Mads Brügger møder Lars Seier til det store ædegilde
110 mennesker betalte en kuvertpris på 3.499 kr. for at hylde Saxo Bank-direktørens bedrifter. Mads Brügger tog med til det usædvanlige middagsselskab.
Mit første interview med Saxo Banks direktør Lars Seier Christensen endte med, at han bad mig om at gå, og dét selv om jeg havde lyttet til de kilder, der havde advaret mod at spørge til ’pletten, der aldrig kan vaskes væk’ (som en tidligere ansat i Saxo Bank formulerede det).
Pletten er selvfølgelig alle historierne om Midas Fondsmæglerselskab A/S, forløberen for Saxo Bank, som Lars Seier Christensen var med til at grundlægge for 23 år siden. Fx at Midas blev stiftet med penge fra den dømte selskabstømmer Poul Fischer, lederen af den berygtede Fischer Bande.
Man kan endda sige, at jeg var så behagesyg i min fremfærd over for Lars Seier Christensen, at jeg gav køb på min professionelle nysgerrighed. Som på vej op i elevatoren til suite 311 på Hotel d’Angleterre i København, hvor jeg spurgte til, hvad han mon havde lavet i det centralamerikanske land Panama, som han ifølge en statusopdatering på Facebook netop var kommet hjem fra.
Lars Seier Christensen svarede, at han bare havde besøgt nogle danske venner, og på trods af, at det kriblede slemt i mig for at spørge hvilke danske venner, lod jeg være, selv om det er en kendt sag, at man først og fremmest flytter til Panama, hvis man er interesseret i at få en masse penge til at forsvinde på en måde, så de aldrig dukker op igen.
Senere den dag, i suite 311, mens vi sad og snakkede om, at Lars Seier Christensen syntes, at virakken om Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og hans garderobe var en ’total non-historie’, begyndte Seiers nye Samsung mobiltelefon at bimle og bamle med kortere og kortere intervaller. Til sidst tog han telefonen op til øret, og snart fik han øjne så store som Fabergé-æg.
På båndoptagelsen foregår det sådan her:
LSC: (Mobiltelefon ringer igen, han kigger på mig.) … ”Det ser ud, som om der sker et eller andet i markedet.” … (Tager telefonen op til øret) … ”Hallo. Hej. På hvad? Hvad sker der? Hvad er der sket?! Hold da kæft! Jo, jeg sidder i et interview, så jeg har ikke fået det. Giv mig lige to minutter, så ringer jeg tilbage” … (Lægger mobiltelefonen ned) … ”Det er jeg nødt til at tage mig af, det her, beklager.”
MB: ”Er der sket noget alvorligt?”
”Schweizerfrancen har været bundet til euroen, men nu er den brudt igennem loftet og er gået fuldstændig rokoko. Kan vi tage resten på et andet tidspunkt? Det her er en meget, meget stor ting.”
Sagde Lars Seier Christensen og fulgte mig til døren. På vejen tilføjede han, at det faktisk var ”det vildeste, som er sket på valutamarkedet siden EMS-krisen i 1992,” hvor pundet kom under angreb.
Annonse
”Er det en sort svane?” spurgte jeg, som metafor for en totalt uventet hændelse.
”Ja … eller måske er det en hvid,” svarede han.
For Saxo Banks nærmeste konkurrenter viste det sig at være en sort svane på størrelse med dragen Smaug – det hele blev næsten brændt ned til grunden. CHF’en (schweizerfrancen) steg med ca. 16 % i ét hug, og følgerne var katastrofale.
Samme dag gik engelske Alpari i betalingsstandsning og ligeså newzealandske Global Brokers. Selskabet FXCM, USA’s største online-marked for private valutaspekulanter, blev kastet ud i en dyb krise og tog et øjeblikkeligt tab på 225 mio. dollars.
Kun et indskud på 300 mio. dollars i sidste øjeblik reddede dem fra konkurs, og alle i industrien var enige om, at efterklangen fra ’sorte torsdag’ kommer til at blive lang og grim. Midt i denne verdensomspændende styrtblødning for Forex-folket kunne man ikke undgå at spørge sig selv: Hvad sker der med Saxo Bank?
I tiden, der fulgte, førte jeg flere telefonsamtaler med den australske hedge fund-ejer John Hempton. Han var en af de første, som var fremme med kritik af Saxo Banks manøvrer under CHF-krisen. ”Kendt svindeljæger: Saxo Bank stjæler fra sine kunder,” skrev finanswatch.dk om Hemptons kritik. ”Uhyrlig påstand,” svarede Saxo Banks ledelse igen.
Hempton var vred over, at Saxo Bank med schweizerfrancens vilde ridt som forklaring efterfølgende gik ind og ændrede på de kurser, som kunderne havde handlet til, med tilbagevirkende kraft. Fra det ene øjeblik til det andet var der kunder, som pludselig fik mangedoblet deres gæld til banken, som fx den kroatiske trader Zoran Ljubic fra Zagreb, som nu skylder Saxo Bank 1,6 mio. kr. ”Selv om jeg havde pengene, ville jeg ikke betale. Det er rendyrket røveri,” sagde Zoran Ljubic til avisen Wall Street Journal.
