På Harvard Business School bliver eleverne undervist i Astralis-stifter Jakob Lund Kristensens største fejl

Hvad er det vigtigste telefonopkald, du har lavet?

”For seks år siden ringede jeg til investor Nikolaj Nyholm, som i dag er min partner i selskabet, og som investerede i det originale Astralis. Jeg ringede til netop ham, fordi jeg havde set, at han havde investeret i Mojang Studios, som er en svensk videospilsudvikler. Han virkede til at have en perifer forståelse af, hvad denne her verden handlede om. Jeg tror ikke, at mange håbefulde iværksættere er klar over, hvor absurd en mængde af held og timing der skal til for, at projekter nogle gange skal lykkes.

Nikolaj var den eneste, der gad at tage et møde med mig. Tænk, hvis han havde sagt nej, ikke havde taget telefonen eller var fanget i en anden fundingrunde. Så havde e-sporten i Danmark måske slet ikke været, hvor den er i dag. Der havde i hvert fald ikke været noget Astralis eller noget håndtryk med statsministeren og jeg ved ikke hvad. Nogle gange skal man bare ramme det rigtige individ på det rigtige tidspunkt, og som tror på din åndssvage idé, og så får du lov til at få noget vind.

Jeg lavede det dårligste pitch til Nikolaj, man overhovedet kan forestille sig. Jeg så notaterne til det for nylig, og jeg fik det fysisk dårligt. Det var et ringe pitch, fordi jeg ikke anede noget som helst. Det var fyldt med generelle floskler, og vi bad om et beløb, der lige præcis kunne dække det absolut minimum af vores udgifter, og vi havde ikke tænkt på halvdelen af de reelle udgifter, der er ved at have et selskab. Vi havde penge til ét år, og skulle vi bare have én computer mere, havde vi ikke råd til det. Vi brugte alle pengene på at betale løn. Det var fuldstændig vanvittigt.

Jeg tænkte, at jo mindre et beløb jeg spurgte Nikolaj om, jo større sandsynlighed var der for, at han sagde ja. Jeg havde slet ikke fattet, at investorverdenen er fuldstændig omvendt. De vil gerne investere mange penge, hvis de kan få noget ud af det. Det er jo ikke, fordi de sidder og holder på pengene og kæmper imod, hvis bare du har en god idé. Det havde jeg helt misforstået.

Men jeg var heldig med, at Nikolaj var et sted i sit liv, hvor han tænkte, at der skulle ske et eller andet. Han skulle prøve noget nyt, og så jeg tror, at han kiggede på mig og tænkte: ’Det er for åndssvagt, men der er alligevel et eller andet i det. Vi prøver sgu at give nogle penge, og så må vi se, om det her kan noget eller ej.’”

Hvordan fik du idéen til Astralis?

”Jeg har været i e-sport i mange år og havde tidligere det hold, som hed Copenhagen Wolves, og som egentlig var blevet ret stort, men ikke særlig godt. En dag i 2015 kom muligheden så for at signe de her fem drenge, som man i dag kender som Astralis’ oprindelige Counter-Strike-hold. Jeg kendte dem allerede, og de ville gerne prøve noget nyt. I realiteten tilbød jeg dem at blive medejere af selskabet sammen med Frederik Byskov, som var min co-founder, og så manglede vi bare nogle penge.

Men på det tidspunkt var der aldrig nogen, som havde rejst penge til et e-sportshold i Danmark før. Internationalt var det til gengæld virkelig en boomperiode, og der var mange penge i omløb, og drengene havde et andet tilbud på hånden fra et amerikansk hold, som de lige havde optrådt for, men som ikke havde været så god en oplevelse. De ville gerne arbejde sammen med nogle danskere, som de kunne stole på, og det var, igen, enormt heldigt for os.

Vores konkurrenter til at signe dem var kæmpestore amerikanske brands, og en af dem havde Mark Cuban (amerikansk milliardær, red.) som investor, og de ville så gerne have fat i de fem danske spillere, at de fik Cuban til at give dem et personligt kald for at overbevise dem om at tage til USA. Det var helt vanvittigt.

