De unge ledere: Dennis Stokholm startede som tekniker i virksomheden Dinesen. Nu er han administrerende direktør

Efter 122 år overdrages direktørstolen i gulv- og trævirksomheden Dinesen til en, der ikke er en del af Dinesen-familien. Her fortæller den nye administrerende direktør, Dennis Stokholm, om, hvordan han har arbejdet sig op i virksomheden, om at bliver en god leder, og om en stor ordre til en kendt amerikansk tøjdesigners sommerhus, der næsten gik galt.

De unge ledere: Dennis Stokholm startede som tekniker i familievirksomheden Dinesen. Nu er han blevet udnævnt til administrerende direktør
Offentliggjort

Du er lige blevet administrerende direktør i Dinesen. Hvordan er du nået hertil?

"Det har været en 10 år lang rejse i virksomheden, hvor jeg undervejs er blevet holdt motiveret og udfordret. Processen har været trinvis, idet jeg løbende har taget imod muligheder og udfordringer, som har styrket mig og prøvet mig af, og som jeg samtidig har formået at løse. Det har så avlet mere og mere.

For 10 år siden startede jeg i teknisk afdeling som tekniker. Efterfølgende har jeg i større eller mindre grad været rundt i de fleste afdelinger i virksomheden. Jeg har været meget heldig, at der har været en virksomhedsleder, der har kunne se noget potentiale i mig og har serveret udfordringer for mig, som jeg kunne give mig i kast med. Jeg fik fx tilbudt at starte et nyt forretningsben op i form af en gulvlægger-forretning som søsterselskab til hovedforretningen. De første projekter var i hhv. Kina og London, så det var en god, stejl læringskurve."

Hvordan er man en god leder?

"Jeg lægger meget vægt på at være lyttende. Jeg tror ikke på, at man som topleder er den, der ved mest om tingene. Det gør den, der er tættest på opgaven. Min opgave er at sikre retning, skabe forståelse og mening og så ellers gøre plads til, at dem, der sidder med opgaverne, får rum til at udføre deres opgaver på bedste vis. Det kræver en enorm tillid, åbenhed og ærlighed. Men når man lykkes med det, så lykkes man som virksomhed."

Hvad holder dig vågen om natten?

"Det er der generelt ikke noget, der gør. Jeg sover enormt godt om natten, og jeg prioriterer min søvn højt. Det er måske et privilegie, at jeg kan det. Jeg oplever om natten, at mit hoved autonomt løser en masse af de udfordringer eller tanker, som jeg gør mig i løbet af dagen. Når jeg vågner, har jeg tit noget, som jeg lige skal skrive ned på papir, så jeg kommer ud med det og kan huske det. Jeg har altid en notesbog med mig, enten digitalt eller fysisk, så jeg kan skrive mine tanker ned."

Hvad er det vigtigste telefonopkald, du har lavet?

"Jeg håndterede for nogle år siden en meget vigtig sag, hvor vi havde leveret en stor ordre til en kendt amerikansk tøjdesigners sommerresidens i USA. Der var opstået en tvist mellem nogle af sagens parter, hvor jeg endte som mægler. Jeg formåede at lande en aftale, der var til alles bedste. Det kunne være endt skidt, da vi kunne være kommet i klemme, hvis ikke sagen var blevet løst."

Dennis Stokholm

35 år. Uddannet bygningskonstruktør. Har taget en HD i Organisation og Ledelse fra CBS. Er netop blevet udnævnt som administrerende direktør hos Dinesen. Bor på Frederiksberg med sin kæreste.

Hvem er din vigtigste medarbejder?

"Jeg har ikke én, der er den vigtigste. Jeg tror virkelig meget på, at vi er stærkest som et team, og et team er stærkest, når der er tilpas diversitet og forskellighed. Jeg har kollegaer, som er superstærke inden for hver deres område, men der er ikke én, jeg kan pege på og sige, at vedkommende trækker hele læsset. Det er en fælles indsats, og der er min fornemmeste rolle at spille alle gode."

Hvad var din skærmtid i sidste uge?

"20 timer på min telefon. Det kunne dog være meget værre, for jeg bruger meget tid foran computeren og mindre tid foran telefonen. Hvis jeg også medregnede min skærmtid på computeren, tror jeg, at den ville være på omkring 60 timer."

Hvornår står du op?

"Hvis jeg skal give ét tidspunkt, så er det omkring kl. 6.30, men det varierer meget. Jeg har en god ven, som jeg har en løbeaftale med en gang i ugen, hvor vi står tidligere op og løber en tur inden arbejde, så vi kan få snakket nogle ting igennem – det er terapi for mig både fysisk og mentalt. Derudover har jeg også nogle dage om ugen, hvor jeg fast er i Jylland."

Hvad er det bedste råd, du har fået?

"Det er et tough spørgsmål. Det må være at mærke efter – at være tro mod mig selv og det jeg står for."

Hvad spiser du til frokost på en arbejdsdag?

"Jeg vil gerne have det, jeg kalder champ food. Der skal gerne være noget power i – det kan fx være to tykke skiver bagerrugbrød med æg og hytteost og lidt grønt på siden. Det er noget, hvor der er nogle vitaminer og proteiner i.

Hvis jeg er til forretningsfrokost ude i byen, kommer det meget an på, hvad der er på menuen. Hvis jeg er et sted, hvor de har noget, som de virkelig excellerer i, så bestiller jeg det. Jeg er ikke hellig på nogen måde, og jeg vægter smagsoplevelsen højere end kostpyramiden, når jeg er ude. Hvis det er før aftensmad, bestiller jeg vand til maden. Ellers kan jeg godt tage en øl eller vin, men det kommer an på karakteren af mødet."

Hvornår tager du fejl?

"Når jeg ikke formår at tage mig tid til at lytte eller reflektere. Der kan være situationer, hvor jeg føler mig presset eller har meget om ørene, hvor jeg kan være tilbøjelig til at træffe for hurtige beslutninger, og så er jeg ikke, hvor jeg skal være. Jeg sætter en ære i at lytte, spørge og reflektere, inden jeg beslutter mig for noget – uden at det hele går for langsomt, naturligvis."

Hvordan fejrede du sidst en succes?

"Jeg har uofficielt været i gang i min nye stilling som administrerende direktør i tre måneder, og i oktober måned satte vi salgsrekord for en enkelt måned. Vi fik indkøbt lidt lækkert og lavet et lille kort, som jeg delte personligt ud til samtlige kollegaer for at markere, at vi havde skubbet til overliggeren. Det åbnede også op for nogle gode dialoger og gav noget ekstra gejst og sammenhold."

Hvad er det vigtigste for dig at gå ind til dit nye job som administrerende direktør med?

"Ydmyghed, åbenhed og en vilje til at gøre det, der er nødvendigt."

Se, hvad vi ellers skriver om: Business, Ledelse og De unge ledere