Henrik Teisbæk er CEO hos vækstkometen Veo: ”En ting er de timer, jeg lægger fysisk i Veo, en anden ting er de timer, som jeg lægger i det mentalt”

Siden Henrik Teisbæk var med til at starte teknologivirksomheden Veo i 2015, er virksomheden blot skudt i vejret. I dag har Veo mere end 200 ansatte, har rejst 150 millioner i en investorrunde i 2021 og har hovedkontorer i både København og Miami. Vi mødte CEO Henrik Teisbæk til en snak om vejen til succes samt kunsten at balancere privatlivet med et travlt arbejdsliv.

Offentliggjort

Hvordan opstod idéen til Veo?

”Min medstifter, Keld Reinicke, kom engang for sent til sin søns fodboldkamp, og det var tilmed en kamp, hvor hans søn scorede sit første mål, og det ærgrede ham virkelig, at han missede målet. Men det satte også gang i nogle tanker hos ham, for hvorfor kunne man tænde for fjernsynet og se professionelle spille og ikke ens egne børn?

Da jeg mødte Keld første gang, købte jeg totalt ind på idéen om at gøre breddekampe mere tilgængelige. Jeg spillede selv serie-fodbold og kom med to andre startups i bagagen og syntes derfor, det var fascinerende at demokratisere teknologi, altså at tage noget, der kun var tilgængeligt for få, og gøre det tilgængeligt for alle. Vores tese blev at gå efter det, som alle andre ikke gjorde. Vi ville fokusere på breddefodbolden og amatørsporten i stedet for de professionelle hold, som der allerede er mange andre, der beskæftiger sig med.”

Hvad kræver det at filme en kamp?

”Det kræver mange ressourcer at filme en kamp, og det er der meget få breddeklubber, der har råd til. Vi ved, at video er rigtig vigtigt for professionelle hold, men at breddesporten ikke har mulighed for at benytte sig af video i samme grad. Under 1 procent af alle sportskampe bliver filmet i dag. Det ønsker vi at lave om på med Veo-kameraerne.

Sport er en vigtig del af samfundet, og det er med til at samle folk på tværs af kulturer og lande. Det er også en vigtig faktor i folkesundheden. Under pandemien så man en stigning i antallet af børn, der spiller videospil, og folk dyrker generelt mindre sport end tidligere. Faktisk er der flere Fortnite-spillere på verdensplan, end der er fodboldspillere. Det, synes jeg, er vanvittigt.

Der er ikke noget i vejen med at spille computerspil, men fysisk sport er bare virkelig vigtigt for folkesundheden og for folkekulturen. Og hvis vi kan få flere i gang med sport ved at få integreret Veo i breddesporten, er vi nået langt.”

Så man kommer ikke til at se jer samarbejde med sportsspil som FIFA, Football Manager eller NBA2K?

”Videospil er ikke vores fjende som sådan, men vi ser da hellere, at folk bruger tiden ude på banerne i stedet for foran skærmen. På den korte bane er computerspilssamarbejder ikke på radaren, men jeg kan ikke udelukke, at det er noget, vi kan gøre på sigt.”

Hvad er jeres ambitioner?

”Ambitionen er at gøre Veo tilgængeligt for alle sportskampe i verden. Vi vil gøre det muligt for alle sportsudøvere at filme deres kampe, gøre dem til bedre spillere og dele deres øjeblikke. Vi vil skabe det største sportsteknologi-selskab i verden, som rent faktisk gør en forskel. 90 procent af vores forretning er fodbold, men vi oplever også en stor efterspørgsel fra andre sportsgrene som rugby og basketball. Særligt er rugby begyndt at vokse meget. Om tre år håber jeg, at forholdet mellem fodbold og andre sportsgrene har udlignet sig, for der er potentiale derude.”

Hvor langt er I med den ambition?

”Lige nu arbejder vi med 15.000 sportsklubber verden over. Vi har lige rundet 1 million Veo-filmede kampe. Det er vi virkelig stolte af, men vi er kun en lille brøkdel af vejen for at nå det fulde potentiale.”

Henrik Teisbæk

Født i 1982. Bor i Charlottenlund med sin kone Maria Gregersen og deres tre børn. Uddannet ingeniør. Inden han var med til at stifte Veo i 2015, stod han blandt andet bag billettjenesten Billetto og blogportalen Bloggers Delight.

