Iværksætteri: "Jeg mener ikke, det er muligt at nå toppen uden at arbejde 80 timer om ugen"

Onsdag i påsken i 2017 døde Zeth Edwardsens far. Samme dag var Zeth inviteret til et møde med potentielle samarbejdspartnere til sit firma Woomio. Det var et vigtigt møde, for det kunne skaffe ham adgang til et advisory board, der kunne tage Woomio skridtet videre.

Faren var sovet ind i en seng i stuen i familiens hjem, kisten stod i gangen, men Zeths tre brødre kunne ikke bære faren over i kisten alene. Zeth valgte derfor at deltage i mødet over telefonen. Mens han løftede liget af sin far over i kisten, havde han hovedtelefoner på og var i gang med kundemødet.

”Min far havde været ’væk’ et par dage, så jeg havde sagt det farvel, jeg skulle. Jeg har ikke siden tænkt over, om det var den rigtige beslutning. No regrets. Det havde ikke være godt for noget, hvis jeg ikke havde deltaget i det møde,” siger Zeth.

Kunden ved telefonmødet vidste godt, at Zeths far var døende og havde sagt til ham, at han ikke behøvede at være med, hvis han havde brug for lidt tid. Men Zeth deltog alligevel, dog uden at fortælle kunden, hvad han stod midt i.

”Jeg ved ikke, hvad der var sket, hvis jeg var troppet op til det næste møde i stedet. Det er der ikke noget formål i at gisne om. Jeg traf mit valg, og jeg fortryder det ikke.”

Zeth Edwardsen.

Iværksætterlivet er ikke for de tilbageholdende. Iværksætterlivet er for de ukuelige. Dem, der er villige til at presse sig selv til det ekstreme for at nå et mål, der er urørligt for enhver, som tvivler. Det er CBS’ernes bjergbestigning, skjortedrengenes Red Bull-drevne laptop-ironman.

Mens DR har lukket og slukket for ’X Factor’, kører fjerde sæson af ’Løvens Hule’, hvor iværksættere præsenterer deres up-startende virksomhed for fem ’løver’, fem serieinvestorer, som iværksætterne håber vil købe sig ind i deres forretning. I de gode uger har programmet flere seere end ’Disney Sjov’, ’Danish Music Awards’, ’Danmark har talent’ og TV 2’s dansk-svenske søndagsdrama ’Greyzone’. Programmet, som oprindelig stammer fra Japan, er blevet produceret i 30 lande, og i nogle lande er det blevet sendt i flere forskellige versioner.

En af investorerne i ’Løvens Hule’, Tommy Ahlers, er blevet uddannelses- og forskningsminister. Hans medløve, Just Eat-stifteren Jesper Buch, har som mange andre iværksættere skrevet storsælgende bøger om sin hårde vej til toppen. Læg dertil, at der ikke findes den kommune i landet med respekt for sig selv, som ikke har et iværksætterprogram; at væksthuse og kommunale iværksættermiljøer konstant skyder op rundt i landet, og at det efterhånden er blevet en fast replik i politiske debatter, at Danmark skal leve af gode idéer og iværksætteri.

Iværksætteren er den nye rockstjerne, og vejen til succes er the real deal.

Der er ingen smutveje. Her gælder kun hårdt arbejde, opfindsomhed og gåpåmod, og de, der klarer den, eksempelvis Jesper Buch, Tommy Ahlers, og også Tesla- og PayPal-guruen Elon Musk og Facebookstifteren Mark Zuckerberg, dyrkes – for det meste – som idoler, fordi de troede på sig selv, pressede sig selv til det yderste og satsede alt.

Det er mantraet: Alt på ét bræt. Hvis du presser dig selv hårdt nok, lykkes du. Hvis du mislykkes, har du ikke arbejdet hårdt nok, troet nok på dig selv og investeret dig selv nok. Fiaskoen er kun din egen skyld.

Zeth Edwardsen er 36 år og iværksætter. Han er iført en Guns N’ Roses-sweatshirt, han har store hovedtelefoner på, en rygsæk og ligner en blanding af Frederik Cilius fra ’Den Korte Weekendavis’ og Peter Reichhardt. På Facebook har han for nyligt delt en video fra Business Insider, hvor thumbnailen er en storsmilende Mark Zuckerberg og overskriften, frit oversat, lyder:

’Den afgangselev, der holder dimissionstalen, bliver sjældent rig og berømt – her er, hvorfor den gennemsnitlige millionærs universitetssnit er på 2,9.’

