”Man kan sagtens nå til et punkt, hvor man hverken kan få dyrere eller federe sneakers, uden at naboen alligevel har de samme. Men jeg kan trods alt give folk en unik sko. Jeg giver dem deres identitet tilbage, kan man sige.”
Sådan forsøger Karl Faurholt at forklare sin egen succes.
Han lever af at vaske, klippe, male og sy i nye og brugte sko, for at give dem et særpræget ydre. Og han mangler ikke købere.
Annonse
På to år har han fået 22.000 følgere på Facebook, og kunderne er oftest købestærke, hjemmeboende drenge fra Nordsjælland eller kreative mennesker, fortæller han.
”Det handler jo i bund og grund om, hvem man gerne vil være, når man klæder sig på. Jeg arbejder med sko fra både Yeezy og Christian Louboutin, som kun findes i limited editions. Men de er stadig ikke specielle nok til mine kunder,” siger han.
Karl Faurholt mener, han er den første i verden, der har lavet et såkaldt sål-swappå en ægte Yeesy og en Adidas Ultra Boost. Vandene var delte på hans Facebook-side, hvor nogle blev forargede over, at han skar og klippede i sko, som mange vil have, men kun få kan få fingrene i.
Forretningsideen fik Karl Faurholt, da han - mest i sjov - eksperimenterede med et par gamle kondisko, som han holdt meget af, men som havde hul til storetåen.
”Det er et par ulækre sko, men jeg kunne rigtig godt lide dem, så jeg brugte 138 kroner på noget stof med Batman på, som jeg limede på. Jeg har altid været typen, der har skilt min radio eller mit tv ad, så ideen kom naturligt til mig,” siger han.
Han lægger et billede af dem på Facebook og får hurtigt flere hundrede ’likes’ på en side, hvor brugere bytter og køber sko af hinanden.
Annonse
Derefter køber han maling på internettet, opretter sin egen Facebook-side og tager toget rundt i København for at indsamle flere brugte sneakers.
Han sælger dem med lidt fortjeneste, og så begynder der at komme henvendelser fra skoentusiaster, der har særlige bestillinger.
Den første opgave er et par sko fra Givenchy til flere tusinde kroner, som ejeren vil have malet. Karl Faurholt henter dem på Ballerup Station.
Nike Air Force 1 med håndmalede blomster. Karl Faurholt har lavet motivet i fri hånd. De sjoveste opgaver er dem, hvor han kan få lov at være kreativ, siger han.
Iværksætteren er efter eget udsagn ikke et mærkevaredyr, men han kan godt forstå sine kunders behov for at skille sig ud fra mængden.
”Sko er blevet for drenge, hvad håndtasker er for kvinder. Jeg kan også godt selv lide et par pæne sneakers, men de behøver ikke være dyre, hvis de er fede,”siger han, og tilføjer:
”Det kan godt være lidt frustrerende, at mange går mere op i mærket end i håndværket. Jeg ved, at hvis jeg lægger et billede af dyre sko på Facebook, så får jeg mange ’likes’, men hvis det er godt håndværk på en billig sko, så får jeg færre ’likes’.”
Annonse
Den mest populære bestilling er indtil videre fra kunder, som vil have sort sål på deres Adidas Ultra Boost, der normalt har en hvid sål. Dem har han lavet næsten 300 af.
Han anerkender ironien i, at folk oftest vil være unikke på samme måde, som alle andre vil være unikke, men han har endnu ikke lavet så mange bestillinger, at folk møder hinanden på Strøget med det samme design på skoene, siger han.
Til gengæld ser han ofte nogen med de snørebånd, han er begyndt at sælge på sin hjemmeside.
Air Max Hyperfuse med håndmalet ’Dragon Scale’. Skoen har krævet flere timers arbejde, og Karl Faurholt holder meget af designet, fordi der er masser af detaljer for øjet.
Hjemmesiden er Karl Faurholts seneste udvidelse i firmaet, og her sælger han både skopuds, børster og maling.
”Jeg kan jo ikke male på alle unges sko i hele Danmark, så meningen med min hjemmesideforretning er at give andre muligheden for også at være kreative,” siger han.
Adidas Ultra Boost med sål fra den eftertragtede Yeezy Shoe af Kanye West.
Han er droppet ud af gymnasiet, så dagene går med at tage imod bestillinger, eksperimentere med designs, male på sneakers, opdatere Facebook-siden, pakke og sende produkter.
Han drømmer om at åbne en hyggelig butik i indre København, hvor kunderne kan hænge ud, mens deres sneakers får nyt liv.
”Jeg gør det mest for min egen skyld, fordi jeg kan lide den kreative proces, men også fordi jeg vil se, hvad jeg kan drive firmaet til. Jeg har nået meget på halvandet år, og jeg har planer om at blive større end Sportmaster og Sportigan,” siger han.