Hvad der især gør John Hempton interessant som kilde er, at han tjener sine penge på at spekulere i aktier i firmaer, som han mistænker for svindel. Med andre ord er det hans metier at spotte ugler i mosen, og når det gælder Saxo Bank, kan han se en hel voliere med ugler.
Hvis det stod til Hempton, skulle Saxo Bank omgående lukkes ned og Lars Seier Christensen retsforfølges. ”He is toast (færdig, red.),” sagde Hempton og satte spørgsmålstegn ved, om Seier Christensen overhovedet kan kalde sig milliardær, eftersom broderparten af mandens enorme rigdom er bundet i Saxo Bank.
Det er ikke svært at finde kunder på nettet, som har brændt nallerne på Saxo Bank, men ofte, når man kigger nærmere på disse kunder, er spørgsmålet, om de ikke selv har været ude om det.
Dybest set er Saxo Bank et online-kasino – heraf kælenavnet ’Saxino’ – hvor de hårdeste negle spiller på roulette, og når de hårdeste negle taber alle deres penge, bliver de vrede og ringer til deres advokat. Men hver gang Saxo Bank er blevet undersøgt af myndighederne, er der ikke rigtig kommet noget ud af det, og banken har gentagne gange demonstreret et imponerende overlevelsesinstinkt, bl.a. ved at være gode til at indgå forlig med deres fjender.
Læg dertil, at bankverdenen i det hele taget – som en kilde, der har haft fingrene nede i bolledejen, formulerede det – er en ’sindssygt vild industri’. UBS, Barclays og HSBC er navne på gigantiske, multinationale banker, der er blevet snuppet i forbrydelser, som til sammenligning får Saxo Bank til at fremstå som Den Almennyttige Andelskasse Merkur.
Derfor kan det synes mærkeligt, måske endda uretfærdigt, at Saxo Bank i offentlighedens øjne stadig rejser rundt under et suspekt flag, en flosset fane, der ligesom ikke er helt fin i kanten, for gør de ikke bare, hvad stort set alle andre banker gør? Så i stedet for at betragte Saxo Bank som et slags Dr. Doofenshmirtz Evil Incorporated kan man også tage skeen i den glade hånd og jublende udbryde: Hvor er det dog et imponerende stykke dansk erhvervshistorie!
Tænk, at det er lykkedes for Lars Seier Christensen og hans kompagnon Kim Fournais på kun lidt over 20 år at opbygge dette imponerende milliardforetagende, som har kontorer i 25 lande og nær ved 1.500 ansatte.
Mere end nogensinde giver det derfor mening at tage en tur ned ad gjengroede stier.
1.
Apéritif: Gosset Champagne,
Brut Excellence.
-
15. november 2014
På vej i taxa til Hellerup var jeg spændt på, om jeg overhovedet ville komme til at møde Lars Seier Christensen in persona. Dagen før var jeg ude at spise på en københavnsk fiskerestaurant med en erhvervsmand, jeg kender.
Han havde lige solgt sit livsværk til en kapitalfond, og nu var advokaterne ved at binde sløjfe på handlen. Vi fik søtunge og Sancerre, og midt i maden fortalte jeg, at jeg snart skulle til festmiddag som Lars Seier Christensens gæst, til en såkaldt memory lane dinner. Jeg gengav invitationen, så godt jeg kunne efter hukommelsen.
Det skulle foregå på Hellerup Park Hotel, under bokseren og fallenten Hans Henrik Palms auspicier. Der stod, at man skulle igennem en syvretters vinmenu, hvorigennem man kunne følge Lars ’Le Chef’ Seier Christensens rejse fra bartender til bankboss. Hver gæst skulle selv betale 3.499 kr. for herlighederne, og så vidt jeg opfattede det, ville der komme over 100 gæster.
Forretningsmanden og tidl. bokser Hans Henrik Palm. Det var ham, der under en middag på bøfstedet MASH fik idéen til en memory lane dinner.
”Det bliver en fantastisk strøm af gastronomiske oplevelser fra hele verden,” citerede jeg fra indbydelsen. Selv var jeg blevet inviteret med af en bekendt, som for nylig havde været et smut i Nordkorea med Lars Seier Christensen.
Erhvervsmanden og jeg morede os over, at man selv skulle betale for at fejre Lars Seier Christensens bedrifter. ”Men du kommer nok ikke til at møde ham, for rygtet siger, at han er notorisk optaget af sin sikkerhed,” forklarede erhvervsmanden og fortalte så, at han havde hørt historier om, at gæster, der besøgte Lars Seier Christensens 575 m2 store luksuspalæ i Rudersdal, inden han flyttede adresse til Schweiz i 2010, skulle igennem en metaldetektor og et grundigt sikkerhedstjek, før de blev lukket indenfor.
”Så mit gæt er, at han ikke selv kommer med til middagen, men medvirker på et videolink fra Schwarzenbach, lidt ligesom Edward Snowden,” sagde erhvervsmanden.
Da jeg åbnede døren til Hellerup Park Hotel, åbnede jeg døren til en helt, helt anden verden.
Foran en 3 x 3 meter sort planche med hvide logoer (for bl.a. Luxury Aficionados Society og bilmærket Maserati) stod Lars Seier Christensen i fuldt kokkeornat, inklusive hue, og poserede for en fotograf. På begge sider var han flankeret af kvinderne i sit liv: ægtefællen Yvonne, som har afrikansk baggrund, og deres fem døtre – som alle er billedskønne.