Selv var Zeth langtfra den flittigste elev i skolen. Hverken i folkeskolen, på gymnasiet, på HF eller på universitetet. Hele vejen igennem sagde hans lærere og forældre til ham, at han godt kunne, hvis han bare lagde lidt arbejde i det. Han var jo kvik nok. Men han gad ikke.

I dag er han stifter og direktør i virksomheden Woomio, der har syv ansatte, kunder i ni lande og har rejst 900.000 euro (cirka 6,7 millioner kroner) i investeringer. Om et år er planen at have 35 ansatte.

Kort fortalt er Woomio en software, hvor marketingsafdelinger kan administrere og måle effekter af kampagner på tværs af bloggere, Instagram-stjerner og andre influencers og derved vælge den rigtige at alliere sig med, når de skal skabe opmærksomhed om et brand.

Zeth Edwardsen.

Zeth, der under hele sin uddannelse efter eget udsagn var den dovneste elev i klassen og endte med at droppe ud af universitetet, arbejder i dag op til 80 timer om ugen. Nogle dage kommer han slet ikke hjem for at sove, men arbejder i stedet 48 timer i træk.

Da han som lille legede med sine venner, var han enten gårdejer eller bilforhandler, hvis de legede med biler. Han har altid gerne villet være selvstændig.

”Men jeg har fået ind med modermælken, at en god, solid uddannelse er det eneste, der kan sikre dig imod fordærv. Og det har jeg altid taget for gode varer. Derfor blev jeg to år længere på polit-studiet, end jeg egentlig havde lyst til. Også fordi min far sagde, så pænt han kunne, at jeg nok ikke havde selvdisciplinen til at gennemføre.”

Zeth blev dog tvunget til at tage en pause fra studierne, da han og hans daværende kæreste gik fra hinanden, og han pludselig stod uden lejlighed. Kort efter fik han job på et bogholderi, som han ville beholde, indtil han tjente penge nok til et sted at bo. Han fik også en ny kæreste.

”En dag i 2010 kom jeg sur hjem. Dels var det røvsygt at være bogholder, dels irriterede det mig, at mennesker ikke havde styr på deres økonomi,” husker han.

”Oveni det fandt jeg ud af, at alle mine forestillinger fra min opvækst ikke passede. Der er ingen, der har styr på det hele, uanset hvor solidt et fundament de har.”

Kæresten kunne mærke det på ham. At han ikke var skabt til det liv, han ellers havde i støbeformen, og at den firma-idé, han altid talte om, fyldte mere og mere.

”Hun sagde: ’Du er ikke glad. Hvorfor springer du ikke ud i det dér?’ Det havde jeg ikke noget godt svar på. Næste dag ringede jeg til bogholderiet og sagde op, og så satte jeg mig ned og googlede, hvordan man starter et techfirma.”

I 2016 blev der etableret 20.207 reelt aktive, nye CVR-registreringer i Danmark (altså renset for genstartere og personligt ejede mindre virksomheder), hvilket er omtrent det samme som før finanskrisen.

Alligevel hører vi i dag langt mere om det. På 10 år er medieomtalen af iværksættere, iværksættervirksomheder og iværksætteri tredoblet. Du har ikke læst en avis eller et netmedie – eller dette magasin – i de senere år, hvis du ikke har set overskrifter som ’Ung iværksætter mistede alt. Nu er hendes firma 90 millioner værd’, ’Sådan bliver du en succesfuld iværksætter’ og ’Fra dagpengemodtager til iværksætter’.

Men iværksætter-Danmark er ikke kun de mange succeshistorier, vi hører om. Blot hver anden nystartede virksomhed herhjemme når at eksistere i fem år, inden de må lukke. Enkelte virksomheder, der tæller med i den statistik, bliver købt i løbet af de fem år, men det er ifølge Dansk Iværksætter Forening ’forsvindende få’.

