PÅ HERVÉ TOURES TEENAGEVÆRELSE i Slagelse kunne man ikke se væggene for bare plakater. Der hang plakater af hans yndlingsfodboldspillere (Romário, Edgar Davids, Ronaldo m.fl.); plakater af fodboldhold, der liner op for fotograferne inden en kamp; plakater af store skuespillere (Denzel Washington, Eddie Murphy, Will Smith); og så var der også plakater af kvinder, han bare syntes, så brandgodt ud (Halle Berry, Mýa, Destiny’s Child).
Hervé drømte om at blive til noget i det store udland. Ikke, fordi han var utilfreds med, hvor han var. For selv om han havde levet en omskiftelig tilværelse, siden han som helt lille dreng var kommet til Danmark fra Elfenbenskysten sammen med sin onkel, havde det ingenlunde ansporet utilfredshed eller rodløshed hos den unge gut. Han følte sig tryg, elsket og afholdt.
Men han drømte alligevel om at slå vingerne ud og flyve afsted. Og han var ikke bleg for at lufte sine ambitioner, selv om det ikke altid vakte udelt begejstring hos folk omkring ham.
Annonse
I mange år var det et liv som professionel fodboldspiller, der trak. Hvilket han også formåede at leve af i en årrække. Ved siden begyndte han også at skrive lyrik og lave musik. Og så, lidt tilfældigt, dumpede han ind i skuespilfaget.
Nu er han – i en alder af 36 år – klar til at indtage, ikke udlandet, men et af det danske lands fineste scener, nemlig Det Kongelige Teater, når han fra den 25. marts spiller med i maratonforestillingen ’Arven’.
”Det er faktisk mest fra andre, jeg hører, hvor vildt det er, at jeg skal spille på Det Kongelige,” siger Hervé Toure og smiler. En rivende skarp vintersol står lavt ind over Islands Brygge (hvor han også engang har boet) og slår skygger op ad facader og hen ad veje. Han har helt rolige, næsten dovne, brune øjne og vertikalt trimmet hår.
”Men det er noget, jeg er enormt stolt og taknemmelig over.”
HERVÉ TOURE KOM TIL verden i 1986, og han var kun ganske lille, et par år eller deromkring, da han kom til Danmark med sin onkel, som han omtaler som sin far. De havde også rejst rundt i Europa sammen. I Danmark boede de også rundt omkring.
Der er dog nogle geografiske steder, der agerer stolper i fortællingen om Hervé Toure. En af dem er Aabenraa. Her boede Hervé, da han begyndte i folkeskole i 1992. Sommeren, hvor Danmark blev europamestre i fodbold.
”Der var fest i flere dage,” husker han begejstret. ”Det var helt sindssygt! Selv vores sure nabo var sådan: ’Kom ind!’”
I disse år brugte Hervé mange timer alene. Eller det vil sige, at han brugte mange timer i selskab med bare voksne. Onklen arbejdede som mekaniker, og tit var Hervé med ham. Det var derfor en kunst at kunne holde sig underholdt på egen hånd. Meget af tiden gik med at spille kort. Eller at skabe figurer, karakterer og historier oppe i hovedet. Med andre ord gik tiden med at drømme. Da han et par år senere flyttede ind hos sin mor, der var kommet til Danmark et par år efter ham, brugte han en hel del krudt på at indspille parodierende, fiktive radiointerviews hen over hendes kassettebånd (”Oooog vi byder velkommen til, Mike Tyson!”).
”Jeg tror, jeg stadig trækker på noget af det fra dengang,” siger Hervé.
EN ANDEN STOLPE at pejle efter i opvæksten er Slagelse. Her færdiggjorde Hervé Toure sin folkeskole og begyndte på HHX. Det var også her, at han egentlig lidt havde droppet fodbold; han var træt af at have en identitet, andre altid bandt op på fodbold. Lige indtil en træner fra Slagelse Boldklub & Idrætsforening fik nys om, at Hervé – en dygtig, ung teenager – var flyttet til byen, ringede til hans mor og fik ham overtalt til at komme til træning. Og så var han i gang igen. Således gik tiden igen med fodbold og skole. Og mere og mere af det første. På et tidspunkt var der bud efter ham fra Brøndby IF, men transporttiden gik ikke op med skolepligterne, og i stedet begyndte Hervé at spille for den traditionsrige Fyn-klub B1913. Her spillede han på hold med senere landsholdsspillere som Martin Vingaard og Jonas Borring.
Annonse
”Jeg ville det hele i den alder,” siger Hervé entusiastisk. ”Jeg kan ikke tænke småt. Det skal være stort.”
Men Hervé Toure var ikke noget uovertruffet talent, eller også var det nogle af de skader, han pådrog sig hen ad vejen, der holdt ham tilbage. I hvert fald tog det aldrig rigtig fart. Talentet, han besad, åbnede døre og gav muligheder (i løbet af hans karriere har fodbolden både taget ham til USA og Holland til prøvetræninger og til Frankrig på kontrakt), men brød ikke ligefrem lydmuren.
Efter gymnasiet kom han til FC Nordsjælland. Det blev aldrig nogensinde til en førsteholdskamp, men det var faktisk her, at et frø til fremtiden ganske uforvarende blev sået. Når der skulle optages reklamefilm og den slags, pegede pilen af og til på Hervé (selv ved han ikke hvorfor), og det, syntes han egentlig, var ret sjovt at være med til. I mellemtiden lavede han også musik. Og skrev lidt lyrik ved siden af. (I en af de klubber, han spillede i, blev han af den grund kaldt Sócrates – navngivet efter den filosofiske, brasilianske landsholdsspiller af samme navn). Den kreative åre – den fra de ensomme timer i Sønderjylland – pumpede altså stadigvæk livligt.
