En rigmands brydetag med sin fortid

Henrik Linds klorinhvide hjemmesko lyser op som en lygte i natten. Ikke kun på grund af farven, men fordi hoteltøfler med logo fra Grand Hotel Oslo ligesom ikke rigtigt passer ind i omgivelserne. Deres ejer befinder sig i udkanten af Aarhus i et område, som den lokale avis har døbt Rigmands-pastoratet. Her, omgivet af skov og strand og sølle 10 minutter på cykel fra centrum af Aarhus, bor superiværksætteren med sin familie i en villa med gitterport, grusbelagt indkørsel, opvarmet garage og mørkt ædeltræ i entréen.

”Kom indenfor,” siger han og giver et fast håndtryk.

Trods milliarder på bankbogen elsker Henrik Lind sine hjemmesko, som han altid tager med hjem fra de hoteller, han besøger. Hvorfor ved han ikke, ud over at tøflerne er gratis og rare at have på fødderne, forklarer han med et grin.

”Jeg kan simpelthen bare godt lide at gå i hoteltøfler. Jeg er lige kommet hjem fra Oslo, hvor jeg måtte skifte værelse undervejs og dermed fik to par på ét ophold. Se, det var en god dag,” siger Henrik Lind og går i gang med at lave en americano.

Familiens to hunde vimser småbjæffende rundt om benene på os, mens han serverer skoldhed kaffe og chokoladecroissanter fra den lokale bager.

Det er en tilfældig onsdag formiddag, og normalt ville iværksætteren og erhvervsmanden Henrik Lind for længst være i gang med at holde møder og træffe investeringsbeslutninger for millioner af kroner.

Men i dag har han tid. Bedre tid end han har haft længe. I januar solgte han sit livsværk, energihandelsselskabet Danske Commodities, til det norske energiselskab Equinor (tidligere Statoil) for tre milliarder kroner. Salget har gjort iværksætteren til Danmarks 20. rigeste mand i 2019 ifølge Berlingske Business, og det blev begyndelsen til et helt nyt og mere afslappet kapitel i Henrik Linds liv.

”Jeg står normalt op mellem klokken fem og seks om morgenen. Jeg laver kaffe, sætter jazz på anlægget og åbner indbakken for at tage det værste. Det er mit bedste arbejdssted. Den time til halvanden før resten af huset vågner, hvor jeg har tid for mig selv og samtidig kan nå at gå en hurtig tur og hoppe i vandet om sommeren, det er virkelig godt. Tidligere nåede jeg måske at smide 80 mails afsted, nu har jeg bedre tid til at fordybe mig, og det har jeg savnet. Jeg er et andet sted i dag, og det er virkelig fedt,” siger Henrik Lind.

Salget af Danske Commodities var kulminationen på 15 hæsblæsende år, hvor Henrik Lind stiftede og stod i spidsen for en nærmest vanvittig udvikling fra opstart til en omsætning, der i 2018 rundede 70 milliarder kroner. Hertil kommer hans to øvrige selskaber Lind Invest og Lind Capital, der begge leverer adskillige millioner på bundlinjen hvert år.

Det er succes tilsat succes. Karrieremæssigt i hvert fald. For som hos mange andre iværksættere har også Henrik Linds erhvervseventyr haft en bagside. Han har været drevet af ambitioner og en konstant sult efter at præstere og blive økonomisk uafhængig, hvilket har medført et massivt arbejdspres og store personlige omkostninger for ham og familien. En pris, som det krævede en dyb livskrise at åbne øjnene for.

Han bevæger sig med rolige, lange skridt gennem sit kontor med pejs og videre ned i stuen. I et hjørne står et PH Grand Piano, som fulgte med, da familien overtog huset. Rundt omkring på mørkmalede vægge er der sat farveprøver, fordi huset skal gøres lysere, fortæller Henrik Lind og dumper ned i en hjørnesofa.