Optrinnet lignede den vildeste reality-tv-serie, man aldrig har set. ”Hvor er han dog høj,” er det første, man tænker, når man får øje på den 52-årige Lars Seier Christensen i levende live. Det var ikke for sjov, at hans kolleger i London Citys finansjungle – hvor han tjente sine sporer – kaldte ham for Large.
Han er en kæmpe af en mand som hugget ud af en Tom Wolfe-roman. En ordentlig kleppert med et fyldigt ansigt og lange, tynde arme. Et mangeårigt og uindskrænket vellevned har sat sig sine spor, og samlet set fremtræder Lars Seier Christensen som en lettere patineret bon vivant.
En ægte livsnyder, som på regelmæssig basis har gået så hårdt til vaflerne på alverdens gourmetrestauranter, at hans stofskifte og biorytmik nødvendigvis må vånde sig en smule under presset fra de gastronomiske excesser.
Og har man som jeg en faible for det ekstreme og det kompromisløse, kan man kun glædes ved synet af Lars Seier Christensen – for hvor er det dog fascinerende, at netop kedelige, lille Danmark, lighedens Legoland, har evnet at frembringe så rendyrket en avatar for kapitalismen.
Rundt omkring i kulissen ventede gæster efter tur på at blive fotograferet med Le Chef. Lilian Parker, der sidder i Københavns Borgerrepræsentationen for Liberal Alliance, var der, pornomodellen og forretningskvinden Denice Klarskov var der, og før jeg vidste af det, stod Jesper ’Kasi’ Nielsen der og lod sig forevige med Lars Seier Christensen.
Til et forretningsmøde tidligere den dag havde Seier mindet ’Kasi’ om, at han jo skulle have smoking på, og så var det endt med et mørkt jakkesæt – meget mod Jesper Nielsens vilje. De havde mødtes for at tale om Endless – Jesper Nielsens bud på et nyt Pandora, som Lars Seier Christensen har skudt et tocifret millionbeløb i.
Faktisk gik der ikke en dag, hvor de to ikke var i kontakt med hinanden for at diskutere smykkeforretningen, og nu stod de så dér, på Hellerup Park Hotel, og smilede til kameraet.
Jesper Nielsen poserede med en gaveindpakket flaske El Dorado rom fra Demerara Distillers, flere gange kåret til verdens bedste rom. Det var en henvisning til, at Lars Seier Christensen er fascineret af, at Jesper Nielsen helst drikker rom og cola til maden i stedet for vin, og i løbet af den tid, de havde kendt hinanden, havde Jesper Nielsen introduceret Lars Seier Christensen til nogle af de fineste slags rom, der findes.
Når jeg så dem sammen, som de stod dér, tænkte jeg, at det så helt russisk ud.
Den sidste gæst, jeg så ankomme, var Kim Fournais, Lars Seier Christensens makker. De hilste på hinanden på en overraskende kølig og formel måde, så formelt, at jeg tænkte, det var … ja, mærkeligt.
Jeg gik ovenpå, til salonerne på første sal, hvor resten af selskabet var forsamlet. Folk stod og sippede Gosset Brut Excellent, ”hus-champagnen hos El Bulli i Spanien i de gode gamle dage, da den stadig eksisterede,” som Lars Seier Christensen senere forklarede gæsterne. Lyttede man efter, kunne man høre lyden af mænd, der turnerede det danske sprog, som Bang-Johansen gør det i ’Olsen Banden’.
Så blev det spisetid. Vi defilerede ind i den store sal og tog plads under lysekronernes skær. Alle sad ved runde borde belagt med fede, hvide duge. Der var 13 borde i alt. Til højre for mig havde jeg Denice Klarskov.
Når jeg kiggede lige frem, så jeg, siddende på rad og række, Flemming ’Don Ø’ Østergaard, Anders Samuelsen og Per Mikael Jensen, tidligere direktør for TV 2, nu særlig rådgiver i Liberal Alliance.
2.
Vichyssoise suppe og bullshot. Vin: 2012 Sancerre Comte Lafond Grande Cuvée.
-
Nu skulle middagen skydes i gang. Dj’en Serge sad klar ved anlægget, og Hans Henrik Palm gik på scenen og lagde op til værten. Han fortalte, at ideen til denne middag var opstået over en god bøf på restauranten MASH.
De fleste af gæsterne havde nu fået øje på menuen, som var printet ud på en lille seddel og vedlagt hver kuvert. Dem, der lod blikket glide ned over teksten og gav sig tid til at tænke lidt over, hvad det egentlig betød, forstod nu, at denne menu var et oligarkisk landgangsbrød af dimensioner – det fulde orgelbrus med rigtig meget af det hele og mere til.
Udenfor, omgivet af serveringspersonalet, stod Lars Seier Christensen og ventede på signalet. Selv om han havde givet et hav af taler i sit liv og ikke burde være det, var han faktisk nervøs, fortalte han mig senere. Det her var personligt, og der var meget, som kunne gå galt. Han prøvede at berolige sig selv med, at han jo allerede havde prøvekørt hele menuen personligt fra A til Å, og alt så ud til at være klappet og klart.
Han var iført karmoisinrødt forklæde og en hvid kokkejakke, som fru Remmen, Hotel d’Angleterres ejer, havde skaffet ham, og hvor hans monogram, LSC, var blevet broderet på brystlommen med kapitaler.