Center for Vækstanalyse udgiver årligt Iværksætterbarometret, en samling af statistik og målinger af iværksættermiljøet i Danmark. I en undersøgelse bliver 1.245 ejere af nyere, danske start-up-virksomheder, repræsentativt fordelt over hele landet, bedt om først at beskrive sig selv ud fra en række parametre og derefter at beskrive den ideelle iværksætter – set med deres egne øjne.

Undersøgelsen viser, at iværksætterne ser den ideelle iværksætter som mere handlekraftig og risikovillig end dem selv. Det er ifølge dem, noget man bør stræbe efter at være. Omvendt mener de, at de selv har et mere skævvredet fritids-arbejde-forhold end ideelt set.

Især iværksættere, der drømmer om stor vækst, siger sjældnere om sig selv, at de har en god balance mellem arbejde og fritid. Center for Vækstanalyse har også spurgt de danske iværksættere, om de anser det for legitimt at fejle. Det mener 37 procent ikke, at det er.

Zeth Edwardsen.

Zeth Edwardsen lå i fosterstilling på sofaen. Det var en tidlig morgen, og hans kæreste var lige taget afsted. Et par uger efter deres snak, dengang han besluttede sig for at starte sin egen virksomhed, begyndte han at lægge sig et par timer hver morgen og tænke over én ting: Hvad fanden skulle han gøre?

Mens han lå der i sin sammenkrøllede tankeboble, huskede han, hvad de havde aftalt: At kæresten skulle forsørge dem begge, indtil Zeths nye virksomhed begyndte at give overskud, hvilket han vurderede ville tage fire måneder. Nu var der gået et halvt år, og han havde endnu ikke tjent en øre.

Zeth var begyndt at læse internetblogs og bøger af kendte, succesfulde iværksættere for at finde ud af, hvordan man reelt gør. Han læste blandt andet Jesper Buchs ’KICK-ASS’ og fandt i den en type, han gerne selv ville være. I stedet for at være en ’ligge i fosterstilling flere timer om dagen’-type, ville han gerne bygge sig selv op til at være en ’KICK-ASS, ud over rampen’-type.

Et år inde i Zeths iværksætterrejse gik han og kæresten fra hinanden:

”Hun ville gerne noget andet med sit liv, mens jeg ville have min idé til at blomstre. Og selv om det oprindeligt var hende, der opmuntrede mig til at gå i gang, havde hverken hun eller jeg forestillet os, hvor hårdt det ville blive.”

Den sommer var han single. Han gik i byen, og det virkede som om, at alle, han stødte ind i, var iværksættere.

De var på vej mod toppen af verden, næsten succesfulde, og det var bare et spørgsmål om tid, inden deres virksomheder kunne sælges for en milliard kroner. Mindst. Men henimod slutningen af sommeren begyndte Zeth at undre sig over, hvorfor alle de andre kun var ’næsten succesfulde’. Hvorfor alle dem, der stod i baren, havde så store drømme og så vilde idéer, men alligevel ingenting havde udrettet. Omvendt var alle de iværksættere, han mødte til netværksevents og dem, der skrev bøger og blev interviewet i medierne, ikke til at få øje på ude i byen.

Derfor gik han hjem for at arbejde.

Kort efter lavede han sit første vellykkede pitch til en investor.

Jesper Buch er en af Danmarks mest kendte iværksættere. Ud over ’Løvens Hule’ er han med i et hav af tv-programmer, avisartikler og portrætinterviews. Hans selvbiografi fra 2012, førnævnte ’KICK-ASS’, var på et tidspunkt den mest solgte, danske e-bog på iTunes, og ifølge Buch selv er den i alt solgt i 15.000 eksemplarer. Til sammenligning defineres en bestseller normalt som en bog, der har opnået et oplag på 10.000 eksemplarer. Tidligere i år udgav Jesper Buch en ny bog, ’ALL IN’, med 10 gode råd til fremtidige iværksættere.

”Det er vigtigt at drømme,” siger han. ”Det er smukt at tænke stort, men det kræver arbejde og det kræver fravalg, hvis du virkelig vil have noget til at blive en succes. Jeg brugte 10 år på at tænke virksomheden før mig selv, min familie, mine venner, min hund og min kat. Det var den pris, jeg betalte for at nå derhen, jeg er i dag."

