Han forsvarer skattesvindlere og momsfuskere: ”Jeg har aldrig siddet tilbage med skyldfølelse”

Kåre Pihlmann deler speciale med ganske få danskere.

”Måske er vi 15 på landsplan. Men det er højt sat,” siger han.

Forsvarsadvokaten, der har specialiseret sig i økonomisk kriminalitet, er nobelt klædt i blå vest og bukser med nålestriber og elfenbenshvid skjorte. mellem os står to kopper hjemmebrygget cortado på et tungt, læderindlagt skrivebord. Bag ham står jura- og historiebøger side om side i den pudsede vitrinereol.

Vi sidder i hans kontor, og på en måde havde jeg forestillet mig noget mere lurvet.

Billig fantasi og et begrænset kendskab til hans faggruppe havde ledt mine tanker i retning af Saul Goodman fra 'Breaking Bad'. En karakter bygget op omkring billige jakkesæt, grimme kontormøbler og en flosset moral.

LÆS OGSÅ: Nu kan du se hele Breaking Bad på to timer

Jeg blev første gang opmærksom på Kåre Pihlmann, da hans ubarberede ansigt stirrede på mig i Kastrup Lufthavn. Det var ikke Pihlmann selv, der var i lufthavnen, men et mandshøjt portræt af ham.

Fra en lysreklame gjorde det opmærksom på hans firmas ydelser i sager om økonomisk kriminalitet. Hans insisterende blik syntes at sige: Jeg ved godt, hvad for noget lort du har lavet. Og jeg skal nok sørge for, at du slipper fra det.

Og det var måske ikke så fjernt fra reklamens intention, selv om Kåre Pihlmann, der vejer sine ord omhyggeligt, aldrig ville formulere sig på den måde.

”Jeg forsvarer ikke kriminaliteten. Jeg forsvarer den, der er anklaget for at have begået den,” siger Kåre Pihlmann selv, der ligesom alle andre erhvervsdrivende er nødt til at have et vist antal kunder i butikken, hvis han vil betale sin husleje.

Derfor valgte han at investere i lufthavnsreklamen.

I forbindelse med sine mange flyveture til retssalene i Aalborg og Aarhus havde han lagt mærke til, hvor stor en del af de rejsende, der var forretningsfolk i skjorte og slips. Underforstået folk, der kunne have været fristet til at snyde i skat, manipulere kurser eller begå bedrageri.

Eller i hvert fald, for at sige det som Kåre Pihlmann: folk, der kunne pådrage sig en mistanke om at ville det.

”Hvis du gerne vil have sager fra folk, der mistænkes for økonomisk kriminalitet, så må du henvende dig, der hvor de findes. Tanken var, at nogle af dem en gang imellem passerer igennem Kastrup,” siger han.

Unfair behandling af Penkowa

Efter at jeg flere gange, mens jeg stod og afførte mig mit bælte i lufthavnens sikkerhedskontrol, havde kigget på hans stubbede kæbeparti, gav jeg mig til at google, hvad man ellers kunne finde ud af om Kåre Pihlmann.

Det viste sig, at det var ham, der i september fik Milena Penkowa frikendt i Østre Landsret. Dommen, som overraskede mange, ikke mindst medierne, er en af de sager i Pihlmanns karriere, som han er mest stolt af:

”Jeg er stolt af, at jeg i en sag, hvor holdningen mod hende var så entydigt negativ, lykkedes med at få en frifindelse. Det siger noget om kvaliteten af domstolene. Der sidder nogle dygtige jurister, der distancerer sig til det, de hører i medierne, men udelukkende fokuserer på, hvad der foregår i retssalen.”

I løbet af sagen lykkedes det ikke Kåre Pihlmann at modbevise, at hjerneforskeren havde forfalsket de rotteforsøg, hendes omstridte forskningsartikel byggede på. Til gengæld lykkedes det ham at overbevise dommerne om, at Milena Penkowas dokumentfalsk ikke var af grov karakter, men kun såkaldt simpel dokumentfalsk.

Det betød, at sagen faldt for forældelsesfristen.

”Det var et langt akademisk skoleridt med referencer til tidligere domme, til strafferammer og til, hvad folketinget mon har tænkt med lovgivningen,” siger Kåre Pihlmann.

