Manden bag Mate: “Det er gået op og ned hele mit liv, men jeg har altid haft en sult efter, at nu skulle jeg vise dem”

Tidligt i livet fandt Christian Adel Michael ud af, hvordan det føles at gå konkurs med en virksomhed. Han har flere gange kastet sig ind i iværksætterprojekter, og selvom han har lært meget, har succesraten ikke altid været stor. Nu ser det dog ud til, at han, sammen med sin søster Julie, har ramt de rigtige pedaler med virksomheden Mate.Bike, der har solgt over 20.000 el-cykler verden over.

Manden bag Mate: “Det er gået op og ned hele mit liv, men jeg har altid haft en sult efter, at nu skulle jeg vise dem”
Offentliggjort

Der er en del forundrede miner at spore, da jeg en mandag formiddag klokken lidt i elleve dukker op i Kødbyen, hvor det danske el-cykelfirma Mate.Bike holder til.

Jeg skal interviewe den ene af de to ejere, Christian Adel Michael, men medarbejderne på matriklen er noget overraskede over det tidlige mødetidspunkt: “Er du sikker på, at I allerede skal mødes nu?!”

Men så dukker han op. Lige til tiden.

Christian Adel Michael er ikke en iværksætter, som iværksættere er flest. Der er fart på selvtilliden og solbrillerne, og hans mange historier og ord flankeres af engelske businesstermer. Han er selvlært og har ikke afsluttet en uddannelse siden folkeskolen.

“Jeg har altid troet på mig selv og haft en core believe, at jeg nok skulle make it på et eller andet tidspunkt. Jeg har altid haft store drømme og et godt øje for, hvad der er feasible og ikke feasible – især i forhold til business,” siger Christian Adel Michael.

I 2016 grundlagde han virksomheden Mate.Bike sammen med sin søster, Julie Kronstrøm Carton, og indtil nu har de solgt omkring 20.000 el-cykler verden over.

“Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke er den stærkeste CEO. Jeg er bl.a. ikke god til medarbejdersamtaler. Jeg har min måde at gøre tingene på, og det er de færreste, der kan forstå den.”

“Jeg synes grundlæggende, at alt er meget simpelt. Når jeg prøver at forklare noget overfor andre, har jeg erfaret, at de synes, det er komplekst, og at de tit ikke forstår det på samme måde som mig. Måske er jeg ikke så god til at artikulere præcist. Og så er jeg heller ikke så tålmodig. Eller den mest diplomatiske.”

Mate 4.jpg

Han kalder sig selv for virksomhedens CVO, Chief Visionary Officer.

“Jeg holder mig i en rolle, hvor jeg fokuserer på business development., marketing og innovation Jeg er den, der primært står for udviklingen af nye produkter, og jeg er meget inde i detaljerne på nye initiativer.”

“Mine idéer kanaliseres ned til management og vores COO, Kirsten Ægidius. Hun er dygtig til at lede et team, er sharp i leadership og til at motivere folk. Det kræver, at man er organiseret, og det er jeg ikke. Ting skal helst skrives ned på et white board, ellers har jeg glemt det kort tid efter.”

Christian Adel Michael er ikke gået den slagne vej. Da han gik i 2.g på Christianshavns Gymnasium, trak nattelivet så meget i ham, at han droppede ud af skolen og startede selskabet SKAT, som arrangerede fester i København.

“Jeg havde meget ambitiøse drømme med SKAT. Jeg skulle bare være partykongen, som man jo gerne vil, når man er ung teenager. Det var et meget overambitiøst projekt, hvor jeg lånte 300.000 kroner til at holde fest for 1.000 mennesker på Hal D på Christianshavn og med DJs, der kostede 10.000 euro.”

“Jeg vidste ikke særligt meget om moms eller økonomi dengang. Jeg var bare en dreng, der syntes, det var sjovt at give den gas og prøve at realisere en urealistisk drøm. Jeg brændte nallerne på det, og så kom efterregningen. Jeg blev også smidt ud af en lejlighed og skyldte 200.000 kroner, så jeg var heftig gældsat i en relativ ung alder.”

