtale mit navn. De kaldte mig ’Andrea’ eller ’René’. Det oplever jeg stadig indimellem, specielt hos den ældre generation. Navnet er simpelthen for fremmed. Jeg har altid vidst, at jeg var anderledes, derfor ville jeg gerne passe ind. Det samme ville mine forældre, så vi spiste røde pølser og koteletter næsten dagligt.”
Musikken har altid fyldt meget i hans liv, og som dreng sang André Rogaczewski i det lokale folkekirkekor, selv om han var katolik. Et fedt job, hvor han godt nok skulle tidligt op, men det gav gode penge og lærte ham samtidig om religion, kultur og musik:
”Jeg er ikke troende, men jeg tror på livet og mennesket og en evig kamp mellem det gode og det onde. At vi skal fortælle vores børn, at de kan gøre en forskel og ikke smøre alt ind i leverpostej. Min far fortalte mig engang, at præsten, da jeg blev døbt, sagde, at ’der er noget unikt og helt specielt over dette barn’. Det er sikkert en røverhistorie, men min forældre accepterede aldrig, at jeg ikke var lige så god som andre. Det har jeg taget med mig. Jeg tror på, at vi skal opfordre vores børn til at bruge deres talent. Det er forskellen på et godt og et dårligt liv, uanset hvad vi beskæftiger os med.”
Drømmen om at starte egen virksomhed sad tidligt i ham. Han opdagede den spirende computerteknologi i 1980’erne og forstod, at at der kunne være penge at hente.
På en Sinclair ZX81 lavede han sit første computerspil, og senere programmerede han et it-program til Sparekassen Nordjylland, der kunne registrere og sortere handler. Systemet kom aldrig i brug, men André Rogaczewski fik 5.000 kr. for sin indsats og opdagede en ny verden:
”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også ville skabe en fremtid for mig selv og mine nærmeste, hvor vi materielt fik det bedre end det, jeg selv kom fra. Den sult har altid eksisteret i mig.”
Netcompany rundede 1,4 milliarder kroner i omsætning i regnskabsåret 2017, og sammen med de to medstiftere har Rogaczewski tjent trecifrede millionbeløb på deres og Netcompanys succes, mindst. Men allerede i forbindelse med det første salg til den danske kapitalfond Axcel i 2006 opnåede han den økonomiske uafhængighed, han drømte om som dreng.
Så hvorfor ikke bare skrue ned for arbejdet og koncentrere sig om musik, filosofi og historie, og investere i diverse projekter ved siden af som så mange andre millionærer? Kan han blive ved med at være sulten?
”No problem at all. Jeg arbejder ikke 10-12 timer hver dag for pengenes skyld. Da vi solgte virksomheden anden gang, gik jeg bare hjem bagefter. Jeg gjorde intet særligt. Det første, jeg tænkte på, var, hvordan vi skulle bruge midlerne til komme ud i nye lande. Jeg tror, det handler om min utålmodighed. Det driver mig, at vi laver noget, som man ikke kunne før, og at se, om vi kan overføre vores tilgang til andre lande. Drivkraften ligger også i at kunne ansætte en medarbejder om dagen, at se energien i de unge mennesker, at de tager ansvar og skaber noget. Det giver mig et mega-kick,” siger André Rogaczewski, der ikke har dyre interesser som biler eller ure og aldrig kunne finde på at købe en flaske vin til 1.000 kroner.
Han kan ikke smage forskellen alligevel, siger han:
”Men jeg kunne godt finde på at købe en syntheziser til 20.000, hvor jeg tidligere købte en til 9.000. Jeg har en passion for musik, og det, jeg har passion for, gider jeg ikke spare på. Koster det 5.000 kroner. at sidde på forreste række til en koncert, så koster det 5.000 kroner. Det er jeg ligeglad med. Men jeg gider grundlæggende ikke betale mere for ting, end de skal koste, bare fordi jeg kan. Jeg hader det.”
Lone Bryde Nielsen, som er partneren Claus Jørgensens og hans egen personlige assistent, kommer ind med mad fra kantinen. Over lidt salat, tærte og kylling snakker vi om ulempen ved at arbejde sig til så stor succes. Hvad med afsavn, og hvad med familien?
