Sebastian Stadil, der er fætter til Hummel-ejeren Christian Stadil er 31 år, stifter af og direktør for softwarevirksomheden Scalr.
"Jeg var iværksætter fra starten. Som syvårig havde jeg en forretning, som gik ud på at samle golfbolde sammen, når golfspillerne skød helt skævt. Så fandt jeg boldene, gav dem tilbage og fik en krone pr. bold. Det gjorde jeg i et par år, og i mine teenageår lavede jeg så en forretning ud af at sælge brændte cd’er og dvd’er. Ja, altså, det var måske nok ikke helt lovligt, men det tænkte man jo ikke så meget over, dengang man var ung.
I 2008 arbejdede jeg for en virksomhed her i Californien, og jeg havde problemer med en prototype på IT-infrastruktur. Undervejs fandt jeg ud af, at mange andre virksomheder havde de samme udfordringer med IT-infrastruktur.
Jeg endte med at gå solo med min egen idé, der – uden at gå for meget i detaljer – kan sammenlignes med, at virksomhederne holder en fest for 30 mennesker, men 30 mio. mennesker dukker op. Det handler om at opdage, hvornår der er brug for at improvisere, og at løse uforudsete udfordringer.
Jeg begyndte at arbejde på kaffebarer og andre steder med internet. Et år efter ringede Samsung og tilbød 100.000 dollars for retten til at bruge min løsning. Der blev det åbenlyst, at min idé var god, og det var en fed bekræftelse.
Til at starte med troede jeg nærmest ikke på det. Jeg turde ikke fejre det, før handlen var endegyldigt hjemme, og selv da handlen var i hus, kunne jeg ikke fejre det, fordi jeg jo fik mere at lave.
Men jeg løb rundt og viste alle pengeoverførslen, da pengene var gået ind. Jeg var selvfølgelig begejstret over økonomien i det, men det beviste jo også, at min idé var bæredygtig.
For at kunne overholde aftalen med Samsung havde jeg brug for medarbejdere, så jeg ansatte en flok. Og det var sådan, virksomheden startede. I dag har jeg 55 medarbejdere i San Francisco, Tel Aviv og Boston.
Jeg holder ikke meget ferie. Sidste år blev det til lidt camping i Yosemite i et par weekender. Min dag starter klokken 8 og slutter lidt efter midnat. Nu hvor jeg ikke har så meget tid, prøver jeg eksempelvis at udnytte mine flyveture til at få koblet fra.
I 2014 havde virksomheden en nærdødsoplevelse. Vi havde planlagt at lukke en ordre i april, og for at kunne klare opgaven måtte jeg ud og ansætte en række nye medarbejdere. Men ordren trak ud, og vi var ved at løbe tør for penge.
Folk blev ved med at spørge, hvordan det egentlig gik, og jeg var nødt til at vise selvsikkerhed udadtil, så jeg gik ud og slog på tromme for, at det gik godt, og at vi jo ansatte en masse osv.
Men i virkeligheden var vi blot uger fra at gå konkurs. Jeg var meget, meget nervøs, for at sige det mildt. Det var en hård indre kamp for mig at balancere mellem at være ærlig over for mine medarbejdere og at undgå at skabe panik omkring vores situation. Jeg endte med at give et personligt lån til virksomheden, og i juni gik handlen igennem, og vi red stormen af. Jeg lærte, at det er vigtigt at bevare roen og vise selvsikkerhed som stifter og leder. Hvis du udviser usikkerhed, vil det sprede sig i alle grene af virksomheden.
For mig har det altid handlet om at løse et problem. Det er en inspiration, jeg har fra min far. Der er en helt særlig kultur i min familie, et vist niveau af risiko-tolerance. I vores familie har der altid været plads til at lave fejl.
Både min far og jeg selv samt min fætter Christian Stadil, der sammen med sin far Thor Stadil driver selskabet Thornico, er iværksættere. Det har været en stor hjælp for mig, at der både er accept af og plads til at tage chancer. Når man starter noget nyt, er det altid forbundet med stor risiko. Og det kan være pinligt at fejle med sit projekt i fuld offentlighed.
Jeg sparrer ofte med min fætter Christian, og derudover har jeg haft stor glæde af flere af hans bøger. Den mest generelle indsigt, som Christian har givet mig, handler om kundehåndtering.
Din kunde kommer ofte til dig med et ønske om at få udført et stykke arbejde på en bestemt måde, og det er fristende bare at sige ja, især hvis det er en stor kunde. Men selv om det virker lidt ulogisk, er det ikke nødvendigvis det rigtige at gøre. I stedet bør du tænke over, hvilket underliggende problem du er i gang med at løse.
Hvis de efterspørger en sandwich, er det jo nemt nok at give dem en sandwich. Men hvis deres underliggende problem er, at de hele tiden er sultne, skal du i stedet fokusere på at fikse det. Det kræver, at du lærer kunderne at kende, og at de har tillid til dig.
Jeg er meget procesdrevet, og jeg jagter effektivitet i alle processer. I juni sidste år gik jeg fra min daværende kæreste, og jeg skulle tilbage på datingmarkedet. Jeg downloadede Tinder og en række andre apps, men det er enormt tidskrævende.
Så jeg udviklede en datingrobot, som automatisk matchede, skrev og aftalte dates med kvinderne, så jeg ikke behøvede at lægge så meget tid i det. Det viste sig at være ret effektivt, og på 120 dage gik jeg på 240 dates. Jeg fandt desværre ikke en ny kæreste, men det var en virkelig sjov proces.
Man bør flytte derhen, hvor pengene er. Jeg rejste ikke fra Danmark pga. dårlige vilkår for iværksættere eller noget lignende, men fordi jeg i Silicon Valley har adgang til kunder, investorer og et kæmpe netværk af eksperter, som ofte kan give mig sparring og inspiration. Det at være tæt på penge og viden gør også risikoen ved at starte virksomhed mindre.
Chancerne for at komme godt fra start er bedre, og det er vigtigt, for nogle iværksættere tør ikke tage springet fuldt ud. Man tør måske ikke sige sit job op, fordi man er bange. Men jeg mener, den bedste chance for at få succes er at gå all in. Når du ikke har fast indkomst, er du nødt til at bruge al din energi på at udvikle dit projekt.
LÆS OGSÅ: Dansk duo laver luksusure af gamle biler: ’På en måned fik vi samlet 3,5 millioner sammen’
LÆS OGSÅ: 32-årige Henrik er hjertelæge og bacon-tester: "Jeg bliver betalt i bacon"
LÆS OGSÅ: Karl Faurholt har skabt en forretning ud af at male og klippe i designer-sneakers