“Oveni det døde min far. Det var en hård tid. Men på en eller anden måde har det gjort, at jeg har knoklet hårdt. Jeg føler, at jeg har fået en motivation til konstant at move forward.”

Efter nedturen og en kortere karriere hos virksomheden Groupon, kom han ind på Københavns Erhvervsakademi, hvor han via kvote to fik en plads på et accelerator-program, hvor der var fokus på iværksætteri fra idé til koncept.

Under uddannelsen startede han virksomheden ’Gladly’, der solgte fast moving consumer goods, som var alt fra ure til billige barberblade.

“Pludselig solgte jeg for 750.000 kroner inden for en uges tid, og så sagde min underviser til mig: ’Jamen hvad laver du her? Du kan bare droppe ud og give den fuld gas med den virksomhed’. Så det gjorde jeg.”

“Jeg fik et feel for købmandsskab, og hvad der kunne rykke online, men jeg lavede også alle fejlene. Det var learning by doing og den hurtige måde at lære tingene på.”

I 2015 begyndte han at sælge forskellige produkter gennem sitet Dagensbedste.dk, og her så han muligheden for at rykke teltpælene op. Planen var at rejse fra land til land og drive virksomheden blot via en computer og en internetforbindelse. Det første stop på rejsen var Bali, og drømmen om et nomadeliv var begyndt.

Men så gik Dagensbedste.dk konkurs.

“Jeg sad på Bali og følte, at jeg havde cracket koden til det gode liv, men så fortalte de i nyhederne, at Dagensbedste.dk var gået konkurs, og jeg vidste, at jeg havde et relativt stort udestående. De havde en 90-dages betalingsfrist, så når jeg havde leveret varerne til deres kunder, gik der op til 90 dage, før jeg fik pengene udbetalt.”

“Jeg har aldrig været god til det der med at spare penge op, og pludselig skyldte jeg en masse penge væk. Efter jeg havde været en måned på Bali, sluttede min rejse. Mit kort blev afvist, og så måtte jeg tage hjem.”

Tilbage i Danmark forsøgte han at finde ud af, hvad han så skulle stille op.

Et nyt virksomhedseventyr fristede, og denne gang skulle han trække på alle de gode og dårlige erfaringer, han allerede havde gjort sig.

Han ville dog ikke gøre det alene, så han teamede op med søsteren Julie Kronstøm Carton, som også var klar til at lægge en ny karrierevej.

“Min søster kommer fra en mere corporate baggrund og var træt af hamsterhjulet. Hun har tre børn, og ville gerne have mere selvbestemmelse over sin tid. Det med selvbestemmelse har man måske, men virkeligheden er, at vi har travlt hele tiden.”

De to søskende gik i gang med jagten på at finde et nyt produkt, som de kunne udvikle sammen.

“Min søster cykler meget, og jeg samlede på gamle veteranknallerter, da jeg var teenagedreng, så vi begyndte at kigge på el-cykler. Vi opdagede, at der ikke rigtig var nogen, der var cool. De var ofte dyre og havde et granny look, som ikke er så appellerende, hvis man er yngre.”

“Hvad skulle der til, for at flere unge ville hoppe op på en el-cykel? Vores udgangspunkt var, at folk går op i deres stil, og hvordan de ser ud. Der er noget prestige over fx en bil, og det samme er begyndt at gøre sig gældende med cykler.”

“Jeg havde en del erfaring med produktudvikling og havde nogle kontakter i Kina, som kunne hjælpe med at source fabrikker. Jeg bestilte en prototype hjem på en cykel, som var fuld af fejl, men den var super cool, så vi tænkte, at vi måtte kunne gøre et eller andet med den. Og så gik vi i gang med at tænke det hele igennem: Brand, koncept og hvad der skulle til, for at gøre den til den ultimative el-cykel.”

Mate 2.jpg

Men pengene skulle jo komme et sted fra, og da der var ret tomt på kistebunden, måtte de to iværksættere ty til andre midler for at finansiere deres projekt.