Normalt går han kun i Brioni-jakkesæt og Church’s-sko, som passer så godt til hans brede fødder, og skjorter fra Thomas Pink, men i aften ville han ligne en kok så meget som muligt. Hans Henrik Palm havde fortalt ham, at køkkenchefen Kasper Jørgensen går i gummisko, så derfor havde han taget sine Asics-løbesko på. Nu satte Serge ’Should I Stay or Should I Go’ med The Clash på. Han åbnede døren og trådte ind til lyden af klapsalver.
Fra scenekanten berettede Lars Seier Christensen om de formative år som børsmægler i London. Det var her, han mødte sit livs kærlighed, Yvonne. Hun kommer fra Highbury i det nordlige London, hvor Lars Seier Christensens foretrukne fodboldklub Arsenal har hjemmebane.
Det krævede nogle sjusser at lokke hende med hjem til hans lejlighed, og da hun åbnede skabene i køkkenet, gjorde hun en slående opdagelse: Der var kun kold suppe i mælkekartoner. Lars Seier Christensen er nemlig, som han selv siger det, en ’suppemand’, og så var der rigeligt med alkohol foruden række efter række med konservesdåser fra Campbell’s med oksebouillon i.
De to sidstnævnte ingredienser indgår i den drink, vi nu fik serveret sammen med en vichyssoise suppe og tilhørende hvidvin, nemlig et såkaldt bullshot. Denne drink er hans favoritdrink, og hvis man kan forestille sig smagen af isafkølet oksebouillon sammen med et ordenligt skud vodka, er det netop sådan, det smager. Det er medicinen, man griber til, når man virkelig skal hægtes op i kraven, og en bloody mary ikke længere er nok.
”I vil opleve, at der også bliver smidt nogle cocktails ned i aften, det er jo min aften,” sagde Lars Seier Christensen og trak sig tilbage til lyden af Bryan Ferry, der i øvrigt blev
fløjet til Danmark og spillede til hans 50-års fødselsdag for to år siden.
3.
Gourmetsnacks: Råmarineret foie gras, brioche og æbler, pata negra skinke, trøffelmayo, crostini, østers, agurk og kaviar.
Vin: 2004 Pol Roger, Blanc de Blancs.
-
Næste ret var tænkt som et potpourri med nogle af de bedste spiser, Lars Seier Christensen ved – derfor navnet gourmet-snacks. Mens vi indtog denne sælsomme blanding af delikatesser, tænkte jeg over, hvem Lars Seier Christensen egentlig er, og hvad man mon skal mene om ham.
Når man ser ham i spil, virker han forbløffende uprætentiøs, men uden at man kan anklage ham for at snobbe nedad. En af gæsterne sagde til mig, at Seier inderst inde er en god socialdemokrat, men når man sender dette postulat videre til hovedpersonen selv, slår han korsets tegn for sig.
På den anden side: Hvis man virkelig vil være en revolutionær, avantgardistisk socialdemokrat i et land, hvor bevægelsen har sejret så meget, at der findes mindst fire forskellige socialdemokratier i Folketinget, skal man måske netop gøre, hvad Lars Seier Christensen har gjort.
I hvert fald tror jeg, gæsten forsøgte at sige, at Lars Seier Christensen ikke er ond. Eller som Anders Samuelsen, lederen af Liberal Alliance, formulerede det:
”Det mest overraskende ved Lars er nok, at der er mange, der tror, at han er ond, men han er et dybt loyalt menneske, som holder ved, selv når det ser rigtig, rigtig slemt ud.”
4.
Ravioli med ricotta i cremet sauce og trøffel. Vin: 2012 Chambolle Musigny, Domaine des Beaumont.
-
Trøflerne var, fordi Lars Seier Christensen og Yvonne for nylig havde besøgt byen Alba i Piemonte, der er kendt for sine trøfler. Pastaen var, fordi cykelryttere spiser meget pasta, og siger man Saxo Bank, siger man jo også cykelsport.
Dén ved bordene, som vidste mest om maden, vinmenuen og fremgangsmåden, var Hans Henrik Palm, det hele var nemlig hans idé. Under finanskrisen tog han – som han selv formulerer det – en ordentlig røvtur, men nu var han tilbage igen, bl.a. som medejer af Hellerup Park Hotel, gennem sin familie.
Han havde kendt Lars Seier Christensen siden Saxo Banks allertidligste dage, hvor han handlede på finansmarkedet gennem online-platformen Saxo Trader. Siden kom de til at se hinanden privat, hvilket ledte frem til den dag på bøfrestauranten MASH, hvor Lars Seier sad og talte om, hvor meget han elsker mad, og hvor effen en kok han er. Palm tog ham på ordet og opfordrede ham til at gå i køkkenet på Hellerup Park Hotel og lave mad til en sluttet kreds af mennesker – selvfølgelig med hjælp fra personalet.
Snart greb det om sig, for interessen for arrangementet var glubende. Til sidste endte det med det her: 110 mennesker og syv retter med vin ad libitum. Sidst på aftenen, da de var kommet i mål, og alle var glade, kom Lars Seier Christensen hen til Palm og sagde: ”Det er jo gået meget godt.” Og så gav de hinanden et kram.
5.
Chili con carne med nachos, guacamole og margarita-cocktail.