Faktisk, så syntes han, at det var så sjovt, det der skuespil, at han i 2008 tog sin første rigtige undervisningstime. Det var dog først et par år og et Frankrig-eventyr senere, at han igen fandt det frem.
I Frankrig gjorde han den som semiprofessionel i nogle af landets lavere rækker, først i Pepignan, siden i feriebyen Agde. Og til sidst var han egentlig ved at søsætte et gedigent parisereventyr, men formaliteterne trak i langdrag, og han drog hjem på vinterferie i København.
”Der fandt jeg simpelthen bare ud af, hvor meget jeg havde savnet København,” siger han.
SÅ HERVÉ TOURE VENDTE hjem igen. Og nu skulle skuespillet prioriteres.
”Jeg kunne bare mærke, at jeg havde historier inden i mig, jeg gerne ville fortælle,” husker han. ”Bruge min krop som instrument til det.”
Egentlig gik han ikke og bildte sig selv ind, at han bar rundt på et endnu ikke opdaget megatalent inden for skuespillets kunst. Snarere så troede han bare enormt stærkt på, at hvis han lagde nok kræfter i og gjorde sig ægte umage, så skulle det nok kunne lade sig gøre.
”Jeg har en helt crazy tro på mig selv,” siger han. ”Jeg tror altid på, at jeg kan lykkes. Den kommer fra den støtte og kærlighed, jeg mærker fra mine søskende og familie. Alt kan lade sig gøre med deres støtte.”
Annonse
Op igennem 2010’erne knoklede han på. På et tidspunkt i et sådant omfang, at han hver nat samlede støvsugere i Brøndby, kørte hjem og styrketrænede, mødte på et mere almindeligt fuldtidsjob i løbet af dagen, og i weekenden lavede han lektier (han var ved at tage en kort videregående uddannelse – mors ordre) og tog skuespiltimer. Det holdt i fire måneder – det var alligevel et hak for hårdt.
”Men,” siger han, ”jeg fik en følelse af, at jeg kan klare hvad som helst, når jeg kunne klare de fire måneder.”
HVIS MAN BEDER Hervé Toure om at udpege et skelsættende år i sin skuespilmæssige udvikling, så vil han sige 2019: Det var der, at han mødte Emma Balcazar, skuespilunderviser på Den Danske Scenekunstskole igennem årtier, og begyndte på et intenst undervisningsforløb hos hende.
”Hun gjorde virkelig en kæmpeforskel for mig,” siger han.
Det sidste års tid er frugterne af det hårde arbejde begyndt at skyde frem: Sidste år turnerede han rundt med sit soloshow ’Do You Hear the Roars Outside the Building’, mens kortfilmen ’Vågn op med Danmark’, som han var medforfatter til og hovedrolleindehaver i, hjemtog publikumsprisen ved Ekko Shortlist Awards 2022.
Og det var også i foråret 2022, at han – efter en ”lang og sindssygt hård audition” – modtog opkaldet om, at han havde landet rollen som Tristan i ’Arven’, en otte timer lang forestilling ”om tre generationer af mænd i New York efter AIDS-epidemien” – på engelsk ’The Inheritance’, der vandt en Tony for bedste teaterstykke i 2020.
Spørgsmålet er: I hvilken retning bevæger drømmene sig for Hervé Toure nu?
”Jeg drømmer om at lave mit eget studie, hvor jeg kan fortælle de historier, jeg gerne vil. Og det kan være alle mulige historier. Historier, jeg ikke kender endnu,” siger han.
Du fortalte, at du begyndte med skuespillet i sin tid, fordi du følte, du havde ting på hjerte. Hvad er det?
”Medmenneskelighed. Diversitet,” svarer han.
Annonse
For Hervé Toure er det franske fodboldlandshold fra 2006, der nåede VM-finalen, men tabte til Italien, et lysende eksempel på ”diversitet i sin reneste form”; mennesker med forskellige kulturer i bagagen, der fandt sammen som et hold.
”Jeg vil gerne flette flere ind, uden at det nødvendigvis skal siges højt.”
Han holder en pause.
”Jeg vil gerne motivere yngre generationer,” siger han. ”Få dem til at tro på deres egne evner. Jeg ser så mange smukke skæbner, der går tabt derude.”
Ny pause.
”I min egen familie er der vildt mange, som har et større talent end mig – inden for alt muligt. Men jeg har opnået nogle ting, fordi jeg har turde kaste mig ud i det og udfordre mig selv. Og fordi jeg har fået den støtte, som jeg har.”
DET ER ONSDAG i dag, begyndelsen af februar, og snart – ved middagstid – skal Hervé Toure mødes og øve med resten af teatergruppen. Sådan er det seks ud af ugens syv dage. De begyndte ved årets begyndelsen. Men Hervé tager det ikke så tungt: Fra fodbolden er han vant til at træne. Og ved, at så længe han lægger en indsats for dagen, vil han også langsomt kunne mærke forbedringerne. Nå ja, og ved siden af forberedelserne til ’Arven’, arbejder han også på ny musik, der skal udkomme til foråret, ligesom han skriver på et manuskript om en afrikaner, der tager til Europa for at slå igennem som fodboldspiller.
”I forhold til det med at drømme…” siger han ud af den frostklare luft. ”Jeg drømmer selvfølgelig også om udlandet.”
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
