Mads Andreas Olesen: ”Det har ikke ændret min kerne, at jeg har solgt et firma til 100 millioner”

Hvilket miljø prøver du at skabe på arbejdspladsen?

”Jeg er sgu en freak på mange måder. Jeg er ikke bange for at gøre eller sige mærkelige ting, og jeg gør det ikke ud fra en hemmelig agenda. Sådan er jeg bare. Jeg er grænsesøgende med mange ting, og det gør, at mange i teamet kigger på mig og finder tryghed i, at deres CEO kan ligge ned på gulvet og have et møde imens. Jeg tror ikke, at nogen sidder med den tanke, at det er kæft, trit og retning. Jeg sætter selv barren et vist sted.”

Hvilke fordomme møder du som ung leder?

”Mange synes, at CEO-titlen er popmoderne, og at man bare skal kalde sig for chef, men det er jo slet ikke meningen med CEO-titlen, at man spiller smart. Det handler om, at direktører i andre firmaer skal vide, om de forhandler med én, der kan skrive under, hvis man bliver enige om en aftale. Det fortæller stillingen noget om. Og det gør jo også en forretning ineffektiv, hvis stillingerne hedder alt muligt andet. Tituleringen er til for, at man internt i organisationen skal vide, hvem der er hvem, men det er lige så meget for omverdens forståelse af organisationen. Der er altså nogle funktionelle elementer ved det.”

Hvornår står du op om morgenen?

”Vækkeuret ringer 07:50, og det er også der, jeg står op. ’If you snooze you loose.’ I lang tid spiste jeg slet ikke morgenmad. Sådan var min rytme bare. Men for at være lidt sund er jeg begyndt at købe ind til noget morgenmad ovre på kontoret. Så spiser jeg lidt cocopops, når jeg møder ind.”

Hvornår slutter din arbejdsdag?

”Det svinger mellem 20:00 og 22:30, men jeg har det virkelig sjovt med det, jeg laver. Det føles, som om jeg bygger modelfly ude i garagen. Jeg tror på, at det største præventiv mod stress er at lave det, man elsker. Undersøgelser viser, at stress også forekommer for nogle, der ikke arbejder særlig meget, og man kan også gå ned med stress som arbejdsløs. Jeg tror, at stress også afhænger af kvaliteten af ens hverdag. Jeg arbejder 12-13 timer om dagen, og jeg har det lige så sjovt, som hvis jeg spillede fodbold. Dér adskiller jeg mig måske lidt for andre. Jeg vil kun lave det arbejde, jeg synes er sjovt. Det har virket godt for mig.”

Hvad holder dig vågen om natten?

”Mange tænker, at penge er et problem, når man ikke har dem, og at de ikke er et problem, når man har dem. Det er meget binært, og sådan er det ikke for mig. Jeg har akkurat lige så mange bekymringer i dag omkring økonomi, som jeg havde, inden jeg havde bevist mig i andres øjne. Det har ikke ændret min kerne, at jeg har solgt et firma til 100 millioner kroner.

Jeg bekymrer mig også meget om, hvorvidt jeg er god nok, og jeg har altid hadet at begå fejl. Jeg gik til fodbold, da jeg var yngre, og der øvede jeg mig ofte i at jonglere. En dag kom jeg op på 400 berøringer og til at starte med, var jeg superglad for det. Jeg havde hænderne op over hovedet og det hele. Men lige bagefter blev jeg vred over, at jeg var stoppet og ikke havde forsøgt at komme højere op. På den måde har jeg altid sat mig selv nye mål og sat nye rekorder.”

Hvad er dit vigtigste arbejdsredskab?

”Min telefon. Jeg har været igennem forskellige start-ups, og jeg har kunnet mærke, at mine arbejdsredskaber, og de behov, som de udfylder, skifter lidt afhængig af, hvilke faser man er i. Nu er vi 34 ansatte fordelt på tre tidszoner, så mit arbejde består mestendels af møder og koordinerende arbejde. Det betyder også, at jeg nærmest har hele dage, hvor jeg ikke sidder på computeren.”

Hvad gør du som leder for at dele arbejdsglæden med dine ansatte?

”Jeg sørger for at ansætte mennesker, der kompetencemæssigt kan noget andet end mig selv. Og det er også grunden til, at jeg kan tillade mig kun at lave ting, jeg synes er sjove. Så kan jeg aflevere det, jeg trættes med, til en kollega, som til gengæld synes at crunche tal i et excel-ark i 12 timer er guds gave til mennesket. En god diversitet i sit team betyder, at de fleste kan lave noget, de synes er sjovt.