Øl: Corona.
-
Efter gymnasiet og før han kom til London, rejste Lars Seier Christensen ned til Spanien, til byen Torremolinos på Solkysten, og købte sig en bar. Indskuddet var arven fra hans far, som døde af lymfekræft i slutningen af 70’erne.
Efter nogle år solgte han værtshuset videre med tab, og så var han tilbage i Danmark. Nu fulgte en tid, hvor han var chefkok på Chicos Cantina, en mexicansk restaurant i Borgergade i København. Det var i denne periode, at Lars Seier Christensen var bange for at dø og indimellem lå på køkkengulvet med voldsomme angstanfald.
Til sidst havde han held med at tænke frygten væk. Når han så på sig selv udefra, kunne han konstatere, at han havde formøblet det meste af sin arv, ikke rigtig havde nogen uddannelse og et job, som ikke var noget at prale af.
”En dag kiggede jeg mig selv i spejlet og sagde til mig selv: ’Er det det, jeg gerne vil, eller vil jeg prøve noget andet?’ Og jeg valgte så det sidste … og det er jeg faktisk utrolig glad for,” sammenfattede Lars Seier Christensen i mikrofonen, hvilket udløste en øjeblikkelig latter. Så blev der spillet mexicansk musik, og folk løftede deres kodyle margarita-cocktails i vejret og skålede med hinanden.
Når Jesper ’Kasi’ Nielsen, som sad nede ved bord 5, foretrækker rom og cola til maden, er det ganske enkelt, fordi vin ikke slår hurtigt og hårdt nok til hans temperament. Spurgte man ham, var chili con carne den bedste ret på menuen. For Kasi gik aftenen over al forventning. Han blev, med egne ord, ’pattestiv’ og nåede ikke sit fly næste dag.
6.
Jomfruhummer med crostini, grillet citron og fennikelsalat.
Vin: 2011 Meursault Clos de Mazeray.
-
Næste ret handlede om at riste en rune for Liberal Alliance. I midten af salen sad Anders Samuelsen og strålede som en lille sol. Ligesom alle andre i salen lyttede han til Lars Seier Christensens begrundelse for, at vi nu skulle have skaldyr.
Det skulle vi, fordi Liberal Alliances spydspidser har tradition for at spise grillet jomfruhummer, når de mødes på Anholt om sommeren, og her kigger Lars Seier Christensen gerne forbi til en snak. Thyra Frank rører i øvrigt selv mayonnaisen til jomfruhummerne, og den skulle efter sigende være fremragende.
”Hun har en meget klassisk mayonnaise,” som Anders Samuelsen siger det.
Lars Seier Christensen og Liberal Alliance har stået last og brast med hinanden fra partiets første færd. Det er jo i nøden, man skal kende sine venner, og selv da Saxo Bank blev meldt til bagmandspolitiet af Finanstilsynet i sommeren 2010, fortsatte partiet med at tage imod støtte fra deres sukkerfar – og forsvarede ham i pressen.
Seier, som er den største private bidragyder til Liberal Alliances partikasse, skydes ofte i skoene, at han dermed er en udenomsparlamentariker, som køber sig til politisk indflydelse.
Men spørger man Anders Samuelsen, fastholder han, at Lars Seier Christensen aldrig nogensinde har bedt Anders Samuelsen om at hyppe Saxo Banks kartofler på tinge.
”Han kunne aldrig drømme om at gøre det. Aldrig nogensinde. Det ligger på en helt anden planet i forhold til alt, hvad han forbinder med ære og værdighed,” forklarede Anders Samuelsen.
7.
Variation af Vejrø-kød serveret med selleriæblepuré, kartoffelfondant og rødvinssauce. Vin: 2009 Hacienda Monasterio, Reserva Especial.
-
Selv nåede jeg aldrig at smage variationen fra Vejrø og hørte heller ikke Lars Seier Christensens præsentation af retten – jeg var ude at få mig en smøg sammen med en ældre forretningsmand med flyveører, som rasede mod topskatten og blandede det sammen med spørgsmålet om, hvorvidt prostituerede betaler moms eller ej, men senere forstod jeg, at retten var et kip med flaget til Seiers mangeårige kompagnon Kim Fournais.
Tilbage i 2005 købte Kim Fournais nemlig hele Vejrø for 25 millioner og har siden brugt en betragtelig formue på at forvandle øen til et ideologisk showroom for, hvad han kalder ærlig kapitalisme – men driften af øen forbliver en kæmpe underskudsforretning, så måske er det i virkeligheden en tand for ærligt.
Selv sad Kim Fournais bagerst i salen, ved bord 4, og fulgte med i løjerne. Hvis man havde kigget efter i hans kalender, kunne man se, at der kun var lidt over en uge til, at han ville stå på Wall Street i New York, på Nasdaq OMX-børsen, og ringe med den berømte klokke – vel nok det fineste, en kapitalist kan få lov at prøve på pengenes parnas.
Alle, man taler med om Lars Seier Christensens parløb med Kim Fournais, understreger, at Kim Fournais er en naturkraft, der får tingene til at ske, og dét i en grad, som forekommer helt overnaturlig.