Når journalister oven på sagen stillede sig kritisk an i forhold til det meget tekniske grundlag, som Penkowa blev frifundet på, bad hun dem blandt andet om at lukke i med lydordet ”yakedi-yak” og spørgsmålet, om de kunne stave til frifundet.

Replikkernes underholdningsværdi var guld, eller i hvert fald klik, for medierne. De var den komiske overbygning på en historie om en person, der tog fusen på de fleste ved at gå ustraffet ud af den årelange sag.

Kåre Pihlmann synes, at mediernes dækning var unfair.

”Jeg skal nok lade være at sige yakedi-yak og de her ting, som hun sagde. Men jeg blev alligevel noget vred. I mange år havde man kritiseret hende ret ensidigt. Nu var hun så frifundet. Men det blev ikke historien. Historien blev, hvorfor hun ikke var blevet straffet noget hårdere. Jeg synes ikke, at den mellemregning, at sagen faldt for forældelsesfristen, skal skrives ud af sagen. Men at det bliver hele vinklen, det synes jeg, var respektløst. Og blottet for indlevelse i, hvordan hun har gået og haft det, de sidste otte år, efter hun blev sparket ud af Københavns Universitet.”

Efter dommen sagde du, at Penkowa var renset. Kan man sige det, når der er enighed om, at hun er skyldig, men blot ikke kan straffes for sin forbrydelse på grund af forældelsesfristen?

”Teknisk set er hun frifundet. Der er en mellemregning. Men hendes straffeattest er ren som nyfalden sne. Frifindelsen betyder, at statskassen betaler sagsomkostningerne. Det er det, der tæller.”

Så det er renhed i din optik?

”Det er den renhed, som vores system kan tilbyde. Straffesager er ikke en ren moralsk vurdering af en sag, men et udtryk for beviser og forståelse af juraen.”

LÆS OGSÅ: Manden der fældede Penkowa: "Jeg kender ikke til nogen, der har løjet deres familiemedlemmer døde for at bevise deres uskyld"

Har du nogensinde fået frikendt en skyldig?

”Det er måske det første spørgsmål, jeg hører, hvis jeg møder nye mennesker til et middagsselskab. Det kan jeg svare klart ja til. Det tror jeg, de fleste forsvarere, der har været i branchen i mange år, kan. Men jeg synes nu, de fleste accepterer, at hvis en person bliver frifundet, så er det fordi, forsvareren har gjort sit arbejde ordentligt.”

Men selv har du aldrig fortrudt en frikendelse?

”Nej. Jeg har aldrig siddet tilbage med en følelse af skyld over en frifindelse. Jeg hørte en gang en advokat, der sagde, at han kæmpede for, at retfærdigheden sker fyldest. Sådan ser jeg det slet ikke. Forsvarerens rolle er ikke at sikre retfærdighed. I hvert fald ikke, hvis man opfatter retfærdighed som at sørge for, at skyldige bliver dømt. Forsvarerens rolle er at kæmpe med næb og klør for, at hans klient opnår det bedst mulige resultat, om det så er en frifindelse eller en mild dom.”

Danskerne er ligeglade med økonomisk kriminalitet

Kåre Pihlmann håber, at hans klienter kommer igennem deres sager med et indtryk af, at han gør sit bedste på deres vegne. Men han gør sig ingen illusioner om, at verden bliver et langt bedre sted på grund af det, han bruger sit liv på, siger han. Og så alligevel:

”Hvis ikke vi havde det system, hvor sådan en som mig stiller sig foran sin klient for at tale hans interesser, er der mange alternativer. Vi skal ikke ret langt væk for, at det kører på helt andre måder. Man kan se, hvad det gør ved de samfund i forhold til forråelse og uforudsigelighed. Derfor må man hele tiden holde fast i de principper, der hele tiden er under pres. Jeg synes, det forsvareren generelt gør, er en moralsk ting,” siger Kåre Pihlmann, der blev tiltrukket af faget allerede som teenager, da en skolelærer tog hans klasse med i byretten, hvor forsvarerens veltalenhed og metode gjorde uudsletteligt indtryk på skoleeleven.

Men hvad siger folkene til middagsselskabet til, at du forsvarer folk, der, muligvis, har snydt Skat, og dermed os andre, for millioner af kroner?