I tankerne bevæger han sig retur til 1980’erne, da Aarhus blev stavet med ’Å’, og AGF var et fodboldhold, man kunne regne med. I den vestlige del af byen voksede Henrik Lind op i det, han selv kalder en urolig familie med sin mor, lillebror og stedfar. En knægt med krudt i røven og passion for fodbold.

”Min biologiske far Claus døde af sklerose for nogle år siden. Han var en sømand, som velsagtens lige var hurtigt forbi, og som jeg først reelt så, da jeg blev student. Jeg voksede op i et hjem, hvor tingene var meget omskiftelige. Der var meget uro, så jeg passede mest mig selv og min lillebror, som har en anden far end jeg. Jeg var ret vred og aggressiv som dreng, og min kontaktbog var fyldt op de første par år i skolen, fordi jeg lavede så meget ballade. Det har formentlig været noget af den uro, som bare skulle ud, også selv om jeg var god til det faglige i skolen.”

Da han var 15, flyttede familien fra lejlighed til hus. En god og relativt tryg tid, indtil verden en dag brød sammen, mens han gik i gymnasiet. Stedfaderen Jens, som familien troede, havde vundet en stor tipsgevinst, blev ud af det blå taget for underslæb. Han led af ludomani og havde nappet fem millioner kroner i kassen hos den fagforening, han var kasserer for. Stedfaren blev dømt og kom senere i fængsel. Henrik Lind og familien faldt sammen som en soufflé.

”Det var et kæmpe chok. Vores liv blev revet fuldstændigt op ved roden. Alt var jo fint, men pludselig stod vi midt i økonomisk ruin. Det var sateme ikke sjovt. Min mor endte med at gå i hundene, fordi hun drak. Det var forfærdeligt at være i, så jeg flygtede hjemmefra som 18-årig og boede på sofaen hos nogle venner i en lille toværelses med hund.”

Som han sidder i dag foran en ny epoke i sit liv og tænker tilbage, er Henrik Lind overbevist om, at både uroen og det at miste alt som familie har påvirket ham dybt både privat og som iværksætter.

”Jeg har ikke behov for at udstille andre, for jeg er sikker på, at alle mennesker omkring mig har gjort deres bedste ud fra de forudsætninger, de nu havde. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at jeg i hele min opvækst derhjemme blev mere anerkendt for det, jeg præsterede, end den person jeg var. Der har måske ligget et afsavn omkring den dybe kærlighed. At klare sig godt fagligt gav mig den accept hos familien, som børn har brug for. Så det at præstere, og det er min helt egen konklusion, har ubevidst været en stærk driver i mit senere virke,” fortæller Henrik Lind.

”Det lyder måske mærkeligt i andres ører, men noget af det, jeg har kæmpet med gennem årene, har været at tillade mig selv at nyde livet og ikke altid tænke så fornuftigt. Det har været vigtigt for mig at sikre, at jeg aldrig endte i en tilsvarende situation igen, så jeg sparede op og havde altid, altid styr på mit budget. Mit ultimative mål med at starte virksomhed var også at blive økonomisk uafhængig. Jeg lå og drømte om det om natten, og når jeg ser tilbage på det i dag, giver det jo god mening. Det er i hvert fald en del af forklaringen.”

Det første selskab, Henrik Lind stiftede, var et investeringsselskab, der blev grobunden for hans succes som iværksætter. I 1999 arbejdede han i Jyske Bank i Silkeborg, da liberaliseringen fejede over elmarkedet. En medarbejder i banken havde lavet en rapport, som viste et stort potentiale i det nye marked, men det vakte ikke stor interesse internt i banken. Bortset fra Henrik Lind, der så muligheder.

Han søgte ind hos Energi Danmark, der handlede med energi, og mens han arbejdede her, tog han lån og investerede i tre ejendomme i Aarhus, Vejle og Odense. Ejendomsmarkedet var i opbrud, så han greb chancen for at rejse kapital.

