I starten af 2. g besluttede jeg, at jeg ville være noget på gymnasiet. Ud af det blå stillede jeg op til valget som elevrådsformand. Vi var tre kandidater, der skulle sidde på en scene. Jeg havde arrangeret det hele på forhånd: I stedet for mig selv på scenen havde jeg fået en anarkistisk, lokalkendt type med stort skæg til at sidde på scenen.
De to andre sad ved siden af med deres valgprogrammer. Da det blev min tur til at tale, rejste ham med skægget sig op og råbte: ”I har ikke brug for en leder, I har brug for en frelser.”
Og så startede Händels ’Messias’ over højttalerne for fuldt drøn, mens jeg blev båret op på scenen af nogle bodybuildere – det var nogle store HF’ere, der var smurt ind i madolie. Imens kastede pigerne karameller og konfetti ud i lokalet. Det var første gang, jeg gjorde noget ekstraordinært.
Jeg blev valgt. Jeg fik også en kæreste. Hun gad ikke være sammen med mig, da jeg bare gik i 1.g. Det var en pige, jeg havde været forelsket i, siden jeg var barn.
Hele min barndom gik med at spille badminton. Jeg stoppede, da jeg var omkring 16. En aften var der træning samtidig med, at der var et litteraturarrangement. Jeg valgte ikke at gå til træning.
Jeg er fremadrettet romantiker. Livet er kun blevet bedre. Det er godt at blive voksen. Måske var jeg en voksen, der gemte sig i et barns krop. Det tror jeg godt, man kan påstå.
Jeg har læst bøger i 10 år. Det var den modning, jeg havde brug for. Jeg har et nært forhold til litteraturen. Jeg har læst og læst og læst. Jeg har studeret som en vanvittig. Jeg er stærkere i dag, intellektuelt, logisk og personligt, fordi jeg har læst så meget, både historisk, kunstnerisk, filosofisk og religiøst. I dag læser jeg måske to sider om dagen, det er næsten ingenting, men det åbner verden og fortæller mig, at livet er mere end business.
Jeg bliver dybt overrasket, når folk fortæller mig, at ting ikke kan lade sig gøre. Det at tage en beslutning og føre den ud i livet er noget, der har fulgt mig.
Ideen til GoMore blev skabt af en sans af nødvendighed. Det skal jeg da bare. Jeg læste på universitetet i Freiburg med min ven Søren Riis. I 2005 sad vi i hans lejlighed og talte om, hvad der kunne være sjovt at lave.
Vi havde begge to lyst til at komme væk fra universitetet. Søren havde opdaget, at Tyskland havde noget, de kaldte Mitfahrgelegenheit. Oprindelig var det kontorer, hvor man ringede ind og organiserede samkørsel. Dagen efter mødtes vi tilfældigt på en café. Vi gav hinanden hånden, og jeg sagde: ”Søren, det gør vi.”
Tyskerne er kollektivt anlagte og fokuserer på ting, der giver mening og er korrekte. Danskerne er private og fokuserede på, hvad de hver især gider og ikke gider. Til at begynde med gik det ikke så stærkt med GoMore. Det gør det nu, fordi tilliden til andre mennesker online har ændret sig fuldstændig.
Jeg hører ikke på folk, hvis de siger, at noget er en dårlig idé. Først bagefter begynder jeg at overveje, om de måske har ret.
Jeg søgte ind hos McKinsey. Jeg skrev en mail og fortalte dem, at jeg var den dygtigste. Jeg ved det ikke, men jeg tror, at jeg på min årgang havde det højeste gennemsnit. Jeg sendte en ansøgning, hvor jeg efterlignede deres eget sprog, du ved: outstanding, overachievers, excellency, blablabla. Det virkede.
Jeg købte et jakkesæt i Zara og tog ind til deres kontor. Først skal man til en skriftlig matematiktest, så er der tre samtaler, og siden går man videre til to samtaler mere. De var ret seje. Jeg sad der, og så sagde de: ”Vi vil gerne ansætte dig, her er en kontrakt. Vil du med til Marokko i morgen?”
O.k., jeg er fra provinsen, fra Sæby. For mig var erhvervsliv lig med Sæby Handelsstandsforening. Jeg har lært, at erhvervslivet kan være et sted for nogle af de mest intelligente mennesker overhovedet. Folk med åndeligt rig baggrund, belæste, vidende mennesker. Jeg anede ikke, at den slags mennesker fandtes.
Der er tradition for, at newhires skal lave underholdningen til julefesten hos McKinsey, hvor man får kastet øl, rødbeder og servietter efter sig. Fuck det, tænkte, jeg, så laver vi det største show.
De var klar til at pille os ned, men de blev bare blæst omkuld. Det var aldrig sket før. Det var megaoptur. Du arbejder 80 timer om ugen, og så har du også lige tid til at øve en musical og få syet kostumer ved siden af. Der var en energi i det, som var totalt opløftende.
Socialt set var det at starte i McKinsey som at starte i 1.g. Men man bliver forført af pengene, og man bliver forført af konsulent-logikken. Det er en af svaghederne.
For en kæmpevirksomhed i USA skulle jeg lave en global consumer-strategi. Jeg fløj rundt mellem Chicago, Dallas, Atlanta, Wisconsin … jeg arbejdede hele tiden. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke fokusere. Overhovedet. Jeg kunne ikke engang læse en avisartikel. Jeg kunne ikke rumme mere viden. Jeg kunne ikke tage en beslutning. Jeg fandt ud af, at jeg var gået ned med stress.
Kierkegaard er klog, fordi der igennem hans forfatterskab løber en tråd af modstand mod videnskabeliggørelsen af eksistentielle spørgsmål. At tro på noget kommer ikke af viden. Enten tror du, eller også tror du ikke. Det er, menneskeligt set, rigtigt.
Universitetet er en forfærdelig arbejdsløsheds-depressionsfabrik. Jeg kunne ikke lide at være akademiker. Altså at være ’ekspert’ i bibliotekar-betydningen, hvor du administrerer viden. Du har ikke selv et produkt, du laver. Det var ikke godt for mig. Når jeg skaber noget, slapper jeg af.
Man kan være lidt mindre bullshit, når man leder sin egen virksomhed. Der er ikke nogen grund til at lade, som om man er god til noget, man ikke er god til. O.k., kan vi ikke finde ud af det, så lad os finde nogen, der kan løse det for os. Man skal pakke ting-ene pænere ind, hvis man er ansat.
De gode CEOs er nemme at snakke med. Jo højere og jo mere succesfuld en CEO er, jo nemmere er vedkommende at snakke med. De går til benet og har typisk mere båndbredde.
Det kræver fuld dedikation at have sin egen virksomhed. Men det synes jeg ikke er et offer. Et liv uden dedikation forekommer mig kedeligt. Og formålsløst. Hvad så? Er formålet med livet at holde fri? Det er en forvirret, moderne idé. Mennesker, der ikke kæmper, er røvkedelige.
Det er først nu, hvor jeg har min egen virksomhed, at jeg føler, at sådan her kan jeg sagtens leve videre. Nu gør jeg ikke tingene for erfaringens, for læringens skyld. Nu gør jeg det for mig selv.
Jeg kan godt samle en IKEA-reol. Jeg har faktisk lige gjort det. Men jeg bliver vred, når jeg føler, at min tid går med ting, som andre kunne have gjort bedre. Jeg gider ikke være sådan et hobby-menneske, der er lidt god til noget. Jeg vil være meget god til noget.
LÆS OGSÅ: "Jeg blev headhuntet. Over 100 havde søgt - vi var tre, der blev testet"
