Solen skinner på Jimmy Maymann fra morgenstunden. Han står bag sit skrivebord i sort slips og en lyseblå skjorte, der er knappet helt op i halsen. Han er ved at tømme en Amazon-papkasse for nyindkøbte bøger, der alle ender i en stabel sammen med resten af bogsamlingen i vindueskarmen.
Her står titler som ’The Strategist’, ’Bold’ og ’How to Fly a Horse’. Der er overraskende meget papir på kontoret hos en mand, der sværger til det digitale. Men bøgerne kan han ikke leve uden. De bliver læst på flyet, når han skal ud og vinde nye markeder for Huffington Post.
Og Jimmy Maymann vinder ofte, forstår man. På skrivebordslampen hænger navneskilte fra konferencer, hvor han har været indbudt som taler – på afstand ligner de medaljer – og på reolen står fine flasker med whisky og champagne, som han ikke drikker selv. Det er gaver, han får foræret af partnere, når Huffington Post lykkes med et eller andet, siger han.
Jimmy Maymann er direktør for det amerikanske netmedie Huffington Post, der startede som en politisk blog i 2005 og siden er blevet en af USA’s mest succesfulde netaviser.
Den reklamefinansierede ’Huff Post’ har formået at tjene penge på net-journalistikken og fik hele mediebranchen til at spærre øjnene op, da den i 2012 – som den første netavis nogensinde – vandt den prestigefyldte Pulitzer-pris for en artikelserie om hjemvendte soldater fra Irak og Afghanistan.
”Vi minder ikke om nogen,” siger Jimmy Maymann. Han ser netavisen som en hybrid mellem den traditionelt oplysende avis og det inkluderende sociale medie, hvor alle kan deltage i debatten. Det 21. århundredes svar på CNN, hvis det står til danskeren.
Der er sket meget, siden Jimmy Maymann i 2011 blev involveret i Huffington Post og året efter takkede ja til direktørposten. Han fik til opgave at udarbejde en ambitiøs plan om at gøre den amerikanske netavis til en global medievirksomhed.
Annonse
Allerede dengang var netavisen godt i gang med at tjene penge, men med den 43-årige dansker i spidsen er antallet af brugere vokset fra 34 mio. til 214 mio. på verdensplan. Netavisen har lanceret afdelinger i 14 nye lande, heriblandt Frankrig, Tyskland og Japan. Direktøren forventer at få både Australien, Mexico, den arabiske verden og muligvis Kina i hus, inden 2015 er omme.
Jimmy Maymann bliver ivrig, når han fortæller, hvordan Huffington Post har forstået at udnytte et hul i markedet, som mere traditionelle medier har misset, fordi de stadig kæmper med en gammeldags papiravis eller en tv-station, der både er dyr og ineffektiv.
Huffington Post kan producere journalistik meget billigere på nettet og nå ud til læserne mere direkte, fordi de analyserer data grundigt og tilpasser indholdet specifikt til forskellige platforme, forklarer han i en lind strøm af ord uden pauser.
”New York Times har i 150 år talt til dig og ikke med dig. Men det er det, vi lever af,” siger Maymann.
Han erkender dog, at Huffington Post også har sine udfordringer. ”Det er ikke sådan, at jeg sidder og siger, at alt, hvad vi rører ved, bliver til guld. Det gør jeg bestemt ikke. Men vi er gode til at udstikke en kurs. Vi ved, hvor vi skal hen.”
Og hvis der er noget, Jimmy Maymann kan, så er det at lægge store planer. Og han er villig til at gå længere end de fleste for at føre dem igennem.
Fra hjørnekontoret på Manhattan er det den danske direktør, der med sit team beslutter, hvilke nye teknologier og markeder Huffington Post skal satse på. Han sørger for, at netavisen lancerer nye afdelinger i lande, der er rationelle nok til, at netavisen både kan tjene penge og blive en top 5-spiller inden for en forholdsvis kort årrække.
Derfor bruger han mange timer på at holde sig opdateret på nye medietendenser og på at analysere brugernes medievaner. Han stoler på data og er god til at overbevise andre om, at han har fat i det rigtige. ”Da vi stod foran bestyrelsen og skulle have penge til at få lov til at ekspandere internationalt, måtte jeg præsentere 10 gange, og de sagde nej de første ni gange. I dag er de super lykkelige, fordi de sagde ja, men der var stor modstand,” siger han.