“Jeg har altid været rimelig med på beatet i forhold til, hvad der rykkede sig indenfor platforme og tech generelt. Jeg har altid haft en nysgerrighed for at prøve crowdfunding-konceptet, fordi det er en sjov måde at accelerere et produkt på.”

“Den oprindelig tanke med crowdfunding er, at du kan få en lille validering på, om der er et marked for dit produkt, og måske kan du rejse noget funding til at få det i luften. Men hvis man skal skære det ind til benet, handler det om, at du har en forudbestillingsplatform, hvor folk accepterer mere fleksible vilkår, som fx lang levering, men til en reduceret pris.”

“Qua min erfaring fra tidligere, vidste jeg, at synlighed er everything. Vi sikrede penge til at kunne markedsføre os fra start, og det har været en game changer i forhold til at nå så mange som muligt og generere det salg, vi har opnået.”

Deres plan har vist sig at være en vindende strategi.

Da den første el-cykel blev lanceret i 2016, solgte den for omkring 45 millioner kroner. To år senere, i 2018, lancerede virksomheden modellen Mate X, som solgte for 120 millioner.

“Jeg tror, vi har ramt på det rigtige tidspunkt med det rigtige produkt. Ved at gøre det lækkert og cool at have en el-cykel, tror jeg, at flere har haft lyst til at adapte til det grønne alternativ. Og så er det praktisk i dag, hvor trafikken i storbyerne kun bliver værre.”

Det første stjernestøv oplevede virksomheden i 2017, da Woody Allen pludselig kom forbi kontoret i Kødbyen. Han var i København for at spille til Copenhagen Jazz Festival med sit jazzband, og da han rettede snuden tilbage mod USA, var privatflyet pakket med to el-cykler.

Mate 5.jpg

Historien om Mate.Bike har dog ikke kun været fyldt med positive anekdoter.

I 2018 kunne DR-programmet Kontant afsløre, at en række kunder var utilfredse med, at Mate.Bike skuffede på levering og kvalitet. Kritikken gik bl.a. på, at kæden rustede for hurtigt, at bremserne var defekte og at batteriet begyndte at slå gnister. Og så havde de generelt store udfordringer med at levere de cykler, der blev solgt.

Dengang udtalte Christian Adel Michael, at de som virksomhed måtte erkende fejlene og sørge for, at det ikke skete igen.

“Jeg indrømmer, at det er under al kritik, og vi skal gøre vores bedste for at få det løst for de her kunder,” sagde han dengang til DR.

I dag er problemerne med levering og fejlene løst.

“Vi snød ikke nogen, men vi havde leveringsproblemer. Det er vi langt ovre, og nu er vi tusinde gange bedre rustet. Det er en hel anden butik nu, end da det virkelig var et start-up.”

Men i slutningen af 2019 kom Mate.Bike igen i modvind. Denne gang var det regnskabet, den var gal med. Ifølge Finans.dk blev virksomhedens underskud for regnskabsåret 2018/2019 ti-doblet, fra 3,3 millioner til næsten 34 millioner og en uafhængig revisor fra BDO meddelte, at ’der var tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften’.

I april i år kunne Finans.dk dog berette bedre nyheder fra virksomheden i Kødbyen.

Ejerkredsen er blevet udvidet med fem udenlandske investorer, der har skudt lige over 20 millioner kroner ind i virksomheden. Nu viser regnskabet en omsætning på 118,4 millioner kroner og et overskud efter skat på 6,5 millioner kroner.

“Vi er nu i den fase, hvor vi prøver at tage Mate fra start-up-tankegangen til scale-up-tankegangen.”

Kort efter kapitalindskuddet kom corona-pandemien væltende. Ligesom mange andre virksomheder, har Christian Adel Michael haft store bekymringer om, hvordan situationen skulle påvirke deres salg. Men til deres overraskelse er det indtil videre gået godt.