”Det var op ad bakke at handle med olie og gas dengang, og jeg følte ikke, jeg var min løn værd. Der skulle ske noget andet. Jeg interesserer mig for investering og ejendomme, og dengang fandtes tre-års reglen, så hvis du først efter tre år solgte en aktie i et selskab, var gevinsten skattefri. Det var en fed måde at opbygge en formue på. Senere kom kort løbetid og senere afdragsfrihed på belåning af fast ejendom. Det var jo en no brainer, for ejendomsmarkedet ville næppe falde, så jeg købte de tre ejendomme. Det var en enormt gearet investering, men jeg fik løbende indkomst, og i 2004 og 2005 solgte jeg to af ejendommene, fordi jeg skulle bruge startkapital i Danske Commodities.”

Efter halvandet år havde Henrik Lind en formue på 20 millioner kroner og havde allerede opnået sin oprindelige drøm om økonomisk uafhængighed. Men Danske Commodities voksede hurtigt, og bortset fra et kriseår i 2014, hvor Henrik Lind måtte afskedige medarbejdere og lave en turn around, er vækst afløst af mere vækst. I 2018 rundede omsætningen i Danske Commodities 70 milliarder kroner.

Det er gået sindssygt stærkt?

Henrik Lind griner.

”Ja, det er det sgu.”

Hvad tænker du om det i dag?

”Når man har samtaler som denne, kommer jeg jo i kontakt med det. Det er helt vanvittigt, hvordan det år efter år er lykkedes for os. Selv i krisen i 2014 lavede vi 10 procent i egenkapitalforrentning,” siger Henrik Lind. ”Det vilde er, at det har været fedt. Jeg kan seriøst sige, at der ikke har været én dag, hvor jeg ikke har stået op og elsket det, jeg har gjort. Selv ikke i 2014, da jeg var under maksimalt pres. Sammen med teamet lavede vi en turn around på kun seks måneder. Det er fedt at tænke på i dag.”

I dag er Henrik Lind gennem sine selskaber god for fem milliarder kroner. Ud over væksten i Danske Commodities er formuen skabt gennem investeringer i en lang række virksomheder herunder Skjern Bank, der blev solgt i foråret, og Molslinien, hvor Henrik Lind gennem sit investeringsselskab er kendt som en særdeles aktiv og til tider kontroversiel aktionær, der flere gange har lagt sig ud med ledelse og øvrige aktionærer i de selskaber, han investerer i. Det får man ikke kun venner af.

”Jeg er ikke ude på at gøre mig upopulær nogen steder. Men hvis der er noget, jeg synes, er uretfærdigt eller ikke er godt nok, forsøger jeg at være tydelig omkring det. Det gør jeg først over for dem, det måtte handle om, og hvis det ikke virker, så har man nogle rettigheder som ejer. En børsnoteret virksomhed skal jo grundlæggende skabe en værdi for ejerne, og hvis du som aktionær ikke oplever, at der bliver handlet på det, man har snakket om eller aftalt, eller ledelsens performance ikke er god nok, skal man reagere på det. Det har vi valgt at gøre i nogle tilfælde, og så er det klart, at nogle ting støjer mere end andre. Men vi kan ikke lade som ingenting som professionelle forretningsmænd.”

Hvad betyder den del af forretningslivet for dig? De mere hårde sider som leder og det at skabe sig modstandere?

”Det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over. Tværtimod. Hvis man er engageret i noget, skal man også sætte ambitiøse mål, følge op på dem og give feedback. Det gælder også i forhold til medarbejdere. I Danske Commodities har vi eksempelvis en performancekultur, der giver gode muligheder. Hvis man så ikke lykkes af forskellige årsager, stopper vi op og ser, om man nu også er på den rette hylde. Det ser jeg som ret naturligt.”

Hvilke følelser fyldes du af, når du ser tilbage?

”Det er da helt klart stolthed. Jeg har i perioden frem til i dag ikke været så god til at være stolt, det er tilbage til det med at skulle præstere. Vi kunne hele tiden lige gøre det lidt bedre, udfordre, rykke videre. Endelig er det glæde ved at kunne aflevere Danske Commodities til en ejer, som kan drive virksomheden videre på en god måde. En ejer, som ved, at medarbejderne er super vigtige, og som har valgt den bedst tænkelige CEO til at føre selskabet ind i næste periode. Det betyder vildt meget for mig.”

