Walt Disney opbyggede sin formue ved at sælge verden drømmen om kernefamilien og dens værdier.
Smerteligt ironisk har den ene gren af hans efterkommere i årevis været involveret i en bitter og mudret strid, som The Hollywood Reporter nu forsøger at ridse op.
Beskyldninger om manglende åndsevner og insinuationer om incest og kidnapninger er nogle af ingredienserne i et familiedrama, der er mere Shakespeare end Disney.
Annonse
Men hovedbestanddelen er, som i så mange familier , penge.
2 milliarder, cirka.
Så meget har tvillingerne Brad og Michelle Lund – børnebørn til Walt Disney – nemlig at dele som arv efter deres imperiebyggende morfar.
Det har ligget fast, siden deres mor, Sharon Disney Lund, døde af kræft i 1993 i en alder af bare 56 år.
Den gang blev det besluttet, at de og deres halvsøster fra deres 35. leveår skulle have disse penge overført i rater med fem års mellemrum.
I mellemtiden er halvsøsteren død efter kun at have fået udbetalt en enkelt rate, hvorfor resten af hendes beløb nu tilfalder tvillingerne, der i dag er 43 år gamle.
Annonse
Derfor burde begge tvillingerne i princippet have fået udbetalt to rater hver af deres arv.
Men også kun i princippet, for det er kun Michelle, der har fået sine, mens Brad har måttet stå over med henvisning til en klausul i boet, der sætter dets administratorer i stand til at nægte arvingerne deres penge, hvis de ikke udviser ”modenhed og finansiel duelighed i forhold til at varetage sådanne midler på en fornuftig og ansvarlig måde.”
Og det er netop det, som en retssag, der blev indledt i Los Angeles i december 2013, kun 20 kilometer fra Disneyland, handlede om.
På den ene side af retslokalet sad Brad Lund samt hans far William Lund og hans stedmoder Sherry Lund, som William Lund giftede sig med efter skilsmisse fra Sharon Disney Lund.
På den anden side stod tre værger, der administrerer boet.
Brad, William og Michelle Lund på et tidspunkt, hvor de tilsyneladende kom bedre overens.
Begge tvillingerne havde indlæringsvanskeligheder i deres barndom, og begge modtog specialundervisning. Og William Lund har på forskellige tidspunkter sagt, at Brad lider af Down’s Syndrom og medfødt alkoholsyndrom. Michelle led af ordblindhed som barn og har aldrig haft et arbejde.
Annonse
Men hun har altså hidtil modtaget sine penge – endda på trods af et angiveligt tidligere stofmisbrug og en hjerneblødning, hun fik i 2009 – mens Brad er blevet forbigået.
Under retssagen forsøgte advokaten at argumentere for Brads manglende mentale egenskaber – blandt andet ved at antyde, at Brad har eller har haft seksuelle relationer til sin stedsøster, Rachel, som han bor sammen med under sin far og stedmoders tag.
Desuden vidnede Michelle på værgernes foranledning mod sin far og stedmoder, som hun mener, førte sagen, udelukkende fordi de er ude på at få fingrene i de penge, Brad har til gode.
Der har været frostkold luft mellem henholdsvis værgerne og Michelle Lund på den ene side og William Lund og hans kone og søn på den anden side, siden Michelles indlæggelse i forbindelse med hendes hjerneblødning i 2009.
Dengang frygtede hun for, at hendes stedmoder gik med planer om at kidnappe hende og slå hende ihjel for at få adgang til hendes penge. Det bundede blandt andet i rygter om, at Sherry Lund skulle have forsøgt at slå sin eksmand ihjel via en lejemorder.
Michelle hyrede derfor to bodyguards, der skulle forhindre faren og stedmoderen i at få adgang til hende under hospitalsindlæggelsen.
Samtidig var de eneste, hun følte tillid til på tidspunktet, værgerne, som hun derfor også overgav ansvaret for sine tre ejendomme.
Ejendommene havde indtil da været administreret af hendes far og stedmoder, Sherry og William Lund, der på deres side beskylder værgerne for at have hjernevasket Michelle og vundet hende over på deres side.
Samtidig beskylder de værgerne for at nægte at udbetale Brad hans penge, fordi de ikke vil miste hvervet og dermed den gode hyre på formodentlig op til en million dollars om året, der er forbundet med at administrere boet.
Men ved en foreløbig afgørelse i slutningen af marts måned skrev dommeren i sagen, at han ikke har grund til at tro, at værgerne har tilbageholdt pengene af hensyn til deres eget honorar. Samtidig mener dommeren heller ikke, at Brad Lund er moden nok til selv at tage vare på pengene, og han mener, at der er grund til at være bekymret for ”folk omkring ham, der kunne finde på at udnytte ham finansielt.”
Men den juridiske kamp er ikke overstået, skriver The Hollywood Reporter. For stedmoder Sherry truer med at appellere sagen. Samtidig arbejder hun på at adoptere Brad, hvilket i tilfælde af en ny afgørelse ville kunne gøre det endnu nemmere at overføre penge til hans stedsøster, Rachel.
Det sidste ord er ikke sagt i et bizart arvedrama, som det nok ville have skåret ophavsmanden til formuen, Walt Disney, i hjertet at være vidne til.
Brad og Michelles tante, Diane Disney Miller, der døde sidste år, har tidligere fortalt, hvordan tegneseriemaestroen plejede at tage hende og hendes søster Sharon med til en karrusel i Los Angeles’ Griffith Park:
”Så stod han der og ventede hele dagen på, at vi var klar til at gå hjem. Mens han stod der, blev han ved med at tænke over, at der burde være flere ting, som forældre og børn kunne gøre sammen. På den måde fødtes ideen til Disneyland.”