”Hvis du har noget, der virker i USA, og du kan få det til at virke uden for USA, har du en kæmpestor markeds-opportunity.”
Huffington Posts redaktion.
Jimmy Maymann har gode forudsætninger for at vide, hvad der virker uden for USA. Han rejser nemlig så ofte, at familien – hans danske kone, som er læge, og deres tre børn på tre, syv og 12 år – får set mere til New York og hjemmet i SoHo, end han selv gør.
For hvis ikke Maymann er i München, Barcelona eller Tokyo for at mødes med nuværende partnere, er han på vej til Beijing eller Sydney for at diskutere muligheden for nye samarbejder. Huffington Post er kun interesseret i lande – eller markeder, som han kalder dem – hvis de har omkring 20 mio. potentielle brugere, og derfor er Danmark ikke interessant lige nu.
Det er Frankrig og Spanien til gengæld, hvor direktøren har sikret partnerskaber med aviserne Le Monde og El Pais, som ikke er slået igennem på nettet og derfor er interesserede i at samarbejde med Huffington Post, forklarer Maymann. ”De har set vores model, som fungerer.”
De traditionelle aviser kæmper for at tiltrække det unge publikum på 25-45 år, som Huffington Post har godt fat i, mens den amerikanske netavis får gavn af avisernes lokale troværdighed, velrenommerede brands og redaktionslokaler, når de lancerer i et nyt land. For nogle måneder siden fløj Maymann hele vejen til Beijing for at være der i 24 timer, inden han fløj tilbage til New York.
Resultatet var flere dages jetlag, og det fik familien til at fortælle ham, at han burde passe bedre på sig selv. Maymann forstår godt formaningerne, siger han. ”Men hvis det er det, der skal til, for at vi kan lancere vores forretning i Kina, var de 24 timer givet godt ud.”
Denne morgen stod han op kl. 6 for at være klar til et conference call med Japan. Herefter er der møder med både australiere og russere, inden han skal tale med Sydkorea kl. 19.
Da bøgerne er lagt på plads, briefer sekretæren ham om dagens møder og fortæller ham, hvor han skal spise frokost senere på dagen. Tidligere i morges mødtes han med ejeren af konkurrenten Daily Mail på Four Seasons ved Central Park, og i morgen skal han spise på The Jane i Greenwich Village.
I dag har de russiske forretningsmænd bestemt stedet, og de vil gerne mødes på Burger & Lobster, der af sekretæren beskrives som lidt mere fun og kitsch end de formelle restauranter, Maymann normalt frekventerer.
Med sine sorte laksko skiller Jimmy Maymann sig ud fra resten af Huffington Post-redaktionen, hvor de fleste ser ud til at være under de 35 år, som er gennemsnitsalderen på netavisen.
Her går producere og journalister i Dr. Martens-sko og Nike-sneakers rundt med coffee to go i hænderne, eller også sidder de foran deres bærbare computere med hovedet begravet bag de lysende skærme.
På væggen hænger tv-skærme og billeder af superstjerner som Cameron Diaz og Beyoncé, og over redaktionen viser ure, hvad klokken er i Shanghai, London og Los Angeles. På bordene ligger der bøger, en af dem med titlen ’How the World Was Won’, som var det selve opskriften på Maymanns store ambition om at gøre Huffington Post til verdens bedste mediehus.
For et par år siden overbeviste han AOL – den store medievirksomhed, som ejer Huffington Post – om, at netavisen skulle satse mere på video og mobil, og det resulterede i videokanalen ’HuffPost Live’ med 100 ansatte, der sender live-tv otte timer daglig fra et glasbur, som kostede adskillige millioner dollars at bygge.
Det var en upopulær beslutning til at begynde med, fortæller Maymann, men kanalen er i dag blevet en stor succes, fordi den tjener penge og har 150 mio. video-streams om måneden.
Og det er netop udfordringen i den slags byggeprojekter, der gør jobbet interessant for den danske direktør. Han ser først og fremmest sig selv som en iværksætter, der elsker at skabe noget. Det fremgår også af hans Twitter-profil, hvor han beskriver sig selv med ordene: ”I like to build things; companies, houses, sand castles – you name it.”