Henrik Lind har flere gange forsøgt at trække sig fra den daglige drift, men er igen og igen blevet trukket ind i forbindelse med forandringer i selskabet både som CEO og i bestyrelsen. Blandt andet derfor har tanken om at sælge livsværket modnet sig over tid, fortæller han.

”Når du ejer noget, kommer det altid tilbage til dig. Du kan ikke lade som om, at virksomheden ikke eksisterer og kun gøre de ting, som jeg ikke havde været så god til at dyrke. Eksempelvis min familie. Så det var en beslutning om at blive løsrevet fra virksomheden, til trods for at medarbejdere, vores kultur, ledelse og måden, vi udviklede os på, var fed. Mit valg var definitivt og også nødvendigt for, at vi kan sidde her og snakke i dag, så jeg ville sælge uanset prisen. Der var selvfølgelig noget købmand over mig i forhandlingerne, men prisen var ikke det vigtigste. Der var noget andet, som var vigtigere.”

Udenfor småregner det. Henrik Lind skifter hoteltøflerne ud med sneakers og en sort, kort læderjakke, mens vi bevæger os om i baghaven, ned gennem naboens grund og ud til vandet, hvor Aarhus-bugten viser sig fra sin mest rolige side. Himlen er grå. Havet er fladt og nærmest grønligt med små, klukkende bølger helt inde ved strandkanten. Under fødderne knaser småsten, mens Henrik Lind bevæger sig ud på sin vanlige rute omgivet af en lugt af tang og hav.

Gåture er en næsten daglig prioritet for at skabe et rum til eftertanke og refleksion og foregår altid uden mobiltelefon. Turene er vigtige, ikke mindst i forbindelse med store beslutninger og begivenheder, der både kan være forretningsmæssige og private. Især det private har fyldt meget i de senere år, hvor Henrik Lind i forbindelse med en skilsmisse er begyndt at finde ud af, hvem han er, og hvorfor han er endt, hvor han er.

”For cirka fire år siden var jeg Karina utro. Hun opdagede det, og vi endte med at blive skilt. Det var ubetinget den livskrise, som gjorde, at jeg måtte stoppe op og se mig selv i øjnene, så jeg kunne blive mere bevidst om, hvad der virkelig er vigtigt for mig her i livet,” fortæller Henrik Lind.

”Vi var fra hinanden i over et halvt år, men fandt heldigvis sammen igen. Det var mig, som gerne ville tilbage, og Karina endte med at tilgive mig. Krisen har haft efterdønninger, og det tager tid at komme ovenpå igen. Men jeg har en tro på, at den rejse, vi er på, betyder, at vi som par rummer mere i dag. Vi kender flere sider af hinanden, vores drømme og vores forskelle. Kærligheden er dybere. Ikke for at gøre et glansbillede ud af det, for det var det bestemt ikke, men vi er bare et andet sted i dag,” fortæller han og fortsætter:

”Karina er mit livs kærlighed. Jeg har lært utroligt meget af hende, fordi vi er så forskellige. Siden vi fandt sammen igen, er vores rødder til hinanden blevet stærkere, fordi vi kender hinanden på et dybere plan, og fordi vi har været ude at svømme. Kriser rammer jo mange mennesker, hvilket vi også fandt ud af. Der er vi nok ikke anderledes end alle andre.”

Problemerne i parforholdet betød, at Henrik Lind tog alle sider af sit liv op til overvejelse. Han tænkte over, hvorfor han har haft som mål at blive økonomisk uafhængig. Og hvorfor det er så svært at træde ind i rollen som nærværende far til tre børn. Spørgsmålene lurer stadig, fortæller han, mens vi langsomt bevæger os videre langs den klukkende vandkant. Men svarene begynder så småt at forme sig.