”Jeg forsøgte at se børnene meget til hverdag, da var små. I dag er jeg ikke sikker på, at de har behov for at have mig rendende hver aften. Når jeg holder fri, holder jeg helt fri og slukker telefonen, og lige nu kan jeg godt lide opdelingen, hvor jeg kan knokle igennem nogle dage og andre dage være nærværende med dem, der står mit hjerte nært. Jeg er skabt til at gøre det, jeg gør. Det er lysten, der driver værket,” siger han.
”Nogle gange er det som om, at definitionen på en god far er at kravle rundt på alle fire og lege med børnene, men det er en stereotyp opfattelse. Jeg har en fantastisk familie, og jeg har været en god far. Jeg går til fodbold og koncerter med mine teenagebørn og har mange samtaler med dem. Jeg ved, hvem min datter holder hånd med, og hvem min søn drømmer om at kysse. Det tror jeg ikke, at mange andre fædre ved om deres børn.”
Claus Jørgensen banker på døren. Der er et par ting, de to ejere skal diskutere uden at have en journalist på slæb. Det giver tid til at se sig lidt om.
Netcompany vokser som overarmen hos en bodybuilder på steroider og æder sig ind på de øvrige etagemeter i ejendommen. Ved enden af et større fælleskontor er håndværkere ved at etablere et nyt område af ejendommen til Netcompany, derfor er indgangen afspærret med tape og plastik. Folk summer op og ned af trapper, og ind og ud af kontorer.
Netcompany bryster sig af kun at tage de bedste kandidater fra primært it-ingeniør- og dataloguddannelserne. Gennemsnitsalderen er 29 år, og det skinner igennem på gangene.
Flere steder sidder medarbejdere i 20’erne og 30’erne i tætpakkede kontorer holdt i sorte og hvide farver. Der er ingen HR-funktion ud over den, der forsøger at følge med i ansættelserne, så den daglige sparring er op til de enkelte projektledere. En kultur, som André Rogaczewski har gjort sig til talsmand for i kampen mod overskridelser af budgetter og tidsplaner.
Da André Rogaczewski kommer tilbage, bevæger han sig ud på gangene, hvor ansatte og forretningspartnere hele tiden kommer hen til ham. Danske som udenlandske. De spørger til projekter eller vil bare hilse på chefen, når han endelig er på kontoret i København. Han lytter, svarer høfligt og udsteder korte, præcise dessiner til nogle, mens andre bliver mødt af store smil og stålnæven.
Vi vender tilbage til de røde snørrebånd. André Rogaczewski er virksomhedens ansigt udadtil. Det lå naturligt i rollefordelingen mellem de tre stiftere. Derfor er han bevidst om sin stil og kalder sig selv forfængelig i forhold til at se professionel ud og repræsentere Netcompany.
Det er tilbage til opgøret med det traditionelle billede af it-folk som nørder i grå T-shirts, shorts og sandaler.
”Det er ikke fordi, jeg er en slags Einstein med fem ens jakkesæt hængende. Slet ikke. Men det handler om at give et professionelt indtryk. Man siger jo, at de første 10 sekunder er ekstremt vigtige, når man bedømmer et andet menneske. Det er supervigtigt, når du laver forretning og er leder. Du skal kunne komme ud over kanten. Vil du fremstå som en kedelig, tør forretningsmand, eller vil du gerne være en mere livlig, visionær type? Jeg er nok typen, man skal forsøge at pakke lidt ned indimellem,” siger han og flækker over i et af de karakteristiske grin, der næsten sætter rystelser i vinduerne:
”Altså, vi står ikke på en scene og synger her. Vi skal ikke have blomstrede skjorter på. Det er for useriøst. Vi laver forretning og må gerne udstråle seriøsitet og kreativitet på samme tid. Det er vigtigt som moderne forretningsmand. Det falder mig heldigvis naturligt, så ja, jeg er 100 procent bevidst om det signal, jeg sender. Helt sikkert.”
Måske derfor finder man heller ikke André Rogaczewski blandt de mange maraton-løbende topchefer, som lader til at være blevet normen i dansk erhvervsliv de senere år.