”Den eneste gang, jeg virkelig har fået negative reaktioner på mit arbejde, var engang, jeg havde fået en frifindelse i en udvisningssag med en anklaget, der af flere omgange havde begået vold. Jeg syntes, frifindelsen gav rigtig god mening i forhold til juraen, men dér fik jeg meget kritiske og bramfri reaktioner: Hvordan kan du forsvare den slags mennesker, de skal bare smides ud. Men det er også den eneste gang.”

Folk bliver mere forargede over, at du forsvarer en voldsmand end en potentiel skattefusker?

"Det må man sige. Skattesvig og momssvig betyder jo, at du tager en bid af fælleskassen. Men hr. og fru Danmark er meget mere overbærende med det, end domstolene. Hvis du er i byen og giver en eller anden tilfældig et par på hovedet, fordi du ikke kan lide måden, han ser ud på, giver typisk lidt samfundstjeneste og en betinget dom. Snyder du statskassen for et par hundrede tusinde, så bliver du sat i spjældet. Der ser den almene befolkning omvendt på grovheden.”

Økonomisk kriminalitet har i mange år været stedmoderligt behandlet af retsvæsenet. Måske netop fordi den ikke appellerer så stærkt til mange menneskers følelser som mange andre forbrydelser, har behandlingstiden på mange sager trukket så længe ud, at de blev forældede.

Kåre Pihlmann har mange sager på hylderne, der har fejret 10 års fødselsdag, fortæller han.

FOTO: Marie Hald

Men der er sket en forandring, og økonomisk kriminalitet er kommet mere i søgelyset de senere år. Både hos SØIK, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, populært kaldet Bagmandspolitiet, der får stadig bedre muligheder for at finde ud af, hvilke formuer, folk har stuvet af vejen i udlandet.

Og også i medierne, der med stadig større overskrifter skriver om lækager som Panama Papers og Swiss Leaks. Man kan godt sige, at økonomisk kriminalitet er blevet mere sexet, mener han.

"Jeg er ikke en reservemor"

Kåre Pihlmann undrer sig dog over, at der skulle gå så længe, inden man begyndte effektivt at få kørt sager om økonomisk kriminalitet igennem systemet. Men bedre sent end aldrig. Der er nemlig gode penge i det for statskassen – og for forsvarsadvokaten, der får mange henvendelser fra potentielle klienter, der mærker jorden brænde under sig i disse år.

”Lidt kynisk kan man sige, at det øgede fokus på økonomisk kriminalitet er en fortræffelig erhvervsstøtte for mig,” siger han med et smil.

Når en bekymret klient henvender sig hos Kåre Pihlmann med et problem, forskønner han aldrig deres situation for dem. Han lover ikke, at deres problemer forsvinder i den blå luft ved lidt jurist-magi.

”Dét, jeg siger, skal jeg jo stå på mål for. Det betyder, at jeg på et vist tidspunkt må sige til folk, hvordan jeg vurderer, at det kan gå. Nogle gange må jeg fortælle folk, at det kommer til at gøre ondt. At der er en risiko for, at de ryger i spjældet 3, 4, 5, 6, 12 år, afhængig af sagstypen.”

Det er ikke alle, der opsøger Kåre Pihlmann, der kan tåle at få det skåret ud i så tykt pap. Dem fortæller han, at de kan kigge sig om i landskabet af jurister og se, om de kan finde en mere skønmalende fagfælle.

”Jeg er ikke en reservemor, der holder dem i hånden og siger, at det nok skal gå. Jeg tror, du gør ret i at give folk en meget reel vurdering, hvis du vil blive i den her branche. Og jeg har tænkt mig at blive en del år endnu.”

Og så er vi tilbage ved lufthavnsreklamerne, som han fik sat op i håbet om at gøre sin forretning ekstra levedygtig.

De hænger stadig derude, men Kåre Pihlmann er ikke sikker på, at de bliver ved med det. Der er nemlig ikke ret mange, der ringer og siger, at de har set ham ude i lufthavnen. Langt de fleste henvender sig, fordi de har fået ham anbefalet, eller fordi de har læst om en sag, han tidligere har haft, fortæller han:

”I den her branche bliver du målt på dine resultater.”

LÆS OGSÅ: Hvorfor får skiderikker mere sex?

LÆS OGSÅ: Storhed og fald: Sådan startede Don Ø's store nedtur

LÆS OGSÅ: Dansk kok arbejdede for 60.000 kroner om måneden på luksusyacht