Bedre end Breezer: Nyt dansk firma vil lave en ny slags alkoholsodavand

Den danske virksomhed Ægte Studio har lavet et økologisk alternativ til ungdomsklassikeren fra Bacardi, der vil være alt andet end det, man normalt forbinder med en alkoholsodavand.

Bedre end Breezer: ”Det er helt skørt, at man er vokset op med alkoholsodavand, der er så syntetisk og ringe.”
Offentliggjort

Alkoholsodavand smager en smule af Crazy Daisy eller en ungdomsudpumpning, og en Barcardi Breezer eller Smirnoff Ice er ikke noget, de fleste bestiller med stolthed i baren.

Men nu skal alkoholsodavanden af med det det lidt blakkede ry. Ægte Studio har lavet den første alkoholsodavand i Norden, der er 100 procent økologisk, og som bejler til et helt andet publikum, end den klassiske alkoholsodavand gør.

”Vi tænkte, at vi måtte kunne lave noget spændende ud af et produkt, som er så kedeligt og syntetisk. Vi drikker også ret meget selv, så hvorfor ikke kaste kærligheden på noget, som man godt kan lide at lave alligevel?” siger Christian Nordbeck Sørensen, der er partner i Ægte Studio.

Alkoholsodavanden hedder ’Perfect Day’ og har en smag af mynte, rabarber og te og en bund af æblejuice.

”Vi har brugt to år på at udvikle alkoholsodavanden. Konceptet var meget anderledes og lidt åndssvagt, da vi startede, og så har det ændret sig i takt med, at Martin, Rasmus og Jesper kom med. Vi har drukket os fulde hver onsdag og smagt mange forskellige smagsvarianter. I april fandt vi så frem til smagen med mynte, rabarber og te, som jo nok er meget uortodokst til en alkoholsodavand. Vi har på alle punkter tænkt på, hvordan vi kan lave et produkt, der er helt anderledes end den traditionelle alkoholsodavand, men alligevel den samme,” siger Christian Nordbeck Sørensen.

Ægte Studio har base i Aarhus, hvor fire ud af fem medarbejdere også er placeret. Christian Nordbeck Sørensen og Emil Skov Madsen læser begge en kandidat på Aarhus Universitet ved siden af arbejdet med Ægte Studio.

Martin Weiling har sit eget designbureau, og Rasmus Linnet arbejder som iværksætter. Sidstemanden Jesper Hjort arbejder som User Experience Consultant og bor i København. Meget af Ægte Studios arbejde foregår derfor også digitalt, så Jesper Hjort, kan deltage på lige fod med de andre. Han tager turen til Aarhus, når Ægte Studio har store tappedag, en dag, hvor alkoholsodavanden bliver håndtappet på 1000 flasker til et alsidigt soundtrack bestående af Kraftwerk og David Bowie.

Ægte Studio vil ikke bare være endnu et produkt på et allerede overfyldt alkoholmarked. De vil forsøge at give noget tilbage til forbrugeren fx ved at udvikle et koncept, hvor kunstnere kan designe etiketten til flaskerne og eksempelvis få del i overskuddet af salget.

”Vi vil gerne skabe et produkt, der er ’opmærksom’ på sine omgivelser og som samtidig skaber synergi med kulturelle mennesker,” siger Christian Nordbeck Sørensen og fortsætter,

”Vores fokus er på at lave et produkt, der sparker røv og som kan nogle helt andre ting end de klassiske alkoholsodavand.”.