Rekrutterings-direktør: ”Dem, der bliver forfremmet, er dem, der knokler”
Nima Astanehdost kom til Danmark fra Iran som 10-årig og er i dag direktør i en stor global virksomhed, hvor han egentlig startede som vikar. Flid har været den vigtigste årsag til succes, mener han selv. ”Jeg måtte knokle hårdt for at skrive en dansk stil.”
Nima er bare 10 år, da han med sin lillebror og far og mor ankommer fra Iran til en lille dansk landsby få kilometer uden for Silkeborg. De har været længe undervejs, og det var egentlig meningen, at de skulle have været til USA.
Men skæbnen og menneskesmugler-ruten havde taget nogle sving undervejs og ført dem i stedet til den jyske by Sejs, der ligger ud til Gudenåen, og hvorfra man kan se til Himmelbjerget. I starten af 90’erne, da de kommer, er de eneste mørke ansigter blandt skolens 800 elever.
Inden da har de måttet gøre stop i et halvt år i en kælder i Pakistan. Kælderen er under konstant bevogtning, da flygtninge er i fare for at blive kidnappet. Mange vil gerne tjene på den strøm af mennesker, der valfarter vestpå.
Fra Pakistan skulle de have været videre til Canada før endestationen USA. Men de ender i København, og da der ikke står nogle smuglere parat som aftalt, bliver de ført til Sandholmlejren.
De får asyl i Danmark, og det lykkes faren via en iransk forretningsforbindelse at få job efter kun 10 dage. Jobbet er i Ferskvandscenteret i Silkeborg, der blandt andet indeholder et akvarium og en udstilling for børn om livet under overfladen. Nima og hans bror bliver puttet i en dansk klasse uden at kunne ét ord af sproget.
”Det var selvfølgelig svært at falde til. Men på den anden side var det også et slags eventyr. At prøve noget nyt - i et meget koldt land. Og Sejs var et rigtig godt sted at vokse op med skov og vand omkring os,” fortæller Nima Astanehdost.
Hans historie handler både om at flygte fra øst til vest, men også om rejse fra syd til nord på karrierestigen. Siden den overrumplende begyndelse i hjertet af Jylland har Nima skabt et imponerende cv. I dag sidder han som operationel direktør i den globale virksomhed Randstad, hvilket er en håndfuld forfremmelser fra den vikar-tjans, han startede i firmaet som.
Annonse
Det er, mens han læser på Handelshøjskolen i Aarhus, at han begynder i virksomheden. Her er hans job at tage telefonen og snakke med vikarer og kunder. Han møder ind kl. 6 om morgenen, inden forelæsningerne på studiet starter, og når skolen er slut, vender han tilbage frem til kl. 22.
Fra det ydmyge studiejob har han på nær et enkelt udsving til en konkurrerende virksomhed skabt sin karriere i Randstad. Og han er avanceret med en forbløffende fart.
”Jeg skal altid avancere inden for det, jeg laver. Når jeg får en rolle, har jeg altid ambitioner om at vokse. Det har jeg også en helt åben dialog med min chef om. De to år et godt tidsrum, hvor man har prøvet rollen af og har haft mulighed for at lave resultater. Det kan godt være, at det er en rastløshed, der driver mig. Jeg har nok lidt damp,” fortæller Nima Astanehdost.
Randstad er en international virksomhed, der dels lever af at skaffe vikarer til firmaer og dels headhunter og finder fast arbejdskraft. En af deres opgaver er fx at finde folk til offentlige og private virksomheder.
I en tid, hvor integrations-konsulenter, kommuner og andre velmenende spejder efter løsninger på, hvordan udlændinge får plads på det danske arbejdsmarked, kommer Nima Astanehdost selv med en af forklaringerne på sin personlige succes: Flid.
”Jeg har altid skullet bruge meget mere tid på at skrive en dansk stil i forhold til mine danske venner. Selv, da jeg gik i gymnasiet, synes jeg, det var sindssygt svært. Jeg havde aldrig rørt en fodbold, før jeg kom til Danmark, så jeg skulle anstrenge mig for at gøre mig gældende, men det har også gjort, at jeg altid har gjort mig umage. Dem, der avancerer, er dem, der lægger kræfterne. ”
Det at være placeret som eneste fremmede i sammentømrede Sejs, mener han faktisk, har været en fordel. Her var der ingen fra Iran, de kunne læne sig opad, og i stedet var de tvunget til at lære sproget hurtigt og selv finde en vej.
”Vi har været privilegerede at være isolerede. Vi havde ikke andre at snakke persisk med, og jeg har aldrig dannet den kultur, hvor man savner gamle dage. Hvis det havde været den mulighed, havde jeg som 10-årig sikkert også kørt det, for det er nemmest og mest trygt.”
Nima har ikke kun den fysiske lighed med Bayern Münchens cheftræner Josep Guardiola. På samme måde som den beskedne spanier vil han også nødig tale om sig selv og endnu mindre nødigt fremhæve sin egen vej som udtryk for en unik succes. En af de helt afgørende faktorer har været tilfældet, hvilket han fremhæver flere gange.
