Obama udpeger dansk tech-stjerneskud til eksklusivt program: ”Det er meget trendy at fortælle, at man står op klokken fire i Silicon Valley, men jeg gør det altså ikke af min gode vilje”

Obama udpeger dansk tech-stjerneskud til eksklusivt program: ”Det er meget trendy at fortælle, at man står op klokken fire i Silicon Valley, men jeg gør det altså ikke af min gode vilje”

Sahra-Josephine Hjorth er medstifter og CEO i CanopyLAB, der laver undervisningsmateriale ved hjælp af kunstig intelligens, og så er hun er én af 36 unge, europæiske ledere, der af Michelle og Barack Obama er blevet udvalgt til at deltage i Obama-fondens ledelsesprogram. Her fortæller hun om at revolutionere markedet for undervisning og hvorfor, der altid står en flaske champagne i køleskabet på kontoret.

Offentliggjort

Efter udgivelsen af denne artikel har Ekstra Bladet rettet en række kritikpunkter af Sahra-Josephine Hjort og virksomheden CanopyLAB for bl.a. regnskabsrod og tidligere udtalelser.

Hvordan opstod idéen til CanopyLAB?

”Idéen dukkede op som et lyn fra en klar himmel, da jeg arbejdede på mit ph.d.-projekt på Aalborg Universitet. Her gik det op for mig, at vi kunne revolutionere digital læring, hvis vi udviklede en platform, der fokuserede på den enkelte studerendes niveau og kompetencer. Alle skal kunne lære, hvad de vil, hvornår de vil, præcis på den måde, de lærer bedst. Det blev startskuddet til CanopyLAB, hvor vi i dag har udviklet en digital læringsplatform, som ved hjælp af kunstig intelligens skræddersyr individuelle læringsforløb ud fra den enkeltes niveau og foretrukne læremåde.”

Hvornår tager du fejl?

”CanopyLAB er en kommerciel virksomhed, og vi sælger IT-løsninger til private virksomheder, men under skolenedlukningerne har vi haft vanvittigt travlt, fordi vi også donerede mere end 200 læringsplatforme til et globalt publikum gennem NGO’er, og vi gik fra at være 11 til at være over 50 ansatte på få måneder. I den periode gik det lidt efter Mark Zuckerbergs famøse citat om disruption: ’Move fast and break things.’ Vores interne processer kunne ikke helt følge med.

Jeg går meget op i, at fejl kommer frem i lyset. Vi må ikke være bange for at snakke om, hvad der gik galt og behandle fejlene åbent. Jeg er meget direkte, så for mig er det helt naturligt at tale om, hvornår jeg tager fejl, og hvordan vi så kommer videre derfra. Vi arbejder i virksomheden sammen med coach Daisy Løvendahl, som hjælper os med at finde balancen mellem at præstere godt og samtidig undgå en nulfejlskultur, for det dræber innovationen.

En af de fejl, som jeg har lært meget af, er, at vi tidligere bestod af et mindre team, som ikke var særlig mangfoldigt. Det betød, at vi lavede nogle fejl i vores løsninger, hvor vi fx gav vores brugere en for snæver mulighed for at vælge deres køn. Havde vi haft en højere diversitet internt, havde vores team fanget den og sørget for, at man kunne svare andet end ’mand’ eller ’kvinde’, inden markedet nåede at reagere. Derfor er det min topprioritet i dag, at vi er et diverst hold i CanopyLAB. For kun sådan kan vi lykkes med at være relevante for alle typer mennesker på tværs af hele verden.”

Foto: Oliver Mumm

Er der nogen fordomme forbundet med at være en ung leder?

”Ja, men det at være ung leder er blot ét af de træk ved mig, der trigger fordomme. Jeg er kvinde, kvindelig leder inden for tech-branchen, jeg er halv iraner, og jeg insisterer på ikke at gå med bukser, men i kjole. Listen er lang. Jeg har oplevet fordomme rigtig mange gange, men jeg er sådan sammensat, at det motiverer mig. Jeg bliver trodsig og bruger det konstruktivt. Jeg prøver at minde mig selv om, at det rent faktisk er privilegeret at kunne bruge det konstruktivt. Det er ikke alle, der kan det. Derfor er en del af min mission jo også at være et forbillede og bryde folks billede af, hvordan man er en god leder, og hvordan en leder skal se ud. På den måde tror jeg, at flere og en mere mangfoldig gruppe af mennesker får mulighed for at bringe sig selv i spil som ledere og gøre en forskel i fremtiden.”

Sahra-Josephine Hjorth

Født 11. september 1985 i Skanderborg af en dansk mor og en iransk far. Sahra-Josephine Hjorth er ph.d.-stipendiat i informations- og kommunikationsteknologi ved Aalborg Universitet, hvor hun forsker i virtuelle læringsmiljøer og sociale medier. I 2015 stiftede hun CanopyLAB, der laver uddannelsesteknologi baseret på kunstig intelligens, som tilpasser undervisningsmaterialet til den enkelte elevs behov. Virksomheden har i dag kunder i 20 forskellige lande. Det er i dag blevet offentliggjort, at Sahra-Josephine Hjorth er en del af Michelle og Barack Obamas ledelsesprogram for europæiske ledere under 40 år.

Hvad håber du at få ud af dit engagement i Obama Foundation Leaders Europe Programme?