Vi skulle så mødes med dem oppe i den svenske by Jönköping, som er legendarisk i e-sportssammenhæng, på et ringe Scandic-hotel. De havde sagt til os inden: ’Hvis I ikke kommer med et konkret tilbud dér, så signer vi med de andre.’ Vi havde prøvet optil at pitche idéen ind til Nikolaj Nyholm, og selvom tilbagemeldingerne havde været gode, havde vi ikke fået en endelig bekræftelse. Det er ikke engang løgn; vi nåede lige forbi byskiltet til Jönköping en halv time inden mødet, så ringede Nikolaj til os og fortalte, at de gerne ville give os pengene. Igen, totalt tilfældigheder, som gik vores vej.

Det var et blåøjet eventyr til at starte med, men hvor vi så fik nogle af de store drenge med os, og pludselig voksede det sig større. Vi fik folk ind som Steen Laursen, vores kommunikationsdirektør, Kasper Hvidt, vores sportsdirektør, og Jordi Roig, som tidligere havde været marketingdirektør i Brøndby IF. Lige pludselig fik vi en palette af mennesker, som forstod, hvordan denne her verden fungerede, hvordan det skulle sælges og historien skulle fortælles, og så ramte vi den perfekte storm med det hold, som begyndte at spille rigtig godt, og så tog raketten ellers fart.

Jeg er allermest stolt af, at vi er lykkedes med vores mål om at skabe det første e-sportshold, der for alvor slog igennem i Danmark. Jeg har i hvert fald den overbevisning, at når vi sidder om 30-40 år, og jeg er blevet pensionist, og folk taler om, hvor kæmpestort e-sport er blevet, og hvem det var, der startede det hele for alvor, så bliver det os, de fortæller om.

Vi var de første, der gjorde, at det var okay at sidde om mandagen og fortælle over frokosten på ens arbejdsplads, at i weekenden sad man altså og så e-sport i fjernsynet. Det var der sgu ikke nogen, der turde sige før. Vi har også taget det ultimative sidste store skridt i forhold til at blive mainstream med vores store lokation inde ved Tivoli. At stå og klippe snoren til vores eget sted i det mest centrale København. Det var fandme en syret oplevelse.

Nu kan en dreng på 14 stå og pege på en af vores pokaler og sige til sin mor: ’Det er dét der, jeg vil.’ Nu kan forældrene forstå det og ikke tænke, at deres barn skal sidde i en kælder de næste 40 år. Vi vil gerne være dem, der har lagt vejen for andre.”

Hvorfor hedder I Astralis?

”Vi havde i realiteten et andet navn. Originalt overvejede vi SoA (Spirit of Amiga), som er et meget kendt og legendarisk dansk Counter-Strike-navn. Nu skulle det bedste danske Counter-Strike-hold i verden endelig igen være på danske hænder. Man havde tidligere været på engelske og amerikanske hænder. Det var sjældent, at danskerne var danskere, så at sige. Og så ville vi selvfølgelig tage det mest danske navn, nationalholdet, og bringe det tilbage. Da vores advokater lavede et copyright-tjek på navnet, fandt vi ud af, at det fx ikke var skidesmart at have Amiga i sit navn, så det droppede vi.

Og så lavede jeg ellers en kæmpe liste med navne derhjemme. Jeg skrev og skrev. Jeg kom i tanke om, at da jeg var en lille dreng, der var jeg stor fan af et finsk Counter-Strike-hold, der hed Astralis. Jeg syntes, at det var så flot et navn. ’Det skal vi hedde.’ Jeg søgte efter navnet, og der var ingen rettigheder til det længere. Men jeg er alligevel en branchedreng, så man gør tingene ordentligt. Jeg fandt frem til Ari, der var den gamle holdkaptajn på det finske Astralis-hold. Jeg skrev: ’Hey, jeg vil gerne bruge jeres navn.’ Han svarede: ’Jamen, vi har ikke brugt det her navn i 15 år. Du behøver ikke engang at købe det.’ Jeg insisterede: ’Jeg vil gerne sikre mig, at vi har gjort det her ordentlig. Du kan få 5.000 euros.’ Det gik han med til uden at tøve: ’Fair nok.’

Noget tid efter lå jeg en aften og var ved at falde i søvn i min seng, da min telefon pludselig begyndte at larme. Inde på Messenger væltede det ind med billeder til mig. ’Hvad fanden er det?’ Det viste sig, at Ari havde fået samlet alle de gamle Astralis-spillere, og de var taget på en sidste bytur, hvor de gav den fuld gas. De havde spist kæmpe bøffer og taget ud i byen og brændt de her 5.000 euros af. ’Tak for pengene,’ skrev de.”