“Vi har set en pæn stigning i salget over corona-tiden. Vi havde ellers været bekymret for, at ingen ville ud, men det har haft modsat virkning. Det ser ud til, at folk i denne her tid har tænkt, at de gerne vil ud i naturen, og så har el-cykler været interessante.”

Og 2020 tegner fortsat til at blive et godt år for Mate.Bike.

For to uger siden lancerede selskabet deres første crowdfunding-kampagne i Japan, som indtil videre har rejst over 3,5 millioner kroner.

I næste uge lancerer de deres store samarbejde med den franske modegigant Moncler om en limited ’Mate x Moncler’-model i sort og hvid, der kan bruges i ekstremt terræn og i sne.

Cyklen produceres i et begrænset antal på 1.000 styk, og siden samarbejdet blev offentliggjort under modeugen i Milano tidligere på året, har mere end 40.000 personer skrevet sig op til et nyhedsbrev, som indikerer, at de er interesserede i cyklen.

“Jeg regner med, at den bliver udsolgt hurtigt. Jeg tror, det bliver inden for 24 timer. Det er mit mål.”

Et andet nyt tiltag, der skal bringe virksomheden videre, er Mates version af en trehjulet SUV-cykel –i folkemunde bedre kendt som en ’Christianiacykel’.

“Vi vil gerne prøve at gøre den praktisk, cool, fed og sjov, så det åbner op for, at der er flere, der synes, den er interessant. Den er tænkt til, at det også skal være for venner og ikke bare børnefamilier. Den kommer til at være relativ high tech med et lydalarmsystem, så hvis du går ind på en café, kan du lægge dine ting i et rum, der kan låses med alarm.”

Cyklen kommer efter planen på markedet senere i år og ligesom Mate.Bikes andre lanceringer, skal også denne model vækkes til live via crowdfunding.

“Jeg tror, at endnu flere vil kunne se fordele i den her cykel især i de store byer i USA. De er praktiske, fordi du kan have nogle ting i som fx indkøb, og så giver den fleksibilitet og rækkevidde. Desuden kommer den til at have et indbygget 4G-simkort, så den altid er connected.”

Og designet kommer til at spille en væsentlig rolle.

“Jeg tror på, det kommer til at blive et designikon.”

Med de mange projekter på kornet, er der nok at se til for Christian Adel Michael. Og mens der rundt omkring i businessverden de seneste år har bredt sig en bølge af landevejscykling og meditation til afkobling fra en stresset hverdag, tyr han dog til andre midler for at lade op.

“Når jeg driver virksomhed, er jeg på 24-7, fordi jeg har en interesse i, at alt spiller. Men hvis jeg skal genfinde min mojo, hjælper det ofte at tage lidt tid ud af arbejdskalenderen. Jeg er jo lidt en festabe, som godt kan lide at drikke mig fuld og give den gas til den lyse morgen og det resetter mig. Det kan godt være, at det lyder skørt, men jeg føler tit, at jeg får et frisk perspektiv, når jeg har skejet lidt ud. En bytur en gang i mellem giver et kreativt indspark og jeg får afledt hovedet for en lille stund.”

Mate 1.jpg
Mate 3.jpg

Selvom han har oplevet mange op og nedture – og konkurs –, håber han, at Mate.Bike fortsætter udviklingen uden for mange bump på vejen.

“Jeg er all-in på Mate. Det kommer ikke til at være break it, men make it. Vi har haft en pæn vækst år for år og jeg tror, at vi om fem år kommer til at have en milliard i omsætning. Så vi begynder at komme op i en kaliber, hvor vi griber et marked og er number one inden for el-cykler.”

“Det er gået op og ned hele mit liv, men jeg har altid jaget og haft en sult efter, at nu skulle jeg show them all. Det føler jeg, at jeg er godt i gang med.”

Christian Adel Michael

født 27.10 1988. Stifter og medejer af el-cykelvirksomheden Mate.Bike. Har tidligere arbejdet for en række forskellige e-commerce-virksomher. Bor i København K med sin kæreste, modellen Anja Salsø.

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling, Portræt og Interview