”I dag er jeg helt sikkert mere for mine børn, end jeg var for få år siden, men jeg skal også være ærlig at sige, at dette er en del af mit liv, som jeg stadig skal øve mig på. Rollen som nærværende far er ikke en rolle, jeg har fået med hjemmefra, eller der hvor jeg har præsteret de seneste 10 år. Derfor er jeg mere fokuseret på det, men jeg har også brug for Karinas hjælp.”

Han fortsætter. Stemmen er rolig og virker afklaret:

”For at tage et lavpraktisk eksempel kom jeg sent hjem fra Oslo i går og kunne lige nå at sige godnat til ungerne. I morges gik jeg så en tur og fornemmede en lidt trykket stemning, da jeg kom tilbage, fordi jeg ikke var fysisk til stede, da børnene kom ned og havde savnet mig. Jeg kan ikke gøre den beslutning om, men jeg kan være mere opmærksom på det næste gang og tage mine gåture tidligere. Jeg har brug for, at Karina fortæller, hvad hun ser, og at hun guider mig. Det gør ondt, men jeg må tage det til mig og være åben.”

Er det også en konsekvens af din faglige succes?

”Man kan diskutere, om det er virksomheden eller det, jeg har haft med mig i bagagen, som har formet mig. Men ultimativt ja, fordi arbejdet har haft konsekvenser for både Karina og mig. Vi blev skilt, og jeg har ikke været der så meget for mine børn, som jeg gerne ville. Det arbejder jeg på at gøre bedre, men det kan jeg ikke bare gøre over natten,” siger han og knipser ud i luften.

”Jeg kan ikke ud af det blå blive god til at være sammen med mine børn, når jeg ikke har været det før. Jeg er nødt til at træne og arbejde med det, og noget af det er hårdt. Jeg prøver mig frem og forsøger at skabe en god relation til mine børn. Skal vi gå nogle ture, skal vi cykle sammen, skal jeg køre min søn til e-sport, som han elsker, eller er det ved at sætte mig ind i de spil, han bruger tid på, og måske lære at spille dem? Er det snakken med børnene i bilen? Er det at gå tur med hundene sammen med Frederikke? Er det måden, vi kommer tættere på hinanden? Jeg ved det ikke, men jeg forsøger at finde ud af det. Jeg er vokset op omkring forældre, som ikke var nærværende for mig, så hvordan hulen skulle jeg fra den ene dag til den anden kunne fremtvinge de evner? Jeg arbejder med min rolle som far intenst, fokuseret og struktureret. Den kraft, jeg har med mig, og som har været med til at skabe succes for virksomheden, kan jeg bruge som et værktøj til at øve mig i at være mere nærværende med mine børn,” siger Henrik Lind.

Som en del af sit projekt med at genfinde sig selv og være mere til stede i nuet har Henrik Lind taget mindfulness til sig. Han har en app på sin telefon, som han eksempelvis bruger på flyrejser og træner kunsten at slappe af mentalt. Det handler om at være opmærksom på, hvad der kører gennem i hovedet, at slippe tankerne og gøre plads til at være i nuet. At finde ro og fordybelse.

Hvorfor har det været nødvendigt for dig?

”Tidligere gav jeg ikke fem øre for den slags tanker, men det er anderledes nu. I min opvækst var der meget druk og uro derhjemme, og derfor blev jeg ramt af en bog, der hedder ’Du er ikke alene’, og handler om at vokse op i et alkoholikerhjem. Bogen gav mig to ting: Gennem eksempler fandt jeg frem til billeder fra min barndom, som har tegnet mig. I en periode syntes jeg, at det var forfærdeligt, hvis Karina sov længe i weekenden og ikke stod op. Jeg kan se, at det nok var fordi, jeg havde en mor, som til tider var fuld og sov den halve formiddag. Jeg har skammet mig over, hvordan tingene var i det hjem, jeg voksede op i. Jeg ville ikke sige det højt, og derfor blev jeg sur på Karina, da hun udfordrede mig på mine billeder af min barndom. Total fornægtelse. Men pludselig kunne jeg relatere til en masse oplevelser, som var parkeret et sted, og som betyder noget for, hvem jeg er. Så jeg forsøger at finde hjem og forstå, hvad jeg har med i bagagen. Jeg har læst bogen tre-fire gange, men den åbner stadig nye døre.”