Det var uden tvivl den iværksætterånd, Arianna Huffington – den græsk-amerikanske stifter af Huffington Post – og AOL-direktøren Tim Armstrong så i Jimmy Maymann, da de ringede og tilbød ham jobbet i 2011. ”De var faktisk ikke interesserede i et corporate suit, og det kan godt være, at jeg har suit på normalt, men jeg er jo en entreprenør i et corporate suit,” siger han.
I virkeligheden var det ikke det, Maymann havde forestillet sig, han skulle lave. Men projektet var for spændende at sige nej til. ”Jeg så en kæmpe mulighed for at tage denne her amerikanske, på det tidspunkt, succesfulde blog, som havde en masse potentiale og en masse talentfulde mennesker, og så være med til at se, om vi kunne skabe en global medievirksomhed.”
En vigtig del af iværksætteriet handler for Jimmy Maymann om at gøre tingene på sin egen måde. Derfor gjorde han det klart for AOL og Arianna Huffington, at han havde brug for spillerum til at køre Huffington Post uafhængigt af AOL’s interesser, hvis han skulle være ny direktør.
”Som jeg sagde til dem på det tidspunkt, har jeg jo i lang tid været entreprenør og vant til at bygge ting og gøre det på min måde, så jeg har ikke lyst til at være vicevært. Jeg er alt for kritisk til det. Og I vil ret hurtigt blive trætte af mig, hvis det er det, I har brug for.”
Han sagde også, at han heller ikke gad bruge sin tid på en masse intern politik i koncernen. Det vandt respekt hos medarbejdere på Huffington Post og vakte irritation hos nogle AOL-ansatte, men han fik sin vilje og har siden kunnet fokusere 100 % på Huffington Post-projektet uden alt for meget udenomssnak.
”I min verden er det jo en af de vigtigste ting: At være helt klar på, hvad det er, man gerne vil, og det har jeg været fra start af.”
Det var Jimmy Maymann også dengang, han tjente sin første million. Han var 27 år, da han solgte webbureauet Neo Ideo, som han stiftede i 1995 med de to venner Morten Lund og Lars Holm Hansen. Nogle år efter, i 2011, lykkedes det Maymann og kollegerne Claus Moseholm og René Rechtman at sælge videotjenesten GoViral for godt en halv mia. kr. til AOL, hvilket skulle blive Maymanns indgang til Huffington Post.
Med GoViral var Maymann og teamet på mange måder forud for deres tid, fordi de – langt før YouTube og Facebook kom på banen – så potentialet i viral markedsføring på nettet og distribuerede online-videoer for store kunder som Goodyear og Nissan. De havde modet til at stå fast, selv om der var mange ups and downs under finanskrisen, fortæller Maymann. Det er ofte det, det handler om, siger han. At stå fast.
”Det er vanskeligt for mange mennesker, det ved jeg godt. Men nogle gange skal man turde tage nogle chancer.”
Fordi han har tjent så godt på projekter tidligere i sit liv, er det primært udfordringen, der motiverer ham, fortæller han.
”Hvis det var pengene, der drev mig til at gøre det her, gav det ikke den store mening i forhold til det, der skal investeres af tid, og i forhold til den succes, jeg har haft med mine tidligere virksomheder. Det afgørende var, at jeg kunne gøre det på min måde.”
Jimmy Maymann taler meget og sidder sjældent stille til møderne på kontoret. Hænderne kører rundt i cirkelbevægelser, og pointer understreges med flad hånd, som om han satte punktummer i luften.
I dag er det en ny medarbejder, der skal briefes, så han, som Jimmy Maymann udtrykker det, kan køre med 200 i timen, når han starter mandag. Og der bliver lyttet og nikket til den danske direktør, når han med pegefingeren peger lodret ned i bordet eller op i luften eller over på computerskærmen for at forklare noget.
Indimellem tager han en slurk af sin foretrukne AriZona-ice tea med grøn te-smag. Eller kører hånden gennem det lysebrune hår, mens han lytter og nikker i små korte ryk – ofte tilbagelænet i stolen med armene strakt ud bag hovedet uden det mindste spor af sved.
Jimmy Maymann er tidligere blevet beskrevet som en kynisk chef af folk, der kender ham.
”Jimmy er faktisk iskold. Den koldeste. Han er benhårdt rationel på et niveau, man slet ikke kan forstå,” sagde hans gode ven og tidligere kollega Morten Lund eksempelvis til Jyllands-Posten.