Er der nogen fordomme forbundet med at være en ung leder?

”Jeg synes egentlig ikke, at jeg møder så mange fordomme ved at være ung leder, fordi jeg befinder mig en branche, hvor der er rigtig mange på min alder. Typisk er vi her også, fordi vi er de eneste, som forstår e-sportsverdenen. Når jeg dog pludselig sidder i et mødelokale med folk som Tommy Ahlers, Anders Hørsholt og Nikolaj Nyholm, der er nogle kæmpenavne, har jeg da tit tænkt for mig selv: ’Hvad fanden laver jeg her?’ Jeg er jo bare er et lille barn, som har spillet lige lovlig meget computerspil, og det er måske derfor, at jeg er her. Men i vores branche er det ikke et problem, og de ved, at jeg ved ting, som de ikke ved.

For mig har det mere været founderdelen, der har været fordomme omkring. Altså, at jeg har min stilling, fordi jeg engang fik en idé til et e-sportshold og tegnede en rød stjerne hjemme på stuebordet. At jeg er en kransekagefigur. Der har jeg kunnet mærke på folk, at de har hentydet til, om de ikke skulle snakke med en voksen. Én, der rent faktisk sidder i en skjorte og ser lidt alvorlig ud.

På ene side nærede det mit impostor-syndrom, og på den anden side pissede det mig også af, og det blev min benzin. Jeg skulle vise de her mennesker, at der er en grund til, at jeg er her. Nu synes jeg også, at jeg er nået til et punkt, hvor man ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved min stilling og mine evner.”

Hvad holder dig vågen om natten?

”Spørgsmålet burde i virkeligheden lyde: ’Hvad holder mig ikke vågen om natten?’ Min absolut stærkeste evne er min kreative proces inde i mit hoved. Jeg kan se ting og løsninger, som andre ikke kan, og det betyder også, at jeg ikke altid kan slukke for det tankespor. Nogle gange kommer jeg virkelig langt ud i det tankespor, men jeg har efterhånden lært, at så må jeg give op og sætte mig og se en serie, fordi jeg ved, at jeg ikke kommer til at sove de næste par timer.

Hvis jeg bliver liggende, bliver jeg bare mere frustreret, så prøver jeg at få min hjerne til at tænke på noget andet og få brudt tankerækken, og så må jeg prøve at starte forfra og gå i seng senere. Når det ruller, kan det være af angst over klimakrisen, det kan være en artikel, jeg har læst, eller en video, jeg har set, som trigger tankemyldret, eller over et af vores produkter, hvor jeg når tre år ud i fremtiden.”

Hvornår står du op?

”Jeg står op klokken 06.45 hver eneste dag. Der er ikke så meget diskussion. Jeg tror, at jeg har fået indlejret det ur så effektivt i min søn nu, at hvis ikke mit ur ringer, så vågner han alligevel præcis på det tidspunkt.

Det er enten min kone eller mig, der afleverer vores søn om morgenen, og det er typisk turen i bilen fra børnehaven og til arbejdet, at jeg har nogle meget bestemte podcasts, jeg hører. Jeg kan blive småirriteret, hvis der ikke er noget trafik på vejen dertil, og jeg kommer alt for tidligt på arbejde, så kan jeg godt finde på at blive siddende i bilen nede på parkeringspladsen i 10-15 minutter for lige at blive færdig med min rytme og de ting, jeg skal høre, og så går jeg op på kontoret.

Jeg er meget stor fan af at lytte til Scott Galloway, som er en finans- og marketingsprofessor ved New York University Stern School of Business. Han er med i noget, der hedder ’Pivot’, men har også sit eget show, som er ekstremt interessant, fordi det er en bred tech- og brancheviden. Jeg lytter faktisk overhovedet ikke til noget om e-sport. Kun tech, finans, sociologi og så basketball, som er min anden store passion. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet og set en basketballkamp, men jeg hiver nok 5-6 timers content ud om ugen om basketball. Jeg er jo Space Jam-generationen, så det var Chicago Bulls, der triggede det hele.

Jeg var selv ret god til at spille og har nogle ungdomslandsholdskampe på CV’et. Hvis jeg virkelig havde givet den gas, kunne jeg nok have drevet det til et semiprofessionelt plan.”

