Esben Pretzmann har brugt det meste af sin karriere på at fremstå som alle mulige andre end sig selv.
Hvad enten det har været som Michael i ’Chris og chokoladefabrikken’, Per i ’Rockerne’ eller Jan Krabbe i ’Angora By Night’, har han spillet fiktive og satiriske karakterer.
For ganske nylig var han tilbage på de danske tv-skærme, da han i fire afsnit af det populære DR-program ’Tæt På Sandheden’ vikarierede for en stressramt Jonatan Spang. Denne gang uden nogen form for maske. Faktisk bare helt som sig selv.
Et vikariat de færreste måske havde set komme, for de seneste 10 år har Esben Pretzmann nemlig trukket sig fra rampelyset i underholdningsbranchen.
I stedet har han stille og roligt påbegyndt en karriere som kunstner. Først i Berlin, hvor han flyttede til, begyndte at male og fik en søn. Derefter i Danmark, hvor han nu bor igen.
Han har bosat sig i en lille vestsjællandsk landsby, hvor han arbejder fra sit eget atelier. Men selvom malerierne nu er hans hovedfokus, betyder det ikke, at han nødvendigvis er færdig med komikken.
For første gang i hans liv er han nemlig et sted, hvor hans arbejdsliv er i balance og han selv føler, at han har kontrollen.
Esben, hvornår begyndte du at male?
”For ret præcist ti år siden tog jeg en pause fra alt, der hed comedy. Jeg stoppede sådan helt klassisk op og kiggede på, hvad jeg gerne ville, for jeg var gået lidt i stå og kunne ikke længere umiddelbart se en vej indenfor den verden.
Jeg trak stikket i en periode, og hvor mærkeligt det end kan lyde, begyndte jeg at tegne. Det, synes jeg, var sjovt, og det bevægede sig så over i malerier, men det var på ingen måde noget, jeg havde nogen ambitioner med.
I mellemtiden flyttede jeg til Berlin, og under corona-pandemien sad jeg jo som de fleste andre ret isoleret alene i min lejlighed. Jeg var virkelig ikke særlig dygtig til at male i starten, men jeg havde noget tid på hånden, som jeg syntes, jeg lige så godt kunne forsøge at bruge på noget fornuftigt, så jeg øvede mig virkelig intenst.
På et tidspunkt syntes jeg, at de ting, jeg lavede, faktisk blev ret fede, og derfor begyndte jeg lige så stille at poste lidt på mine sociale medier. Det gav mig blod på tanden, og jeg valgte at gå all in for at se, om jeg kunne gøre det til en levevej.
I starten levede jeg af en opsparing, som jeg så på et tidspunkt kunne begynde at supplere stille og roligt med indtægten fra malerierne.”
Hvad drømte du om at blive som barn?
”Da jeg var helt lille, ville jeg være soldat. Brandmand var vist også oppe og vende i en periode, og i mine ungdomsår havde jeg i lang tid en idé om, at jeg gerne ville være journalist. Det var inspireret af Tintin og alle hans eventyr. Jeg troede nok, det var mere action-præget, end det i virkeligheden er.
På et tidspunkt begyndte jeg at spille guitar, og så havde jeg i mange år derefter en drøm om, at jeg da selvfølgelig skulle være med i et rockband. Det blev så til noget lidt andet, kan man sige.”
Hvordan begyndte du at lave comedy?
”Det skete lidt tilfældigt. Jeg gik og rodede med nogle ting med mine venner, og det var slet ikke tænkt, som om det skulle være en professionel retning for mig.
Men jeg kan faktisk også huske, at jeg havde en båndoptager, da jeg var lille, som jeg optog sketches og reklamer på. Pigerne fra min folkeskoleklasse grinede altid meget af mig og sagde, jeg var sjov, men jeg tror ikke helt, jeg forstod det dengang.
Da jeg var omkring 20 år, så jeg en annonce i avisen til et Zentropa-talenthold, som hed ’Stormtroopers’. Jeg var heldig at få en plads, og der var jeg så i et år, hvorefter jeg blev gelejdet videre til Danmarks Radio, hvor jeg lavede børneradio og langsomt blev en del af redaktionen. Der var en tradition for også at lave comedy ude på P3, hvor fx Anders Matthesen lavede nogle forskellige ting.
Lige så stille begyndte vi at lave nogle sketches – det, der senere skulle vise sig at blive til ’Svedbanken’. Det var faktisk aldrig en kæmpe drøm for mig, men skete lidt henad vejen.”
Lever du af din kunst nu?
”Ikke 100 procent. Jeg har brug for nogle andre indtægtskilder af og til, men jeg nærmer mig et punkt, hvor jeg i teorien godt kunne leve af det. Jeg kan bare ikke leve så godt af det.