”Jeg har været ekstremt heldig undervejs. Der er nogle folk, der er gået af i netop det øjeblik, hvor jeg var klar til at tage skridtet opad. Der er et element af tilfældighed.”
På trods af ydmygheden gnistrer øjnene alligevel, når talen falder på forskellen på at snuble og få succes i karrieren og i det danske samfund.
”Jeg har fået mange lussinger igennem min karriere, men jeg er aldrig blevet slået ud. Jeg har skullet holde foredrag for 100 mennesker, hvor en tredjedel sikkert ønskede, at jeg slet ikke var der. Der er sikkert nogle af dem, der tror, at jeg kommer fra en ghetto, og det provokerer sådan en lyst i mig til at bevise, at jeg godt kan. Jeg har altid brugt det som et middel til komme videre.”
Det har da heller ikke skortet på modstand. Indenfor de seneste år er der sket begivenheder, der kunne få de fleste til at vakle. Først skyllede finanskrisen ind over verden og i særdeleshed Randstads branche, der lever af at formidle arbejdskraft.
Da hele verden i efteråret for alvor blev klar over krisens konsekvenser, havde telefonerne hos vikar- og rekrutteringsbureauerne stået stille i flere måneder. Også hos Randsted måtte de sadle om. Hvor kunderne tidligere havde ringet af sig selv, skulle konsulenterne omstille sig til også at være sælgere. Samtidigt blev der også skåret ind til benet.
Mens den økonomiske nedtur var et vilkår for hele verden, var den næste krise hårdere rent personligt. Den ramte nemlig hans familie. Nima er gift og har tre børn, og i 2011 blev den ældste ramt af feberkramper så alvorlige, at han blev indlagt.
”Det gik fra, at jeg havde en søn, der var rask om morgenen til, at han var hjerneskadet resten af livet næste dag. Under feberkramperne fik hans hjerne ikke tilstrækkelig ilt.”
Med ét slag var familiens liv anderledes. Sønnen var indlagt i månedsvis, og lægerne første dom var, at han aldrig ville komme til at gå igen. Heldigvis har drengen siden hen taget store skridt.
”Jeg kan holde ham i hånden og gå nu. Men hans lillesøster, der er knap tre år gammel, er ved at overhale ham i udvikling, selv om han er otte. Når de andre løber ud for at spille fodbold, kan han kun se på.”
Nimas kone, der er skolelærer, er gået ned i tid, og de passer sønnen hjemme. Under hele forløbet giver hun Nima lov til stadig at lægge mange timer i karrieren, og hver gang han bliver stillet en forfremmelse i sigte, er det hende, der får ham til at sige ja.
”Som udgangspunkt siger jeg altid nej. Og så er det hende, der får mig på andre tanker. Paradoksalt nok tager min karriere virkelig fart på det tidspunkt. Det var, som om det hele gav mig en endnu stærkere arbejdsmoral. En psykolog vil helt sikkert sige, at jeg brugte arbejdet til at komme igennem det.”
Deres familiesituation har dog lagt en dæmper på karrieren på den måde, at han har skrinlagt planer om at flytte til udlandet. Noget, der ellers ville være gode muligheder for i Randstad, der har kontorer i det meste af Europa.
Når han selv leder efter egnede medarbejdere til virksomheden, er det sjældent eksamenspapirerne, der er afgørende. I stedet går han efter de kandidater, der har noget ekstra. Og når han ser det, er han parat til at tage chancen.
”Vi har folk her med vidt forskellig baggrund. Nogle gange fejler man, men man skal være villig til at tage en risiko, hvis man tror på det.”
De mange gange han selv er avanceret, er det aldrig sket med spidse albuer, fastholder han. Det handler om at skabe noget sammen med sine kolleger. Man kan ikke komme frem, hvis man ikke har dem med sig.
”Man skal altid huske den gamle sandhed om, at man møder folk flere gange på karrierestigen. Og jeg gør meget for at behandle folk ordentlig, og jeg kan se mig tilbage.
Ellers sker der så store forandringer omkring en, at man bliver hægtet af. Man kan godt skifte stilling inden for samme organisation, blot man laver noget nyt.”
Noget af den drivkraft, der selv har fået ham til tops, kan han godt savne i de unge generationer. I dag går mange direkte ud af skolen og får en høj løn. Og nogle af de mæthedstegn, man så før finanskrisen, er ved at indfinde sig igen.
”Finanskrisen kan godt have været virkelig hård mod den enkelte, men generelt var det som om, det ikke for alvor ændrede den indstilling, hvor vi er lidt for forvænte. Og det gør, at vi er lidt udfordrede som samfund. Måske skal forældre i dag holde lidt igen med køb af studielejligheder og andre goder. Man har som ung godt af at selv at skabe sit liv.”