”Jeg vil bruge min deltagelse i programmet til at sætte endnu mere fokus på etisk og inkluderende ledelse. Vi, der er ledere, har et særligt ansvar. For lederes beslutninger har ofte betydning for mange mennesker, både ansatte og brugerne af produktet. Ledere kan jo faktisk ændre og udvikle, hvis vi beslutter os for det. Det håber jeg at kunne åbne dialogen om. Og så vil jeg gerne gå derfra klædt endnu bedre på til at være et forbillede – især for unge piger.”

Hvornår står du op?

”Mandag til fredag står jeg op mellem klokken fire og seks om morgenen, alt efter om det er mig eller min mand, der har børnetjansen. Mine sønner Elliott og Atlas på henholdsvis to og seks år står op klokken fire, så vi skiftes til at stå op med dem. Det er alt for hårdt at gøre hver dag. Jeg ved godt, at det er meget trendy at fortælle, at man står op klokken fire i Silicon Valley, men jeg gør det altså ikke af min gode vilje. Men hvis jeg nu skal sige noget positivt om at have stået op klokken fire hver anden dag i seks år, så er det, at det er utroligt, hvor meget man får ud af dagen.”

Foto: Sebastian Stigsby

Hvad spiser du til frokost?

”Vores kontor ligger i Avedørelejren, så vi spiser i kantinen hos filmselskabet Zentropa. Derfor afhænger det lidt af, hvad madmor Mette har på menuen. Jeg spiser hverken skaldyr eller fisk og er generelt lidt kræsen. Hvis det stod til mig, sprang jeg morgenmaden over og fik tartar eller pariserbøf til frokost. Jeg er vild med miljøet i Avedørelejren, og det er dejligt at være omringet af så mange kreative talenter til frokost. De mennesker kan noget helt andet end det, vi kan i CanopyLAB. Det er inspirerende og smitter af på os alle.”

Hvad var din skærmtid på din iPhone i sidste uge?

”Jeg kan se, at jeg har mine tal synkroniseret, så jeg bruger 10 timer og 48 minutter på computer og telefon om dagen i gennemsnit. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg arbejder rigtig meget. Men det gør mig glad at arbejde, og det er et aktivt valg. Det betyder, at søvnen bliver nedprioriteret for tiden, så jeg har tid sammen med Elliott og Atlas. Jeg har nok en tendens til at tage det hele lidt for alvorligt, men mine drenge sørger altid for at få mig til at grine. Det er virkelig vigtigt for mig.

Jeg sætter også pris på at nå i Det Kgl. Teater, hvor jeg har sæsonkort til balletten. Det giver mig fantastisk meget energi at se de smukke forestillinger. Forestillingerne imponerer mig især med tanke på, hvor store teams og hvor meget disciplin det kræver at skabe noget, som ser så let og fortryllende ud.”

Hvordan fejrede du sidst en succes?

”Vores køleskab på kontoret er fyldt med champagne, og sådan har det faktisk været, lige siden vi startede. Vi er ret gode til ofte at åbne en flaske, så på den måde er vi måske lidt amerikanske i vores tilgang. I sidste uge fejrede vi, at vi har indgået en samarbejdsaftale med The Withers Collection, som er et galleri og en fotosamling på mere end to millioner billeder taget af den ikoniske fotograf Ernest Withers. Han er særligt kendt for sine billeder af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Vi er de første nogensinde, som får lov at omdanne billederne til uddannelsesforløb. Det er meget barskt at kigge tilbage på den del af den amerikanske historie. Vi har i dag over 150 kulturinstitutioner og museer, som leverer indhold til vores software, men dette partnerskab har gjort særligt indtryk på mig.”

Foto: Oliver Mumm

Hvad holder dig vågen om natten?

”Det er et enormt stort ansvar at varetage så mange menneskers læring. Det gælder især for de unge mennesker mellem 15 og 25, hvor vi har stor indflydelse på, hvad de lærer, hvordan de lærer og hvilke andre mennesker, de samarbejder med. Vi bruger i højere grad kunstig intelligens til at optimere læringsprocessen og anbefale indhold. Når vi anbefaler indhold, minder det om det, man kender fra Netflix. Men jeg mener, at der er mere på spil, når vi har ansvar for unge menneskers læringsudbytte, end når Netflix skal anbefale dig en bingeværdig tv-serie.”

Hvem er din vigtigste medarbejder?

”Christian, min mand og medstifter, og jeg er den perfekte duo. Han er teknisk direktør, og jeg kommer fra en baggrund med fokus på læring, sociale medier og kunstig intelligens. CanopyLAB var aldrig blevet til noget, hvis vi ikke var et par og boede sammen i Australien, da vi stiftede virksomheden. Folk tror tit, at jeg træffer alle beslutningerne alene, fordi det er mig, der er virksomhedens ansigt udadtil, men det er slet ikke korrekt. Vi har altid drøftet alle beslutninger, og det er overvejende Christian, som har fået sin vilje, når vi ikke har været enige.

I dag er den medarbejder, som betyder mest for mit daglige virke, vores nye Chief Revenue Officer, Meghan Jennings fra USA. Hun forlod en stilling i verdens førende kapitalfond, BlackRock, for at hjælpe os med at vækste CanopyLAB til den første unicorn (en startup-virksomhed vurderet til en milliard dollars, red.) med en kvindelig medstifter fra Norden. Den ambition har vi til hensigt at indfri inden 2025.”