Selv siger Maymann, at han måske er hårdere, end de fleste danskere ville være.
”I Danmark er vi vokset op med, at man er meget konsensussøgende og fælles om tingene,” siger han og forklarer, at det langt hen ad vejen er en god ting.
Men som direktør for en stor virksomhed er du nødt til at sætte strenge krav – ligesom i elitesport.
”Hvis man er sportsmand, skal man fx prøve at lade være med at drikke en masse alkohol. Man skal spise rigtigt, man skal huske at træne, man skal sove ordentligt. Når man er CEO for en stor virksomhed som den her, er der nogle ting, som jeg bare ikke kan acceptere.”
Alligevel har det ikke været nemt at fyre nogle af de 1.000 medarbejdere, som han har ansvaret for som direktør.
”Det rører mig hver gang,” siger han.
Samtalen er ekstra svær i et land som USA, hvor der ikke er samme sikkerhedsnet som i Danmark.
”Hvis du ikke leverer varen, og du bliver fyret her, har du to uger, og så står du nede på gaden, og hvis du så ikke har fået et nyt job, bor du på gaden.”
Men Maymann dvæler ikke ved fortiden.
”Jeg er hurtig til at putte det ned i den professionelle boks og sige: ’O.k., det er jo for firmaets bedste.’”
Og nu er det tid til frokost med Rusland.
”Reserved for Jimmy?” spørger Maymann, da han åbner døren til den sorte Uber-vogn. Chaufføren bekræfter, og vi sætter os ind på de sorte lædersæder.
”Perfect,” siger han uden at tage sele på. Han læser mails på sin iPhone, men jeg må gerne stille spørgsmål imens. Ordene vælter nærmest ud af munden på ham, når han taler om Huffington Post og det paradigmeskift fra computer til mobil, som medieverdenen befinder sig i lige nu.
Han skyder løs med tal og statistikker, der sidder selvsikkert på rygraden og understøtter de mange argumenter i talestrømmen: 1.600 historier om dagen. Over 400 mio. kommentarer. 10-15 % Facebook-trafik. Maymann bruger ord som kannibalisering og vertikaler i sine sætninger og pointerer ofte noget, der er vigtigt at forstå.
Da vi når frem til restauranten, sætter han sig over til de to russere i mørke jakkesæt, som allerede er ankommet, og lader mig vide, at han skal bruge en time. Måske er det den bløde funk-musik i baggrunden og de røde lædersofaer, der gør restauranten kitsch, men ellers virker stedet ret formelt med højt til loftet, champagneflasker over baren og levende hummere i et stort akvarium.
Maymann laver færre fagter end tidligere og bestiller en frisk lobster roll med pomfritter og salat. Da mødet er færdigt, fortæller Maymann, at de diskuterede Putin og manglen på pressefrihed i Rusland, som gør det svært for Huffington Post at lancere i landet. Men det er et marked, han gerne vil ind i, siger han. Indtil videre kører projektet dog på lavt blus.
Mens vi venter på en Uber-vogn, viser Maymann, hvordan app’en på telefonen fungerer. Han er VIP-kunde hos firmaet, og telefonen fortæller ham præcist, hvor langt bilen er fra os: 3 minutter. Vi snakker om, at taxa-alternativet ikke rigtig er slået igennem i Danmark endnu – men det kommer det til.
”Det er fremtiden,” siger Maymann og stiger ind i bilen.
Det der med at spå om fremtiden har danskeren vist sig at være god til. Det startede allerede tilbage som studerende på Odense Universitet i 1994, da han på en studietur til USA blev introduceret til internettet og skrev speciale om nettets kommercielle muligheder.
I dag bliver Maymann brugt som noget af en medieguru i Danmark, og han smiler, når snakken falder på, at danske medier ofte opsøger ham, når de er i New York.
”De fleste har lagt vejen forbi,” siger han, og hvis ikke han har travlt med møder, vil han gerne hjælpe med gode råd. Men ellers trækker Danmark ikke på arbejdsfronten.
”Danmark er et dejligt land, men i forhold til karriere kan jeg ikke forestille mig det. Skal jeg blive direktør for Se og Hør? Eller Politiken?” griner han. ”Det kommer i hvert fald ikke til at ske.”