Derudover vil jeg have det personligt godt med alle, jeg ansætter. Når man arbejder så mange timer, som jeg gør, så bliver arbejdspladsen ens sociale liv, og så er det vigtigt for mig, at jeg er socialt interesseret i dem, jeg arbejder med. Og når der er dårlige resultater, som lægger pres på firmaet, bliver det sociale superlimen, der kan holde fast, når brædderne i båden giver sig lidt.”

Er der som leder en styrke i at kunne indrømme, at man tager fejl?

”Ja, men det er også en hårfin grænse. Selvfølgelig skal man kunne indrømme sine fejl, og det vil folk også kunne lide én for, men man skal ikke narre sig selv. Uanset hvor moderne man er, skal der være en ’end all - be all’-autoritet. Som leder kan man ikke sidde og tage fejl hele tiden. Hvis man gør det, sidder man på den forkerte stol. Det er truslen for dem, der sidder i stolen. Man vil helst gerne være sin rolle værd, og det gør, at man ikke har lyst til at indrømme fejl. Det skal der være en bedre balance i.

På den anden side er det også blevet populært at sige, at det nærmest handler om at lave fejl. Det er jeg ikke enig i. Målet er jo, ikke at lave fejl eller i hvert fald lave så få som muligt. Det skal igen ikke være så binært. Frygten for at lave fejl og frygten for at indrømme fejl må ikke være afgørende for, om man gør noget eller ej. Man skal turde fejle, men målet er stadig at vinde.”

Hvornår ville du ønske, du havde mindre ansvar?

”Det føler jeg sjældent. Nogle gange er der meget pres på ens ansvar, og der kan det som virksomhedsleder godt være ensomt. Så kan jeg godt stå med Jerusalems ødelæggelse i min mailindbakke og tænke: ’Hvorfor er der ikke nogen, der kan hjælpe her?’. Men det er jo bare sådan, det er. Som iværksætter er jeg selv ejer af firmaet, men mine ansatte har ikke det samme ansvar som mig. Selvom de virkelig godt kan lide arbejdspladsen og deres arbejde, kan de virkelig også godt lide deres familie og deres fritid, når klokken bliver 16. Og sådan skal det være. Jeg ønsker aldrig mindre ansvar, men nogle gange ønsker jeg mere support.”

Er du god til at fordele ansvaret ud?

”Nej, ikke altid. Jeg vil gerne blive bedre til det. Nogle gange handler det om at give plads og uddelegere arbejdet velvidende, at det produkt, der kommer tilbage, ser anderledes ud end jeg selv ville have lavet det. Med tiden vil de ansatte levere et bedre produkt, og på et tidspunkt har man investeret nok i det til, at forretningen kan køre uden en selv.

Jeg har lavet en exit før, så jeg ved godt, hvordan man bygger en forretning, der kan blive uafhængig af ledelsen. Det er kerneopgaven. Her den anden dag sad jeg til klokken lort og lavede en kontrakt, som en anden medarbejder godt kunne have lavet. Det er at sælge sig selv, for om et halvt år kan den samme medarbejder stadig ikke lave den kontrakt. Og hvis du har Unicorn-drømme og vil have tusindvis af medarbejdere, så går den bare ikke.”

Hvilket telefonopkald har det været det vigtigste, du har foretaget?

”Det var måske mere mindeværdigt, end det var vigtigt, men tilbage i gymnasietiden var jeg enormt betaget af telebranchen og især Morten Strunge, som dengang drev Onfone. Aldersmæssigt var vi ikke så langt fra hinanden, så hans bedrifter virkede meget mulige for mig, og jeg havde en stor drøm om at starte mit eget teleselskab, når jeg blev færdig med gymnasiet.

En dag gik jeg ud af undervisningen for at ringe til Companymobile, som var TDC’s wholesale-afdeling. Jeg tænkte, at jeg kunne tvinge dem til at tale med mig og blive klogere på, hvad der skulle til for at starte et teleselskab op. Jeg fik fat i en af de tunge folk fra ledelsen, og jeg prøvede at lyde vældig seriøs og få nogle tal ud af ham. Den samtale varede fire minutter, så havde han fået gledet mig ud.

Nogle år senere havde jeg startet et energiselskab, og vi laver på et tidspunkt en kontrakt med TDC om levering af noget digital infrastruktur. Da jeg ringer til wholesale-afdelingen, hvem får jeg så i røret? Den samme, jeg kontaktede for år tilbage. Der sad jeg og huskede tilbage på, da jeg i gymnasiet udgav mig for at være en stor og farlig direktør, der skulle i gang med at lave et teleselskab. Det var en slags personlig sejr og manifestering af en drengedrøm.”