Tilbage i år 2000 sad Jesper Buch på sit værelse i Skjetten, 20 kilometer nord for Oslo, som praktikant på den danske ambassade. Der fik han lyst til en pizza, men han kunne ikke finde et pizzeria på nettet. Det var sådan, takeaway-madbestillingssitet Just Eat blev født. Et online-imperium, som i dag er kæmpestort, og som Buch har solgt sin andel af for et ikke nærmere specificeret, men stort millionbeløb.

I dag er han business angel (en investor, som imod en ejerandel bidrager med sparring, netværk og muligvis penge) i 20 forskellige virksomheder, han har en omfattende foredragsvirksomhed, og han beskriver sig selv som multimillionær. Han siger, at han nok aldrig bliver medlem af Mensa, så når han har kunnet opnå det, han har, kan alle gøre det.

”Jeg maksimerede chancen for, at det gik godt og minimerede risikoen for, at det skulle gå dårligt, ved at tro på mig selv og arbejde hårdt. Jeg mener, det er sådan, man skal gøre, hvis man vil lave en milliardforretning. Jeg mener ikke, det er muligt at nå toppen uden at arbejde 80 timer om ugen. Dit firma er i lang, lang tid en enmandshær, og så duer det bare ikke at insistere på at gå hjem klokken 17.”

Jesper Buch lånte oprindeligt 320.000 kroner i banken til at banke Just Eat i gang, hvilket var en motivationsfaktor. På den måde havde han ikke nogen mulighed for at bakke ud, når det blev svært.

Derfor leder han som investor i dag efter iværksættere, der på samme måde er involverede – både personligt og økonomisk:

”Jeg investerer i mennesker. Jeg besidder en evne til at finde de mennesker, der har den rigtige holdning til at bygge en forretning op, og det betyder, at de tænker virksomheden først.”

Den tankegang skriver han blandt andet om i ’ALL IN’:

’Du skal være klar til at gå hjem og sige til din kæreste og dine børn: ’I ser mig ikke i fem år, men når jeg kommer hjem igen, så garanterer jeg jer for, at vi kommer til at leve et liv i økonomisk uafhængighed.’

I bogen skriver han også om at sove på en Coca-Cola-luftmadras på kontoret og om at gå i bad i svømmehaller på sin vej gennem danske provinsbyer for at skaffe kunder.

”Når jeg tænker tilbage på starten af Just Eat, føltes det som om, vi kom i vikingeskibe og erobrede verden. Det var en fed tid,” siger Jesper Buch.

”Iværksætterne er de nye rockstjerner, dem man ser op til, og det synes jeg egentligt er bedre, end da det var Sidney Lee.”

Buch har endnu ikke oplevet, at en af de iværksættere, han har investeret i, har sagt til ham, at han eller hun ikke kunne klare presset eller har følt sig stresset. Presset er også, siger han, forskelligt alt efter ambitionsniveauet.

”Min definition på succes som iværksætter er, at du kan betale din egen løn. Det er ikke alle, der har lyst til at lave en virksomhed, der er 50 milliarder kroner værd, men hvis du har det, så kræver det, at du giver alt, hvad du har, og tror på dig selv.”

Zeth Edwardsen.

Der findes et begreb, der kan bruges i mange sammenhænge, men som især anvendes i iværksætterkredse:

Fake it ’till you make it.

Lad som om, du er en succes, indtil du er en succes. Alle vil investere i en gulddreng, ingen vil lege med en stresset fattigrøv med mørke poser under øjnene.

”Da jeg fik min første investor, var der mange, der sagde ’godt gået,’” husker Zeth Edwardsen. ”Alligevel havde jeg svært ved at tage imod ros, for jeg tjente jo ikke nogen penge. Og i princippet kunne jeg lukke ned dagen efter. Men jeg delte ikke de tanker med nogen.”

I den periode var han ked af det, trist, men han kunne ikke lade det skinne igennem, for hver dag skulle han signalere overskud over for potentielle kunder og investorer. Han skulle pitche sit produkt, som om han var 100 procent sikker på, at det ville blive en succes.

”Der foregik en kamp i mig selv for at maskere, hvor usikker jeg var inde under skallen. Og jeg var bange for, at nogen skulle afsløre mig, pege på mig og sige ’løgner’. Jeg skulle virkeligt gøre mig umage for at lære at fejre de små succeser, der kom undervejs, og sige til mig selv, at jeg fortjente det.”