Hvad fylder lige nu i dit liv?

”At finde min nye plads. Hvem er jeg i dag? Hvor meget vil jeg forsøge at skabe af impact? Hvor meget skal jeg dele ud af formuen? Skal jeg bare gå og slappe af? Det skal jeg finde ud af. Modsat mange ting i forretningslivet tager dette lang tid, og det skal jeg lige gå og smage lidt på. Jeg kunne sagtens lave en strategi for Lind Invest, hvor vi skulle være fem gange større om 10 år. Det ville jeg godt kunne finde ud af. Jeg har stiftet tre selskaber, som alle er succesfulde, men hvem er det, jeg skal overbevise om, at jeg kan præstere? Om jeg har fem, 10 eller 20 milliarder kroner gør mig ikke lykkeligere. Det er andre ting, som er vigtige, og mit behov for at præstere må ikke længere styre mig på den måde, det gjorde tidligere. Det ved jeg kun, fordi jeg har været i krise.”

Vi vender om og bevæger os tilbage, forbi nedgangen fra huset til stranden og videre mod badeanstalten Den Permanente. Her er vinterbadeklubben Jomsborg ved at renovere de gamle træbygninger i den legendariske bygning nedenfor Riis Skov. Henrik Lind er medlem og forsøger at bade et par gange om ugen.

Tre skoledrenge med fiskenet stopper os på vejen retur langs den fugtige skovsti, hvor det drypper ned fra trækronerne. En tung duft af ramsløg, der i Henrik Linds barndom var en pest, men siden har forvandlet sig til et fast indslag på gourmetrestauranter, hænger i luften som altid i denne del af byen.

”Ve I ha’ en fisk,” siger en af drengene på klingende aarhusiansk og holder en fisk på størrelse med sin lillefinger frem foran sig.

”Den er da fin,” svarer Henrik Lind venligt og bøjer sig ned for at se nærmere på fangsten.

”Men behold du den. Så kan I spise den derhjemme i aften,” siger han og efterlader drengene med forvirrede blikke.

Det er på gåture som denne, at Henrik Lind finder ud af, hvad der skal ske med hans arbejdsliv fremover. Han sidder stadig i bestyrelsen for sine tre selskaber, og selv om indboksen er grovbarberet, har han stadig masser af projekter. Det gælder ikke mindst sociale projekter. Gennem Lind Invest donerer familien millioner af kroner til en række velgørende formål i Aarhus samt i Indien, hvor familien flere gange er rejst hen. Igen er der en rød tråd i beslutningerne om, hvilke projekter der skal have støtte, for der er nok at bruge midlerne på, fortæller Henrik Lind, som gerne vil øge donationerne.

”De penge, jeg har tjent, skal gå til noget godt, og hvad det er, er jeg ved at finde ud af. Skal jeg bygge en organisation omkring donationer og blive 100 meter-mester i det, eller har andre opfundet hjulet? Der er mange gode sager at støtte, men det skal også give mening, derfor skal vi være skarpe på, at pengene går til projekter, som giver værdi for samfundet. Der er et kinesisk ordsprog, der siger, at du skal ikke give en fattig mand en fisk, men en fiskestang. Det dækker meget godt mit syn på donationerne,” siger han og får pludselig ild i øjnene.

”Som samfund bruger vi milliarder af kroner på at hjælpe socialt udsatte, mens der render 1.000 hjemløse rundt i Aarhus. Hvorfor helvede gør der det i et moderne velfærdssamfund, det giver ingen mening. Jeg tror ikke på, at mennesker af ren dovenskab ikke gider bidrage, men vi kan alle blive ramt af ting, som nogle af os har bedre forudsætninger for at håndtere end andre. Nogle mennesker har bare ikke resurserne, og de skal hjælpes i gang,” siger han og peger på Fundamentet i Aarhus som et eksempel.

