Nu tager jeg mig den frihed at forkorte din titel, der jo egentlig er Global Head of Courier & Delivery Experience, til ”motivationschef”. Hvordan motiverer man 120.000 Wolt-bud til at gøre deres arbejde ordentligt?
”Folk er forskellige, og med mange tusinde samarbejdspartnere vil der være tusinder af forskellige behov. Vi har arbejdet meget med at lytte til vores kurerpartnere og skabe løsninger og incitamenter ud fra den feedback, vi får. Vi spørger meget, og vi får meget feedback fra kurerpartnerne (det samme som bud, red.). Mit grundprincip har altid været: ’All carrot, no stick’.”
Sådan noget med belønningsprogrammer for øget effektivitet – er det ikke noget, der sætter Wolt-budenes medtrafikanter i fare?
”Det er heldigvis ikke skruet sådan sammen. Vi betaler per opgave og mere præcist for den indsats, opgaven kræver. Effektivitet skabes ikke gennem dårlige manerer i trafikken, men hovedsageligt igennem vores algoritmers fordeling af opgaver. Vi arbejder meget med vores machine learning-model, som hele tiden beregner bedre og bedre estimater, der tager højde for trafik, lokation, køretøj og så videre. På den måde fordeles opgaverne ud fra vores estimater, og ikke ud fra om du var 10 sekunder hurtigere, end hvad vi forventede. Det får man ingen belønning for. Der må absolut ikke være incitament til at bryde trafikregler.”
Hvordan kan man måle, om du lykkes i dit arbejde?
”Det simple svar er kurerpartnernes tilfredshed. Og spørger man kurerpartnerne, så vægter friheden og fleksibiliteten højest her. Derfor er det også mit job at værne om de ting. Men derudover er vi jo også bare en enormt datadrevet virksomhed, og ét målepunkt fortæller os selvfølgelig ikke hele sandheden. Vi kigger på mange ting, så vi også i dybden forstår, hvad der driver tilfredsheden. Det kan være selve app-oplevelsen, fleksibiliteten eller slet og ret indtjeningen.”
Hvornår står du op?
”Jeg sætter sjældent et vækkeur. Det sørger vores børn for mellem klokken 6.00 og 7.00. Også i weekenden. Jeg plejede at bruge de tidlige morgener på at finde en god arbejdsro og crunche igennem, men nu bruger jeg dem i stedet med ungerne eller på at starte dagen ud med en træning eller en løbetur.”
Hvad spiser du til frokost?
”På kontoret har vi som størstedelen af Danmark en frokostordning, så der spiser jeg, hvad end der er på menuen. Når jeg arbejder hjemme, og det gør jeg to-tre dage om ugen, bestiller jeg oftest Wolt. For det meste fra Kcal, OliOli eller WeDo.”
Hvordan fejrede du sidst en succes?
”Vi har lige fejret, at McDonald’s nummer 100 er åbnet på Wolt i Danmark. Og i den her uge fejrer vi en af de helt store: Wolts 10-års fødselsdag. Men lad mig være ærlig: Vi er rigtig gode til at nå vores mål, men hvor tit fejrer vi dem faktisk? I mange virksomheder, inklusive min egen, har vi en tendens til at hoppe lidt for hurtigt videre til det næste projekt. Og hvorfor? Det sker ikke, fordi vi ikke værdsætter dem, men fordi vi hele tiden har nye, spændende opgaver at tage fat på. Men vi kunne godt blive bedre til at fejre succeserne.”
Hvad er din dårligste, arbejdsrelaterede vane?
”Slack. Uden tvivl. Slack er perfekt til hurtig kommunikation, men det kan også blive en af de dårligste vaner på arbejdspladsen. Når beskeder konstant tikker ind, kan man let blive distraheret og afbrudt i sine arbejdsopgaver. Af samme grund kører jeg i lange stræk med nul notifikationer i Slack.”
Er der nogen fordomme forbundet med at være en ung leder?
”Masser. Nogle er berettigede, andre er ikke. Det har altid været en fordel i Wolt, specielt i de første år, at stort set alle lederne var unge. Miki, vores CEO, er 35 år. Så er der ligesom ikke det store rum for fordomme på ledelsesgangene.”