”Det billede er slet, slet ikke mig. Jeg har respekt for dem, der gør den slags, men det giver mig ikke nok tilfredsstillelse. Jeg løber tre gange om ugen, men det er kun for at kunne spise. Jeg er kæmpe livsnyder og elsker mad og vin. Spiser alt. Jeg bruger min tid på det, jeg har passion for, og de mennesker, som betyder noget for mig. Der, hvor der er kærlighed og rum. Det gælder også inden for forretningslivet. Hvis ikke jeg kan se et dybere perspektiv i det, vi gør, laver jeg ikke forretning.”
Heavy metal hamrer ud af højttalerne i André Rogaczewskis knaldsorte Mercedes E-klasse, da vi kører mod DTU i Lyngby. Lige indtil Lone Bryde Nielsen, der kører bilen, skruer ned. Fra bagsædet slår Rogaczewski en latter op. Det er den musik, han lytter til mellem møder.
Der mangler virksomheder, som vokser. Og vokser nok. For eksempel i forhold til et land som Sverige. Poolen af danske virksomheder er ganske enkelt for lille, og alt for få danskere synes, at det er interessant nok at starte egen virksomhed, lyder Rogaczewskis analyse, mens vi stille og roligt cruiser gennem den københavnske aftentrafik, hvor fejende billygter og gadelamper lyser vejene op.
”Der har været meget med, at man skal være en speciel karakter eller lidt småtosset for at blive iværksætter,” siger Rogaczewski, mens motoren brummer dybt som stemmen på Barry White.
”Det er jeg træt af. Det er som om, man skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Det er jeg ikke enig i. I virkeligheden er entreprenørskab noget, vi alle burde indeholde. Hvis man er bare lidt bedre til at gøre noget end alle andre, kan det være grund nok til at starte op.”
En af vores store opgaver i Danmark er at få vækst i de virksomheder, der bare ikke er kommet videre – meget gerne gennem digitalisering:
”Mange iværksættere bliver magelige, når de har fået titel af direktør og en dyr bil. Det er ærgerligt, for lige præcis dér kan vi skabe vækst. Det har noget med vores kultur at gøre, og hvor risikovillig man er. Hvis du nu medvirker i ’Hvem vil være millionær’ og har to lette spørgsmål tilbage, hvad vælger du så? Vi lover, at spørgsmålene er meget lette, det garanterer vi, men du risikerer at tabe alt, hvis du ikke svarer rigtigt. Vil du turde gøre det? Det er der, vi står. For mange ejere tænker: ’Ahhhh, det går godt, skal vi virkelig bruge virksomhedens overskud på at satse på et marked mere?’ Det er svært at rykke disse mennesker. Det kræver flere heltevirksomheder, som andre kan spejle sig i. It’s not easy”.
Den sorte Mercedes drejer fra motorvejen og glider lydløst ind på DTU’s campus i Lyngby. Her skal André Rogaczewski gennem halvanden time underholde med anekdoter og opforde studerende til at lave ting om og forandre verden.
Han er hovednavnet, men Netcompany har flere folk med, der skal fortælle de unge studerende om virksomheden, og hvorfor de unge skal vælge netop Netcompany som deres kommende arbejdsgiver.
Flere i salen griner, da Rogaczewski på skærmene viser billedet af sin første ZX81 computer, der mest af alt ligner en stor lommeregner, og da han fortæller om det program, han udviklede til Sparekassen Nordjylland.
Hvor mange af de it-studerende, der drømmer om at gøre Rogaczewski kunsten efter, er naturligvis svært at vide, men bedømt på interessen for Rogaczewski, er det ikke så få. Efter foredraget stimler studerende sammen om it-bossen som duer om en bunke brødkrummer på torvet.
Det er blevet sent, og Lone Bryde Nielsen nikker til André Rogaczewski, der er næsten omringet, men med sin højde rager godt op. Han siger pænt farvel, slynger sin jakke over skulderen og napper en sandwich med kylling på sin vej ud i Mercedesen. I Tap1-hallen på Amager venter rockbandet ’Queens of the Stone Age’. ■