Hvem er jeres kunder?

”De fleste af dem, vi arbejder med, er breddeklubber, men vi arbejder også med professionelle sportshold. Eksempelvis arbejder vi med halvdelen af de nuværende Premier League-hold inklusive Manchester City og Liverpool. Vi arbejder også med samtlige danske Superliga-klubber og en masse MLS-klubber i USA. Mange af de bedste klubbers akademier bruger vores kamera.

Det er alt sammen virkelig stort, men vores primære fokus er fortsat på breddeklubber. Det er dem, som vi gerne vil være noget for. At de bedste klubber så også kan bruge det, er jo bare en blåstempling af vores produkt.”

Rent økonomisk er det så ikke en bedre forretning at arbejde med de professionelle klubber?

”Det kunne man godt fristes til at tro, men der er så enormt mange breddeklubber kontra professionelle sportsklubber. Vi vil hellere bygge noget billigere til mange end noget dyrt til få.”

Hvem er jeres konkurrenter?

”Vi har ikke nogen deciderede konkurrenter, som det ser ud lige nu. Der er nogle, som arbejder med at lave automatiseret livestream, og der er nogle, som laver videoanalyse. Men der findes ikke andre, der har et portabelt kamera, som kan tages med rundt og filme fodboldkampe. Vi ved, at det kommer, og at nogle andre er i gang med at bygge noget, men rent produktmæssigt og operationelt er vi nogle år foran andre i feltet.”

Hvad er næste skridt for Veo?

”Vi har netop lanceret en ny version af vores kamera, der blandt andet inkluderer livestream og en endnu hurtigere videoproduktion, og overordnet er vores store fokus i år livestream. Vi har bygget en kraftigere computer ind i kameraet, så kampen kan produceres inde i selve kameraet, samt et 4G-modem, så kampene kan livestreames. Det gør vi, fordi det åbner op for nogle nye markedssegmenter, men der har også været en del efterspørgsel blandt vores kunder på livestreaming.

Det muliggør eksempelvis for forældre og venner at følge udebanekampe hos deres ven eller barn, som man ikke selv har mulighed for at deltage i. På sigt vil vi også gerne hjælpe klubberne med at tjene penge på deres livestreaming enten i fællesskab med sponsorer eller betalt livestreaming.”

Hvorfor har I valgt at producere hele jeres produkt her i Danmark i stedet for at outsource opgaven til et land, hvor produktionen er billigere?

”Det vigtigste for os lige nu er ikke at reducere vores produktionsomkostninger, men derimod at skabe og levere det produkt, som vores kunder ønsker, hurtigst muligt. Vi ønsker også en større frihed til at reagere, når marked- og produktionslandskabet ændrer sig.

Hvis der opstår mangel på en specifik komponent, kan vi langt hurtigere lave ændringer i produktet, når vores produktion er under samme tag. Det ville normalt tage flere måneder, hvis vi havde valgt at outsource produktionen.”

Hvordan ser din typiske arbejdsdag som CEO hos Veo ud?

”Min opgave er at sikre retning og rammer. Jeg skal sikre en klar, strategisk retning og skabe klarhed omkring de valg, der bliver taget, men også skabe gode arbejdsrammer. Jeg bruger også en del tid på fundraising. Desuden skal jeg også hele tiden udfordre ambitionsniveauet, og jeg tror generelt, at når selskaber vækster, er der en naturlig tyngdekraft mod at beslutninger bliver mere konsensusdrevne, og at beslutninger helst skal være så gnidningsfrie som muligt.

Jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved, om tingene er ambitiøse nok både i forhold til design, kommunikation og salg. For det er enormt vigtig, at væksten ikke blive en hvilepude. Jeg er uddannet ingeniør, så jeg bruger generelt også en masse tid på produktet med vores ingeniører og designere.”

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann | Alle kameraer fra Veo er produceret i Danmark på virksomhedens egen fabrik (i billedet), der ligger i Veo Technologies bygning i København.

Hvor mange timer arbejder du om ugen?

”Jeg kommer hurtigt til at bruge 50-60 timer om ugen, hvor jeg aktivt arbejder. Og så kommer der alt det mentale tankespind oven i, hvilket også er en god portion timer.”

Hvordan balancerer du arbejde og privatliv?