Over 10 år sender familien Lind knap fire millioner kroner til projektet, hvor sårbare mennesker får hjælp til at komme på ret kurs gennem behandlinger og rådgivning om uddannelse og job.

”Da jeg selv havde det svært som ung, var mine venner og det fritidshjem, jeg gik på, mit sikkerhedsnet. Betydningen af at have disse venner har formentlig været uvurderlig for mig, og det er venner, jeg stadig har i dag. Blandt andet derfor vælger jeg også at støtte udsatte unge i Aarhus, hvor mange med sikkerhed både har haft en svær og utryg barndom uden venner og andet netværk, der kunne være en støtte – et sted at gå hen, når tingene blev svære. Det betyder meget for mig,” siger Henrik Lind:

”Jeg vil gerne give en formue videre til mine børn, så de altid har det økonomisk godt, men jeg vil også sørge for, at de forstår, at der er ting, som er vigtigere end penge. At der er dyder og værdier, som jeg bringer videre. Hverken vi eller børnene har behov for en, to eller tre milliarder kroner. Der er vigtigere ting at bruge pengene på.”

I den opvarmede garage holder et fysisk bevis på, at Henrik Lind er begyndt at løsne tøjlerne. De seneste år har han kørt i en Ford S-Max samt en Honda CRV på gule plader trods en betragtelig formue. Cyklen, som han indimellem tager på tur til det nordlige Mols, er fire år gammel. Flere gange har familien været på telttur på campingpladser.

Tager man huskøb ud af ligningen, er det først for nylig, at Henrik Lind for alvor er begyndt at nyde frugterne af sit arbejde. Senest ved at lease en Lamborghini Urus. Han tænder motoren og smiler fra øre til øre, da motoren med 650 HK brøler som en arrig løve i et bur.

”Der er ingen tvivl om, at chokket over at stå i økonomisk ruin som dreng har påvirket mig. Også så meget at jeg måtte arbejde med det under min krise. Jeg skal også huske at nyde livet, passe på mig selv, stoppe op og ikke skamme mig over de penge, jeg har tjent. Det er ikke skamfuldt at købe en stor, fed bil med tanke på, hvad mine medarbejdere tænker, for jeg har faktisk fortjent det. Men det har virkelig været noget, jeg skulle overvinde. Måske har jeg på en måde skammet mig over, at det er gået så hurtigt og så let.”

Hvorfor skam?

”Fordi jeg nok har oplevet det modsatte og en familie efterladt i et morads. Jeg har også en grundholdning om ikke at blære sig, om at være ydmyg, for sæt nu det går galt. Hvorfor løbe en risiko ved at stille sig op på piedestalen? Det har tidligere været svært at drage nytte af den økonomi, jeg har skabt. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg har købt en andel i et privatfly sammen med to andre, hvor vi kan have familien. Vi har lige været i Barcelona med et hold venner i det fly. Det giver en fantastisk frihed, som jeg ikke turde give mig selv før.”

Oplever du, at de penge, du har tjent, fylder meget hos omgivelserne?

”Nej, kun i avisoverskrifterne. Jeg er den, jeg er, uanset om jeg er på Aarhus Stadion eller i Fakta med børnene. Jeg har ikke ændret mig. Det kommer stadig op i mig, om det nu også er 50.000 kroner værd at flyve til Rom med privatfly sammenlignet med at tage Ryanair til den præcis samme lufthavn. Karina og jeg skal giftes igen, og der flyver vi de absolut nærmeste til Maldiverne på vores regning. Det er fedt at kunne gøre for venner og familie. Nu har jeg dyppet tæerne i det at bruge pengene og nyde livet i højere grad. Det skulle jeg have gjort noget før.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt, Iværksætter og Interview