Man kan finde episoder i hans liv, der kunne være scener i en Michael Mann-film. Som fx tilbage i 2008, hvor den flamboyante schweiziske bankmand Charles-Henri Sabet skulle smides ud af Saxo Banks ledelse. Ifølge Saxo Bank pga. ’uregelmæssigheder’, ifølge Sabet fordi han var uenig i beslutningen om at lade Eric Rylberg og Karsten Poulsen træde ind i Saxos direktion.
Med en række håndgange mænd fløj Kim Fournais sporenstregs til Schweiz og tog affære, så det battede. Flere mennesker blev ringet op klokken tre om natten med besked om at stille øjeblikkelig i lufthavnen, hvor Saxos privatjet ventede. Computere blev vasket rene, aftaler indgået, og da Charles-Henri Sabet vågnede om morgenen, var han blevet fyret på den hårde måde. Man skal ikke fucke med Kim Fournais, er nok den allermest enkle måde at sige det på.
Med Rylbergs og Poulsens entré trådte Lars Seier Christensen og Kim Fournais tilbage fra ledelsen. Rylberg og Poulsen gik i gang med et gevaldigt oprydningsarbejde i Saxo Banks kadrer, og en række mennesker blev strittet ud.
Der kom orden på sagerne, og i forhold til bankens image kastede det glans over land, at den øverste ledelse nu bestod af to tunge erhvervsledere med stamtavlen i orden. På en måde – og uden sammenligning i øvrigt – lidt som hvis Amdi trådte tilbage fra Tvinds ledelse og lod Stine Bosse tage over.
Med sikker hånd førte Rylberg og Poulsen Saxo Bank gennem finanskrisen og bagmandspolitiets undersøgelse af banken, og pengene rullede stadig ind i en lind strøm – det gik faktisk over al forventning. Derfor forbliver det et mysterium, hvorfor Rylberg og Poulsen forlod Saxo Bank i december 2012, og Lars Seier Christensen og Kim Fournais igen tog plads i direktørstolene.
Et andet mysterium er, om Kim Fournais og Lars Seier Christensen overhovedet er de best buddies forever, som de foregiver at være. Jeg har talt med en kilde, som på et tidspunkt havde kontor ved siden af dem, og som mener at vide, at der i dag hersker et iskoldt had imellem dem, men at de viser gode miner til slet spil for bankens skyld.
”Det er jo det store tryllenummer at bilde verden ind, at de stadig er bedste venner,” sagde kilden.
Samme kilde sagde, at det helt store opgør mellem Fournais og Seier netop fandt sted, da de vendte tilbage til direktionsgangen i 2012. De havde skændtes så voldsomt, at hovedkvarteret i Tuborg Havn rystede under vredesudbruddene, sagde min kilde.
Det skal selvfølgelig ikke stå uimodsagt hen. Lejligheden bød sig, da Lars Seier Christensen skrev og spurgte, om jeg ikke kiggede forbi Hotel d’Angleterre igen, så vi kunne gøre interviewet færdig. Det var to dage efter ’sorte torsdag’, og Seiers humør var åbenlyst for nedadgående.
Det venstre øje så hævet ud, og stemmen lød slidt. Han ville ikke rigtig sige, hvor meget CHF-krisen havde kostet Saxo Bank, men nøjedes med at konstatere, at han var sur på den schweiziske centralbank.
”Hvor sur på en skala mellem 1 og 10?” spurgte jeg.
”Et sted mellem 1 og 9,” svarede han.
Da jeg fremførte kritikken fra førnævnte John Hempton om, at banken stjæler fra kunderne ved at fifle med kurserne, svarede Seier blot, at man altid kan finde en eller anden, der har en mening, og selv kendte han ikke til nogen nye sager med kunder, som var blevet sure på Saxo.
Interviewet var knap gået i gang, før hans telefon ringede igen.
”Jeg håber ikke, du er begyndt at danne en dårlig præcedens,” sagde Lars Seier Christensen og kiggede ned på displayet.
”Ja, måske kan man endda tjene penge på at lave interview med mig,” svarede jeg.
Og spurgte så:
Hvorfor stod du og Kim Fournais af i 2008? Og kom så tilbage i 2012? Hvorfor hele den manøvre?
”Vi vækstede meget kraftigt, og vi havde aldrig prøvet at køre en virksomhed i den størrelse. Pludselig var vi 1.400 mennesker. Kim og jeg følte at vi havde nået yderkanterne for, hvad vores egen erfaring kunne løfte, og i 2008 kom så muligheden med Eric og Karsten.”
Det havde ikke noget med bankens renommé at gøre?
”Overhovedet ikke. Vi vil gerne have, at banken har et godt renommé, men vi mener ikke, at vi nogensinde har gjort andet end ting, der fortjener, at den har et godt renommé. Men hvis folk ikke vil give os det, kommer vi ikke til at blive nogle superpolitisk korrekte røvslikkere for at få det.
Vi vil hellere køre en ordentlig forretning. Så det havde intet med det at gøre. Det havde noget at gøre med, at vi troede, at Eric og Karsten måske kunne noget, som vi ikke kunne, til gavn for banken.”
De gjorde det jo godt, må man sige, så hvorfor kommer du så tilbage i 2012? Er det, fordi du keder dig?
”Nej, jeg havde egentlig aldrig regnet med at komme tilbage igen og kunne godt tænke mig at nå frem til det punkt igen i en ikke alt for fjern fremtid. Der var mange ting, de gjorde rigtigt, og der var ting, vi var lidt uenige i, men så var 2012 et dårligt år, og så følte vi, at vi var nødt til at tage ansvar igen.