”Jeg har forskellige tidspunkter på dagen, hvor det er vigtigt for mig at være der for min familie. Jeg vil gerne være sammen med mine børn om morgenen. Vi har en sædvanlig rutine, hvor jeg afleverer dem i institutionen. Her kører vi afsted på ladcyklen og hører Kim Larsen hele vejen derhen. Det er et af dagens højdepunkter.

Derudover gør jeg også, hvad jeg kan, for at nå hjem og spise aftensmad med familien. Det er et princip for mig at spise aftensmad sammen med dem. Weekenderne er nærmest også hellige. Men det er svært at balancere. For en ting er de timer, jeg lægger fysisk i Veo, en anden ting er de timer, som jeg lægger i det mentalt. Der kan det godt være en udfordring at koble af.

I weekenderne kan det være en udfordring at parkere arbejdstankerne for en stund. Men i hverdagen, når jeg kommer hjem efter at have siddet i møde i otte timer, er det rart at træde ind ad døren til tre drenge, der møder en med det samme. Børn er gode til at få en til at være til stede og fokusere på noget andet.”

Hvad gør du for at få arbejdet lidt på afstand?

”Jeg fokuserer på at få motioneret hver dag enten ved at cykle, løbe eller spille lidt fodbold. Vi har bygget en fodboldbane på kontoret, så jeg spiller med mine kolleger. Motion er et godt middel til at få mig til at fokusere på det, jeg er i. Det er også ret vigtigt for mig at få minimum syv timers søvn.

Min produktivitet afhænger virkelig af, hvor meget søvn, jeg har fået. Og ellers kan det også være sundt en gang imellem at gå ud og drikke nogle øl og rafle lidt med drengene.

Generelt er min stresstærskel ret høj, og jeg egentlig god til at håndtere stressede tidspunkter, uden at det påvirker min hverdag. For mig handler det mere om, hvor meget jeg er til stede, når jeg er hjemme.”

Har du prøvet ikke få administreret din tid godt?

”Ja helt sikkert. Det er enormt svært, når der er pres fra alle sider, og det er nemt at blive grebet i at arbejde konstant og til langt ud på natten. Jeg ved, at jeg ikke er den bedste version af mig selv, hvis jeg ikke lykkes med søvn, motion og familietid.

En rigtig god dag starter ofte ved, at jeg aftenen før planlægger de fire-fem punkter, som jeg ved, at jeg skal nå dagen efter, og kommer i seng i ordentlig tid.”

Noget af det vigtigste, som jeg har lært i min tid hos Veo, er, at man ikke skal være bange for at tage den svære vej.

Henrik Teisbæk

Hvem er dine inspirationskilder?

”En af dem er Elon Musk, selvom det lidt er en kliché. Men det, der er så fedt ved ham, er hans helt sindssyge ambitionsniveau og hans vedholdenhed. Mit baggrundsbillede på min computer er et billede af to af Musks Falcon 9-raketter, der lander på samme tid. For mig er det det ultimative billede på vedholdenhed og ambitioner.

Steve Jobs var også virkelig inspirerende. Han havde et kompromisløst fokus på produktdesign og produktkvalitet. Dét, at ville lave det ultimative design, er virkelig inspirerende.”

Har du måtte ofre noget for at nå dertil, hvor du er i dag?

”Der er helt sikkert nogle mennesker, som jeg gerne ville bruge mere tid med. Jeg har ofret en masse socialtid, men også en masse tid med min kone, som jeg har måtte give afkald på. Hun trækker et stort læs og uden hende, ville dette projekt aldrig kunne lade sig gøre.”

Hvad har været din vigtigste læring?

”Noget af det vigtigste, som jeg har lært i min tid hos Veo, er, at man ikke skal være bange for at tage den svære vej. Da vi startede ud her, gik det hurtigt op for mig, at vi blev nødt til at udvikle vores eget kamera. Folk omkring mig frarådede at bygge min egen hardware, fordi det var alt for komplekst og noget, som jeg ville knække nakken på.

Men jeg holdt ved, selvom vi brugte to år på at udvikle den første version af kameraet. Men det, at vi har vores egen teknologi, har vist sig at blive definerende for vores produkt, så jeg er virkelig glad for, at jeg bare sprang ud i det.

Man skal ikke altid gøre det svære, men man skal heller ikke være bange for at vælge den svære vej en gang imellem.”