Siden han var teenager, vidste Jimmy Maymann, at han ville være mere end den
lokale skomager i Gislev på Fyn.
”Jeg var den første, der tog en længere videregående uddannelse. Jeg var den første, der flyttede til udlandet. Så det var ikke sådan, at folk havde gjort det her før i min familie. Det var ikke sådan, at jeg havde set, at det var det, man skulle.”
Der er også andre karaktertræk, som direktøren ikke umiddelbart kan spore tilbage til familien og de fynske rødder. Konkurrenceånden har boblet i ham, siden han var ung og spillede divisionshåndbold i Tarup-Pårup i Odense 5-6 gange om ugen med kampe hver weekend.
”Jeg er meget kompetitiv af natur, og det har jeg været, siden jeg var en lille bonderøv, der boede i syvende plovfure på Fyn.”
Han var glad for håndboldsporten i mange år, men da iværksætteriet for alvor blomstrede, og han ikke længere spillede divisionshåndbold, blev han ofte hidsig på holdkammeraterne og besluttede sig til sidst for at stoppe.
”På det niveau var jeg så meget bedre end de andre,” siger Maymann, der desuden indså, at han aldrig kunne blive rigtig rig af håndbold.
Den danske direktør skiller sig også ud fra familien, når det gælder politiske holdninger. Han voksede op i et socialdemokratisk hjem med en far, der var fagforeningsmand og veterinærinspektør, og en mor, der var dagplejemor. Maymann har dog altid haft et mere liberalistisk syn på samfundet, og det har ofte været roden til ophedede diskussioner derhjemme. Engang stillede hans far op til kommunalvalg, mens Jimmy stadig boede hjemme.
”For at provokere mig hængte han valgplakater af sig selv op over hele carporten. Så kunne alle se, at min far var ’røde Jesper’. Det syntes jeg jo var dybt irriterende, for det skulle alle mine venner ikke vide.”
Jimmy Maymann har det svært med fagforeninger, som han mener hører fortiden til. Derfor blev han ekstra irriteret på en tur til Danmark for nylig, da SAS-medarbejdere forsinkede hans rejseplaner med deres strejke.
”Jeg kan slet ikke forstå, at SAS kan vælge at gå i strejke, så 1.000 flyvninger bliver ramt, og jeg lige pludselig ikke kan komme ud af landet.”
Jimmy Maymann slår ud med armene.
”Hvad er det for en verden, vi lever i? I min verden er det ikke måden at opnå noget på. Det er noget, der virkelig går ud over bundlinjen på en virksomhed.”
Huffington Posts danske direktør har sjældent tid til at reflektere over livet i sin travle hverdag. Selv på løbeturene om morgenen langs Hudson River handler det mere om, at ”tingene kommer ned i de forskellige kasser” mentalt, så han er klar til arbejdsdagen, og ikke om at se sig selv i et større billede.
Men nu hvor mørket så småt er ved at sænke sig over Manhattan, læner han sig tilbage i kontorstolen bag skrivebordet og trækker benet op. Maymann ved faktisk ikke, hvor han er henne, når året er omme, siger han. Han skal bruge sommeren på at udarbejde en ny global strategiplan for Huffington Post, men om det er ham, der skal føre stafetten videre fra 2016, har han endnu ikke taget stilling til.
”Jeg skal kunne få det til at fungere på den private front, men jeg skal også professionelt hele tiden føle, at det bevæger sig i en retning, som jeg synes er spændende for mig.”
Familien er ellers på vej hjem til Danmark, fordi hans kone ikke kan arbejde i USA og derfor skal gøre sin speciallægeuddannelse færdig derhjemme.
”Nu må de komme hjem, og så må vi se, hvordan det er. Så må jeg føle efter, om jeg får set mine børn og min kone nok. Og så selvfølgelig også, om jeg kommer til at rende rundt og være jetlagged hele tiden, så jeg nærmest ikke kan fungere. For så er det klart, at det måske er en for høj pris at betale.”
Men Maymann følger sin plan. Han er ikke bange for at fortryde en dag, siger han.
”Jeg tror mere, jeg er typen, der ville fortryde, hvis jeg havde sagt nej til at tage denne chance.”
Jimmy Maymann gør mine til opbrud. Om et par minutter ringer Sydkorea.