Hvem er din vigtigste medarbejder?

”For mig er den vigtigste medarbejder mere en tilgang, end det er et individ. Det er de mennesker, som evner at tage ansvar og lede et område og være selvstændige i det, de gør. Vi er på mange måder en virksomhed, der er gået fra den klassiske livscyklus af at være en startup, hvor vi alle sammen sad inden for en radius af 10-15 meter af hinanden, og alle de store spørgsmål røg ud i plenum, og man havde fingrene i det hele til i dag at være en stor børsnoteret virksomhed. Det kan sagtens være, at vi som virksomhed har gjort et eller andet, som jeg ikke har hørt noget om, og det skal jeg heller ikke altid høre om. Den eneste måde, man kan skalere en virksomhed på, er ved at finde disse mennesker, som kan tage en del af virksomheden, eje den, strukturere den og køre den.

Jeg er total autodidakt og har ikke rigtig noget uddannelse eller nogen som helst erfaring udover Astralis, og det, som jeg har lært mest om ledelse de sidste fem år, hvor jeg virkelig har arbejdet sammen med nogle vilde profiler i vores rejse som virksomhed, er, at i bund og grund er ledelsesrollen en supportrolle. Der er mange, der tror, at det handler om at tage sværget frem, råbe og skrige ordrer ud og lede kampen, og det er det i realiteten ikke. I realiteten er din rolle at skabe et rum og nogle muligheder for andre mennesker til at kunne lykkes. Jo mere anonym en leder du er, jo bedre en leder vil du typisk være.

Jeg har skullet lære at finde de rigtige individer, og når jeg så har fundet dem, så også lære at give dem plads og prøve at blande mig udenom. Det er lidt angstprovokerende, når man har stiftet et selskab, og det er ens lille baby.”

Hvornår tager du fejl?

”Der er folk på Harvard Business School, som bliver undervist i min største fejl nogensinde, og det er ikke engang løgn. I e-sport er der mange forskellige genre; Counter-Strike, League of Legends, Dota, Fifa osv. Vi tog tidligt en beslutning om, at vi ville et bygge et brand for hvert spil, og der var jeg nok den kraftigste fortaler for, at vi skulle gøre det. Vores hold hed Origen, Future FC og Astralis. Tre år senere i 2019 måtte jeg dog krybe til korset og faktisk foreslå til min partner, at vi skulle gå den modsatte vej med Astralis og kalde holdene det samme navn.

Så jeg skulle i realiteten gå ind og modargumentere mig selv og pille mine gamle argumenter fra hinanden. Jeg havde simpelthen været for idealistisk og stirret mig blindt på noget, der i en ideel verden ville være bedst. Men verden er meget sjældent ideel.

Harvard Business School har så lavet en casestudie på vores beslutning omkring at gå fra flere brands til kun ét. Hele denne 60 lange siders Harvards case starter med den mail, som jeg sender til min partner i Astralis. I stedet for at foreslå ham min idé ansigt til ansigt, skrev jeg mine argumenter til ham i en mail, så vi kunne tage debatten bagefter. Han ville have sagt, at jeg var sindssyg, hvis jeg havde sagt til ham direkte.”

Hvad spiser du til frokost?

”Hvad end der er på menuen fra vores catering. Jeg prøver selvfølgelig at spise varieret, sundt og er generelt ikke så glad for mad, der ikke har nogen farve i sig. Hvis der ikke er nogen farve i maden, kan det ikke være sundt. Så jeg vil gerne have noget smag og farve, men ellers har jeg ikke nogen specielle ritualer.”

Hvad var din skærmtid på din iPhone i sidste uge?

”En time om dagen i snit. Jeg vil selv tro, at det tal er meget lavt i forhold til mange andre mennesker. Men man skal selvfølgelig huske på, at den ikke tæller med, når jeg lytter til podcasts, fordi der er skærmen i realiteten slukket. Mit arbejde er primært baseret på PC. Vi bruger mange programmer som Teams og Discord, men det er meget over PC, så hvis du tager min gennemsnitstid på PC, vil den være meget høj. Jeg synes, at det er for kluntet med en mobiltelefon og tager fx aldrig møder med den. Jeg kan bedre lide at sidde foran en PC-skærm.”

Hvordan fejrede du sidst en succes?

