Finn Helmer skabte sig selv en formue - og mistede det hele igen. Her er hans historie:
"Som barn forestillede jeg mig ikke, at jeg skulle tjene mange penge. Vi boede på landet, på en gård ved Holbæk, og min mor og far var fattige. Vi kæmpede for at holde gården ved lige. Vi var fem børn, og jeg havde fuld forståelse for, at der ikke var noget, der hed lommepenge.
Så jeg startede en kaninfarm med 120 kaniner. Jeg solgte kaniner til slagteriet og førte regnskab og det hele.Da jeg var 11, begyndte jeg at producere honning i et bistade i haven. Samme efterår solgte jeg for måske 300 kr. honning.
Det var en formue for mig. Men pengene var egentlig ikke så vigtige. Jeg kunne bare godt lide at sætte noget i gang. Bierne tog fart, da jeg var 19-20 år. Jeg havde omkring 1.000 bifamilier og en omsætning på 1 mio. kr. Det lærte mig at drive virksomhed. Jeg havde tre virksomheder sideløbende med, at jeg læste til civilingeniør.
I 1992 bliver jeg direktør i Giga, en lille halvledervirksomhed (halvledere, fx silicium, benyttes i mikrochips/elektroniske kredsløb, red.) med seks ansatte. Medarbejderne er helt utrolige. Det, der ofte ødelægger en virksomhed, er grådighed. Man skal i virkeligheden lave sit arbejde for sjov og fokusere på at skabe kvalitet. Så kommer pengene senere. Sådan er det i Giga. Vi får efterhånden syv afdelinger rundt om i verden.
LÆS OGSÅ: Sådan investerer du dig rig - igen
I december 1997 er vi på udstilling i USA med den 10 GB-kreds, vi har udviklet. Folk har sagt, at der slet ikke er brug for sådan en kreds, fordi der ikke er behov for så meget båndbredde. Husk på, at vi er på et tidspunkt, hvor man kun har brug for en enkelt 10 GB-forbindelse til at forbinde New York med Philadelphia.
Men jeg vurderer, at der vil blive et meget større behov for hurtigt internet. På andendagen af messen kommer en af vores konkurrenter, en lidt ilter herre, og kigger. Han råber: ”Det der kan ikke lade sig gøre, det er noget svindel.”
Han råber så højt, at et par hundrede mennesker stimler sammen. Så kommer udviklingschefen for et af de firmaer, vi arbejder sammen med, kigger på det, og siger:
”Nå, det der, det har jeg testet, og det virker.” Så kører det. Den dag sælger vi til 65 % af verdensmarkedet. Lige pludselig bliver Giga mange penge værd. Der er over 100 ansatte, da firmaet bliver solgt i 2000.
Dagen før salget bliver offentliggjort, kommer en af ingeniørerne, der har aktier, og siger: ”Jeg er ved at købe hus, gider du gå med i banken og bekræfte, at jeg har tre aktier, der er 300.000 kr. værd?” ”O.k., men lad os vente til på fredag.” Dagen efter får han at vide, at hans tre aktier nu er 12 mio. kr. værd. Jeg får 350 mio. kr.
Nogle gange står jeg nede i supermarkedet og kigger på tilbud og tænker: ”O.k., du har jo egentlig råd til at købe, hvad du vil.” Men det er gammel vane. Jeg har altid brugt mine penge på mine virksomheder og levet ret spartansk.
Jeg har sovet mange gange bag i bilen på en parkeringsplads eller i en skov for at spare en hotelovernatning. Det har ikke altid været sjovt i frostvejr, men så har jeg kunnet bruge pengene på noget i virksomheden i stedet for. Jeg har haft mit kitesurfing-udstyr med og pænt tøj, så jeg har været klar, hvis jeg skulle til møde.
Selv da jeg står med alle de penge, er der egentlig ikke noget, jeg gerne vil købe, så nu kan jeg i stedet starte virksomheder. Jeg køber dog en grund i Jyllinge, hvor jeg planlægger at bygge et energineutralt hus, og senere, da jeg flytter til Schweiz, køber jeg en bil til 800.000 kr. Det er det mest ekstravagante, jeg køber.
En dag i februar 2013 sidder jeg i skifteretten i Helsingør, en smule perpleks og med lidt ondt i maven. Alt, hvad jeg ejer, er væk. Det er nogle år siden, jeg forlod Giga. Jeg har bl.a. været bestyrelsesformand og siden direktør i IT-virksomheden ComX, men blev fyret i september 2010.
Virksomheden var lige begyndt at give overskud, men der var en skjult gæld på 120 mio. kr. Banken forlangte, at jeg satte mine anparter som sikkerhed for et lån, og jeg garanterede også personligt for lånet.