Men vi havde sagtens kunnet leve med ikke at være hands on, så vi var ikke begejstrede for at gå tilbage igen.”
Jeg har fået at vide, at da I kommer tilbage, er der en stor uenighed mellem dig og Kim Fournais …
”Nej, det vil jeg ikke sige. Vi er forskellige typer mennesker, og det synes jeg er en stor styrke, og vi er begge nogle strong minded persons og kan diskutere kraftigt, men det er netop styrken i banken, at vi udfordrer hinandens perspektiver på tingene.”
Men når jeg ser jer hilse på hinanden til din festmiddag, virker det meget formelt …
”Det ved jeg ikke altså … Kim og jeg er gode venner, og vores koner er gode venner. Vi har et glimrende forhold, men vi har forskellige interesser og har forskellige mennesker omkring os. Jeg holder meget af Kim. Der er ikke en mand, jeg respekterer mere end Kim i forretningsmæssig sammenhæng.”
Resten af interviewet handlede om Lars Seier Christensens særlige verdensanskuelse. Han ser grundlæggende verden som et sted, hvor heltene er dem, der producerer og tager ansvar, og skurkene er dem, der snylter og ikke tager ansvar.
”Hvis der ikke var andre mennesker end folk, som godt kan lide at dele andre folks penge ud, ville menneskeheden have en forventet levetid på omkring 96 timer,” sagde han og formulerede dermed essensen af den russiskfødte amerikanske filosof Ayn Rand (1905-82), som Lars Seier Christensen er glødende tilhænger af.
Hans store projekt i 2015 er at oprette et europæisk Ayn Rand Institut. Han har allerede fundet direktøren, men vil ikke afsløre, hvem det er, bortset fra at det er en dansker.
”Danmark er faktisk usædvanlig fremskredent i forståelsen af Ayn Rand,” sagde Lars Seier Christensen.
Ayn Rands hovedværk, romanen ’Og verden skælvede’, fungerer i dag som en slags hus-bibel hos Saxo Bank. En kilde sagde, at bogen simpelthen betyder alt, men samme kilde understregede, at de færreste ansatte rent faktisk har kæmpet sig igennem den mere end tusind sider lange roman.
Dem, som alligevel orker ævred, oplever en dystopisk fortælling om en verden, som er ved at bukke under pga. kollektivisme, altruisme, socialisme og generel udelighed. Til sidst bliver det hele så slemt, at heltene kaster håndklædet i ringen.
De stærke, smukke og handlekraftige industrikaptajner går simpelthen i strejke – og bygger deres eget lille, hemmelige idealsamfund kaldet Galt’s Gulch, hvor de gemmer sig for omverdenen. De sværger, at de først vil vende tilbage, når de dovne, snyltende døgenigte i New York City er blevet så udygtige og tjaldede, at lysene i skyskraberne slukkes.
Som sådan en roman med nogle virkelig heftige budskaber: Fx at det eneste, der betyder noget i denne verden, er, hvor god du er til at tjene penge, hvoraf følger, at rige mennesker er mere værd end fattige mennesker.
Ydermere er det et underliggende tema, at staten aldrig har bidraget med noget som helst positivt og grundlæggende vil mennesker det ondt. Embedsmænd, journalister og politikere er jordens bærme, og hvad sidste kategori gælder, slutter bogen med drømmen om en verden, som kan klare sig helt uden politikere og alene bæres oppe af rationelle, heltemodige egoister.
Da jeg spurgte Lars Seier Christensen, om han ser sig selv som en randiansk rollemodel, svarede han:
”Jeg tilhører den gruppe mennesker, som hun synes handler logisk og moralsk rationelt sammenhængende. Man producerer noget, man skaber noget og tager ansvar for sin egen tilværelse. Hvis der kun var folk, der producerede og lavede ting, der var til gavn, ville verden nok overleve på en stærkere måde, end den gør i dag.”
Men jeg forstod aldrig, hvad det præcis er, som Saxo Bank producerer. Det tætteste, Seier kom på en forklaring, var, at banken sørger for, at folk, der gerne vil løbe en risiko, kan handle med dem, der ikke vil løbe en risiko.
8.
Roquefort, emmentaler og manchego.
Vin: 2009 Fonseca Vintage Port.
-
Når jeg kiggede ud over forsamlingen, som de sad der i deres smokinger og fine rober og guflede ost – fra scenen forklarede Seier i øvrigt, at denne servering selvfølgelig var en hyldest til hans nye hjemland Schweiz – tænkte jeg på, hvad der mon ville ske, hvis man samlede alle disse mennesker på et hemmeligt, isoleret sted, langt fra alfarvej og førte Galt’s Gulch ud i livet – uden statens beskyttelse og hjælp. Jeg kan jo tage fejl, men som jeg så det gennem portvinens fedtede vaselinefilter, ville der ikke gå mange timer, før
Don Ø havde snittet halsen over på Kasi – og snart ville der blive holdt memory lane dinners af en helt anden karakter.