”Hvis du spørger mine medarbejdere om, hvad jeg er dårligst til, vil de fleste sige, at det netop er at fejre vores succeser. Taget i betragtning af, hvor stort ego jeg kan have, er jeg virkelig dårlig til at fejre ting. Jeg er ikke typen, der popper champagne. Jeg vil hellere bare komme videre til næste projekt. Den sidste rigtige fejring var vores store hovedsponsoraftale til vores Counter-Strike-hold med den Singapore-baserede kryptohandelsplads Bybit. Det var vores største aftale nogensinde, men jeg er ikke god til at stille mig op og tage credit for det. Der har jeg min meget nordjyske far siddende i mig: ’Hold din kæft og levér’.

Vi fejrede det med nogle fine kager fra La Glace og fik drukket lidt champagne. Hvis man ikke anerkender det på tværs af virksomheden, så kan det opfattes, som om du ikke anerkender resten af virksomhedens indflydelse. Det var min kommercielle afdeling, der fik underskriften på aftalen, men sådan en aftale kommer jo i kraft efter en række af andre ting. Derfor er det vigtigt at anerkende alle, og jeg ved, at jeg skal blive bedre til det.

Sponsoraftalen giver os et enormt stærkt økonomisk fundament. Vi kommer fra en branche, hvor størstedelen af historiefortællingen er skabt på, hvor stort dette kan blive i fremtiden. Det kommer til at lyde helt vanvittigt i folks øre, men vi er nogle af de få, som faktisk fokuserer på at skabe en god forretning nu – og ikke bare på potentiale i fremtiden. Alle vores andre konkurrenter brænder penge af, som var det skidt. Denne sponsoraftale giver os en sikkerhed, fordi det for det første er en masse penge, men det er også penge, der kommer kontinuerligt over de næste tre år. Det giver os en ro til at bygge videre.”

Hvad er dit vigtigste arbejdsredskab?

”Min kreative og logiske evne. De to ting kan umiddelbart virke meget usammenhængende for andre, men det er de faktisk ikke i mit hoved. Jeg har en kreativ logik. Dvs. når folk siger, at ’vi står overfor A, B, C, D’, så kan jeg hurtigt se, hvordan det skal sættes sammen. Jeg er også god til at løse gåder og er god til at sætte tingene i system. Derfor er jeg endt med at være kommerciel. Det er jo ikke, fordi jeg er god til at sælge, men fordi jeg er god til at fortælle historier, er kreativ og kan se det problem, folk sidder med og kan sætte brikkerne sammen for dem. Det er uden sammenligning min kreative evner, der har gjort, at jeg stadig kan sidde her i dag.”

Hvornår ville du ønske, at du havde mindre ansvar?

”Det ønsker jeg faktisk ret tit, og det er primært drevet af to ting: Den ene ting er, at min kreative evne er både min største styrke, men også største svaghed. Som jeg plejer at sige: ’Jeg elsker at bygge både, men jeg hader at sejle dem’. Det har været den erkendelse, som jeg har skullet igennem. Jeg har skullet lære, at det ikke er nok kun at få en god idé, glemme den igen og komme videre til den næste idé. Man bliver nødt til at gøre det færdigt.

Og nogle gange føles det som et surt træk som børsnoteret virksomhed, når jeg skal følge produkterne til døren i dagligheden. Det er jeg ikke altid god til. Jeg vil bare gerne have lov til at skyde med idéer hele tiden og ikke stå til ansvar for dem.

Den anden del er, at jeg ikke er særlig god til konflikter. Jeg er ikke god til at tage de hårde kampe, og specielt i en branche, som på mange måder skal finde sig selv, har der været enormt mange konflikter, og hvor jeg har tænkt: ’Hold kæft, hvor ville jeg bare gerne slippe for dette ansvar og ikke tagen grim diskussion eller en kamp med nogen.’

Der har jeg været meget heldig med, at vi har hyret Anders Hørsholt som direktør. Han har tidligere været direktør i Parken Sport & Entertainment, og ham har jeg kunnet gemme mig lidt bag. Han har været den voksne og er meget dygtig til konflikter og til at gøre det klart, hvad han vil have og ikke vil have, og til at lukke ned for bullshit for at få det optimale ud af alle ressourcer i vores virksomhed. Jeg har lidt været hundehvalpen, der har gået rundt i baggrunden og løbet efter boldene.”