I retten beder jeg om en rekonstruktion af selskabet, hvor jeg stadig ejer 50 % af aktierne. Der er nogle meget store ordrer på vej, som vil vende hele bøtten. Jeg regner med, at det vil gå igennem, så alle kan få de penge, de har til gode.
En statsautoriseret revisor har gennemgået det hele og fremlægger det for dommeren. Men da dommeren spørger de forskellige, hvad de mener at have til gode, er beløbene pludselig meget større. ”Hvis det er så store beløb, er det en konkurs,” siger dommeren. Det tager kun et øjeblik.
Det føles lidt … anderledes. Men jeg er ikke i vild panik. Det er værre at tabe andre folks penge end mine egne. Derfor har jeg altid sat mine egne penge på spil først. Det, jeg skal komme til at huske bedst, er konkursadvokaten, der griner, da han forlanger at få min bil uden for retten. Jeg siger: ”Nej, jeg kører hjem og læsser mine ting af.” ”Ja ja, det er fint med dig, så kan du stikke af.”
Jeg må aflevere bilen. Jeg har en motorcykel og en lejlighed i Schweiz, som også ryger. Senere er jeg inde på advokatkontoret med en pose med nogle papirer, som jeg skal aflevere til en advokatsekretær. Der er ingen grund til at aflevere kreditkort osv., for alle konti er spærret.
Mit hjem bliver fotograferet, for at de kan se, om jeg har noget af værdi, men der er ikke noget. Jeg tager toget hjem til en bekendt, der har sagt, at jeg må sove i hans kælder. Jeg skaffer en luftmadras og lægger mig til at sove.
Jeg vågner tidligt næste dag og må begynde at tænke fremad. Jeg vil bare have noget at lave. Have fingrene i suppen. Mange mennesker, jeg har hjulpet gennem tiden, forsvinder fuldstændig i den kommende tid. Jeg har aldrig haft mange venner, fordi jeg har arbejdet meget og boet i udlandet, men dem, jeg vil kalde venner, er der stadig efter konkursen.
Der er også nogle, jeg slet ikke kender, som giver en hånd, enten i form af opbakning eller økonomisk. Man kan klare sig længe for 500 kr., hvis man skal. Jeg låner også penge, så jeg kan komme rundt med toget.
Nogle spørger: ”Hvordan har du det?”, men jeg har det sådan set godt. Det eneste, der mangler, er, at jeg kan få noget at lave. Der går kun et par måneder, før jeg bliver ansat som direktør i Liqtech, der laver teknologi til vandrensning, men senere bliver jeg fyret efter en fusion, hvor jeg bliver i overskud.
I dag har jeg konsulentopgaver og arbejder også på andre projekter. Siden jeg boede i kælderen, har jeg boet rundt omkring, og nu har jeg lejet et landsted. Jeg laver hårdt fysisk arbejde.
Det sætter tingene i perspektiv. Jeg fælder træer og laver køkkenhave, så jeg kan få nogle grøntsager til vinteren. Det er da anstrengende, at man skal kæmpe for at få råd til husleje og mad, og det er sådan, jeg har det. Jeg er helt nede på neglene.
Lige nu har jeg penge tilbage til 14 dage, så jeg skal se, om jeg kan låne til huslejen. Jeg har lånt en bil af en ven, og problemet er så penge til benzin, for hver en krone skal vendes, men jeg ligger ikke vågen og spekulerer. Jeg spekulerer over ting i virksomhederne, jeg er involveret i, men ellers ikke.
Jeg kan se frem til at få 8.000 kr. i pension før skat. Det er ikke meget at leve for, men jeg vil gerne arbejde mange år endnu. Hvis jeg kan få et job til 20.000-25.000 kr. om måneden, er jeg kørende og kan leve stille og roligt af det.
Mange har sagt: ”Hvorfor lagde du ikke noget til side?” Det kan man godt sige, men jeg kunne slet ikke forestille mig, at det skulle gå, som det gjorde. Mange har misbrugt min tillid, bl.a. banker.
Så jeg har fået et wakeup-call, men jeg gider faktisk ikke lytte til det wakeup-call. For så skulle jeg være enormt mistænksom over for alle. Sådan kan man ikke leve. Det ville folk kunne mærke, og så ville ingen projekter blive til noget. Med den indstilling, jeg har, går man lallende lykkelig gennem livet, og nogle gange taber man på det. Men jeg har vundet mere, for jeg har haft et spændende liv.
LÆS OGSÅ: Whistleblower: "Jeg synes, prisen har været urimelig høj"
LÆS OGSÅ: Den dag min far døde
LÆS OGSÅ: Sådan køber du de rigtige aktier