Jeg har blandt andet arbejdet som lærer på Vallekilde Højskole, hvor jeg underviste i forskellige valgfag, og så har jeg vikarieret som vært på ’Tæt På Sandheden’. Og faktisk er jeg også i talende stund ved at optage et nyt satireprogram til DR2.
Jeg er i en proces, hvor jeg er ved at skabe en ramme omkring mit liv, hvor jeg forsøger at sammensætte forskellige ting, der tilsammen giver mig alt det, jeg har brug for i mit arbejdsliv. Nu har jeg fokuseret på kunsten i et langt stykke tid og har arbejdet det op, men det betyder ikke, at alle andre døre er lukkede.
Jeg har også lært, at jeg får energi af at komme ud og arbejde med mennesker. Samtidig har jeg haft brug for den ro og fordybelse, kunsten har givet mig.”
Har det været en bevidst beslutning at ændre din karriere så radikalt?
”I store træk har det nok. Jeg havde jo et meget gennemtænkt ønske om at trække stikket fra komikken, så jeg havde en periode, hvor jeg sagde nej, når telefonen ringede med tilbud fra enten comedy eller tv-verdenen.
Det er vigtigt for mig, at man kan mærke, det man laver, og jeg var simpelthen nået til et punkt, hvor det ikke længere gav mening for mig at hige efter det næste projekt. At jeg så lige skulle ende med at blive maler var slet ikke bevidst, men gav sig selv henad vejen.”
Er der noget, du savner ved dit gamle job?
”Ja, det viste der sig jo så alligevel at være, da der kom nogle tilbud, som jeg kunne se mig selv i. Da jeg begyndte at snuse til det igen, kunne jeg godt mærke, at jeg havde savnet nogle aspekter af det, det giver, når man arbejder sammen som et hold og med nogle fede mennesker.
Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke havde savnet noget specifikt, men da jeg kom tilbage, kunne jeg godt forstå, at jeg alligevel nok havde savnet noget.”
Hvad er det sjoveste, du har lavet i dit arbejdsliv?
”Da ’Drengene Fra Angora’ var på sit højeste, havde vi en karakter som hed Henrik Solgaard. At optage scener i den karakter, synes jeg godt nok var sjovt. Det handlede jo simpelthen bare om at være så røvirriterende som overhovedet muligt, og det var virkelig dejligt at få lov til. Forstå mig ret, men tænk at få penge for at opføre sig som et røvhul.”
Hvornår i dit arbejdsliv har du været mest lykkelig?
”Det er jeg lige nu. Jeg ved godt, det lyder utroværdigt, men jeg er et rigtig godt sted. Jeg har nogle forskellige platforme, jeg kan arbejde på, som giver mig nogle forskellige og nødvendige inputs. Jeg vågner hver dag og glæder mig til at gå på arbejde, hvad end det er, jeg står op til.
Tidligere i min karriere har jeg været en del af mange projekter, som har været fuldstændig altopslugende i mit liv. Jeg har selvfølgelig førhen også i perioder været glad i mit arbejdsliv, men det er som om, der er blevet oprettet en bedre balance nu.”
En ting er jo at ændre sin karriere, men hænger det sammen med, at du også har ændret dig som person?
”Det gør det uden tvivl. Inde i kernen er jeg nok den samme, som jeg har været, siden jeg var syv-otte år gammel, men jeg har fået en anden ro på, end jeg tidligere har haft.
Jeg er kaptajn på mit eget skib, og jeg er mindre påvirkelig overfor, hvad andre mennesker synes om mig. Det betyder ikke, at jeg ikke lytter til andres meninger og holdninger, men det betyder, at jeg stoler meget på mine egne beslutninger og ved, hvad der er bedst for mig, fordi det har vist sig, at det virker.
Det bunder jo nok også i, at man gør sig nogle erfaringer, brænder nallerne og går ned af nogle blindgyder i løbet af ens liv, som man lærer af. Pludselig falder tiøren, uden at det er noget konkret, der udløser det. Det handler nok også om alder, og at man når til et punkt, hvor man begynder at sænke skuldrene lidt på et eksistentielt niveau.”
Har du et godt råd til andre, som overvejer at prøve en ny karrierevej?
”Gør det, må være det korte svar. Det kommer selvfølgelig an på omstændighederne. Man skal jo være forberedt på, at det kan være rigtig hårdt, og at det måske har nogle omkostninger.
Men hvis man ikke kan finde meningen med det, man laver, synes jeg man skal sætte sig ned og tænke sig rigtig godt om. Se om man ikke kan skabe en ny retning for sig selv.
Nu bliver det meget kliché, men der er jo en grund til, at sådan nogle eksisterer: Du har kun ét liv, og hvis man ikke rykker på sine instinkter, tror jeg, man mange gange kommer til at fortryde det.”
