De unge ledere: ”McKinsey-manden pisser i bukserne så snart, at han rammer dørtrinnet hos os”

Hvad holder dig vågen om natten?

”Hvis man kigger på min arbejdsdag, løber den fra klokken 9.00 til 2.00 fra mandag til fredag. Vi har store aktiviteter over hele verden, og hvis jeg skal fange vores investorer i fx New York, bliver jeg nødt til at være tilgængelig i de sene nattetimer. Udover mit arbejde er der ikke særligt meget, der holder mig vågen om natten. Jeg forstår godt spørgsmålet: Hvad går mine bekymringer på?

Jeg har altid været god til at slippe de forskellige ting, når jeg er kommet hjem og har lagt mig i min seng. Jeg har tonsvis af bekymringer i løbet af en dag, men jeg går også meget op i at finde en løsning hurtigst muligt. Nogle gange vil man opleve, at man ikke kan gøre noget ved bekymringen, og så må tingene gå sin gang.

Ageras’ rejse har været ekstrem på godt og ondt. Jeg kan huske en udfordring, som burde have holdt mig vågen om natten: Det var en episode, før vi fik investorer ind. Vi var omkring 25 år, fuldstændig selvfinansieret og pludselig stod vi i en situation, hvor vi seriøst kun havde 24 timers drift i kassebeholdningen. Det var, hvad vi havde tilbage til at betale vores regninger, lønnen til vores 40 medarbejdere, husleje og leverancer til kunder. Det var nogle tunge timer, men vi fandt en løsning, og den løsning drev også til, at vi fik nogle andre bekymringer.

Martin Hegelund, den anden stifter, og jeg gik ud og gældsatte os ekstremt. På et tidspunkt skyldte jeg 40 millioner kroner privat og hæftede for det. Men hvordan fanden kommer man fri af en hæftelse på 40 millioner kroner privat? Det er jo de færreste, der gør det, og jeg havde ni måneder til at få virksomheden på rette kurs, men vi fik vendt det til en fantastisk god forretning og fik investorer ind, blev fri af vores gæld, og så gik det op i en højere enhed. Nogle gange kan jeg da også sidde selv og tænke: ’Hvordan pokker lykkedes jeg egentlig?’”

Hvornår står du op?

”Det er ikke mange timer, jeg får om natten. Jeg har en lille dreng på tre år, og før vi fik ham, var både min kone og jeg B-mennesker. Hun er så konverteret til A-menneske, driller jeg hende med, mens jeg stadig har beholdt mit B-menneske-syndrom. Hun giver mig lov til at snooze en halv til hel time om morgenen. Når de er oppe mellem 6.00 og 7.00, står jeg op mellem 7.00 og 8.00. Så starter min dag, jeg går i bad, gør mig klar, får en lille kop kaffe og kører min søn i børnehave.

Jeg har en regel om, at jeg ikke gider at have møder allerede klokken 9.00. I og med at min uge går fra mandag til fredag med fuld fart på, hvor jeg er mere forretningsmenneske end familiemenneske, vil jeg gerne have helle om morgenen. Jeg gider ikke stresse, men kan få tiden sammen med min søn, og vi kan køre omveje til børnehaven og vælge at se 15-20 minutter mere af ’Brandmand Sam’ derhjemme end de andre børn.

Hvis jeg har de lange aftener til klokken 2.00 om natten, bliver jeg oftest herinde på kontoret, og så arbejder jeg igennem. Udover vores aktiviteter rundt på kloden, hvor vi laver opkøb, fundraising og kapitalrejsning, er det i aftenstidsrummet, at jeg kan lave alle de administrative ting, og det er jo lidt det, som jobbet indebærer. Folk er egentlig ligeglade med, hvor, hvornår, hvordan og hvor meget jeg arbejder, jeg skal bare i mål med opgaven.

Det er alt for meget, jeg ofrer i forhold til min søn, og det kan heller ikke blive ved sådan. Man sidder i en situation, hvor man har skabt noget helt fantastisk, Ageras er jo Martins og mit hjertebarn, men det er også en ekstrem farlig verden. Det negative er, at man bliver slugt og suget ind i en verden, hvor ordet ’familie’ er noget, vi alle går og siger, fordi det lyder godt, men i sidste ende er det bullshit. Hvis ikke man leverer og rykker på sine resultater, er man ude.

Jeg elsker mit arbejde og det, som vi har skabt, men det er også velvidende om, at jeg går på kompromis med min familie. Og hvordan fanden får jeg så skabt balance i det forhold? Jamen, det skal jeg bare, og mine weekender er også hellige. Jeg kommer ikke til at sidde i denne stol for evigt, det er jeg ikke interesseret i.”

Hvad spiser du til frokost?

”Jeg er lidt ligesom en slange, der skal finde føde til dagen og vejen. Jeg spiser stort set kun ét måltid i løbet af en dag. Jeg spiser ikke morgenmad, heller ikke snacks, men frokosten er mit måltid. Jeg kan sagtens køre uden aftensmad. Jeg er dog ikke struktureret nok til at sige, at jeg skal have en bestemt type frokost. Den frokost, jeg får, er den frokost, jeg kan finde i kantinen, og når jeg har fundet det, tanker jeg op. Og jeg tanker tilpas nok op til, at jeg kan køre videre og ikke skal se mad og sukker de næste mange timer. Til gengæld er jeg en sucker for kaffe. Jeg har næsten altid en frisk kop kaffe med mig ind til hvert møde.