Det, Zeth Edwardsen på dette tidspunkt udviste, kaldes The Imposter Syndrome. Det er en psykologisk term, der dækker over en ubegrundet frygt for, at ens succes er ufortjent og opnået på grund af held og timing, eller fordi andre fejlagtigt tror, at man er klogere eller dygtigere, end man i virkeligheden er.

I et forsøg på at opnå en følelse af, at man er berettiget til sin succes, kan syndromet resultere i overdreven perfektionisme og massivt overarbejde. I Zeths tilfælde betød det, at han begyndte at arbejde hårdere og hårdere og stillede endnu større krav til sig selv.

I foråret 2015 gik Jonathan Løw på ’Go’Morgen Danmark’ og fortalte en hemmelighed.

Han havde på daværende tidspunkt startet fire virksomheder, heraf to uden for landets grænser. Børsen havde omtalt ham som en ’ung iværksætter-guru’, han var blandt de 100 mest lovende ledere herhjemme, en af hans virksomheder modtog prisen som ’Årets IT-virksomhed’, og han havde været nomineret til ’IVÆKSTprisen’ – den årlige ærespris, som Google, ASE og Dansk Iværksætterforening står bag gennem samarbejdet ’Vækst’.

Men Jonathan Løw var ikke glad. Faktisk havde han forinden været langtidssygemeldt med stress og depression, og han havde været indlagt på Risskovs Psykiatriske Hospital, hvor han var blevet behandlet med elektrochok.

”Jeg var en af de første, der offentligt sagde, at der var et problem,” siger han.

”Indtil da var de eneste iværksættere i medierne dem med den dér all or nothing-tilgang. Og det er et problem, hvis nye iværksættere tror, at det er den eneste måde at gøre det på, fordi det er de rollemodeller, der er.”

Jonathan Løw.

Efterfølgende modtog Jonathan Løw over 300 privatbeskeder fra iværksættere, der havde set ham på tv eller læst hans opslag på Facebook. De havde haft det på samme måde som ham, men ikke turdet sige det højt. For hvad ville ansatte, investorer og miljøet ikke tænke? Flere skrev også, at de havde pralet med at arbejde for hårdt, selv om de egentligt ikke var stolte af det.

I månederne op til Jonathan Løws sygemelding havde han ikke haft tid til at reflektere over, hvordan han brugte sin tid og levede sit liv. Han var blevet ét med sin virksomhed, og de ting, der virkelig betød noget for ham, kom i anden række.

”Der er du et farligt sted. I det øjeblik virksomheden fejler, fejler du også. Min identitet lå udelukkende i min virksomhed. Jeg så ikke mine venner og familie, jeg stoppede med at spille badminton, og jeg tog 30 kilo på. Men jeg følte, at jeg var usårlig.”

Indtil det gik galt. Løw havde haft ondt i ryggen og troede, han havde lavet en forkert bevægelse, så han gik til fysioterapeut. Men det var ikke en diskusprolaps. Det var stress. Hans krop spændte sammen for at holde til presset, og han blev beordret til at holde fri i 14 dage.

Da han endelig slappede af, kom det væltende. Han stod pludselig og græd i badet uden grund. Der kom en landskamp i fjernsynet, han gerne ville se, men han måtte slukke efter fem minutter, fordi han ikke kunne koncentrere sig. Det videreudviklede sig til en depression, og så måtte han trække stikket helt.

”Jeg arbejder stadig mange timer om ugen, men ikke på bekostning af noget, jeg synes, er vigtigere. Jeg elsker det, jeg laver, og udfordringen for mig er at lade være med at arbejde hele tiden, selv når jeg har lyst. Det er umodent og egoistisk ikke at lave andet end at arbejde. Hvad vil dine børn gerne? Din kæreste, dine forældre og dine venner? Det handler ikke kun om dig, og når man som menneske indser det og opgiver noget af sit ego, så bliver man meget lykkeligere,” siger Jonathan Løw.