Min borddame Denice Klarskov nød aftenen i fulde drag. Hun elskede, at ”der var gået Askepot i den”, og at kvinderne havde taget fine kjoler på. Og så følte hun sig i godt selskab, for det kan ganske enkelt ikke blive blåt nok til hende. Derfor har hun meldt sig ind i samtlige borgerlige partier for at bakke op over den bredest mulige kam. Senere den aften lykkedes det hende at snuppe en selfie, hvor Don Ø sad og grinede i baggrunden.
Hun fik sig også en snak med Anders Samuelsen om, at hun ikke synes, at Liberal Alliances integrationspolitik er stram nok.
9.
Variation af mandler og Amaretto shot. Vin: 2007 Château Rieussec, Sauternes.
-
Midt i desserten, som var med en af Lars Seier Christensens yndlingslikører, dukkede sangeren Henrik Launbjerg op og fattede mikrofonen. Han var hidkaldt for at afsynge ’I Did It My Way’ for fulde gardiner, og han fik virkelig løftet stemningen i vejret. ”DET ER JO GENIALT, DET DER,” hørte jeg en middagsgæst råbe, og flere iblandt os gav sig spontant til at skråle med. Bifald brød ud, døde hen for så at blusse op igen.
Det var sangen over alle sange. ”Jeg har gjort det på min måde, og jeg har sgu lov til at hygge mig lidt,” var budskabet, alle bakkede op om. I det hele taget handlede denne aften om retten til hygge sig lidt – nok den vigtigste danske rettighed overhovedet.
10.
Kaffe/te og hjemme-lavede
petit fours.
-
Det nærmede sig midnat, før vi gik om bord i sjusserne. Folk drak, som gjaldt det livet, og der kom virkelig tril i øjnene. Til sidst var jeg blevet så overstimuleret, at jeg kunne græde. Klokken var blevet to om natten, og når jeg kiggede ud i entreen, bemærkede jeg, at Morten Messerschmidt og Dot Wessman netop var ankommet.
Jeg befandt mig i rygerummet og sad og talte med en ældre, distingveret herre. Jeg husker, at han havde gråt, krøllet hår, og at han ofte brugte mit fornavn. ”Mads,” sagde han og fortsatte:
”Du må endelig ikke tro, at disse mennesker har noget med magten at gøre. Den rigtige magt i Danmark findes helt, helt andre steder, i helt andre kredse,” og så snakkede han længe og indgående om gamle familiedynastier, deres gamle penge og om en utrolig indflydelsesrig dansk skibsreder, som holder til i Singapore.
Nogle uger senere havde jeg hedge fund-ejeren John Hempton i røret fra Australien. Jeg fortalte ham, at pressen skrev, at Saxo Bank kan have tabt op til 844 mio. kr. på CHF-krisen. På den anden side betød det faktum, at Saxo Banks største konkurrenter nu havde knækket nakken, måske, at banken på sigt kunne kapre en masse nye kunder.
”Saxo Bank har kontorer overalt i verden, men har du nogensinde tænkt over, hvordan det kan være, at de ikke har et i USA?” spurgte John Hempton mig.
”Det er, fordi næsten alle de produkter, som Saxo Bank tilbyder deres kunder, er ulovlige i Amerika,” svarede han selv og fortsatte:
”Det her er en forretningsmodel, som fundamentalt set er en lille smule slimet. Jeg har en ven, som kører en hedge fund fra Chicago i USA. Han har 300 ph.d.-matematikere ansat, og hver fredag eftermiddag spiller de poker med hinanden med høje indsatser på bordet.
Da jeg kom forbi, spurgte de, om jeg ville spille med. Tror du, jeg sagde ja tak til invitationen? Selvfølgelig ikke, for det er jo sikkert på forhånd, at man kommer til at tabe … Men det er fundamentalt set, hvad Saxo Bank opmuntrer deres kunder til at gøre. De inviterer nogle meget usofistikerede mennesker ind på et kasino og fortæller dem, at de kan vinde.”
Før vi tog afsked, fortalte jeg John Hempton om Lars Seier Christensens memory lane dinner. Jeg smurte ikke for tykt på eller noget og gjorde det mest for at høre, om der findes noget tilsvarende i det australske erhvervsliv. Så snart jeg var færdig, sagde John Hempton: ”Hør her: Jeg lever af markedet, og jeg leder kun efter idioterne – for det er svært at vinde over de smarte. Man skal bare gå efter de dumme, og det har du lige demonstreret for mig.”
*
Næsten samtidig modtog jeg flere beskeder fra Lars Seier Christensen på Facebook. At han overhovedet havde tid og kræfter til at kommunikere med mig midt i alle trakasserierne med schweizerfrancen, kom ærlig talt bag på mig. Første besked var svar på et spørgsmål fra mig. Det gik på, om han mon kunne sætte tal på det største enkeltstående tab på schweizerfrancen blandt Saxo Banks kunder.
Hertil svarede han: ”Jeg har ikke rigtig kommentarer til CHF-situationen på nuværende tidspunkt og forventer heller ikke, at det fylder noget særligt i interviewet, andet end som et kuriosum i forløbet af interviewet. Det var jo defineret som et portræt af mig/middagen, og selve bankens forhold kommunikerer vi primært via de relevante medier, hvortil Euroman næppe kan regnes, dets øvrige kvaliteter ufortalt.”
Så gik der lidt tid, og så skrev han tilbage: ”Glemte i øvrigt at sige, at af alle de fine retter med vine, var chili con carne med margarita og Corona øl det absolut populæreste indslag.”