Når jeg har en frokostaftale inde i byen, er Café Victor klart mit sted. Der er et leben og en energi, man ikke finder andre steder, og så er menukortet ganske godt alt taget i betragtning.”

Hvad var din skærmtid i sidste uge?

”14 timer om ugen på min mobil. Min største yder er Mail og Slack, så kommer beskeder, Facebook, Spotify, fotos, Nem-ID og Safari. Jeg bruger faktisk ikke min telefon meget, når jeg er inde på kontoret, fordi der sidder jeg med computeren. Derfor er min reelle skærmtid nok 40 timer om ugen, og så begynder det at lyde lidt skræmmende, synes jeg.

Når det kommer til apps og sociale meder, er jeg ret gammeldags. Jeg er hverken på Instagram eller Snapchat, og jeg bruger LinkedIn mere end Facebook. Jeg er meget sølvpapirshat og skal sgu ikke have for mange apps og data på mig. Nu arbejder jeg selv med data og ved, hvor meget vi smider af brødkrummer på os selv, især med telefonen.”

Hvornår tager du fejl?

”Altid. Jeg elsker fejl og oftest leder fejl til de rigtige beslutninger. Men hvad er også en rigtig beslutning? Jeg vil langt hellere gøre noget end ikke at gøre noget. Når man lever i et univers, hvor man er i gang med at bygge noget op, som man ikke har prøvet før, så lever man i et grænseland mellem den rigtige og forkerte beslutning. Jeg ville ikke være foruden de forkerte beslutninger. Det er dem, som har været med til, at vi sidder her i dag på godt og ondt. Hvis jeg kun traf rigtige beslutninger, ville jeg ikke pushe barren og skubbe til taget. Jeg går også meget op i at have en tolerance for fejl i Ageras. Vi skal turde gøre noget.

Jeg plejer at sige til mine kollegaer, at 95 procent af det, jeg siger, er complete bullshit, men de resterende fem procent kan faktisk tage os til månen, og så er det deres opgave at sørge for at sortere de 95 procent fra de fem. Det kan selvfølgelig være svært for dem at vide, men hvis jeg nu har sagt noget tilpas mange gange, er det nok en idé, man skal forfølge.

Jeg går som sådan ikke op i planer, men mere i udførsel, og at man rent faktisk gør noget. Derfor tror jeg heller ikke på McKinsey-vejen. McKinsey-manden pisser i bukserne så snart, han rammer dørtrinnet hos os.”

Hvordan fejrede du sidst en succes?

”Jeg synes, 2021 har budt på mange succeser. Vi rejste en halv milliard kroner og har fået en flot værdiansættelse, fået nye stærke investorer ind og købt to forretninger. Vi er gået fra at være 180 medarbejdere til 250 og opererer i 12 markeder frem for seks. Jeg fejrede dem alle godt.

Når jeg fejrer mine succeser, skal de symboliseres med noget. Jeg skal købe noget bestemt eller få en oplevelse. Det er vigtigt for mig at forkæle mig selv og mine omgivelser, fordi jeg skal have lov til at smage det søde. Man får et kick og har gjort noget, de færreste har gjort, og hvis man ikke fejrer og symboliserer det, bliver det hele bare en grå boks.”

Hvad er din dårligste, arbejdsrelaterede vane?

”Jeg overbooker mig selv. Jeg er typen, der kan finde på at have møder fra morgen til aften uden nogen breaks, frokost og noget tid til, at et møde faktisk kan gå over. Så kommer man halvt ind i et andet møde, der er gået i gang, og man kører på sidste dråbe af energi, fordi man ikke har fået noget mad i løbet af dagen. Jeg overbooker mig selv for at få klappet så meget af sted som overhovedet muligt og optimere tingene.”

Er der nogen fordomme forbundet med at være en ung leder?

”I starten var der ingen, som tog os seriøse. Jeg var 19, Martin var 20, og dengang var iværksætteri også for arbejdsløse. Vi blev set som nogle unge spradebasser, som hellere burde bruge tiden på uddannelse fremfor at drive forretning. Det var især blandt de garvede herrer. Industrien er fuld af tunge forretningsfolk, advokater, revisorer, og de gav ikke en skid for Martin og mig.

Det var svært at lave samarbejder eller låne kapital. Når jeg stod ved netværksmøder, var jeg ikke den interessante. Rige børn leger bedst i dette konservative miljø. I dag oplever jeg det slet ikke mere. Jeg har nu har fået opbygget mig et navn og opnået noget. Folk kender godt os og Ageras og ved godt, hvad vi har skabt.

Hvornår ville du ønske, at du havde mindre ansvar?

”Hver gang det går dårligt. Og hver gang jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke er nok hjemme. Når man sidder på toppen, og man lykkes, er man stolt af sig selv. Men der er fandeme også koldt, når der er koldt. Og så handler det om at huske de gode dage og glemme de dårlige. Selvom jeg tog forsiden på Børsen og ligner en kæmpesucces, skal guderne vide, at det i den grad også har en bagside, og lige så mange smil og glæder, lige så mange tårer og meget blod har jeg måtte ofre.”