Efter sin sygeperiode er han begyndt at lave en øvelse: Han skriver to gange om året to top 10-lister. På den ene skriver han, hvad der gør ham glad, og på den anden skriver han, hvad han bruger sin tid på. Tidligere lå arbejdet nummer 1, 2 og 3 på listen over forbrugt tid, selv om det kun var på en syvendeplads over ting, der gjorde ham glad. Nu prøver han at holde en bedre balance.

”Det er blevet en branchestandard. Hvis alle løber, indtil de segner, så er du også nødt til at løbe, indtil du segner. At sove er at spilde tiden,” siger Jonathan Løw. ”Da jeg kom tilbage fra min sygdomsperiode, tænkte jeg, at det kunne simpelthen ikke passe. Der måtte være en anden måde at gøre det på. Og det er der. Jeg lever i dag med en helt anden bevidsthed og menneskelig indsigt, og det kan jeg varmt anbefale til andre, nuværende arbejdsnarkomaner.”

Klokken er fire om morgenen, og Zeth Edwardsen sidder alene på sit kontor. Han er ikke mødt tidligt ind, han har bare ikke været hjemme. I aftes lavede han en tallerken med røget ørred og hytteost i kontorets køkken, og så har han holdt sig vågen på vand og en enkelt Red Bull.

Om nogle timer kommer de andre, og så arbejder han videre til i aften, hvor han går hjem og sover sammen med sin nye kæreste. Det gør han i nogle perioder tre til fire gange om ugen og tager ind imellem en arbejdsdag på 48 uafbrudte timer.

Zeth Edwardsen.

”Jeg synes, det er en befrielse. Jeg får lov til at gennemføre min to-do-liste, og det gør mig høj på adrenalin at vide, at jeg kommer foran,” siger han.

Zeth er klar over, at hans kæreste går på kompromis med sig selv. Men hun har også egen virksomhed, så kombinationen kunne ikke være bedre, mener Zeth. De har fundet ud af, at de elsker hinanden, så hun har været nødt til at affinde sig med, at han elsker Woomio lige så højt, som han elsker hende.

”Woomio er en ting, som ikke føjer sig. Hvis min kæreste skal ud at rejse en måned med sit job, så siger jeg selvfølgelig, at det skal hun bare gøre. Det er hendes job. Woomio er mit job. Jeg spørger ikke om lov til noget, der handler om Woomio. Jeg siger: ’Ja’, hver gang, når det handler om Woomio.”

Zeth Edwardsen har på Facebook skrevet, at ’hvis du ikke arbejder 18 timer i døgnet for at opnå dine drømme og for at udfordre din egen udvikling, så er det et valg fra din side. Ikke uheld!’

”Det er tilvalg og fravalg. Du får bare ikke succes, hvis du ikke arbejder de timer og klarer de opgaver, der er behov for,” siger han. ”Det er ikke på grund af de 18 timer, du får succes. Det er princippet i, at du bliver ved med at prøve. Og hvis du arbejder 18 timer om dagen, vil du alt andet lige få testet flere ting af og nå mere, end hvis du arbejder otte timer.”

Hvis nogen synes, Zeth lever sit liv forkert, så synes han, at det er snæversynet. Han blander sig heller ikke i, hvordan andre lever deres liv. Og han er ikke bange for at få stress, for han mærker efter, og der er ikke noget problem. Han er sin egen chef og vælger selv, hvad og hvor meget han skal nå.

Nogle arbejder for at leve, Zeth lever for at arbejde. Han føler det som en utrolig gave, at han hver dag har lov til at gå ud og lave noget, der kan have betydning for rigtig mange menneskers liv og arbejde.

”Jeg ændrer en industri. Det er et utroligt boost, når nogen siger til mig, at det er genialt set. Derfor arbejder jeg ikke efter et opnåeligt mål. Det er en livsstil.”

Zeth Edwardsen skal snart være far. Derfor regner han med at tage en investering ind, der gør, at han kan skære lidt ned på sit antal af arbejdstimer. Det er et delmål. Men han kunne aldrig drømme om, som han føler, nogle gør, at arbejde for at holde fri. At sidde og vente på, at klokken bliver 16, så han kan få lov til at gå hjem.

”Og hvis det utænkelige skulle ske, at Woomio lukker i morgen? Så åbner jeg en ny forretning.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Iværksætter, Interview og Jesper Buch